’Sådan er livet, humoristisk og melankolsk’

Alderdom kan gøre os mindre som mennesker og fratage os vores værdighed. Men vi er nødt til at holde fast i den værdighed, mener den amerikanske filminstruktør Alexander Payne, der i sin seneste film, Nebraska, fortæller historien om en søn (spillet af Will Forte), der prøver at give sin gamle, gnavne far (Bruce Dern) værdigheden tilbage på en køretur hjem til faderens fødeby, Hawthorne.

»Det er virkelig en ubevidst handling, når man laver en film, og det er meget svært i interview at forklare, hvad man vil med den,« siger Payne, da jeg sammen med en håndfuld journalister fra hele verden møder ham på filmfestivalen i Cannes i maj, hvor Nebraska lige har haft sin verdenspremiere.

»Men der var én, som i går i et interview sagde noget, hvor jeg tænkte ’det er virkelig sandt’. Da sønnen køber en bil med lad til sin far og siger til ham: ’Nu kører du’, og så er der et billede, hvor sønnen kigger op på sin far og smiler. Jeg tænkte selv, at det skud måske var for corny, men så var der én, som sagde, ’nej, for første gang i filmen opfører han sig netop som en søn og ikke som en far for sin egen far’. Han var nødt til at give sin far en vis værdighed tilbage, så han kunne opføre sig som en søn igen.«

En indre og ydre rejse

Det er ikke helt nemt at få 53-årige Alexander Payne med de græske aner til at tale om sine film. Det er ikke, fordi han ikke vil svare på ens spørgsmål, men han kan ikke rigtig. Filmprocessen er for ham så intuitiv, at han ikke bagefter synes, at han kan servere de store forkromede ideer og budskaber for en nysgerrig filmjournalist.

»Jeg kommer til at afsløre mig selv som en mindre dyb instruktør, end du måske tror, jeg er,« siger han på et tidspunkt, da jeg spørger ham om roadmovien som en god metafor for et menneskes indre og ydre rejse.

Roadmovien er en genre, Payne har benyttet sig af flere gange tidligere, i både About Schmidt (2002) med Jack Nicholson, Sideways (2004) med Paul Giamatti og senest The Descendants (2011) med George Clooney, og hans hovedpersoner er ofte rodløse, forvirrede eksistenser på jagt efter en eller anden form for mening med det hele.

Men han tænker slet ikke på den måde, siger han, smiler skævt og trækker undskyldende på skuldrene.

»Jeg bryder mig faktisk ikke ret meget om roadmovies i det hele taget. Det sker bare af en eller anden grund, og det er det evige spørgsmål: Hvorfor bliver jeg ved med at lave roadmovies? Jeg ved det egentlig ikke. Jeg håber, at du måske kan hjælpe mig med at finde ud af det.«

En evig læreproces

Jeg spørger, om det måske handler om, at han selv udvikler sig og er på vej et sted hen, som menneske og som filmskaber.

»Det håber jeg, ved Gud. Det er vi vel alle,« siger han og fortæller så om dengang, han som filmskoleelev mødte den japanske mesterinstruktør Akira Kurosawa.

»Da Kurosawa var 75, kom han til Los Angeles med filmen Ran. Jeg gik på filmskolen, og han sagde: ’Jeg er nær slutningen på mit liv. Jeg har lavet 30 film, og jeg ved stadig ikke, hvad en film er.’ Og jeg tænkte, ’ja, den er god med dig. Hold mund.’ Men han sagde, at han stadig lærte, og at det var op til den næste generation af filmskabere at fortsætte den læreproces. Det var meget smukt. Jeg lærer selv af mine skuespillere – som mennesker og som professionelle. Jeg lærer af Bruce Dern og Jack Nicholson. Jeg lærer, hvad det vil sige at være skuespiller, og hvad en film er. Vi kan bruge 500 år på at lære.«

Alt handler om familie

Når man ser tilbage på Alexander Paynes forholdsvis beskedne, men alligevel markante og ganske betydningsfulde værk, som ud over de allerede nævnte film tæller Citizen Ruth (1996) og Election (1999), er det den velfungerende blanding af komik og alvor, som først rinder én i hu. Der er en melankolsk og samtidig humoristisk tone i filmene, der indimellem tilmed er en slags sædeskildringer eller satirer over (jagten på) det gode liv, og vi menneskers evne til at ødelægge meget for os selv og andre. Og det var netop den melankolske og bittersøde tone i Bob Nelsons manuskript til Nebraska, der tiltalte instruktøren, som for første gang ikke selv har skrevet med på en af sine film.

»Sådan er livet, humoristisk og melankolsk. Og jeg kunne også godt lide, at manuskriptforfatteren havde levet det, der sker i filmen, så der var noget meget personligt over den. Han skrev om personlige oplevelser. Og selv om jeg ikke selv har skrevet den, er den ikke mindre personlig for mig. Det tror jeg da i hvert fald ikke.«

Han holder en pause, nævner, at hans egne forældre er ved at være gamle, og at han gerne vil have, at de bliver ældre med værdighed, og siger så:

»Der er en masse af min mor i moderen i filmen (spillet af June Squibb). Min græske mor, der altid brokker sig.«

Flere af Paynes film, også Nebraska, handler om familier, noget, alle kender til og bakser med, men det gør alle film jo, siger han.

»The Godfather handler om familie, Borte med blæsten handler om familie. Men det er et tilfælde, at mine to seneste film så specifikt har handlet om familier. Jeg er ikke Yasujiro Ozu, der altid ville lave den samme film. Jeg vil gerne lave forskellige film.«

Et smukt udtryk

Nebraska, der netop foregår i den amerikanske stat af samme navn – Alexander Paynes hjemstat, hvor andre af hans historier finder sted – er optaget i sort-hvid, og ved siden af historien om far og søn fortæller den om en amerikansk provins, der er hårdt ramt af den økonomiske krise og ved at forsvinde.

Det var ikke som udgangspunkt meningen, at Payne tillige ville fortælle dén historie – manuskriptet til Nebraska fik han første gang i hænderne for ca. 10 år siden – men, som han siger, en film foregår i den tid, den er lavet i.

»Det faktum, at jeg har lavet filmen nu og ikke for 10 år siden, betyder, at den er anderledes, den afspejler nutiden, og kulturens vinde blæser anderledes igennem den. Derfor vil Nebraska også afspejle de vanskelige økonomiske forhold, og hvad de har betydet for de små byer. Det vil være forkert at ignorere det, men man skal heller ikke gøre en pointe ud af det – man lægger mærke til det i detaljerne.«

Og de detaljer er der mange af i Nebraska, ikke mindst i byen Hawthorne, hvor far og søn ender, og som er præcis lige så nedslidt og spøgelsesagtig i virkeligheden, som den er i filmen. Payne kalder selv Nebraska en depressionsæra-film, og det er en af grundene til, at han gerne ville lave den i sort/hvid.

»Det var sådan, jeg læste og så den,« siger han.

»Jeg har altid gerne villet lave en film i sort-hvid. Det er så smukt et udtryk, og det forsvandt ud af film på grund af kommercielle, ikke kunstneriske grunde. Det forsvandt aldrig fra kunstfotografiet. Og denne beskedne, spartanske historie syntes at være skrevet til at blive filmet i sort/hvid, en visuel stil, der er lige så spartansk som det liv, personerne i filmen lever.«

Et omhyggeligt valg

Alexander Payne er en af de få amerikanske instruktører, som har fuld kontrol over sine film fra start til slut. Det skyldes ikke mindst, at hans film ikke koster så meget at lave, og at han sørger for ikke at overskride sine budgetter. Som han forklarer, så skal hans film blot tjene én dollar, og så kan han få lov til at lave den næste.

Der går ofte flere år mellem hans film, men, siger han, det handler om at vælge de rigtige projekter at bruge sin tid på.

»Hvad ved jeg om livet, som I ikke ved? Ingenting,« siger han.

»Men jeg har lagt mærke til, at hvis man siger, ’jeg kan gøre det her, også selv om det på sin vis er noget beskidt, og bagefter vil intet have ændret sig.’ Så fungerer det altså ikke. Man skal vælge filmprojekter ud fra den livsoplevelse, man vil have, om filmen nærer én på en eller anden måde. Det er vigtigt. Det tager ikke en uge eller to at lave en film. Det tager to år. Bagefter er man så nødt til at tale om den, så man skal vælge omhyggeligt. En del af mig vil gerne lave tre film om året, en anden del af mig har kun lyst til at tale, når jeg har noget at sige eller noget at lære fra oplevelsen med at lave en film. Og det handler ikke kun om at lære noget om livet, men også om, som jeg sagde før, hvad en film er.«

Han holder en lille pause.

»Jeg har det godt med at lave film ligegyldig hvor. Det betyder ikke noget. Ozu forlod aldrig Tokyo. Fellini forlod aldrig Rom. Man vil ideelt set gerne lave film de steder, hvor man ved, at man kan fange de små detaljer på den rigtige måde – det er Nebraska for mig. Men jeg kan også godt lide at være antropolog og rejse rundt og prøve at portrættere livet alle mulige steder.«

’Nebraska’ har premiere i dag og anmeldes på næste side