Læsetid: 4 min.

Det skamfulde moderskab

For hundrede år siden pressede den offentlige fordømmelse ofte ugifte unge kvinder til at slå deres nyfødte ihjel. Skammen var for tung at bære. I dag har samfundets syn ændret sig radikalt, men skammen er der stadig
Pia Fris Laneth har gennem historisk research og journalistiske portrætter skabt sig et billede af hvordan moderskabet har ændret sig gennem tiden

Jakob Dall

7. februar 2014

Ane Nyrop havde fået vished, da hun kom ud fra lægen. Hun var gravid i ottende uge. Hendes kæreste, Peter, mødte hende i venteværelset, og de gik sammen en lang tur for at tale om det hele. Peter ville gerne være far, og forældrerollen skulle de nok klare. Det ville være en drøm at få et barn, syntes Ane. Omgivelserne modtog dog nyheden med skepsis.

»Min far var den eneste voksne, som spontant sagde ’til lykke’ og så glad ud. Alle andre fik et bekymret ansigtsudtryk og spurgte: ’Hvordan har du dog tænkt dig at klare det?’ Nej, det var bestemt ikke velanset at få barn som 21-årig uden uddannelse, hus, bil og stabilt familieliv. Det fik jeg hele tiden at vide.«

Ane Nyrop fortæller sin historie i Pia Fris Laneths nye bog Moderskab og Mødrehjælp. Forfatteren kan igennem sin research og otte portrætter af mødre, se hvordan synet på den unge enlige mor har ændret sig. Fra for hundrede år siden, hvor man kunne læse avisartikler med historier om dræbte spædbørn, hvis mødre har lidt under social nød og moralsk fordømmelse, til i dag, hvor velfærdsstaten tager sig af meget, men hvor fordommene er mange.

»I dag er sex uden for ægteskabet ikke længere umoralsk, så det er ikke længere en skam at være enlig mor. Derimod er det blevet meget problematisk at være en ung mor. Du kan sagtens være enlig med uddannelse, job og det hele, men hvis du er ung, så kommer reaktionen: ’Kan du virkelig ikke finde på noget mere fornuftigt end at blive mor?’, Som regel sagt i et nedværdigende tonefald,« siger hun

Aborten, den blev fri

Med indførelsen af fri abort i 1973 skiftede synet på moderskabet. Fra at kvinder blev betragtet som lettere moralsk fordærvede og uansvarlige, når de fik foretaget en provokeret abort, til det helt modsatte syn. Den gravide unge, uuddannede, eller ufaglærte måtte nu argumentere for at ville have barnet, før hun havde den ’rigtige’ alder og uddannelse.

»Det er blevet så unormalt at have et barn, når man er tyve, at man virkelig skal forklare og forsvare, hvorfor man er blevet mor,« siger Pia Fris Laneth.

Også realityprogrammer som serien De Unge Mødre bidrager til en forestilling om, at alle unge mødre er lidt smådumme, fortæller forfatteren. Og der er da også et statistisk flertal af de ganske unge enlige mødre, der er på bistandshjælp, får fjernet deres barn og aldrig får en uddannelse – og deres uheldige liv så at sige, ’smitter af’ på hele gruppen, siger hun.

»I dag er det så vigtigt for kvinder at få en uddannelse, et godt job og tjene lige så meget som mændene. Og derfor bliver kvinder, der vælger at få et barn, betragtet med holdningen: ’Ødelægger du ikke din ungdom?’ ’Spilder du ikke din fremtid?’ De bliver hele tiden mødt med skepsis. Og det er ubehageligt at opleve,« siger hun.

Hjælp til selvhjælp

Ifølge Pia Fris Laneth skal den unge mor have bedre forudsætninger for at kunne klare sig selv, hvis fordommene skal brydes. Og både velfærdsstatens offentlige indsats og det sociale arbejde i privatregi skal skabe fundamentet for mødrenes selvhjælp. Eksempelvis henviser hun til moren Kevser Andersen, der via integrationshuset Kringlebakken blev skubbet i den rigtige uddannelsesretning og med en lejlighed på Mødrehjælpens Alexandrakollegie endte med en kandidatgrad fra IT-universitetet og et job hos Novo Nordisk.

Den bogaktuelle forfatter beskriver de unge enlige mødres problemer som en sammenfiltret garnnøgle, hvor dårlig økonomi og manglende råd til flyverdragt ofte efterfølges af mange andre problemer på forskellige fronter, som eksempelvis faderskabssager, konflikter om samværsordningen, vold eller stofmisbrug. Derfor skal hjælpen være individuel, behovsorienteret og faglig kvalificeret med jurister, socialrådgivere, psykologer osv. Målet skal være at styrke de unge kvinder i at forene moderskab og arbejdsliv.

»Det handler om at give de enlige mødre en mulighed for at klare sig selv. Hjælp til at få benene plantet på arbejdsmarkedet eller i et uddannelsesforløb. De er en sårbar gruppe. Og så må man hjælpe dem. Hvis ikke man vil gøre det af sit gode hjerte, så skal man gøre det, fordi det betaler sig,« siger hun og henviser til en cost-benefit-analyse, der viser, at for hver gang, der investeres én krone i støtte og rådgivning til unge mødre, sparer det offentlige fem, fordi udgifter til kontanthjælp, anbragte børn og ungdomskriminalitet falder.

Flere private sociale organisationer er velrepræsenteret i de større danske byer og kan derfra hjælpe de udsatte unge mødre, men indsatsen og repræsentationen bliver hurtigt svagere, når man bevæger sig væk fra byerne, mener Pia Fris Laneth.

»I resten af landet sker der jo ikke noget. Og det hjælper heller ikke, når Københavns Kommune halverer støtten til initiativer som Alexandrakollegiet, der har hjulpet mange af de trængte unge mødre i København, jeg har talt med,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Jan Weis
Maj-Britt Kent Hansen og Jan Weis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Pigerne har altid haft det vanskeligere – se f.eks. vores Karen Pedersdatter Lund – en ane- i det sydfynske, der 1744 blev besovet af den lokale godsejer og oberstløjtnant, Karen og hele hendes familie var stavnsbundet til – blev gravid og fødte en søn Frederik - og derefter ikke kunne være i fred for præsterne – hun skulle komme ned på præstegården og afgive et såkaldt ’åbenbart skrifte’- hvor præsten rigtig kunne snage i ’skandalen’ – ja, Karen var blevet gravid med sin lille Frederik – fødtes på Holsteinshus da det var så vidt – men dette skrifte snød hun prælaterne for – mødte aldrig op og pendlede strategisk mellem flere sydfynske sogne og herregårde de følgende år …

Præstestanden holdt naturligvis hånden over denne liderlige godsejer – der netop i de dage, hvor horeriet må have fundet sted på godset - var midt i et seksuelt interregnum mellem to fornemme adelige fruer af fin familie – og sikkert faretruende tyk bag ørerne – hvor hans præsteven – lortet holdt jo sammen på de tider - forsynede kirkebogen med en notits om en ’udlagt barnefader’ i form af en smedesvend fra nabosognet – han fik vel penge for ulejligheden – han og godsejeren havde for øvrigt været ved samme regiment i Rendsborg …

Karen blev de følgende år forfulgt af præsterne i flere sogne – men holdt stand – hun var givetvis ikke skamfuld over sit moderskab – men havde gennemskuet hykleriet og sked dem en lang march – giftede sig af egen fri vilje med en fordomsfri gårdmandssøn og flyttede til hertugdømmet Slesvig – og tak for det - modkraften begyndte tidligt at ytre sig i vores familie …

Jens Thaarup Nyberg og Pia Fris Laneth anbefalede denne kommentar