Læsetid: 8 min.

Slaverne gjorde faktisk ofte modstand

En 160 år gammel bog tjener som forlæg for en ny film om en fri, sort mand, der bliver kidnappet og solgt til slaveri på en plantage i Syden. Den er blevet rost af anmelderne, der samtidig sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor det ikke er amerikanerne selv, men to sorte briter, der har lavet den hidtil mest realistiske film om dette mørke kapitel i amerikansk historie
Kidnapninger af frie, sorte amerikanere tog til, efter at Kongressen i 1850 vedtog en lov, der lod slaveejere i Syden fange slaver, som var flygtet til Nordstaterne. Her ses Michael Fassbender som Edwin Epps, Lupita Nyongo som Patsey og Chiwetel Ejiofor som Solomon Northup i filmen ’12 Years of Slavery’, som skabte stor debat i USA, da den havde premiere.

SF Film

6. februar 2014

Da 12 Years a Slave havde premiere sidste efterår i USA var anmelderne enige om, at filmens beskrivelse af slaveriet på en sukkerplantage i Syden var den mest realistiske skildring i en spillefilm nogensinde.

»Det er ikke den første film om slaveriet i USA, men det bliver måske den film, som gør det umuligt for Hollywood at fortsætte med at spinde de grimme løgne om livet på plantagen, som man har prakket publikum på i et århundred,« skrev Manohla Dargis i The New York Times.Og i The New Yorker Magazine betonede David Denby: »Det er ganske enkelt den bedste spillefilm, der er lavet om det amerikanske slaveri. Den udstiller virkelig den sentimentale kitsch, vi ser i plantagescenerne i Borte med Blæsten

Filmens britiske instruktør Steve McQueen, der er født og opvokset i Grenada, satte da heller ikke sit lys under en skæppe, da han i et interview undrede sig over, at en udlænding fremfor en amerikaner skulle lave filmen med den mest realistiske skildring af slaveriet i USA. Dog deles det synspunkt ikke entydigt af amerikanske historikere og filmforskere.

»Der er blevet produceret realistiske spillefilm og tv-serier i USA om slaveriet tidligere. I stedet kunne man vende McQueens kommentar om og spørge: Hvorfor har briterne endnu ikke produceret en film om slaveriet i det britiske Caraibien,« siger Brenda Stevenson, professor i afroamerikansk historie på University of California i Los Angeles.

Filmen, der har dansk premiere den 27. februar, er Oscarnomineret i kategorien ’Årets bedste film’. McQueen er indstillet i kategorien ’Bedste instruktør’, og de tre hovedrolleindehavere er ligeledes nominerede til at vinde en Oscar.

Lagt på hylden

Forlægget er en bog med samme titel på over 300 sider, der blev udgivet i 1853. Den er skrevet af Solomon Northup, en sort, fri mand fra New York, som beskriver, hvordan han blev kidnappet af to slavehandlere i Washington, D.C. i 1840, torteret og smuglet med et skib til et slavemarked i New Orleans, som i den periode havde et blomstrende slavemarked. Her blev Northup solgt på en auktion til den højestbydende plantageejer og tilbragte de næste 12 år som slave på en sukkerplantage ved Red River i Louisiana.

Da han endelig blev frigivet i 1852, udgav Northup bogen, som blev en bestseller i datidens USA med 30.000 solgte eksemplarer. Den solgte faktisk dobbelt så mange eksemplarer som den berømte sorte, intellektuelle, slavemodstander og agitator Frederic Douglass’ beretning om sit liv som slave. Efter borgerkrigen og den formelle afskaffelse af slaveriet i 1863, blev Northups fortælling stort set glemt. Slaveriet var en del af historien, der skulle undertrykkes.

Først i 1960’erne blev bogen genopdaget af to universitetsforskere og to årtier senere filmatiseret af den afroamerikanske instruktør Gordon Park i Solomon Northup’s Odyssey, som blev vist på tv-kanalen PBS i 1984.

I årene forinden havde amerikanerne for første gang fået øjnene op for et tabu i amerikansk film – den brutale side af slaveriet, der blev skildret i den vildt populære tv-serie Rødder, som også blev vist på dansk fjernsyn. Serien på otte episoder var baseret på en roman om slaveriet skrevet af forfatteren Alex Haley i 1976. Forud for Rødder havde Dino De Laurentiis i 1975 produceret en anden film om slaver, Mandingo.

Og i 1993 lavede den etiopiske filminstruktør Haile Gerima en i filmkredse rost film, Sankofa, om en seksuelt misbrugt slavinde i sydstaterne. Herpå fulgte Steven Spielbergs Amistad i 1997 om oprøret på et slaveskib og sidste års Django Unchained af Quentin Tarantino.

Set i det lys synes briten Steve McQueens skildring af slaveriets rædsler faktisk ikke at være helt så enestående, som han selv og flere anmeldere har hævdet.

Professor i afroamerikansk filmhistorie på New York University Sheril Antonio mener da heller ikke, at filminstruktørens nationalitet er relevant

»Jeg er mere interesseret i at diskutere, hvorfor instruktøren valgte dette emne frem for et andet, og hvorfor bogen, der blev skrevet for 160 år siden, stadig er relevant og nu får nyt liv i denne film,« siger Antonio.

McQueens film adskiller sig dog på et punkt fra sine forgængere: Med sin udførlige og chokerende beskrivelse af den umenneskelige behandling, slaverne blev udsat for på plantagen i Louisiana, giver 12 Years a Slave et noget mere nuanceret billede af slaveriet i Sydstaterne, især af den psykiske effekt, tugtelsen havde på ofrene, end de seneste 20 års amerikanske spillefilm.

Borte med blæsten

I sammenligning med Hollywood-film produceret før 1970 er McQueens film radikalt anderledes. Den legendariske Birth of a Nation fra 1915 beskrev for eksempel Ku Klux Klan som den hvide races redning og de frigjorte, sorte slaver som undermennesker. I Borte med Blæsten fra 1939 og 20 år senere tre forskellige filmversioner af Onkel Toms Hytte, en slavekritisk roman fra 1853, skildres de sorte amerikanere som enten hengivne overfor hvide eller viljesløse.

»Uanset hvor brutalt slaverne bliver behandlet, reagerer de ikke. De tager bare imod slagene,« siger historieprofessor Brenda Stevenson.

Steve McQueens filmatisering af Solomon Northups personlige beretning holder sig i store træk til bogen fra 1853. Men der er aspekter af fortællingen, som henholdsvis fremhæves og nedtones. Northup var en ferm håndværker og violinist og havde ligesom andre frie sorte, der levede i Nordstaterne, fået en skoleuddannelse. Samtidige beretninger beskriver ham som et intelligent menneske, der brutalt bliver skilt fra sin familie og med fysisk vold forvandles til en slave.

Filmen fokuserer på Northups vilje til at overleve og hans håb om i sidste ende at få sendt et budskab til hustruen i Saratoga, New York, om sit opholdssted i Louisiana, så ordensmagten kan komme og befri ham. Filmens anden hovedperson er slavinden Patsey, som den sadistiske slaveejer Edwin Epps misbruger seksuelt og afstraffer korporligt for ubetydelige forseelser. Andre slaver på plantagen træder ikke tydeligt frem. Filmens omdrejningspunkt er Epps’ fysiske og psykologiske tortur af Solomon Northup og Patsey.

I en scene tvinges Solomon af slaveejeren til at føre pisken over Patsey, som står bundet til en pæl. Han adlyder og pisker hende, indtil han hverken fysisk eller psykisk har kræfter til at fortsætte.

»Det er det eneste sted, hvor man aner, at Solomon måske ikke er den helt, filmen ønsker at skildre. Sandheden er nemlig – og det skriver han selv i sin bog – at han var slaveejerens tilsynsførende og indpisker. Det var ham, der afstraffede andre slaver. Han var med andre ord ikke populær blandt de andre slaver,« fortæller Stevenson.

Chokerende scene

Denne detalje, som instruktøren vælger at udelade, er imidlertid vigtig for at forstå den vel nok mest chokerende scene i filmen. Northup har nægtet at udføre en hvid tilsynsførendes ordre, idet han mener at vide bedre. Straffen er at blive anbragt hængende i et træ med en løkke om halsen i en afstand fra jorden, som lige netop gør det muligt at undgå strangulering ved at stå på ståspidserne.

I denne livstruende tilstand bliver han efterladt en dag og en nat, indtil den ’gode’ plantageejer næste morgen vender hjem fra en rejse og skærer ham fri. I de stunder, hvor kameraet hviler på den dansende Northup, ses slaver i baggrunden gå til deres daglige dont, uden at ænse ham. Det er en for mange anmeldere uforglemmelig scene, ikke alene på grund af den udspekulerede brutalitet, men også fordi ofrets medslaver forbliver passive.

»Forklaringen er, at Northup ikke nød agtelse blandt de andre syv slaver, der alle var i familie med hinanden og vokset op på en plantage i South Carolina, før de blev deporteret til Louisiana. Men det får vi ikke at vide,« fortæller Brenda Stevenson

Hun tilføjer, at 12 Years a Slave også gør slaverne uret ved at beskrive dem som viljesløse.

»I filmen gør kun Northup, der havde levet hele sit liv i frihed, modstand. Men det var faktisk normalt, at slaver født ind i slaveriet gjorde modstand. Filmen fortæller en fascinerende historie om en usædvanlig slave, men overser altså de almindelige slaver,« mener Stevenson.

Men der er også enestående aspekter ved 12 Years a Slave, som aldrig før er blevet skildret i spillefilm om livet på bomulds- og sukkerplantagerne i det Syden, mener filmprofessor Sheril Antonio. Hun nævner som eksempel det rivaliserende forhold mellem slaveejerens hustru og slavinden, der tjener som hans konkubine. Mrs. Epps føler sig lige så racistisk overlegen og er lige så brutal over for Patsey som sin mand.

»Det er aldrig tidligere blevet skildret i spillefilm,« fremhæver Antonio, som også bemærker et andet usædvanligt aspekt.

»I tv-serien Rødder ser vi alle de stakkels slaver, der bliver transporteret på skibe fra Afrika til Amerika og føler med dem. I McQueens film ser vi en afroamerikaner, hvis familiemedlemmer har vundet frihed fra deres herre, og som bliver slave igen og til sidst fri. Så er Solomon Northup en afrikansk slave eller en afroamerikaner, der blev gjort til slave?«

Etnisk spindelvæv

I den forstand er fortællingen om det amerikanske slaveri et spindelvæv af vidt forskellige ofre med vidt forskellige baggrunde. Nogle var afrikanere eller børn af afrikanere, andre havde boet i Amerika i lige så mange generationer som deres hvide herrer, andre igen var slaver i marken, slaver i huset, slaver i byer, og så var der frigjorte sorte slaver eller mulatter, som boede i Sydstaterne og Nordstaterne samt dem, der bare var født i frihed.

At en frigjort slave kunne blive slave igen er ikke en velkendt historie. Kidnapninger af frie, sorte amerikanere tog til, efter at Kongressen i 1850 vedtog en lov, der lod slaveejere i Syden fange slaver, som var flygtet til nordstaterne. En infam lov, der bragte alle frie, sorte amerikanere i Nordstaterne i fare for at blive kidnappet af slavehandlere og solgt til et liv som slave i Syden. Solomon Northup var kun en blandt flere hundrede kidnappede frie sorte, hvoraf kun nogle få slap fri. I New York bliver Solomon Northup modtaget af sin familie i en afsluttende bevægende scene. Allerede på det tidspunkt har tilskueren glemt de slaver, der måtte blive på Epps’ plantage og lide under tortur og ydmygelse 10 år endnu – indtil borgerkrigen og afskaffelsen af slaveriet.

‘12 Years of Slavery’ har dansk premiere den 27. februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu