Sorry Mallarmé

Olga Ravn tror ikke på, der findes en kunst for kunstens skyld

	Jeg føler et stort slægtskab med de forfattere, der er født i 1980’erne. De er mine venner, og vi har set det samme fjernsyn, da vi voksede op, og vores forældre har for det meste begået de samme fadæser. Og jeg elsker disse smukke mennesker, der er min generation, og jeg elsker deres bøger, og jeg synes, der er et stort mod

Jeg føler et stort slægtskab med de forfattere, der er født i 1980’erne. De er mine venner, og vi har set det samme fjernsyn, da vi voksede op, og vores forældre har for det meste begået de samme fadæser. Og jeg elsker disse smukke mennesker, der er min generation, og jeg elsker deres bøger, og jeg synes, der er et stort mod

Robin Skjoldborg
28. februar 2014

Jeg sidder her i sengen i et hus, jeg har fået lov til at låne. Jeg er lige vågnet, og jeg har fået en mail fra Peter Nielsen, der gerne vil have mig til at skrive en tekst om min generation og om, hvordan den adskiller sig fra tidligere forfattergenerationer.

Han skriver: »Jeg ved, du har en mening og er klar til at formulere den.« Jeg tænker på, at han har set mig hoppe af glæde, da vi sammen gik ned og hørte Montanas Litteraturpris’ dommerpanel fortælle os, at de havde valgt at tildele prisen til Asta Olivia Nordenhof. Og i mit lille glædens spjæt ved denne afsløring sagde jeg også: Talking ’bout my generation! Så noget må der jo være om snakken.

Så tænker jeg på min svenske kæreste, der altid fniser, når jeg taler om generation dit og dat, og jeg forstår, at det er noget, vi er meget optagede af i dansk litteratur. Lige så meget som vi er optagede af, at der skal komme en ny frisk generation af forfattere, er vi sultne efter det kongemord, som det også medfører. Og det er den snigende fornemmelse, jeg får, når jeg læser Peter Nielsens e-mail, at man gerne vil se de unge stikke kniven i de gamle. Den kniv har jeg ikke lyst til at føre.

LÆS: Litteraturen er blevet politisk, fordi politikken ikke er det

Mange af de forfattere, som jeg tror, Peter Nielsen mener, udgør min generation, er mennesker, som jeg har gået på Forfatterskolen med i perioden 2008-2010. Der var vi ofte meget uenige, og bølgerne gik højt rundt om bordet – engang slog mig og min daværende kæreste midlertidigt op efter en diskussion om, hvorvidt pronomener i sig selv bar betydning! Lol! Folk var meget stædige og hidsige. De bærer denne diskussion ofte præg af. Man er ikke bange for at bruge mund, som min oldemor altid sagde.

Nå. Men alligevel har Peter Nielsen jo ret. Jeg har stået i Literaturhaus til et arrangement om netbaseret poesi og hørt Lars Frost og Niels Frank og Jeppe Brixvold og Torben Madsen diskutere, og nogen, men jeg har glemt hvem, sagde, at det var gammeldags at skrive disse dagbogslignende tekster på nettet, som fx Caspar Eric og Nordenhof gjorde, at det var bekendelsespoesi, og at han ikke kunne forstå, hvorfor de ikke bare udgav bøger. Der måtte jeg le i mit skæg! Og der tænkte jeg virkelig: Oh! Du gamle verden! Du fatter ikke en bjælde.

Et stort mod

Jeg møder klart en nervøsitet over for en litteratur, der ikke altid først og fremmest er kunst for kunstens skyld, hos forfattere, der er (lidt?) ældre end mig. Jeg selv er ikke så bange for, om kunsten overlever, bare fordi den fx også er politisk, som svenske Athena Farrokhzad blev så gennemheglet for at mene.

Jeg føler et stort slægtskab med de forfattere, der er født i 1980’erne. De er mine venner, og vi har set det samme fjernsyn, da vi voksede op, og vores forældre har for det meste begået de samme fadæser. Og jeg elsker disse smukke mennesker, der er min generation, og jeg elsker deres bøger, og jeg synes, der er et stort mod.

Vi et vokset op med 9/11 (ikke Murens fald), med økonomisk krise (ikke 90’ernes opsving), med Anders Foghs regering (ikke Clinton og Nyrup). Vores universitetsuddannelser er blevet forringede, vi har store studielån, vi ved, at vi højst sandsynligt aldrig får efterløn, og folkepensionen tvivler jeg også stærkt på, jeg nogensinde kommer i kontakt med. Vi kommer ikke til at arve penge fra vores forældre. Vi kommer ikke til at arve særlig meget indlandsis.

LÆS: Skriften findes i verden

Vi møder hver dag en politisk virkelighed, hvor Putin forbyder mennesker, at vise deres homoseksuelle kærlighed, med Irakkrigen og Utøya. Ikke at skrive politisk kan føles som en sorg, som en forkælelse. Som at skrive til en virkelighed, der er alt langt væk fra den, vi lever i. Alt for smertefuldt langt væk. Men jeg føler også et stærkt slægtskab med døde forfattere fx. Og med andre nulevende danske forfattere med andre aldre, som fx Mette Moestrup og Jenny Tunedal og René Jean Jensen og Naja Marie Aidt og Asli Erdogan for bare at nævne nogen få. Mere end at der er ved at ske et generationsskifte i dansk litteratur, tror jeg, at der er ved at ske et magtskifte. De mennesker, der taler meget, der har været med til at definere og foreslå, hvordan vi skulle forstå litteratur – Niels Frank, Jeppe Brixvold, Lars Bukdahl, og jeg kunne godt nævne alle mulige andre, nu er det bare dem, jeg lige kan huske – kritikerne med andre ord, tænkerne, filosofferne, det kan føles, som om deres tid som ledende filosoffer er ved at være forbi.

Der er så meget, de er så bange for. Der er så meget, kunsten ikke må være. Den skal være et frirum, men for mig at se resulterer det bare i, at intet må komme ind til den. Og så står den der helt alene og kradser i gruset med sin støvlespids.

At anskue kunsten som et frirum vil også sige, i kunstens rum at kæmpe for andres ret til frihed.

Længsel efter frihed

Jeg kan ikke gå gennem dagen uden at se denne frihedsberøvelse, jeg kan ikke skrive uden at skrive fra denne længsel efter frihed på mine og på andres vegne.

At skrive kunst for kunstens skyld kan nogen dage føles som at svigte de udsatte. At skrive kunst for kunstens skyld kan nogen dage føles som at hylde de udsatte. Jeg tror ikke på, at der findes et sprog, et ord, en skrift, der er fri af sin omverden, der er fri af sin last, det er historien, det politiske. Jeg tror ikke på, der findes kunst, der kun kan findes for kunstens skyld. Sorry Mallarmé! At skrive, tror jeg, er i sig selv politisk, subversivt. Det er jo i og for sig vanvittigt at beslutte sig for at blive forfatter. Der er ingen penge, der er ingen sikkerhed, der er intet selskab. At vælge et frirum, hvor skriften kan være fri for det politiske, kan anskues som en politisk handling i sig selv. Men at værge sig mod, at dette rum skulle blive besmittet med etisk ansvar, det ser jeg som en selvmodsigelse.

Litteraturen er på en gang udsat og central, magtfuld og magtesløs. Herfra må vi skrive. Når vi går ud i offentligheden og taler fra andre kanaler end vores bøger, så er positionen en anden. Alligevel står vi stadig i dette felt mellem magt og magtesløshed, mellem at være udsatte og centrale. At tale i dette offentlige rum, mener jeg, bevæger sig efter samme mønstre som det at skrive. Det er i en konstant forhandling mellem at have og ikke have magt.

Jeg kan ikke afstå fra at tale i en verden, hvor alting lader til at gå i en virkelig dårlig retning. Jeg kan ikke skrive uden at skrive om dette. Jeg er mistænksom over for civilisationen selv. Jeg kan føle mig overvægtig af kultur. Men jeg elsker mennesket. Jeg hadede min barndom, og jeg hadede at vokse op, men jeg elsker at være i live. Kh Olga

LÆS: Generation etik

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Journal

 De er alvorlige, gør op med ironien og det, at litteraturen bare skulle være sprogspil. De er politiske og tror ikke på, at man som forfatter kan være fri af verden, så derfor er de i deres litteratur også etisk forpligtet på den. Der finder lige nu et generationsskifte sted i dansk litteratur

Der sker noget særligt i dansk litteratur i disse år

De er alvorlige, gør op med ironien og det, at litteraturen bare skulle være sprogspil. De er politiske og tror ikke på, at man som forfatter kan være fri af verden, så derfor er de i deres litteratur også etisk forpligtet på den. Der finder lige nu et generationsskifte sted i dansk litteratur

Generation etik

De er alvorlige, gør op med ironien og det, at litteraturen bare skulle være sprogspil. De er politiske og tror ikke på, at man som forfatter kan være fri af verden, så derfor er de i deres litteratur også etisk forpligtet på den.

Der finder lige nu et generationsskifte sted i dansk litteratur, og vi har derfor bedt en række af de unge forfattere fra den såkaldte ’generation etik’ skrive et manifest om deres syn på litteratur og verden, som vi bringer i den kommende tid.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Lars Jørgensen

Den mest lærde og fantastiske kommentar, jeg har læst i et årti: "– engang slog mig og min daværende kæreste midlertidigt op efter en diskussion om, hvorvidt pronomener i sig selv bar betydning!" - Selvom jeg selvsagt ikke mener, at man bør gå til sådanne yderligheder som at gå fra hinanden, fordi man er uenige om pronomener. Samtidig vil jeg anbefale, at man undersøger de bedste forskere og tænkere på området for lidt mere oplysning om sagen til den videre diskussion.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per-Olof Johanssson

Er det virkelige den rigtige magtgruppe hun udpeger? "Mere end at der er ved at ske et generationsskifte i dansk litteratur, tror jeg, at der er ved at ske et magtskifte. De mennesker, der taler meget, der har været med til at definere og foreslå, hvordan vi skulle forstå litteratur – Niels Frank, Jeppe Brixvold, Lars Bukdahl, og jeg kunne godt nævne alle mulige andre, nu er det bare dem, jeg lige kan huske – kritikerne med andre ord, tænkerne, filosofferne, det kan føles, som om deres tid som ledende filosoffer er ved at være forbi." For hvem er Olga Ravns "vi" i denne forbindelse - taler hun virkelig for flere og hvordan har den 'magt' givet sig udtryk - det kunne være interessant at få udspecificeret. Lars Bukdahl s mange kasketter er vi vant til - men i og med det efterhånden står klart, at han ikke selv bestemmer, hvad han skal anmelde, bliver det magten bag ham, som bliver interessant etc... Hvis 'vi' er hendes generation, så bliver der alligevel basis for Informations spørgsmål om generation - hvad enten den skal kaldes det ene eller det andet....Ingen af de nævnte har i hvert fald været bestemmende for min opfattelse af, hvad litteratur er. Helt enig med hende i hovedsagen: " Jeg tror ikke på, at der findes et sprog, et ord, en skrift, der er fri af sin omverden, der er fri af sin last, det er historien, det politiske.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Sørensen

Hej Olga, var du på digte.dk cirka anno 2003? Det irriterer mig helt vildt, at jeg ikke kan huske, men har en fornemmelse af at kende dig derfra.

PLEASE SVAR HURTIGT SKAL HA SINDSRO NU!!

Ok, det lød desperat.

PLEASE SVAR!

Ok, det lød desperat.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lilli Wendt

Kære Olga Ravn,

Tak for en dejlig kronik, som førte mine tanker hen på gamle, salig Georg Brandes' ord i sin forelæsning om hovedstrømninger i 1800 tallets litteratur: "At en Litteratur Intet sætter under Debat er det samme som, at den er i færd med at tabe al Betydning." Jeg vil tro, at Hemmingway og Steinbeck tilslutter sig dette også.

Dermed ikke være sagt, at kunst for kunstens egen skyld ikke kan være af interesse, og være af stor æstetisk værdi og være banebrydende i form og udtryk. Men saft og kraft i litteratur, kunst, drama og musik - ja, det rører først mit hjerte og sætter først dybere spor og eftertanke, når jeg oplever en bagvedliggende mening, et råb, en stemme, der udfordrer mig, eller som inderligt , ærligt og personligt fortæller en historie, der beriger mig.

Fra min gymnasietid starten af 1970'erne husker jeg med gru nogle tekstanalyser af nogle nye digtere, for hvem det altafgørende var, at deres form og udtryk var ny, men hvor indhold faktisk var ret uvæsentligt. Det var en træls omgang at skulle bruge tid på at dechifrere deres kode, for så blot at finde ud af, at det ikke var umagen værd, rent faktisk blot spild af tid, for indholdet var ligegyldigt eller i bedste fald så rodet sammen at det ikke gav nogen mening. Jeg ved ikke, hvor disse digtere er nu, måske er de blot forsvundet - jeg husker ikke deres navne.

Jeg kender ikke nok til 2000-tallets nye digtere til at jeg kan vurdere om dem, og jeg håber da, at de har noget på hjerte, og ikke blot bruger tiden på at diskutere pronominer.

En ting er sikkert efter gennemlæsningen af din kronik, så har jeg fået meget lyst til at læse mere fra din pen, når jeg får tid og mulighed til det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Hansen

Henrik Darlie: "Dansk er et meningsløst ord."
Det er en stavelse. Den er kun meningsløs, hvis man ikke forstår dansk. Men så er du da hjerteligt velkommen til at tale Latin. Konsekvens er godt nok.
Fordelen ved Latin er, at alle ord betyder det samme: slå mig op i ordbogen. Og så slipper du ovenikøbet for artikler og alt det overflødige pjat. Ligesom i børnehaven.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Andreas Andersen

Tag du den med ro. Hvis du fremover i dit liv kan skrive 5 linjer bogstaver med kunst og skyld hver dag resten af dit liv, vil du nok med tiden se anderledes på situationen. På et eller andet tidspunkt sker der noget, forhåbentlig, ikke noget nyt for alt er sket før, vær du sikker på det, og en dag ude i fremtiden ligger du også begravet blandt de døde, som alle andre.

anbefalede denne kommentar