Baggrund
Læsetid: 15 min.

Stor ballade om en lille mand af guld: Sådan kom ’Jagten’ med i kampen om en Oscar

Vil man nomineres til – eller ligefrem vinde – en Oscar, skal man have Det Amerikanske Filmakademis 6.000 medlemmer, til at se ens film. Det er svært, fordi der er så mange film, og de ikke kan nå at se dem alle. Oscarkapløbet ligner efterhånden en præsidentvalgkamp og er kun blevet mere og mere intenst gennem de seneste 15-20 år
Vil man nomineres til – eller ligefrem vinde – en Oscar, skal man have Det Amerikanske Filmakademis 6.000 medlemmer, til at se ens film. Det er svært, fordi der er så mange film, og de ikke kan nå at se dem alle. Oscarkapløbet ligner efterhånden en præsidentvalgkamp og er kun blevet mere og mere intenst gennem de seneste 15-20 år

Mia Mottelson

Kultur
20. februar 2014

Mandag den 10. februar var Thomas Vinterberg til Oscar-frokost på Beverly Hills Hilton i Los Angeles. Den danske instruktør er nomineret til en Oscar for Jagten i Bedste Fremmedsprogede Film-kategorien, og alle årets Oscarnominerede var tilstede. Vinterbergs fire konkurrenter sad til bords med to meget prominente skikkelser: Martin Scorsese og Leonardo DiCaprio, der begge er nomineret for The Wolf of Wall Street. Vinterberg selv blev placeret ved et bord med 12 visual effects-folk.

»Jeg synes ikke, at jeg lignede en vinder den eftermiddag,« siger han over Skype fra London, hvor han er ved at færdiggøre sin nye film, en filmatisering af Thomas Hardys Far from the Madding Crowd.

Men da alle de nominerede gik på scenen for at få taget det obligatoriske gruppebillede, begyndte Oscar-feberen alligevel at snige sig ind på Vinterberg.

På billedet står danskeren i venstre side. Lige foran ham står Alexander Payne og Matthew McConaughey. Lige bagved står Sandra Bullock og Amy Adams. Og over for Vinterberg i den halvcirkel, som de mange opstillede Oscarnominerede danner, står Martin Scorsese.

»Det der ære-noget sneg sig ind på mig, mens jeg stod på scenen sammen med de mennesker, f.eks. Scorsese, som jeg virkelig er en stor beundrer af, specielt nu, hvor han er kommet så heftigt igen,« siger Vinterberg.

»Så det var fandeme fornemt selskab at stå i.«

Intenst fokus

I år uddeles Oscarprisen for 86. gang af Det Amerikanske Filmakademi. Det sker søndag den 2. marts med komikeren Ellen Degeneres som vært og sendes direkte til hele verden fra The Dolby Theatre i Hollywood. Der bruges millioner af dollar på at lave et flot show, klæde stjernerne på og holde fester for dem bagefter. Og så er selve uddelingen blot kulminationen på en lang og dyr proces, der for mange af de store såkaldte Oscarfilms vedkommende begynder allerede, når de har premiere, og som handler om at få dem kørt i stilling til en nominering og forhåbentlig en statuette eller flere.

Det voldsomme fokus på Oscarprisen har resulteret i, at den såkaldte awards season – det vil sige månederne inden Oscaruddelingen – også har fået stor betydning, fordi den er brolagt med en række store og små amerikanske og britiske filmpriser. Det drejer sig ikke mindst om The Golden Globes, der uddeles af udenlandske filmjournalister i Hollywood, er den næststørste af filmpriserne og dermed skaber mere hype omkring bestemte film.

»Det plejede at være sådan, at Oscaruddelingen var noget, som Hollywood afholdt,« siger chefkritiker på New York Times, A.O. Scott.

»De stablede et show på benene og uddelte priser, og ingen var forpligtet til at tage det specielt alvorligt. Men sjovt nok tror jeg, at folk tager det meget mere alvorligt i dag, blandt andet fordi der er en fornemmelse af, at filmenes kommercielle succes er på spil på en måde, som ikke var tilfældet før.«

Øget omsætning

Den danske filmproducent Kim Magnusson er enig med A.O. Scott.

Magnusson, der er medlem af Filmakademiet og i år nomineret til sin femte Oscar i Bedste Kortfilm-kategorien, for Anders Walters Helium (han vandt i 1999 for Anders Thomas Jensens Valgaften), siger, at »lige så snart, man bliver nomineret, booster det salget af biografbilletter eller dvd’er eller VoD, og i de flotteste tilfælde har det betydet en firdobling af omsætningen.«

Hvis det er en i forvejen meget succesfuld film, der nomineres eller vinder, betyder det ikke så meget, fortæller Kim Magnusson. Men Kathryn Bigelows The Hurt Locker (2009) derimod er et eksempel på en film, der ikke klarede sig specielt godt i biografen og faktisk var udkommet på hjemmevideo, da Oscaruddelingen blev afholdt.

Filmen kostede 15 mio. dollar at producere og fik nyt liv i biografen, da den vandt seks Oscars, inklusive for Bedste Film og Bedste Instruktion. Den endte med at sælge billetter for 50 mio. dollar på verdensplan og for 30 mio. dollar dvd’er.

Oscaruddelingens betydning gør også, at mange Oscarbejlende film har premiere i løbet af de sidste tre måneder af et år i håbet om, at Det Amerikanske Filmakademi og dets 6.000 medlemmer husker dem, når de nominerede film og præstationer skal findes i begyndelsen af det nye år. Det har den uheldige følgevirkning, at begyndelsen af et år og foråret og sommeren er fattig på gode film. og at de gode film, der kommer tidligt på året, har det med at blive glemt.

Selv i 2013, som ifølge A.O. Scott har været et godt år for amerikansk film, kom alle de Oscarbejlende film i løbet af oktober, november og december: Martin Scorseses The Wolf of Wall Street, David O. Russells American Hustle, Steve McQueens 12 Years a Slave, Coen-brødrenes Inside Llewyn Davis, Spike Jonzes Her, Alfonso Cuaróns Gravity, Alexander Paynes Nebraska.

Den håndfuld gode film, blandt andre Fruitvale Station og Frances Ha, der havde premiere tidligt på året, er næsten glemt og fik stort set heller ingen Oscarnomineringer.

Hårdtslående argument

Oscaruddelingen handler dog ikke kun om penge, men også om ego og positionering, forklarer Scott Feinberg, Oscaranalytiker hos det amerikanske brancheblad The Hollywood Reporter. Feinberg har beskæftiget sig med filmpriser og Oscar siden 2001, og han har ry for at være en af de bedste til at analysere, kommentere og forudsige, hvem der vinder.

»Der følger en vis prestige med en Oscarnominering eller en Oscarpris, som man kan reklamere med på sin plakat eller dvd eller i en annonce,« siger han.

»Nogle af de her mennesker bruger usædvanligt mange penge på at blive nomineret eller vinde en Oscar. Nogle gange bruger de flere penge på det end på selve filmen, og det skyldes, at de gerne vil huskes på den måde. Det handler også om at positionere sig som filmselskab. Et relativt nyt selskab som CBS Films prøver at sende et budskab ved at bruge en masse penge på at promovere Inside Llewyn Davis. Filmen fik ikke så mange nomineringer, som de havde håbet på. Men det sætter dem på kortet,« siger Feinberg.

For en dansk film handler det dog ikke direkte om penge eller ego, men om at blive lagt mærke til og på den måde få åbnet døre. Som biografmarked er Nordamerika nemlig ligegyldigt, siger Thomas Vinterberg.

»Der er Finland lige så vigtigt,«

Sisse Graum Jørgensen, en af Jagtens producere – hun har også været producer på tre andre Oscarnominerede film, Susanne Biers Efter brylluppet og Hævnen, der vandt en Oscar, og Nikolaj Arcels En kongelig affære – forklarer, at »det er godt for talentet, der har lavet filmen, at blive nomineret og vinde en Oscar. Det er godt for selskabet, der har produceret filmen. Det er også godt og væsentligt for dansk film i det hele taget. Som danske producere skal vi kunne tiltrække finansiering fra udlandet til vores film, og det er et hårdtslående argument at være fra et filmland, der har markeret sig så væsentligt, som vi har, i Oscar-sammenhæng.«

En anden kultur

Magnolia Pictures, som distribuerer Jagten i USA, er en vigtig allieret for Zentropa og Sisse Graum Jørgensen. Det er et helt andet game i USA, end det er i Danmark, siger hun, og det er afgørende, at man har en partner, ikke mindst hvis man har Oscarambitioner.

»Det er langt væk, det er en anden kultur, strukturerne og måden, man opererer på, er meget anderledes i forhold til, hvordan vi laver og markedsfører film herhjemme. Man er nødt til at have nogen derovre, som kan rådgive én, og som man har tillid til.«

Matt Cowal fra Magnolia Pictures tager sig af Jagten, og han understreger, at der er stor forskel på Bedste Fremmedsprogede Film-kategorien og andre Oscarkategorier, blandt andet fordi filmene er indstillet til en mulig nominering af det land, de er produceret i. Men nu, hvor den er blevet nomineret, har Jagten et forspring: »Den er i amerikansk distribution, den har en stjerne i hovedrollen, Mads Mikkelsen, som folk ved, hvem er, den har fået glimrende anmeldelser, og Mads vandt en skuespilpris, da filmen fik verdenspremiere på filmfestivalen i Cannes i 2012,« siger han.

De økonomiske og prestigemæssige gevinster, en Oscar kan medføre, har resulteret i, at kampen om at blive nomineret til og vinde en af de gyldne statuetter hele tiden skærpes blandt de store filmselskaber.

»Oscarkampagnen plejede ikke at eksistere,« siger A.O. Scott, der synes, at det hele minder mere og mere om et præsidentvalg.

»For 20 år siden nøjedes man med at indrykke en annonce i Variety og The Hollywood Reporter, publikationer, som de fleste mennesker, især før internettet, ikke ville se. »For Your Consideration« stod der, og de var møntet på folk i filmbranchen og medlemmer af akademiet.«

Sådan er det ikke længere. Op gennem 1990’erne slog den berygtede distributør og filmproducent Harvey Weinstein nye toner an, og det kulminerede med den dyre og effektive kampagne for det romantiske drama Shakespeare in Love, en ellers ganske beskeden britisk-amerikansk produktion.

Weinsteins taktik gik blandt andet ud på at ringe direkte til betydningsfulde medlemmer af Det Amerikanske Filmakademi i et forsøg på at få dem til at nominere og stemme på bestemte film og skuespillere. Han hyrede erfarne publicister til personligt at gøre det samme. Han afholdt store fester og receptioner for Shakespeare in Loves instruktør, John Madden.

Oscar til fem mio.

Hollywood-journalisten Nikki Finke har til magasinet Vulture sagt, at hvor uafhængige producenter som regel ikke brugte mere end 250.000 dollar på en kampagne, mens de etablerede brugte to mio. dollar, så endte Weinstein med at bruge mindst fem mio. dollar på sin kampagne for Shakespeare in Love. Det fik DreamWorks, selskabet bag Steven Spielbergs Saving Private Ryan, Weinsteins største konkurrent og en meget større produktion, til også at bruge flere penge, men Shakespeare in Love klarede sig bedst og vandt hele syv Oscars, heriblandt for Bedste Film, Bedste Kvindelige Hoved- og Birolle og Bedste Manuskript. Saving Private Ryan måtte ’nøjes’ med en instruktion-Oscar til Spielberg og yderligere fire Oscars i tekniske kategorier.

Samme år brugte Weinsten i øvrigt også mange penge på at promovere den italienske skuespiller og instruktør Robert Benignis Livet er smukt. Benigni, der også spiller hovedrollen i filmen, blev nomineret til en Oscar og flyttede til Hollywood i en måned, hvor han blev feteret og fejret. Filmen endte med at vinde en Oscar som Bedste Fremmedsprogede Film, mens Benigni selv vandt for Bedste Mandlige Hovedrolle.

For meget af det gode

Fordi Harvey Weinsteins metoder viste sig at virke, begyndte andre selskaber at kopiere dem, og det fik Det Amerikanske Filmakademi til at indføre strengere og strengere regler for, hvad man overhovedet må i en Oscar-kampagne. For eksempel at man ikke må afholde receptioner og fester, når først nomineringerne er offentliggjort. Og regler for hvor mange visninger for akademimedlemmer med efterfølgende Q & A med instruktøren og skuespillerne, man må arrangere.

»Kampagnerne er blevet mere og mere massive, men reglerne er også blevet strammet op. Man må ingenting, og derfor er selskaberne nødt til at gøre al det lovlige, bare dobbelt op. De er nødt til at gå, kan man sige, retfærdighedens vej, og den er slet ikke så retfærdig, fordi det kommer an på, hvilket studie der har flest penge til at promovere deres film for,« siger Kim Magnusson.

Det kan dog også give bagslag, hvis et selskab annoncerer massivt for en film, forklarer Magnusson og fortæller, at folkene bag American Hustle lige har givet den hele armen i Hollywood med annoncer og reklamer, og at det har fået i hvert fald nogle af den danske producents amerikanske akademi-venner til at synes, at det er for meget af det gode.

Pr-budgetterne for en film som Jagten er selvfølgelig meget mindre end for de store amerikanske film, forklarer Matt Cowal, men målet er det samme: Det gælder om at få medlemmerne af Det Amerikanske Filmakademi til at se filmen ved hjælp af annoncekampagner og filmvisninger, hvor Thomas Vinterberg og Mads Mikkelsen svarer på spørgsmål. Og det er endnu vigtigere i år at arbejde på at få filmen set, end det plejer at være, fordi akademiet har lavet stemmeprocessen om.

Tidligere skulle man se de fem nominerede film til en af akademiet arrangeret visning for at få lov til at stemme i det, Kim Magnusson kalder »de fem rene kategorier«: Bedste Fremmedsprogede Film, Bedste Dokumentarfilm og de tre kortfilm-kategorier. Det betød, at det var folk med engagement og interesse for filmene, som så og stemte på dem. Fra og med i år kan alle 6.000 medlemmer af akademiet stemme i de fem kategorier, hvorfor akademiet må sende dvd’er af de nominerede film i kategorierne ud til samtlige medlemmer – medfølgende en indtrængende bøn om at se alle filmene, før man stemmer.

»Jeg tror, at det giver Jagten en fordel,« siger Matt Cowal.

»Den er meget underholdende, og det er den eneste film i den kategori, som har en genkendelig skuespiller i hovedrollen. Det hjælper den, fordi der er større sandsynlighed for, at den bliver set af flere mennesker i akademiet.«

For Kim Magnusson har det betydet, at han har måttet bruge 100.000 kroner på at annoncere for sin Oscarnominerede kortfilm, Helium, for »bare at føle, at vi har en lille chance for at blive set. Nu håber vi på, at der er nok akademimedlemmer, der gør deres pligt og ser filmene og stemmer med hjertet.«

En god kampagne

Hvis man ikke har penge til at annoncere for, er man i fare for at blive overset, når Oscarnomineringsprocessen går i gang, og selve stemmeperioden begynder.

»Den største udfordring for selskaberne er at få akademimedlemmerne til at se filmene,« siger Scott Feinberg.

»De kan ikke stemme på ens film, hvis ikke de har set den, og de kan ikke nå at se alt. Værdien af en god kampagne er, at man måske kan gøre de 6.028 medlemmer af akademiet så spændte, at de rent faktisk har lyst til at se ens film. En fantastisk film som Short term 12 fik ikke en eneste Oscarnominering, fordi folkene bag ikke havde et stort budget eller en dygtig distributør. Derfor var der ingen mennesker, der opdagede filmen.«

Derimod opdagede de fleste både 12 Years a Slave og The Wolf of Wall Street, og det skyldes selvfølgelig, at det er gode film, men også at de havde gode kampagner, der fik folk til at se dem, forklarer Feinberg.

»Den ene er så voldelig, den anden er så vulgær, at folk måske slet ikke ville have set dem – mange akademimedlemmer ser måske kun 12-15 film. Men det, man gjorde så godt, var, at man fik tilrettelagt diskussionen på en måde, så folk følte, at de var nødt til at se filmene. Det er en balancegang. Man kan skade en film ved ikke at føre kampagne for den, men man kan ikke nødvendigvis få en film nomineret ved at føre en fantastisk kampagne for den. Man kan kun håbe på, at det vil opmuntre flere til at se filmen, men derefter skal den stå på egne ben.«

Derfor handler det også om de budskaber, en film rummer, siger Matt Cowal, og i så henseende har Jagten – der handler om en mand, som uskyldigt anklages for overgreb på en lille pige – ikke har været den nemmeste film at sælge. Cowal har for eksempel skullet være forsigtig med at tale om pædofili, fordi det kunne skræmme folk væk.

»Det budskab, vi prøver at sælge, er en uskyldig mand, falsk anklaget, en heksejagt. Vi prøver at styre samtalen uden om pædofili-aspektet. Uheldigvis var det alligevel, hvad alle amerikanske anmeldelser begyndte med. Når det så er sagt, og i denne del af Oscarkapløbet, så er det stadig et vigtigt emne, som folk kan tænke over og tale om. Og når folk ser filmen, kan de vældig godt lide den,« siger Cowal.

De publikummer, Thomas Vinterberg har mødt, enten alene eller sammen med Mads Mikkelsen, har været begejstrede, og de har gerne villet diskutere Jagtens budskaber.

»Jeg har skullet forsvare sværere film end denne her,« siger Vinterberg.

»Der er selvfølgelig nogle kulturelle forskelle. De går meget op i, hvad der skete med hunden, og de forstår simpelthen ikke, at hovedpersonen ikke får en advokat som noget af det første. Men jeg tror bare, at det er eksotisk for dem. Det har været meget tilfredsstillende at tale om den. Det bringer også folks sind i kog derovre, og de har også oplevet en række sager lignende den sag, jeg har kigget mest på.«

Det er ikke kun penge og kampagner, der har betydet, at Oscarkapløbet er blevet mere intensivt med årene. Fremkomsten af internettet og sultne netmedier, der har brug for noget at skrive om, har resulteret i en massiv dækning af alt, hvad der har med Oscar at gøre. A.O. Scott tøver ikke med at kalde det et mediehysteri.

»Medierne kæmper mod hinanden, selvfølgelig, om trafik og annonceindtægter, og ingen har lyst til at tabe på dækning,« siger han.

»Der findes uafhængige Oscarbloggere, hvis hele virke går ud på, at de er eksperter og har en eller anden form for nyheder og insiderviden, og hvert eneste medie, hvad enten det er på tryk, elektronisk eller online, har folk, der dækker Oscaruddelingen og hele prissæsonen, som var det et politisk valg.«

Problemet er, at der er et underskud af informationer, mener Scott. Man kan ikke lave meningsmålinger blandt vælgerne, og stemmeafgivningsprocessen er hemmelig.

»De bliver en slags heksedoktorer, der dissekerer en kylling og kigger på indvoldene og erklærer, at dette betyder det og det. Halvdelen af, hvad Oscarbloggerne skriver, handler om andre Oscarbloggere. Det er en endeløs båndsløjfe af de samme oplysninger og film og mennesker.«

En kalkuleret risiko

I de 20 år, der er gået, siden Thomas Vinterberg kom ud fra Den Danske Filmskole, kan han også godt mærke, at medieopmærksomheden er øget. Når han laver interview i forbindelse med Oscaruddelingen, varer det sjældent mere end et par minutter, og journalisternes research begrænser sig til en Google-søgning.

»Der er sådan en logbog, som følger med én,« siger han.

»Ens historie er konglomeratet af de første 10 hits på Google. Der var en sæson, hvor det handlede om at komme igen. Nu er det en sæson, der handler om Cannes 2012. Det er en lille smule forstemmende, fordi det er en virkelighed ved siden af virkeligheden, som bliver skabt, og som på mange måder minder om historien i Jagten

Alligevel er mange af den danske filminstruktørs fordomme om Oscarprisen blevet gjort til skamme – dem, der er tilbage, vil han helst ikke tale om endnu – og han har fået en fornyet respekt for Det Amerikanske Filmakademi.

»Man oplever 6.000 akademimedlemmer, som går oprigtigt op i det her og interesserer sig for at få set nogle film. På den måde er det et ret respektabelt selskab at komme ind i.«

Scott Feinberg er enig. For selv om al balladen i sidste ende blot handler om en lille mand af guld, så er Oscar det ultimative symbol på storhed i en industri, der også selv er genstand for megen opmærksomhed verden rundt.

»Folk elsker film.Det er vor tids kunstart, på godt og ondt, og på nogle måder kan man ikke nå højere end at vinde en Oscar. Det kan være lidt foruroligende, når man ved, hvor megen tid og hvor mange penge, der bliver brugt på Oscarkampagnerne. Men sandheden er, at vi taler om en industri, der tjener bunker af penge, og for dem er det småpenge. De smider ikke bare om sig med penge i Hollywood. Oscarkapløbet ser måske kaotisk ud, men det er velgennemtænkt og planlagt. Det er en kalkuleret risiko.«

Bonuslæsning om oscaruddelingen og de nominerede film

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her