Læsetid: 9 min.

En stor tidsalders sidste timer

Henrik Pontoppidans nyudgivede ’De dødes rige’ er en fantastisk roman om undergangen af en hel kultur. Romanen er dansk i sit væsen, men forbinder sig med en række af de store europæiske romaner, der handler om og bearbejder den idé- og værdikrise, der i sidste ende førte til Første Verdenskrig for 100 år siden
Pontoppidan besad et klarsyn som ingen anden, og han skrev ‘De dødes rige’ i direkte øjenhøjde med sin egen tid og kunne på den måde indvarsle den kommende katastrofe med Første Verdenskrig. Foto: Scanpix

Pontoppidan besad et klarsyn som ingen anden, og han skrev ‘De dødes rige’ i direkte øjenhøjde med sin egen tid og kunne på den måde indvarsle den kommende katastrofe med Første Verdenskrig. Foto: Scanpix

21. februar 2014

I et brev til Georg Brandes skrev Henrik Pontoppidan, mens han endnu arbejdede med sin store epokeroman De dødes rige: »Skulle jeg i al korthed forklare, hvad der har været min ledende tanke under udarbejdelsen af min bog, måtte jeg sige: Jeg har villet skildre en stor tidsalders sidste timer, dens opløsning, modløshed og forfald, og på denne baggrund skulle nogle mennesker træde frem, der – uden alle mirakler – reddes ud af undergangen og grundlægge en ny tid med mindre tro på lovgivningsmagten og maskinteknikkens evne til at fabrikere menneskelykke.«

De dødes rige, der lige er nyudkommet i Gyldendals klassikerserie med et glimrende forord af Jens Smærup Sørensen, er Pontoppidans sidste store roman og det bedste og mest gennemførte danske bud på en stor dansk litterær fremstilling og livtag med den samfundsmæssige og åndelige krise, der kulminerer og finder en form for forløsning med udbruddet af Første Verdenskrig.

Romanen, der oprindelig udkom fra 1912 til 1916 i fem selvstændige bind, er skrevet med afsæt i årene 1910-11 og er et ambitiøst forsøg på at tegne et portræt af en epoke. Ved at gå tæt på forskellige tanker og strømninger, ved at skildre de syge indre modsætninger i kulturen og åndelig råddenskab, antyder han den kommende katastrofe. Værket er dansk i sin kerne, spliden i samfundet er dybt genkendelig som kontraster og konflikter i det danske fællesskab, men samtidig har modsætningerne også rod i en større europæisk idékrise.

Mens Pontoppidan skriver på sit værk bryder verdenskrigen ud som en fuld profeti af forfatterens forudanelser. Romanen er dermed ikke en krigsroman, men en bog om og født af den tid, der fører frem mod katastrofen.

Verden af i går

En af de mest ikoniske skildringer af tiden op til Første Verdenskrig har den østrigske forfatter Stefan Zweig leveret med erindringsromanen Verden af i går, der lige er kommet i ny dansk oversættelse i Rosinantes klassikerserie. Årene op til verdenskrigen er under overskriften »»tryghedens gyldne tidsalder« beskrevet som fuldendelsen af den europæiske utopi om enighed og stabilitet i det store multinationale østrig-ungarske dobbeltmonarki, der brat afbrydes af den store katastrofe, Første Verdenskrig, ligesom hele dobbeltmonarkiet dermed opløses som europæisk stormagt.

Zweig som den store jøde, humanist og kosmopol får med ét dybe sår i sin idealisme. Eller som han selv formulerer det:

»Aldrig har jeg elsket vores gamle jord mere end i disse sidste år før den første verdenskrig, aldrig har jeg håbet mere på europæisk enighed, aldrig har jeg troet mere på dets fremtid end dengang, hvor vi mente at øjne en ny morgenrøde. Men i virkeligheden var det skæret fra verdensbranden, der nærmede sig.«

Selvom Zweig har blik for den kommende katastrofe, dominerer helt ulige Pontoppidans langt mere desillusionerede blik det nostalgiske blik på fortiden. Zweig ligger under for det, den italienske forfatter og germanist Claudio Magris i sit speciale har kaldt »den habsburgske myte« i litteraturen, altså den tendens til hos en række forfattere på efterbevilling at se tiden op til verdenskrigens udbrud i et bestemt nostalgisk og heroiserende skær. Det er et særligt tysk-østrigsk fænomen, der med forskellig valør og også kritik af myten kendetegner store forfattere som udover Zweig Joseph Roth, Hermann Broch og Robert Musil.

Alt er blændværk

I De dødes rige beskrives en gennemgribende råddenskab og moralsk forfald i det danske samfund. En åndløs grådighed hersker overalt. Det gælder det nye velhavende borgerskab og politikken, et fuldstændig idiotisk kulturliv og glansløst bohemeliv og ikke mindst det »journalistiske æselsregimente«. Åndløsheden gælder i høj grad også kirken, der ledes af kyniske mænd uden oprigtighed og et højere mål for øje, »nådeforhandlere« og »afladskræmmere«, der ikke formår at lede menneskene væk fra pengenes tyranni. Der beskrives i romanen en forlystelsessyge, en dyrkelse af kroppen og de nyeste moderetninger inden for kost og legemsøvelser. Alt sammen noget der prioriterer det ydre fremfor det indre. Eller som en af hovedpersonerne, Jytte Abildgaard formulerer det mod slutningen: »denne frygtelige verden, hvor alt er bedrag, undtaget skuffelsen, alt blændværk, undtagen savnet og sorgen«.

Allerede i Det forjættede land og i Lykke-Per havde Pontoppidan med sit romanblik været undersøgende til stede midt i den voldsomme opbrudstid i danmarkshistorien, som kulminerede med systemskiftet i 1901. I disse to romaner havde han skildret frembruddet af det parlamentariske demokrati i sammenhæng med de folkelige bevægelser, industrialiseringen, et voksende borgerskab og videnskabens indtog i kamp mod århundredgamle kristne traditioner. Frihedskampen vejer stadig tungt her, og troen på fremtiden er intakt.

I De dødes rige er det anderledes, og vi befinder os entydigt efter systemskiftet, som i romanen kaldes »Den store sejr«. Kampen er blevet anført af Tyge Enslev, der trods sine jævne jyske vilkår er endt som landets mægtigste mand. I sin svækkede alderdom er han blevet en forbitret mand. Han frygter for den fortsatte frihedskamp med præstestyrets fornyede tilbagekomst og må i forsøg på at manipulere stemningen hos det folk, der enten søger den overfladiske lykke eller trøst i religionen ty til sensationspressens midler i kraft af sit ejerskab af bladet ’Femte Juni’. Og så er fanden løs i kongeriget, der styrer mod opløsning, en udvikling der skildres i et stærkt persongalleri af tidstyper, der både står midt i og uden for tidsånden.

Undergangen er til stede helt fra romanens begyndelse. Godsejer Torben Dihmer slæber sig på bogens første sider som et lig tilbage til fædrelandet og sit gods Favsingholm. Mere end nogen anden lider tidsånden i ham. Han befinder sig faktisk allerede i de dødes rige, indtil han ved en nyopblusset livslyst og passion for sin ungdoms elskede, Jytte Abild- gaard, forsøger at genoptage livet via en mirakelkur af lægen og barndomsvennen Asmus Hagen. Som Jens Smærup Sørensen påpeger i sit forord, så er De dødes rige i sin kerne en kærlighedshistorie, nemlig fortællingen om Torben Dihmer og Jytte Abildgaard, der elsker, men aldrig får hinanden. De lever i en tid, der er deres inderste væsen imod. Romanen udspiller sig i det forholdsvis korte tidsrum fra Torben Dihmers genopstandelse over fornyet skuffelse med Jytte og desillusion til hans endelige død.

En form i opløsning

Vi befinder os i en tid, hvor der er en tro på, at romanen formår at beskrive sin tid. Men tiden er også gået af led, opløsningen har spredt sig alle steder i samfundet, og derfor må kunsten også søge nye veje. Det særlige blik på en tid i opløsning kan ikke længere fanges i en traditionel form. Det særlige ved De dødes rige, som i sit udgangspunkt er en realistisk roman, er manglen på en egentlig hovedperson. Derfor træder romanens forskellige nøglepersoner på skift frem i romanens univers som repræsentanter for forskellige åndsretninger eller attituder til tiden. Pontoppidan fletter på den måde flere personers historier ind i hinanden og viser, hvor sammensat og fragmenteret den moderne kultur og personlighed er.

Genlæsningen af romanen gjorde mig opmærksom på den særlige perspektivisme, som gennemsyrer romanen og gør den meget moderne. De centrale personer i romanen skildres således kontrastfyldt mellem, hvordan de tænker og ser sig selv og så blikket på dem udefra. Ingen person er i denne roman entydigt sympatisk eller usympatisk, alle personer har også alle mulige kontraster i sig. Det er eminent gjort og er med til at understrege manglen på nogen form for entydighed og stabilitet.

I det morads, som Pontoppidan skildrer, holdes umiddelbart en person fri af perspektivismen og ironien, nemlig Jytte Abildgaard. Hun forsøger gennem hele bogen at holde sig fri af tidsånden ved ikke at deltage i den politiske diskussion, ved ikke at abonnere på nogen lette livsstilsløsninger eller ved ikke at binde sig til noget andet menneske, men samtidig med sit »standhaftige vægelsind« og sin retningsløse stræben inkarnerer hun mere end nogen anden tidsånden i sit væsen. Kun til sidst går det galt, da hun forelsker sig i charlatanen og portrætmaleren Karsten From. Hun begærer ham, i hvert fald for en stund, men elsker ham ikke, så forholdet er dødfødt.

Jytte og Torbens kærlighed er sublim i Kants betydning af ordet eller at ligne med Kierkegaards ’spring’ og dermed af en anden verden, men de får aldrig hinanden, fordi Jytte forveksler kærligheden til Torben med det fantasteri og selvbedrag og så sørgeligt meget andet i denne de skønne indbildningers verden. Hun frygter, at hendes forelskelse ligner tidens dyrkelse af overfladen, og hun forstår først til sidst, da Torben dør, at den var af en helt anden karakter.

Det er en anden tragisk krølle på romanen, at de to mest autentiske personer, også begge må gå under med tiden. I romanens slutning toner en utopi frem, hvor en gruppe mennesker trækker sig tilbage for i fællesskab at grundlægge et samfund baseret på naturlige love. I den forstand er romanen stadig leveringsdygtig i en utopi. Som om romanen stadig midt i opløsningen af alle former skal præstere at levere en ny sammenhæng, et nyt fællesskab at orientere sig imod. Den utopi er dog lille og skrøbelig.

En anden epokeroman, der behandler den samme epoke, og gør det uden nostalgiens reddende prosa og i samtidig afvisning af enhver form for ny utopi, er Robert Musils Manden uden egenskaber. Romanen tager sit udgangspunkt i en varm augustdag i Wien i 1913 og skriver sig, uden at nævne den eksplicit, frem mod Verdenskrigens katastrofe. Romanen er skrevet fra 1920’erne og altså med eftertidens perspektiv, men kommer mere end noget andet kunstværk tættere på epokens sandhed og væsen, dens tøven mellem rationalitet og irrationalitet, dens trang til mystik og forfejlede tro på ideologier og enkle sandheder, dens hang til vold og udskejelser, dyrkelse af kroppen og undertrykte drifter.

Hvordan kulturer bliver til

Manden uden egenskaber er som De dødes rige skabt uden en egentlig hovedperson og dermed et narrativt centrum. Det vil sige hos Musil er hovedpersonen, Ulrich, helt bevidst en mand uden egenskaber, et tomt kar for alle de strømninger og tendenser, der løber sammen, og som han hele tiden gør sig fri af. Musils formål var ikke at skrive en moderne dannelsesroman, som kræver et individ i centrum, men at lade de strømninger, tanker og viden, der er til stede i epoken være en slags hovedperson. Ikke for at forsone, men for mere genetisk at beskrive, hvorledes kulturer i det hele taget bliver til og går under.

På en måde er Ulrich en radikal version af Pontoppidans Torben Dihmer. De gør sig begge fri af tiden, men den store forskel er selvfølgelig, at Torben Dihmer lider under og går til grunde med sin tid, mens Ulrich er det komplet egenskabsløse menneske.

Med både Henrik Pontoppidan og Robert Musil har vi bevæget os væk fra Stefan Zweigs nostalgiske blik på årene op til Første Verdenskrig. Her finder vi også en anden østrigsk forfatter, der har beskrevet værdisammenbruddet hen mod Verdenskrigen i en dristig romanform, nemlig Hermann Brochs Søvngængerne. Ligesom Musil skrev Broch med eftertidens tilbageblik på epoken, og han beskrev idékrisen gennem en række repræsentative hovedpersoner, en officer, en bogholder og en kynisk forretningsmand og i en form, der gennem trilogiens bind gradvist går mere og mere i opløsning.

Broch er styret af den kritik af de åndelige strømninger i Europa op til Verdenskrigen, som han i et stort essay om Hugo von Hofmannsthal har kaldt den mest jammerlige periode i verdenshistorien, nemlig eklekticismens epoke, den falske barok, den falske renæssance og den falske gotik. Ligegyldigt hvor aftenlandets menneske bestemte livsstilen, var det ensbetydende med borgerlig indsnævring og samtidig pomp, soliditet, der både var ensbetydende med klaustrofobi og sikkerhed. Hvis nogensinde armod er blevet skjult af rigdom, så skete det ifølge Broch her.

Min personlige favoritskildring af tidens idé- og værdisammenbrud er imidlertid Joseph Roths vidunderlige undergangsroman Radetzskymarch. Romanen handler om opløsningen af den østrigske adelsfamilie von Trotta, der skæbnesmæssigt er forbundet med det østrig-ungarske kejserrige og dermed dets undergang. Til sidst ender den sidste von Trotta på en kaserne ude i de yderste egne af det vidtstrakte rige, i det nuværende Hviderusland, hvor budskabet om attentatet på tronfølger Ferdinand og verdenskrigens udbrud munder ud i den vildeste feberdans og orgiastiske løssluppenhed. Endelig har tiden fundet sit rette svar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Olaf Tehrani
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Christian Harder
  • Emil A.
Maj-Britt Kent Hansen, Olaf Tehrani, Michael Kongstad Nielsen, Christian Harder og Emil A. anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Pontoppidan er en fantastisk forfatter, og hans Nobelpris var fuldt ud fortjent. Man bør heller ikke forbigå hans noveller, f.eks. novellesamlingen Skyer, som på skræmmende vis gengiver den nærmest borgerkrigslignende tilstand, i hvert fald mentalt, som eksisterede i Danmark under Provisorietiden.

Men som du beskriver De Dødes Rige i artiklen bliver jeg gang på gang mindet om en langt tidligere bog af en anden af vore store forfattere, nemlig Heman Bangs Stuk fra 1887.

Det er også en kollektivroman, og den undersøger også den gamle kulturs fald, fremskridtstroens hulhed ("Vi kalker vore Grave") og ender spektakulært og ikke ligefrem optimistisk. Bang behøvede ikke en verdenskrig for at afsløre samfundets falskhed og faldgruberne ved fremskridtstroen.

På trods af at de to forfattere var samtidige, de debuterede med få års mellemrum, så var Bang og Pontoppidan til gengæld vidt forskellige i deres litterære stil, Bangs impressionisme kunne næsten ikke være fjernere fra Pontoppidans kontante realisme, men de underliggende temaer kunne altså godt være ens.

Karsten Aaen, Per Torbensen, Michael Kongstad Nielsen og olivier goulin anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Ingen af de nævne forfattere vidste, da de skrev, eller startede på de nævnte værker , at I Verdenskrig ville komme. Og mange historikere har jo ment, at den kunne have været undgået. Med diplomatiske midler fra de store ledere havde den kunnet afværges, den var unødvendig, men kom alligevel. Derfor tænker jeg, om det er overdrevet at sige, at den tidsånd og ide- og værdikrise, der kritiseres i "De dødes rige" m.fl., var forudsigelsen af I Verdenskrig - jeg tvivler.

Der var også mange positive ting i perioden - demokratiets fuldførelse, kvindernes valgret, osv., og i Frankrig havde man "La belle époque", med blomstrende kultur og forlystelsesliv, og man kunne bygge i jernkonstruktioner som Eiffeltårnet, og meget så lyst og lovende ud for fremtiden. Men der nok stof til sammenligning med vor tid.

Michael Kongstad Nielsen

Man skulle vel egentlig også i denne sammenhæng nævne Georg Brandes, der stod for det analytiske opgør med det afvigte bondesamfunds moralske og kulturelle vildfarelser.

@Michael Kongstad Nielsen

Mht. La belle époque, så har den sikkert været dejlig for Europas velhavere. "The last summer of the old world", som Stefan Zweig kaldte den. For almindelige, fattige mennesker var der intet belle over perioden.
Og kigger man efter, var det jo bestemt ikke alle lande der havde demokratiske regeringer på dette tidspunkt - og selv i de der havde, var den ofte så indskrænket, at det var en minoritet af rige mænd der kunne stemme. I de fleste lande fik kvinder heller ikke stemmeret før efter Første Verdenskrig.
Det er klart at der blandt mange var en stor tro på fremtiden, eller måske nærmere teknologien. Du nævner selv Eiffeltårnet. Men ligesom Titanics forlis i 1912 var et forvarsel om, så kunne en blind tiltro til teknologien og fremskridtet være katastrofal og dødbringende.
Men jeg er enig med dig i, at det nok var de færreste, der gik med en lurende forudanelse af det industrielle slagteri der lå forude.

Karsten Aaen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Emil Arneholdt - tak for kommentar.
Ja, 1. Verdenskrig kom bag på de fleste, netop som fremtidstroen var i højsædet. Alt bar mod forbedring, kulturelt og materielt. Og så kom dette vanvittige inhumane slagteri, som satte alting tilbage og i stå. Overvældede kunstnere udviklede dadaisme og surrealisme, men mærkeligt nok blev tiden derefter jo præget af løssluppenhed og vild liberalisme, moralen faldt og hurtige gevinster på børserne var tidens løsen. Chokket over krigen var måske med til at skabe børssammenbruddet i 1929.

Det har helt sikkert været medvirkende. Oven på 4 år med både rædsler og afsavn, og derefter Den Spanske syge, har folk haft brug for at afreagere.
Hvis man så medregner et par millioner krigsveteraner med ar på sjælen, men ingen hjælp at hente, så er der lagt op til lidt af hvert.
Idéen om fx La belle époque er måske heller ikke så mærkelig, når man i 20'erne har kigget tilbage på de foregående 10 års begivenheder. Mennesket er af natur nostalgisk, og jeg kan ikke forestille mig andet end at en verdenskrig ville være med til at forstærke det.

Allerede nu er der jo folk der kigger tilbage på 1990'erne som en slags gylden tid: De 10 år imellem den Kolde krigs afslutning, og 9/11. Med højkonjunktur og det hele. At man så glemmer alt det der også foregik i 90'erne: folkemordet i Rwanda, borgerkrigene i ex-Jugoslavien, osv - bare for at nævne lidt, gør det måske egentlig lettere at forstå de folk der i 1920'erne nostalgisk har kigget tilbage på tiden før august 1914.

Karsten Aaen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar