Nyhed
Læsetid: 3 min.

Den talentfulde hr. Hoffman

Man husker ham fra glansroller i ’Capote’, ’The Master’ og ’Happiness’ – den amerikanske skuespiller Philip Seymour Hoffman er død i en alder af blot 46 år
Philip Seymour Hoffman blev 46 år

Philip Seymour Hoffman blev 46 år

Daniel Dal Zennaro

Kultur
3. februar 2014

1967-2014

Han blev blot 46 år gammel, Philip Seymour Hoffman. Den amerikanske skuespiller blev søndag fundet død i sin lejlighed i New York – med en kanyle i armen, rapporterede politiet, der også fandt heroin i lejligheden. Han havde tidligere kæmpet med afhængighed og var så sent som sidste år på afvænning.

Senest har vi i danske biografer kunnet se Hoffman i blockbusteren The Hunger Games: Catching Fire og kammerspillet A Late Quartet, to film, der om noget demonstrerer hans rækkevidde og evne til og insisteren på at give alt i sine roller, store som små. Men man husker ham bedst for en lang række markante roller i store og små film gennem de seneste 20 år.

Hoffman kunne som få andre den svære kunst at spille rigtige mennesker af kød og blod og på godt og ondt; den ensomme, lidt mærkelige eksistens var en af hans specialiteter, og de figurer var ikke altid lige sympatiske eller elskelige. Men han var solidarisk med de personer, han spillede, og man fornemmede altid mennesket bag. Hoffman havde en sjælden intensitet og et nærvær på lærredet – angiveligt også på scenen, hvor han stadig optrådte – og med sit tunge åndedræt, trinde krop og runde ansigt kunne han både være sød og sjov, uudgrundelig og eksplosiv, klynkende og selvmedlidende, klam og creepy og rå og utilnærmelig.

Hoffman og Anderson

Philip Seymour Hoffman blev født i staten New York den 23. juli 1967, og han begyndte at spille skuespil i gymnasiet, hvorefter han tog en skuespiluddannelse på Tisch School of the Arts i New York. Han blev færdig i 1989, fik sin første filmrolle i 1991, og så gik det slag i slag med små roller i en række film, inden han i 1997 fik et gennembrud i Paul Thomas Andersons underholdende og let triste portræt af pornobranchen, Boogie Nights.

I det hele taget havde Hoffman nogle af sine bedste roller i Andersons film: Magnolia (1999), Punch-Drunk-Love (2002) og selvfølgelig The Master (2012), hvor han spiller en L. Ron Hubbard-lignende sektleder over for Joaquin Phoenix’ søgende unge mand.

Men listen over gode film med fremragende roller til Philip Seymour Hoffman er lang – da først amerikansk film havde fået øjnene op for hans talent og alsidighed, slap de ham ikke igen, og Hoffman syntes aldrig selv at holde en pause: The Big Lebowski (1998), Happiness (1998), The Talented Mr. Ripley (1999), State and Main (2000), Before the Devil Knows You’re Dead (2007), Synecdoche, New York (2008), Kamæleonen (2011) og Moneyball (2011) for nu at nævne nogle få af de bedste.

En fascinerende skikkelse

Philip Seymour Hoffman blev oscarnomineret tre gange – for Charlie Wilson’s War (2007), Doubt (2008) og The Master – og han vandt fortjent en Oscar for sin præstation som den brillante og flamboyante forfatter Truman Capote i Capote (2006).

I filmen, der handler om dengang, Capote researchede og skrev sit mesterværk, In Cold Blood, fandt Philip Seymour Hoffman – i en rolle, der nemt kunne være endt som en karikatur – den helt rigtige balance mellem forfængelighed, snuhed og menneskelighed.

Da nyheden om Philip Seymour Hoffmans død søndag aftes ramte de sociale medier, var chokket stort, og det er da også en af filmverdenens mest fascinerende skikkelser og dygtigste skuespillere, der nu er gået bort.

Læs og se: Philip Seymour Hoffmans bedste

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Øv!

Claus E. Petersen

Kendte ham ikke.
Jeg kendte heller ikke James Dean som døde ung, dog under andre omstændigheder.
Nu er han væk.

Dette er en sag om arbejdsmiljø.

Når selv mr. normal-guy dør af overdosis er der ingen vej udenom.

Der må laves et verdensomspændende forbud mod alle former for kunst og kultur !!!

Alle der føler trang til kunst og kultur skal fængsles på ubestemt tid. I særligt sikrede mørke rum, kan de få lov at "udtrykke sig kunstnerisk" ved at snitte træfigurer - men disse træfigurer må ikke forlade de mørke rum før de er hakket til savsmuld.

Hendrix og Joplin var ikke enlige svaler - Hendrix var knap nok overdosis i traditionel forstand.

Steffen Gliese

Sålænge vi lever i et samfund, hvor man kun kan udleve sit mentale overskud og sin fantasi ved at indtage kunstige stimulanser, der er mere psykologisk indgribende end hash og alkohol, vil den slags forekomme nærmest rutinemæssigt.
Det burde det dog ikke- i min generation er der vist ingen, der ikke har været klar over de udelukkende rædselsfulde konsekvenser af narkomani. Der er ingen undskyldning for ikke at holde sig fra det lort.

Før stofferne var der selvmordet.

Det er og bliver kunsten der er problemet !

På et tidspunkt var man inde på det i Sovjet - men det endte med at man alligevel tillod en bestemt form for ikke-dekadent "arbejder-kunst" - en bestemt måde at tegne landarbejdere på, der især vandt udbredelse uden for Sovjets grænser - i Hoxas Albanien.

Ifølge ubekræftede rygter fra folk, der oplevede de første Alrune Rod koncerter, var der her et dansk band, der - som de første - fattede sammenhængen mellem stoffer og kunst.

De sendte chillummerne ud blandt publikummerne - og holdt sig selv nogenlunde straighte.

Stofferne har til formål at øge publikums kunstforståelse. Det har aldrig været meningen, at kunstner SELV skulle indtage dem.

Ligedom dyrlægen selvfølgelig skal pumpe penicillinet i svinene - og ikke i sine egne årer.

M.h.t. stoffer og kunstforståelse er der en kostelig scene i Pete Townshends (The Who) erindringsbog.

Han sidder på "UFO club" i 1966 godt "stegt" af diverse substanser. Syd Barrett (Pink Floyd) har elguitaren tilsluttet en "Binson Echorec" (ældre ekkomaskine baseret på metaltromle i stedet for bånd). Townshend overhører een og samme akkord i ca. en times tid - men mere trofaste stamgæster kan fortælle, at Barrett har siddet fast i samme akkord-ekko siden samme dags morgen !

Søren Kristensen

Hvorfor også trække det i langdrag, når man har midlerne til at gøre det kort?

Andreas Andersen

De der narkotiske stimulanser med en forholdsvis lav dosis af dødelig overdosis er farlige, jeg kan forestille mig hvor nemt det kan være at tage en overdosis heroin, hvis man er ude af balance og deprimeret og har lyst til at sove. Det er sket før og vil ske igen, uden tvivl.
Der skal en læge til og en dygtig læge for at undgå sådan en dødelig overdosis.

Alle der i nyere tid har prøvet fuld narkose til mindre operationer på et dagkirurgisk afsnit, har sådan set prøvet at få en dødelig dosis morfin.

Det begynder man at tilføre så snart det indledende sovemiddel har fået patienten til at falde i søvn.

Fidusen er, at patientens stærkt reducerede åndedræt overvåges, og kompenseres ved at man tilsætter ren ilt til indåndingsluften.

Der bruges en syntetisk form for morfin, der har en så hurtig udskilning, at hvis iltoptagelsen begynder at blive for svag - og man stopper morfintilførslen - går der mindre end 20-30 sekunder før åndedrættet retter sig.

De gamle narkosegasser gik af mode - dels var nogle af dem eksplosive, dels som konsekvens af de mange ting man fandt ud af i forb. med "malerhjerne" undersøgelserne (opløsningsmidler) - dels fordi hjerneforskerne ikke havde den fjerneste forståelse af, hvorfor de gamle gasser i det hele taget virkede - en af dem er oven i købet en ædelgas - altså kemisk inaktiv (Xenon) - så det er ikke hjerne-kemi men hjerne-fysik.

Morfin er farlig hvis man ikke er under overvågning af en narkoselæge - men foretrækkes fordi stoffets mekanismer er så velforståede - sammenlignet med alt muligt andet.