Det ulykkelige Danmark

Vi er på papiret verdens lykkeligste folk. I praksis er vi ulykkelige i et land, hvor sammenhængen er mere strukturel og teknisk end dybfølt og national. Det er ærgerligt, at vi er så dårlige til at administrere vores overskud, synes Peder Frederik Jensen
For første gang udgiver Peder Frederik Jensen noveller. Man er i højere grad gæst i karakterernes liv og får et blik ind i forskellige virkeligheder, fortæller han om sin bog ’Banedanmark’ – som når man ser landskabet glide forbi et togvindue.

For første gang udgiver Peder Frederik Jensen noveller. Man er i højere grad gæst i karakterernes liv og får et blik ind i forskellige virkeligheder, fortæller han om sin bog ’Banedanmark’ – som når man ser landskabet glide forbi et togvindue.

Jakob Dall
14. februar 2014

Alle karaktererne i den her bog har det skidt.« Det er forfatterens egne ord. Men han har ret. Man får ikke ligefrem lyst til at kippe med Dannebrog, åbne en Carlsberg og løbe en tur ud i de danske bøgeskove, når man har læst Peder Frederik Jensens nye bog Banedanmark. Der er godt nok en historie om to tømrere midt i bogen, der da egentlig har det meget godt, men det er mest »som et lemonshot, når man har spist meget tungt og salt mad,« som forfatteren selv forklarer det lille ophold i danskernes elendighed, man får undervejs på turen rundt i Banedanmark.

De går ned med flaget, går i seng med dyrene eller går planken ud og tager jagtgeværet med ud i brændeskuret for at gøre en ende på elendigheden. Mændene har det værst. Kvinderne er ulykkelige på en mere rationel og kalkuleret måde. De søger for eksempel hvileløst rundt i byen med det ene formål at blive gravide for bagefter at efterlade et kølvand af desillusionerede mænd. At der skulle være en særlig maskulin slagside med hensyn til elendigheden er ikke noget, forfatteren selv har tænkt over, men der er nok en diskussion og en tematisering af tabermanden by a reason, som han siger. »Helt generelt er der nogle folk, som er udfordret af både udviklingen, men også af kompleksiteten i samfundet. Derfor træffer de irrationelle beslutninger – fordi de konstant bliver tvunget til at tage stilling til en verden, de ikke forstår. Og det går nok særligt ud over mænd.«

Der er ikke et eneste spørgsmålstegn i Banedanmark. Ikke fordi der ikke er nogen grund til at spørge til tilværelsen, men for netop at markere, at det hele er et stort spørgsmålstegn. Et vigtigt spørgsmålstegn, hvis frustrationerne ikke skal ende i irrationelle handlinger, som de gør i hobetal i Banedanmark. »Alle strukturer og normer er væk, og vi skal hele tiden tage stilling. Derfor er det vigtigt at spørge til tilværelsen, for hvis man ikke gør det, bliver vi fanget af strukturerne.«

– Der er en enorm kynisme i bogen?

»Ja, men vi lever også i en enormt kynisk verden. Der er noget ufatteligt kynisk over at græde over en giraf, der bliver henrettet, når mennesker er på flugt over hele verden. Hver gang man ignorerer, at man er en privilegeret borger i et overflodssamfund, er man en kyniker.«

– Er forfatteren selv kynisk?

»Jeg deler da nok karaktertræk med en del af karakterne. Men det er svært ikke at være kyniker i det her samfund. Motivationen for at skrive bogen stammer jo også fra en vrede over, hvordan vi administrerer vores liv. Der er så mange, der befinder sig i en offerrolle uden at tage ansvaret på sig selv.« Der er noget absurd i, at vi er blandt de mest velstillede i verden og samtidig blandt de mest alkoholiserede og deprimerede, mener Peder Frederik Jensen.

»Vi lever i rollen som ofre samtidig med, at vi har skabt en offerdiskurs. Det handler jo også om, hvordan man spørger. Vi farer ud og spørger de studerende, om de ikke er ulykkelige. Det kan jo være, at vi har skabt en måde at spørge på og en måde at snakke om livet, som gør, at negativiteten bliver selvforstærkende.«

På skinner

Måske trænger vi til at skifte perspektiv. Vi er så optagede af at kigge ind, af terapi, af at blive coachet. Af at udfolde et eller andet abstrakt indre potentiale, forklarer Peder Frederik Jensen. »Jeg tror, vi misbruger vores energi og gør det sværere for os selv at komme et sted hen, hvor man kan tænke eksistens, fordi vi abonnerer på en idé om, at vi skal være ulykkelige. Vi bruger enormt mange ressourcer på at perspektivere indad, men man kan også perspektivere ud, og så bliver verden måske større.«

»Se ham der for eksempel!« Peder Frederik Jensen peger ud af det duggede togvindue, hvor en banearbejder i orange uniform går rundt med en kædesav langs sporet et sted mellem Hedehusene og Trekroner.«

Vi sidder i toget på vej væk fra hovedstaden. Lige så hurtigt er banearbejderen væk. Men det er det, det handler om ifølge Peder Frederik Jensen. At se de andre mennesker. »Jeg er ret opmærksom på at spørge udad i stedet for indad. Jeg deler måske karaktertræk med nogle af karaktererne, men jeg har brugt meget energi på ikke at være fanget i vrede.« Der står noget tilbage, når man er opmærksom på, hvad der ellers er verden. En lille boks af fiktion, som man kan gribe og tage med sig på sin videre færd, forklarer Peder Frederik Jensen.

»Hvis man har en eller anden form for opmærksomhed på sine omgivelser, kan man ofte se, at der er noget på spil i de mennesker, man møder. Det synes jeg bare helt banalt er interessant som forfatter at iagttage. Den lille mærkelige hat eller en, der klør sig i røven. Der er så mange ting her i verden, man kan være opmærksom på i stedet for at være fokuseret på sin egen ulykke.«

Vold og sex

Det overraskede forfatteren selv, at han pludselig sad og skrev noveller efter have udgivet to romaner, men måske har formen været oplagt for at formidle det indhold, der pressede sig på.

»Man kan gribe nogle spørgsmål anderledes an, fordi man i højere grad er gæst hos nogle karakterer og i nogle liv. Man får et blik ind i forskellige virkeligheder. Karaktererne repræsenterer jo nogle forskellige muligheder for, hvordan en tilværelse kan udforme sig. De har det til fælles, at de alle sammen bakser med nogle problemer, men tilsammen er de et udsnit af, hvem danskerne er.«

Der er sket noget med Peder Frederik Jensens måde at skrive på. Anmeldelserne af hans anden roman, Læretid fra 2012, var overvejende positive, men også med det gennemgående forbehold, at det hele måske var lidt for pænt. Sætningerne var for elegante, og temperamentet var for kontrolleret. I Banedanmark er kontrollen under opbrud. En mere direkte og konfronterende sprogtone går hånd i hånd med den kynisme, der præger bogen. En novelle starter for eksempel således: »Det er forår, og jeg er begyndt at drømme om kastreringer.«

Før jeg selv fik læst bogen lå den et stykke tid i min vindueskarm, hvor en kammerat samlede den op, bladrede lidt i den og udbrød: »Det er godt nok nogle voldsomme ting, han skriver.« Jeg måtte kigge op for at være sikker på, at det faktisk var Peder Frederik Jensens nye bog, det handlede om. Det var det, og da jeg selv gik i gang med at læse, fik jeg syn for sagen. Man kan sige, at kontrollen er under opbrud, men man kunne også sige det enklere: Der er kommet mere vold og sex i Peder Frederik Jensens prosa.

»Jeg er blevet mere moden. Og dermed mere modig. Jeg tør være mere eksplicit,« siger Peder Frederik Jensen selv om udviklingen og citerer forfatterkollegaen Jeppe Brixvold for, at nærmest ingen kan skrive ordentlige noveller, før de er 35. »Jeg er selv lige blevet 35 så måske passer det meget godt,« griner han.

– Er du blevet populist?

»Hehe jo, det kan godt ske. Jeg har aldrig brugt vold og sex, fordi jeg ikke har vidst, hvad jeg skulle bruge det til, men i den her bog giver det mening, fordi vi jo er så optagede af det som underholdning. Men sex og vold er jo ofte grimt – især i kombination – og det synes jeg ikke er populistisk at beskrive.«

Stilen er dog stadig udpræget minimalistisk. »De skal makke bil. Det er en gammel aftale.« sådan starter novellen »Stumper« og længere nede lyder det om det mandlige fællesskab i bogen: »De har vist aldrig gået en tur. Det gør man bare ikke.« Novellerne består for det meste af en hovedsætning kombineret med en ledsætning. Nogle gange kun en hovedsætning og nogle gange en hovedsætning og to ledsætninger. Men ligesom personerne falder fra hinanden, har syntaksen det også med at sprænges, og der presser sig flere kommaer på, når den ordnede verden fortaber sig i irrationalitet og kynisme. Som når historien om Janus og Niels, der har aftalt at rode med en bil ikke slutter med, at de faktisk roder med en bil, mens de drikker øl og snakker om damer, men i stedet ender i en voldsom homoerotisk fantasi.

»Jeg har forsøgt at bløde det op, men det korte og præcise er stadig min skrift. Det er den måde, jeg skriver bedst på. Det er min grundlyd, kunne man sige. Jeg læser også maksimalistisk litteratur, men det er sådan her, jeg skriver, og det er nok også sådan, jeg bedst kan lide at læse. Det minimale og det præcise giver mulighed for, at det vigtige har plads til at larme.«

Udkantsdanmark

Der er en subtil hilsen til Helle Helle undervejs i bogen, men forbillederne er Pia Juul og den norske novellemester Kjell Askildsen. »Ham må du læse,« siger Peder Frederik Jensen begejstret, og man fornemmer et stærkt engagement i naturen fra manden, der udover at skrive også har arbejdet som scenetekniker og bådebygger og desuden skrevet reportager fra Cameroun i indeværende avis.

På den måde er der også noget paradoksalt over Peder Frederik Jensens praksis. En på en gang enorm bevidsthed om det globale perspektiv og samtidig et vedblivende nationalt perspektiv.

Vi sidder i regionaltoget på vej væk fra København. På de skinner Banedanmark har lagt og på den banestruktur, som binder landet sammen. Kunstigt sammen, hvis man spørger Peder Frederik Jensen. »Ofte har jeg mere til fælles med mennesker, jeg har mødt i Cameroun eller Mauretanien end med folk, der kommer fra andre steder i Danmark. Jeg tror ikke så meget på det nationale fællesskab. Vores fællesskab er mere teknokratisk end mentalt. I høj grad er det jo bare strukturelt skabt af ingeniører,« siger han med henvisning til den infrastruktur, der binder landet sammen og uddyber: »Jeg har svært ved at se mig som dansker, før jeg ser mig som verdensborger.«

Han blev ellers nærmest talsmand for udkantsdanmark, da han i 2012 udgav Læretid om en ung mand og hans arbejde som bådebygger ved kysten. Banedanmark har også det nationale som centralt perspektiv, men i en både urban og ikkeurban form, og man fornemmer, at Peder Frederik Jensen stadig har et ærinde omkring diskussionen af, hvad Danmark er. Det er blandt andet derfor bogen hedder Banedanmark. »Vi står alle sammen i et spil mellem at være det ene og det andet. Jeg tror ikke på de stereotyper, der er i at tale om Udkantsdanmark. Vi bevæger os frem og tilbage, har familie på Sjælland og i Jylland, kommer ind på uddannelser i Aarhus og København.«

Et ærinde, der også er en omsorg. Når han taler om de ulykkelige – og fra tid til anden pænt usympatiske – karakterer i Banedanmark er det med sympati i stemmen. »Jeg synes, de er meget menneskelige. Jeg synes bare, det er ærgerligt, at vi ikke er bedre til at administrere det overskud, vi har,« som han siger.

Er det ikke problematisk at skulle være talsmand for nogle, der ikke har bedt om det, spørger jeg. Det vil han heller ikke være. »Men jeg mener, at man har et særligt ansvar som forfatter med adgang til medierne for at portrættere de folk, man skriver om og måske har mødt, både loyalt og solidarisk.« Det handler igen om opmærksomhed. Over for verden og over for andre.

Mens vi tager toget tilbage mod hovedstaden, fortæller Peder Frederik Jensen, at han holder reception for den nye bog i dag, fredag. Han griner, inden han fortsætter.

»Selvom jeg snakker så meget om udsyn og opmærksomhed, havde jeg, da jeg inviterede, glemt, at det er vinterferie, så alle er på skiture. Det er faktisk svært at leve i andet end sin egen lille boble, uanset hvor meget man prøver.«

 

 

 

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Torben  Knudsen

Er man vokset op i et land (og det gælder jo desværre mange lande) hvor Radioavisen starter klokken f.eks 5 uden at sige 'Godmorgen' og ellers remse alle drab og vejbomber og pædofili op som man har kunnet skrabe sammen, eller hvis der mangler noget en bus i Lahore, der er styrtet i afgrunden og så 'vejrudsigten' kan man kun skrive en bog som den anmeldte.
Det fortsætter så med billeder, tæt på af giraf med mere helt tæt.
Dødsruten også litterært er en kombination af det man oplever og tager til sig og den opvækst man har haft.
For en del er der Intet positivt, der slipper ind og intet positivt slipper ud.
Det er en livsform, men lang fra en folkesyge, selvom det er tæt på.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Kjærgård

"Der er noget ufatteligt kynisk over at græde over en giraf"

Giraffen er jo blot et symbol på alt den elendighed, der er kommet ud af økonomi über alles,
så det er jo ikke nødvendigvis giraffen man græder over, men mere principperne, der ligger bag, de samme principper der betyder at 1 milliard mennesker lever på sultegrænsen og at folk er på flugt!

Brugerbillede for Torben Selch

Som Dalai Lame udtalte på spørgsmålet - om at undersøgelse viste, at danskerne er verdens lykkeligste folkefærd. "Er det en i selv har lavet?" - med vanlig stil, svarede han spørgende - men mon ikke hans visdom - skjulte et let - konstaterende. Det var i 2011, 2-3 år siden ...

Det her bliver meget værre - jeg er ikke buddist, men den man har med at stikke sit grinende hoved frem, ved skelsættende 'vejkryds'.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

"Det kan jo være, at vi har skabt en måde at spørge på og en måde at snakke om livet, som gør, at negativiteten bliver selvforstærkende."

Eller , re fx 'danskernes'(!) angiveligt overvældende lykkefølelse … positiviteten?

anbefalede denne kommentar