Velfærdsstaten – en ideologisk katastrofe

Han knuselsker velfærdsstaten, men har for længst forstået, at den har medfødte, dødelige skavanker. Det har Mette Frederiksen også. Men hun skal dælme ikke forsøge at holde liv i patienten med idéhistorisk forfalskning og udskamning af de vanskeligst stillede. Interview med velfærdshistorikeren Jørn Henrik Petersen
7. februar 2014

En desillusioneret velfærdsaficionado skriver i en ny bog: Udbygningen af velfærdsstatens systemer i 1970’erne var »galmandsværk«, og velfærdsstaten er ved at »gå under«. Alt imens må man »rystende« erkende, at »menneskets grådighed« har spændt ben for velfærdsstatens idealforestilling om det hæderlige menneske, der betaler til fællesskabet uden at kræve for meget igen.

Ordene er ikke professor dr. phil., 40-års-jubilerende og bogaktuelle Jørn Henrik Petersens. Men det kunne de have været, for han mener stort set det samme, hvad angår velfærdsstatens sammenbrud under vægten af danskernes velfærdsforstoppelse.

Ordene stammer derimod fra Henrik Christoffersen, forskningsleder i CEPOS og central medarbejder i Kommunernes Landsforening i 1970’erne. De blev gengivet i et interview med Weekendavisen i sidste uge i forbindelse med udgivelsen af Christoffersens nye bog Den mindst ringe – Om demokratiet i velfærdsstaten.

Jørn Henrik Petersen siger, at han »jo er socialdemokrat«. Derfor tror han stadig på den smukke tanke. Velfærdsingeniøren Henrik Christoffersen var troende, dengang han befandt sig i visionernes velfærdsværksted i 1970’erne.

»Da jeg kom til Kommunernes Landsforening i 1973, var det lige efter kommunalreformen, vi følte jo, at vi kunne gå på vandet. Vi følte virkelig, at vi skabte det gode samfund. Det nærmede sig beruselse,« som han formulerer det i Weekendavisen.

Hvordan hænger det nu sammen? Begge har de knuselsket visionen om den moderne velfærdsstats adskillelse af pligter og rettigheder. Afkoblingen af det, man betalte ind fra det, man fik ud. ’Noget-for-ingenting’. Henrik Christoffersen – oprindeligt socialdemokrat af sindelag, må man forstå på hans nølende udtalelser. Nu landflygtig i CEPOS. Jørn Henrik Petersen – stadigt troende, når det gælder velfærdsstaten trods syndefaldet. Og hidsigt afvisende over for dens efterfølger, konkurrencestaten, som finansminister Bjarne Corydon med fascinerede kamikazeærlighed i stedet nu har placeret på det socialdemokratiske husalter.

»Jeg er dybt splittet og balkaniseret i hovedet. På den ene side synes jeg, at den klassiske velfærdsstat med de betingelsesløse ydelser er et meget smukt etisk og moralsk ideal. På den anden side har den klassiske velfærdsstat fra sin tidlige begyndelse haft en indbygget spænding forstået på den måde, at den kræver af os som mennesker, at vi er generøse, mådeholdne og parate til at udbyde den arbejdskraft, der er nødvendig for at finansiere velfærdsstaten. Det ideal kunne vi ikke honorere. Resultatet er en ideologisk katastrofe, fordi vi ikke havde den fornødne rygrad,« siger Jørn Henrik Petersen.

De skuffede

Rækken af skuffede velfærdstilhængere hos Socialdemokraterne er lang begyndende med Jørgen Dich, som i 1973 udgav bogen Den herskende klasse. Det kan man forvisse sig om ved at læse Jørn Henrik Petersens to nye udgivelser: Dansk Velfærdshistorie, bind 5 og debatbogen Pligt og Ret – Ret og Pligt. I den sidstnævnte lægger Jørn Henrik Petersen imidlertid selv for. Han gengiver tre kronikker forfattet af ham selv som opbakning til den daværende socialdemokrat Karen Jespersen. Hun var socialminister op gennem 90’erne og ideologisk indpisker i opgøret med »krævementaliteten«, som den var blevet italesat op gennem 80’erne.

»Pointen med at gengive de tre kronikker og mine tolkninger af Karen Jespersen er at vedstå, at jeg dengang så fraværet af en kobling mellem ydelse og modydelse som et kernepunkt i velfærdsstatens legitimitetskrise, at jeg argumenterede for ’noget-for-noget’-ideen (i modsætning til princippet i den klassiske velfærdsstat, som Petersen benævner ’noget-for-ingenting’, red.), og at jeg endosserede tanken om ’pligt-og-ret’. Måske havde mine argumenter en virkning på det, der skete, og på det, der kom til at ske? Man kunne så forvente, at jeg med begejstring ville møde det nye mantra om ’pligt-og-ret’,« skriver han tilsyneladende brødebetynget.

Men der sætter Jørn Henrik Petersen altså hælene i og trækker væk fra CEPOS, Thorning-regeringen, og ikke mindst beskæftigelsesminister Mette Frederiksens videreførelse af det 30 år gamle opgør med velfærdsstaten: Nu (for)klædt i socialdemokratisk kerneideologi som legitimering af en kontanthjælpsreform, der skærer i ydelserne til fordel for uddannelsesindsats og individuelle ressourceforløb.

»Det gør jeg ikke, fordi det markedsføres på tvivlsomme principper,« som han fortsætter.

Menneskesyn

Jørn Henrik Petersen anerkender, at der må ske ændringer. Udviklingen i antallet af personer på overførselsindkomst og efterspørgslen efter offentlige ydelser taget i betragtning.

»Men det bekommer mig ikke vel, fordi det grundlæggende strider mod det, jeg i mine unge år troede på, og som jeg stadig bekender mig til,« skriver han.

Hvor værket Dansk Velfærdshistorie er en saglig historisk gennemgang af perioden 1973-1993, omhandler Pligt og Ret – Ret og Pligt de tvivlsomme principper, som Petersen på vanlig fyndig vis gennemgår.

Mette Frederiksen henviser f.eks. til sloganet på de røde faner »Gør din pligt – kræv din ret«: »Det er en gammel socialdemokratisk kerneværdi, at man skal gøre sin pligt, før man kræver sin ret. Det er en grundsten i det fundament, vores velfærdssamfund bygger på,« som hun udtaler i et interview, hvor hun også hævder, at man i tidligere tider havde vist mere mådehold. Allerede i 2012, da debatten kørte om fattig-Carina og senere kontanthjælpsreform, kritiserede velfærdshistorikeren Frederiksen for historieforfalskning.

»Det er socialdemokratisk fernis, hældt ud over en stangborgerlig politik,« gentager han i dag.

Men hvordan kan det nu være det, når en af velfærdsstatens og socialpolitikkens grundlæggere, K.K. Steincke, selv havde blik for, at det system, han indførte med socialreformen i 1933, var sårbart over for misbrug. Hvilket Petersen også referer ham for i bogen: Systemet forudsatte med Steinckes ord det »fuldtud hæderlige Menneske med en god Vilje og de bedste Forsætter« som en modsætning til »den sløje Karakter, den energiløse, uden Vilje, Selvfølelse eller Grundsætninger«.

Steincke kunne på ingen måde forudse, at hans system ville blive tynget i knæ under vægten af velfærdstrængende danskere. Men der har været en kamp om menneskesynet hos Socialdemokraterne siden Steincke. Er velfærdsborgeren en potentiel doven slambert eller et uegennyttigt væsen? I så fald har Mette Frederiksen måske fat i den lange ende.

– Det kan godt være, at pligt og ret er et opråb, der ikke er rettet mod de svage, men mod den herskende klasse, der havde alle rettighederne men ingen pligter. Men kan Mette Frederiksen henvise til en kamp om menneskesynet?

»Socialdemokraterne var historisk set først og fremmest rettens parti. De indførte rettigheder, fordi der skulle rådes bod på iøjnefaldende uretfærdigheder. Selvom Steincke havde blik for farerne, så var det ham magtpåliggende at udfolde rettighedsbegrebet. Han taler rigtig meget om den hæderlige arbejder, fordi han ud over at være socialpolitiker tænker meget i kulturudvikling. Hans bog Kulturbetragtninger fra 1912 gør meget ud af, at menneskenes børn skal opdrages til at være kulturvæsner. Og det betyder, at de skal lære generøsiteten, mådeholdet, og viljen til at udbyde deres arbejdskraft,« siger Jørn Henrik Petersen, der i stedet henfører ’noget-for-noget’-princippet til den radikale Aase Olesen, socialminister og formand for Socialkommissionen i 1990’erne.

Det med pligten til at forsørge sig selv, som det blev formuleret på Steinckes tid, var til gengæld fælles gods for samtlige partier frem til 1950’erne, fremhæver Jørn Henrik Petersen.

»Ifølge Grundloven har den enkelte en pligt til at forsørge sig selv og sine nærmeste. Men det, man skal være opmærksom på, er, at den pligt, der tales om her, er den generelle forsørgelsespligt. Hvorimod den pligt, Mette Frederiksen og tidligere socialminister Karen Hækkerup taler om i dag, er en pligt til en ganske bestemt adfærd i en ganske bestemt situation. Det er disciplinerende foranstaltninger, som vi ser i form af incitamenter og sanktioner. Det er altså to forskellige pligtbegreber, der opereres med. I tidernes morgen var der en absolut fælles politisk opfattelse af pligtbegrebet og dermed ikke tale om noget specielt socialdemokratisk.«

Disciplinering

I den aktuelle socialdemokratiske lingo ala Mette Frederiksen bliver synet på samfundsborgeren til en skelnen mellem dem, der kan, men ikke vil. Og de andre, som vil, men ikke kan.

»Den tanke går imidlertid tilbage til filantropien i 1900-tallet, og det pikerer mig, at man lægger sig meget tæt op ad at genindføre et gammelt skel mellem ’de værdigt’ og ’de ikke værdigt’ trængende. Præcis den skelnen man gør op med, da man indfører den moderne velfærdsstat.«

Men det velfærdsstatslige menneske har altså tabt til det økonomisk tænkende menneske, homo economicus. Deraf følger også de senere års vægt på disciplinerende foranstaltninger, en tendens som tager sin begyndelse med Nyrup, og som videreføres af både den borgerlige Fogh-regering og den nuværende.

»Det disciplinerende består i, at du som forudsætning for at kunne oppebære en form for kontantydelse, skal forpligte dig til en bestemt adfærd. Tage del i aktivering – og efter den sidste kontanthjælpsreform skal du lade dig involvere i såkaldte nyttejobs. ’Noget-for-noget’. Men det er samtidig med til – ikke mindst på grund af den hårde ret-og-pligt-retorik, man kører – at placere de mennesker, der virkelig har brug for at ligge i hængekøjen, i en skamfuld situation. Vi skammer en betydelig gruppe helt ud af samfundet.«

– Men det gør man jo for at sikre velfærdsstaten og hjælpe dem, der virkelig har brug en ydelse?

»Jeg ved ikke, hvor meget det har hjulpet. Siden den første bistandslov har man jo villet lave et system, der hjælper folk ud af deres vanskeligheder, og de forskellige mekanikker har ikke haft nogen nævneværdig effekt. Der har været en afskrækkelseseffekt, for det er sgu da hævet over enhver tvivl, at der er nogen der har fjælet sig på uretmæssig vis i hængekøjen. Men uligheden mellem dem med og dem uden arbejde vokser, og gruppen i den afhængige position gøres til underklasse.«

De vanskeligst stillede er blevet syndebukke. De er forvist fra »solidaritetscirklen«, og erstattes via S-R-SF-regeringens skattereform med den kanvasklædte arbejder. Nu er det den hårdtarbejdende befolkning, man skal være solidarisk med, ikke de vanskeligt stillede, konkluderer velfærdshistorikeren.

– Hvorfor er det så vigtigt at kunne påberåbe sig en idépolitisk arv i forhold til regeringens reformer?

»Det er selvfølgelig træls, at de borgerlige ideologiske ophavsmænd kan sige: ’Hvad sagde vi’. Der er Bjarne Corydon jo på mange måder velsignet åben, når han siger, at vi har nogle udefrakommende problemer i kraft af globalisering, løndumping osv., og at han derfor tror på konkurrencestaten – i en næsten religiøs forstand. Han forsøger ikke at stikke noget under stolen og give en ideologisk begrundelse. Det gjorde Nyrup heller ikke, da han i 90’erne erkendte problemerne med velfærdsstaten. Både Nyrup og Corydon toner i den forstand rent flag.«

Etiker til det sidste

Nu kan man så indvende, at fattige indere og polakker har fået hævet deres levestandard netop i kraft af globaliseringen. Uligheden har holdt flyttedag, og det har en pris, vi ikke kan betale os fra. Er der så ingen anden vej end at gå tilbage til almisserne og forlade tanken om den universelle velfærdsstat, fordi den i virkeligheden kun var en historisk parentes. Dengang før oliekrisen, jordskredsvalg og Fremskridtsparti i de optimistiske 60’ere?

»Det er en udbredt misforståelse blandt journalister og andet godtfolk, at vi ikke længere har en universel velfærdsstat. Men hvis man med universel mener, at vi alle er berettiget til ydelser, hvis de og de betingelser er opfyldt, så har vi lige akkurat så meget universalisme, som vi altid har haft. Jeg vil hellere tale om, at vi har flyttet os fra betingelsesløse ydelser til ydelser, der er betinget af, at du opfører dig, som vi – de pæne arbejdende mennesker – godt kan lide.«

Jørn Henrik Petersen er som nævnt socialdemokrat, men af den slags, der taler meget om velfærdsstatens etiske dimension.

Op gennem forrige århundred støttede det etiske og økonomiske argument for velfærdsstaten nemlig hinanden. Men i dag er ingen, der vil hævde, at det er et vigtigt konkurrenceparameter at have en veludviklet socialpolitik og en ikke uvæsentlig grad af ulighed, pointerer han:

»Det betyder, at det alene er etikken, der skal bære systemet, og så får systemet det svært.«

Men når velfærdsforskeren skal svare på, hvor velfærdsstaten er på vej hen, griber han stadig til etikken – efter først at have hævdet, at han, forfatter til fem bind om dens historie og et sjette, det sidste, på vej, ikke aner, hvor vi ender.

»Når man beskæftiger sig med historie, så ved man, at pendulet svinger frem og tilbage. Lige nu er der så meget nytænkning, at det er svært at se, hvor pendulet stopper. Et fromt ønske er, at man begynder at operere med et mere anerkendende menneskesyn, hvilket jo også lå til grund for den gamle bistandslovs præmisser om den enkeltes delagtighed og forståelse. Det er svært at se det realiseret, men man kan godt græde i hjertet og have hovedet et andet sted. Derfor skal man ikke nødvendigvis give hjernen ret. Man kan holde fast i en etisk dimension. Det er jo for pokker derfor, jeg er socialdemokrat.«


LÆS: ’Jeg bliver nødt til at stå på min ret til at definere, hvad der er socialdemokratisk’

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Jørn Henrik Petersen giver ikke meget for den socialdemokratiske fernis, der smøres ud over stangborgerlig fordelingspolitik

Kasper Palsnov

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

Jeg kan ikke meget andet end anbefale denne artikel, for den fører til gode diskussioner - også med mig selv. Hele tiden den rette forståelse af mennesket: Skal det have et spark bagi eller en anerkendende samtale. Hvis det er begge dele, har vi noget at lære endnu.

Det undrer mig lidt, at man kan være så indgroet socialdemokrat, som JHP tilsyneladende er. Det minder lidt for meget om en katolik, der på trods af alt ikke vil bryde med kirken eller en, der ikke vil bryde ud af et dysfunktionelt ægteskab. I stedet for en vis tomhed, kunne der jo indfinde sig en følelse af befrielse ved bruddet.

Ideologisk katastrofe - det er da noget, man må tage konsekvensen af, for rette op på partiet lader sig ikke gøre, når det styrter af sted i modsat retning i dårligt selskab med Goldman Sachs og den slags.

Brugerbillede for Bill Atkins

Krævementaliteten og dermed undergravningen af socialstaten, er et resultat af det socialdemokratiske svigt omkring opbakning til samfundets opdragende opgave i forbindelse med udbredelse af forståelsen for dette enestående succesfulde projekt - menneskeligt og nationaløkonomisk - den solidariske velfærdsfærdsstat. (hip hip hurra)

Hvorfor svigtede socialdemokratiet så deres opgave?

Det gjorde de fordi de var splittede mellem opgaven som formidler af alle de sociale tanker der rørte sig i civilsamfundet, og så deres valg af rolle i den kolde krig.

Det var simpelt hen for sizofrent, at bekæmpe de socialistiske lande militært og propagandamæssigt, og så samtidig skulle opdrage danskerne til indsigtsfulde homo socialicus. ...man valgte at lade koldkrigerne bestemme og tav omkring den opdragende og forklarende opgave ...og menneskene blev krævende.

Men det kan nås endnu, tingene hænger stadig sammen økonomisk - på med vanten.

Se den globalt helt enestående suite her:

http://da.wikipedia.org/wiki/Sociale_ydelser

Sammenlign med andre lande i margen til venstre - man bliver sgu helt stolt. (hip hip hurra)

Brugerbillede for Niels Engelsted

Kampagnen fortsætter til målet er nået. På alle fronter. I går Deadline og Ole Sohn, idag dette interview med den tvivlende socialdemokrat med det gode hjerte, i morgen noget andet. Budskabet er klart. Uden noget for noget, går det ikke. Ihvertfald ikke hvis bankerne og erhvervslivet også skal understøttes og 'markedskræfterne' forsonliggøres. Folk må give afkald, folk må betale. Den solidariske velfærdsstat med de universelle ydelser, som vi har kendt i generationer, må afvikles---eller alternativt omdefineres som Dan Jørgensen forsøgte i går i Deadline med uforståelige politikerfloskler. Og målet vil blive nået, for kampagnen ser ud til at være lige så ustoppelig som vand løber nedad og penge stiger opad. Snart vil vi være i Cepos-land.

Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

Man skal jo ikke være blind for at den politiske valgte kurs, det også er den der er med til at tage livet af de universelle velfærdsydelser og dermed solidariteten i samfundet, der er det egentlige grundlag for velfærdsstaten og ikke økonomien.

Ja der har altid været betingelser til modtagelsen af ydelser statsborgerskab, medlemsskab af A-kassen, medlem af sygekassen før staten overtog, påtage sig anvist arbejde o.s.v.

Den førte politik har så medført at disse betingelse enten ikke er holdbare længere eller må udvides kraftigt for at være det.
Denne kurs er så ikke til diskussion fordi "de syv forenede partier" er enige om den.

Og det nødvendige lovkompleks for at symptombehandle veælfærdsstaten som den syge patient, er så monstrøst at det i sig selv kun kan opleves som et overgreb af borgerne, som dermed ender med antipati imod deres egen stat og dermed imod dem selv og egne interesser.

At ændre på de sygdomsfremkaldende politikker, hvor alle handlinger foretages i henhold til alene de økonomiske overvejelser, kommer selvfølgelig ikke på tale.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Sagen er jo, at præmissen for kritikken er forkert! Det er jo ønsket om vækst, der gør, at man opfatter "noget-for-ingenting" som mislykket, for sagen er jo den, at der er flere på arbejdsmarkedet end nogensinde, mens der er et ret konstant antal på overførselsindkomst.
Hvis man skal pege på et problem, så er det, at afskaffelsen af "noget-for-ingenting" har skabt en statisme, hvor folk ikke længere veksler mellem at være i arbejde og ikke, fordi det i langt højere grad end tidligere er de samme, der forbliver i arbejde, og de samme, der forbliver på understøttelse og helt udstødte på kontanthjælp alt for hurtigt. Hvis man skal opretholde en dansk arbejdsstyrke på spring, kan man ikke melde folk ud efter blot to år.

Brugerbillede for John Fredsted

Måske er det bare mig, der er tungnem, eller har svært ved at samle mig, men jeg kan ikke rigtig fordøje den artikel. Skal jeg som førtidspensionist grundet angstlidelse (så ved I det) glæde mig over den eller ikke, føle mig ramt af den eller ikke, føle mig uværdig eller ikke?, spørger jeg mig selv.

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

Taknemmelighed er noget, der skal læres, for det er ikke medfødt. Læs lige den spalte, som Bill henviser til! Har den medført taknemmelighed? For nogle, men ikke for alle. Det var det, man regnede med i sin tid.

For nogle år siden var jeg med min søn rundt i Sydsverige. Dejlig tur, og jeg spurgte, om han var glad for den. Det var han. Da jeg så syntes, at han skulle sige tak for turen, gloede han på mig. Jeg havde ikke lært ham at sige tak for noget, mente, at det måtte komme af sig selv, så det var også en erkendelse for mig, at jeg havde taget fejl. Den slags er svært rette op på, helt svært på samfundsplanet.

Den manglende taknemmelighed findes både for oven og for neden i samfundet. Nu er det krav om skattelettelser. Når de har fået det, kommer nye krav. Skruen uden ende. Få om nogen bruger tid på at tale om, hvilken vej vi skal gå. Der er en hel del sorg i artiklen som JHP giver udtryk for. Noget med et liv spildt på illusioner. Det er vel også sådan, mange af os føler, skønne spildte kræfter, og hvor går vi så hen?

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

@John: Jeg tror at alle, der tør være ærlige over for sig selv, har det svært med artiklen. Det skinner jo også igennem, at forfatteren selv har det. Hvad er det for en redelighed, vi er havnet i? Det er jo nærmest en klientstat. Staten som patron. Problemet er, at vi bliver gjort afhængige af giveren. Et tobaksproblem?
Jeg synes, at emnet er interessant, da det berører alle, men er svært at tale om.

Brugerbillede for Bill Atkins

Socialstaten kan naturligvis ikke overleve hvis den ikke forklarer omfordelingstanken, med mere end et enkelt slogan: "Landet, hvor få har for meget og færre for lidt".

Økonomisk Socialforståelse burde være et skolefag i 9. klasse. Istedet fik vi Tine Bryld og Hanne Reintoft der uge efter uge i den bedste sendetid opdrog socialnydere for åben højtaler i at kræve ind. Ikke at jeg ikke mener der skulle være rådgivning, men jeg mener ikke det bude være serveret som en opfordring.

Niels, jeg tror ikke taknemmelighed er nok. Der skal også være en dyb indarbejdet forståelse for sammenhængene i socialstaten. En pudsig ting. Jeg har igennem fagligt arbejde mødt enkelte socialrådgivere og set dem træde ind i stillinger som velfærdsstatens velforberedte kampsoldater, og efter et par år på socialkontor, fuldstændig miste troen på mennesker. De historier om klienttyper, man fik fortalt over en øl eller to var groteske. Det er som i meget andet de få der ødelægger det for de mange.

Alle burde kunne være stolte af at leve i et samfund som det Danske - yder og nyder. Og jeg husker tendenser til stolt i min ungdom - Almen stolthed over skolebespisning og tøjhjælp til trængende elever, over vores nye Bibliotek i kvarteret, over Rigshospitalet og Panuminstituttet, osv. Men vi forsømte den systematiske målrettede samfundsforståelse i skolerne. Vi skulle jo ikke opdrages til kommunister, tvært imod.

Brugerbillede for Jesper Wendt

Den store forskel er jo netop kompleksiteten i samspillet med resten af verden, der fører en helt kontrær socialpolitik. Det vil selvfølgelig sætte de nordiske modeller under pres i fremtiden, hvis vi ikke formår at forankre det.

At det skulle være socialdemokratiets skyld, at det er faldet fra hinanden er svært at se, de resterende 60% var jo ikke præget i 70'erne.

Pligten giver kun mening, når man kan tilbyde folk det arbejde, der kan gøre deres vilkår gunstige. De opfinder selvfølgelig ikke et job, mens de ligger med nålen i armen i Istedgade, det ved de fleste vist. Så staten er ude i grundlovsbrud, længere er den jo ikke.

Uden Keynes er S færdige, det er slet ikke til diskussion.

Brugerbillede for Ib Christensen

Er der andre der kan huske "pædagogisk korrekt" begrebet?

Jeg husker stadig som barn, at jeg sad og ventede på næste afsnit af Barbapapa. Men i stedet tonede der en besked frem om at Barbapapa var aflyst da det ikke var pædagogisk korrekt.
For dem der ikke kender programmet, var det en tegnefilms serie om 2 menneske børn, der havde nogle underlige væsner som venner. Disse venner havde alle forskellige egenskaber, og serien handlede om hvordan de i fællesskab og ved at kombinerer de forskellige egenskaber kunne løse opgaver eller problemer ved at samarbejde. Så vidt jeg da husker.

I stedet for ville man heller lade mig side og se på en selvoptaget netto farvet egoistisk bamse.
Ofte kunne man også høre pædagoger lovprise, at "det er så sundt for VORES børn at gøre dem til individualister".
Så sendt som i dag hørte jeg, i radioen på arbejde, at pædagoger fortæller de finder det håbløst at undervise store klasser fuld af individualister der ikke vil samarbejde.
Jeg kender til flere unge mennesker, der ikke har gidet skolen, og har forældrene forsøgt at opdrage dem, er de rendt til kommunens social rådgivere og klaget over at blive slæbt ved armen op på deres værelse, når de har ignoreret husarrest, eller påstået de blev slået.
I et tilfælde startede social rådgiveren ud med at mistænke forældrene for incest, siden barnet var vanskelig.

Det er aldrig lykkes mig at finde en pædagog der kunne forklare mig, hvad det er de mener der er så sundt ved at sørge for, at folk vokser op som egoister, for så at skulle leve som en egoist omgivet af egoister.
Men i en konkurrence stat vil det altid være nemmer at udnytte den enlige egoist, end udnytte fællesskabet med sammenhold.

Af min onkel, en erklæret venstre mand, er jeg blevet belært at "hvis man ikke tager hvad man kan få, så er man da også for dum". Og er det ikke netop fra den side i salen, vi især bliver belært om privatiseringens lyksaligheder.
Det er noget skidt at have pampere siddende med fingrene i offentlige finanser, men jeg mener dog at det er bedrer at have dem et sted vi har adgang og mulighed for at finde dem, end det er at skifte dem ud med private pampere, der kan skjule sig hvor offentligheden ikke må kigge med. Og lever efter devisen "hvis du ikke tager hvad du kan få, så er du da for dum "
Ofte høre man ting forklaret/forsvaret med "de kloge narrer de mindre kloge". For mig er folk der aktivt søger at bedrage, svindle, røvrende eller narre andre mennesker ikke at regne for kloge. For mig er de at anse som uærlige og kriminelle.

Partifarve, hudfarve eller religion har aldrig været et afgørende faktum, for om der fandtes et røvhul!

Brugerbillede for John Fredsted

For nogle år siden så jeg en udsendelse med titlen "Farvel til et godt liv" om en ældre, men sund og rask kvinde, der ønskede at tage sit liv. Man fik indblik i hendes overvejelser, og man fulgte hende i hendes forberedelser, herunder samtaler med en læge med henblik på valg af medicin. Og hun førte beslutningen igennem (dog ikke for åben skærm).

Lægen fortalte efterfølgende, at forargelsen hos andre mennesker havde været stor. Hvordan kunne et sundt og rask menneske, der tilmed havde haft et godt liv (heraf udsendelsens titel), finde på at tage sit eget liv?, spurgte de vel sig selv. Men hvorfor forargelse, og ikke bare (neutral) overraskelse?

Alt dette for at knytte an til konkurrencestaten: Ville den mon tillade mig på apoteket at erhverve mig for eksempel et glas pentobarbital (noget man slår heste ned med), hvis indhold jeg kunne benytte mig af, når/hvis jeg en aften - sjæleligt udmattet - på den kraftigst tænkelige måde måtte ønske at underkende at skulle leve i en verden, hvor man ikke kan undgå at skulle tabe, hvis man ikke ønsker at vinde? Eller ville en sådan stat forarget nægte mig det?

Brugerbillede for Helle Abel

Frederick Douglass skrev følgende “wherever men oppress their fellows, wherever they enslave them, they will endeavor to find the needed apology for such enslavement and oppression in the character of the people oppressed and enslaved.”
For kort tid siden hørte og så vi i pressen, en mobiloptagelse af en plejemor, råbe og skrige ret så uhæmmet af sit plejebarn. Hændelsen fik ingen konsekvenser for plejemoren. Hvilket efterlader en med den tanke, at man fra tilsynsmyndighedernes side må synes, at det er ok og hensigtsmæssigt at råbe og skrige af børn .. eller? Gælder det også i dine og mine børns børnehaver? Ville en pædagog som blev filmet i samme situation, kunne fortsætte ufortrødent i sit virke? Hvis ikke, må rationalet være et andet. Måske at plejebørn er en anden slags børn end andre? Og at det derfor er nødvendigt at råbe og skrige ad den slags børn, så de ikke "fjæler sig uretmæssigt i hængekøjen". Ovenstående indlæg af jHP synes at være faldet i den "samme fejlslutning". Trist. Der er forskel på sympati og empati.

Brugerbillede for Curt Sørensen

Til Niels Engelsted,

Du har fuldkommen ret. Hver dag sit lille giftdryp for at underminere de sidste rester af solidarisk samfundspolitik og cementere den kapitalisme og neoliberalisme der i forvejen står så uhyre stærkt og som herhjemme politisk får tilslutning fra LA, V,K og RV i den ene ende til S og SF i den anden, fra samtlige medier og hele banden af kommentatorer og professionelle 'debattører', det store erhvervsliv, LO , og 'økonomerne ' ikke at forglemme. Selv i folkeskolen indterpes eleverne i dag i betydningen af 'entrepreneurskab' og 'innovation' og opmuntres til konkurrence og bralrende selvfremføring og på universiteterne er det det styrende mantra. Hele vores civilisation er efterhånden gennemsyret af egoisme, selvfremføring , praleri og elitedyrkelse.

Den engelske historiker Eric Hobsbawm stillede på et tidspunkt det selvindlysende spørgsmål: Hvordan kan det i grunden være, at samfund der er så meget rigere end de var for 20 år siden i dag pludselig ikke har 'råd til' det samme velfærdsniveau som den gang? Den ydmyge underkastelse under kapitalismens uendelige akkumulations behov og 'konkurrencestaten' som vi oplever fra New York til Peking, fra Moskva til Rio, fra Tuhle til Dubai, burde ellers være en kritik værd. Aldrig har samfundet været så totalitært ensrettet som i dag. Herbert Marcuse var med sin tese om 'det eendimensionale samfund' langt forud for sin tid. Det er vore medier og ideologer sandelig ikke.

Dog undrer det en at det selvproklamerede uafhængige 'Information' gennem en serie af artikler og indlæg så tydeligt sjosker med i den store flok af tidens magthavere og missionærer.

Brugerbillede for Lilli Wendt

Det var ikke velfærdsstatens skyld, at finanskrisen startede. Liberaliseringen af de finansielle værktøjer var desværre mere end hvad visse svage sjæle i finansverdenen kunne klare, og dermed gik det galt. På samme måde med velfærdsstaten, hvor nogle svage sjæle ødelægger den bagvedliggende ide. Hvis der bor 4 kriminelle i en bebyggelse på 2000 mennesker, er resten så også kriminelle...? Hvis en virksomhedsejer bruger skattely, gør alle virksomhedsejere så det samme?

Skal vi gå ud fra at alle bankrådgivere og alle bankchefer er nogle mafioso-personer, der blot malker kassen uden at skel til kundens ve og vel? Skal vi gå ud fra at enhver syg eller fattig person blot er ude på at score kassen fra de hårdtarbejdende? Hvis en virksomhed flytter til Kina, er det så fordi den er ond og vil score kassen? Hvis en arbejdsløs vægrer sig mod at samle hundelorte op efter mere end 30 års skattebetalinger, er han så doven? Er det fair at man efter et langt arbejdsliv med ditto skattebetalinger med en rygskade skal have frataget hele sit eksistensgrundlag fordi man ikke kan tabe sig? Er det OK at transportudgifter er så lave, at det kan svare sig at fragte varer om på den anden side af jordkloden for at spare penge på arbejdskraft?

Vi er på vej mod et samfund med A og B hold, hvor almindelig anstændighed er en by i Siberien, og hvor du på "godt amerikansk" kan blive ruineret af arbejdsløshed eller sygdom. Er det virkelig det vi vil?

Fejlen i 1970'erne var, at man ikke delte det arbejde der var, så alle fik gavn af mere fritid og alle fik mulighed for at få et anstændigt arbejde med en anstændig løn.

Teknologien raser derudad - der er ikke længere jobs nok - End of Story! Vi kan vælge at dele det arbejde der er, således at alle går lidt ned i tid, bliver mindre stressede og får mere tid til ungerne og de gamle, samt tid til efteruddannelse. Det vil give værdighed og glæder, og skabe plads til innovation og forebygge sygdomme.

Vi kan også vælge den løsning, som regeringen har valgt: Lukke kasse, og tvangsarbejde til usle lønninger uden rettigheder til B-holdet (de uheldige arbejdsløse og syge) og stress og jag til A-holdet (de heldige i arbejde). Det vil give social ustabilitet, en kurs mod deflation, angst og usikkerhed i hele befolkningen.

Det er som om at 40 timers ugen er hellig og ukrænkelig og indstiftet af Vorherre, og politikerne er så indsyltet i gamle tankeformer, at de hverken kan se eller høre, hvad fremtiden bringer.

Mange af de jobs, der venter forude, kender vi ikke endnu. Vi kender heller ikke de kompetencer, der vil være nødvendige.

Hvis "du" som borger ønsker dig et godt liv med sundhed, spændende arbejde, status, godt omdømme og god økonomi. Et liv, hvor du får lov at bruge dine evner og bliver respekteret for den indsats du gør. Hvorfor tror "du" så, at de uheldige arbejdsløse og syge er anderledes skabt?

Brugerbillede for Mads Kjærgård

"Pligten giver kun mening, når man kan tilbyde folk det arbejde"

Lige præcis, hvis du ikke kan finde et job, hvad så, det fremlægges jo som om, at der er frit valg!
Men du kan jo ikke tvinge nogen til at ansætte dig og der er ikke noget i sol og måne, der tyder på at vi nogen sinde får fuld beskæftigelse igen!

"på den kraftigst tænkelige måde måtte ønske at underkende at skulle leve i en verden, hvor man ikke kan undgå at skulle tabe, hvis man ikke ønsker at vinde?"

Smukt formuleret!

Brugerbillede for Per  Juul

I lig med andre, så er jeg også lidt i tvivl om, hvordan jeg har det efter at have læst artiklen. Der er så mange diskussioner og emner, som bliver berørt.

Simon-larsen: Jeg er dog delvist uenig med dig om taknemmelighed. Jeg synes det er forkert, når vi forlanger mennesker, der lever af sociale ydelser, at de skal være dybt taknemmelige. Og de skal helst vise det højt og tydeligt. At kunne give uden at forvente at få noget igen, er for mig den største menneskelig bedrift. Ved at FORLANGE taknemmelighed, så undergraver man hele den smukke ide om at give, og i samme øjeblik underlægger modtager en dominans. At give en gave er også et udtryk for magt og social hierarki!
Er dog enig i, at værdsætte og være taknemmelig for livet og hinanden er en yderst vigtig menneskelig kvalitet.

Jeg undrer mig meget over, hvorfor vores syn på hele beskæftigelsespolitikken er så konservativ og ufrugtbar. Nu har man prøvet og prøvet det samme igen og igen, og man bliver tilsyneladende ved. Hvad er effekterne af de 30-40 milliarder, som vi egentlig læsser over i aktiveringsystemet hvert år egentlig? Ville folk finde de fleste job uden den "hjælp". Ligeledes, Hvorfor ikke prøve at nytænke hele aktiverings systemet og vores syn på ledighed. Kunne man forestille sig et samfund og arbejdsmarked, hvor kortere tids ledighed var normalt, sundt og værdsat.
Et eksempel: Jeg læste et nytænkende forslag om, at man kunne ændre kontrakten mellem arbejder, virksomhed og dagpengesystemet. De fleste kontrakter mellem "arbejder" og virksomheder indeholder længere opsigelsesvarsler, som ofte er meget dyre for virksomheder og ufleksible. Istedet så nedsæt denne opsigelseperiode, og samtidig sørge for at virksomheder under ansættelsen, betaler afdrag til en uddannelses/opkvalificerings bank, så det var muligt for ledige, at få kompetent opkvalificering og uddannelse MENS de var på dagpenge. Tænk hvis fyrede sygeplejersker, pædagoger kunne bruge 1-2 år på uddannelse og opkvalificering i krisetider. Det vil jo kvalitetssikre arbejdsstyrken, modvirke stigmatisering af ledighed og skabe et fleksibelt arbejdmarked.

Det var bare én lille spændende kreativ ide, og der findes bestemt mange, mange flere. Så forstår simpelthen ikke, hvorfor politikere bliver ved med at dreje på de samme støvede knapper. frem og tilbage, frem og tilbage. ret og pligt, pligt og ret.. Kedeligt!

Brugerbillede for Geert Larsen

Bill Atkins postulerer at Hanne Reintoft 'uge efter uge i den bedste sendetid opdrog socialnydere for åben højtaler i at kræve ind.'
I den forbindelse vil jeg gerne minde Hr Atkins om at navnet på radio-programmet hvori
hun angiveligt opdrog socialsnydere for åben højtaler var :
'Hvad er min ret og hvad er min pligt' !!
Og jeg husker altså mere end et tilfælde hvor folk der havde gjort deres pligt blev nægtet deres ret af kasse-tænkende kommuner . Altså indtil den ansvarlige Borgmester havde fået læst teksten af Hanne Reintoft ..

Det gik galt for velfærds-samfundet da alle dem der selv har råd OGSÅ skulle have fingrene i kage-dåsen - Betal for jeres daginstitutioner selv eller endnu bedre :
PAS JERES UNGER SELV !

Brugerbillede for Torsten Jacobsen

@John Fredsted:

Du skriver:
Måske er det bare mig, der er tungnem, eller har svært ved at samle mig, men jeg kan ikke rigtig fordøje den artikel. Skal jeg som førtidspensionist grundet angstlidelse (så ved I det) glæde mig over den eller ikke, føle mig ramt af den eller ikke, føle mig uværdig eller ikke?, spørger jeg mig selv.

Jeg tror ikke det her kan siges tydeligt nok:

Du (eller nogen andre, for den sags skyld) skal ikke føle sig uværdig(e)! Hverken på grund af den her artikel, eller af nogen anden grund. Punktum!

Når mennesket mister sin værdighed (eller troen på andres værdighed), mister det troen på noget der er større end det selv, noget der rækker ud over mennesket selv. Det er en uudholdelig og bogstaveligt talt livsfarlig (eller morderisk) tilstand.

Læs noget Viktor Frankl eller Albert Camus, hvis du interesserer dig for mening eller menneskelig værdighed. Det er sjældent emner som fylder det store i mediestrømmen.

Brugerbillede for Filo Butcher

Når man beskæftiger sig med historie, så ved man, at pendulet svinger frem og tilbage. Lige nu er der så meget nytænkning, at det er svært at se, hvor pendulet stopper.

Ja, helt enig med pendulet.

Men nytænkning?
Hvilken nytænkning?

Det liberalistiske morads, med "konkurrencestat" og det hele, er sur mælk med dato-forfalskede etiketter, ikke nytænkning.

Brugerbillede for Mads Kjærgård

Hvad nu hvis samfundsudviklingen er sådan, at der bare ikke er nok arbejde til alle heller ikke selvom du uddanner dig! Lige i øjeblikket så slås folk jo om selv løntilskudsjob, det er ikke så længe siden, jeg blev opfordret til at søge et sådant, som kommunikationskonsulent! Yes det er rigtigt, der var tale om 125 % "du er på" og du har helst en masse års erfaring, og kan skrive, holde foredrag, lave en intern kommunikation, vedligeholde hjemmeside, skrive tekster til samme, sparre med ledelsen etc. etc. job, og der var langt over 100 ansøgere! Jeg tænker bare, det viser da noget om, hvordan det står til på arbejdsmarkedet eller?

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Man opnår ikke 'samfundsudvikling' ved at forsøge at forme abstraktionen 'samfundet'. Samfundet er dets medlemmer, og i modsætning til 'samfundet' er dets medlemmer konkrete.

Hvordan opdrager man en mand (uafhængigt af vedkommendes alder og kønnthed) til at ville være menneske, god og i tilgift med vilje til at gøre sig til nyttig samfundsborger? Et såkaldt 'godt spørgsmål'...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Jeg forstår ikke dem på tråden her, der påstår at socialstaten med dens omfordeling af samfundsskabte værdier er under opløsning. Jeg ser allerhøjest et pres fra politikere, der for at have et politisk projekt at byde ind med, appellerer til grådigheden ved at love faldende topskat.

Hvis vi bevarer hovedet koldt og ikke danser med på konkurrencestatens krav opsplitning af befolkningen i økonomisk overskuds- og underskudsgivende mennesker, så er Danmark stadig et super godt brand for social fordeling som et svar på liberalisternes konkurrencestat.

Ole Birks, LA , eneste argument mod den politik der føres er at Danmark over de seneste 30 år er gledet fra en 5. plads til en 14. plads på listen over verdens rigeste lande. Fakta er jo at det går super for dansk økonomi - de efterladte fra det grådige tyveri og eksport af danske arbejdspladser til lavtlønsområder uden faglig organisering er ved at komme i arbejde igen. Danske arbejdere 80% af befolkningen har altid formået at indstille sig på tysk og svensk industris efterspørgsel. Lad da så bare nogen blive rigere end os - bare vi har det godt.

Hold hovedet koldt og tilbyd enhver der kan og vil, et arbejde - det er dansk råstof.

Brugerbillede for Søren Kristensen

Sjovt Niels-Simon Larsen, at du nævner tobakken. Jeg ser Mad Men for tiden og har i den forbindelse taget rygningen op, efter femogtyve år med en blankpudset glorie. Bare en enkelt om dagen, det er jo ikke godt for lungerne, men rart at have noget at se frem til. Spørgsmålet om jeg bliver afhængig, fordi jeg ryger en enkelt om dagen, har meldt sig ligesom spørgsmålet om hvad der er mest afhængighedsskabende, tobak eller arbejde? Det er nogle af de spørgsmål Mad Men har givet anledning til. I serien diskutteres tobaksindustriens forvaltning af fakta og det er så der jeg fuldstændig konspiratorisk og måske influeret af tobaksrusen er kommet på den tanke: hvad om det i virkeligheden var tilfældet, at selve afhængighedsbegrebet var skabt og udbredt af industrien selv: altså at man så at sige fremelsker fortællingen om de vanedannende cigaretter (for nu at tage dem) udelukkende for at få forbrugerne til at købe endnu flere) Var det mon ikke et kom(plot)? Uden afhængighed var der jo stort set ingen indtjening. Osv. og hvad hvis noget lignende var tilfældet med arbejde, altså at det i virkeligheden heller ikke er nær så vigtigt for nationens overlevelse som Mette Frederiksen vil have os til at tro? Det kunne jo være (om ikke andet så teoretisk) at både smøger og arbejde er noget der sagten kan nydes i afmålte doser alt efter behov (subjektive såvel som objektive). Er det tilfældet, så har vi indrettet os fuldstændig forkert med 37 timer til alle. Man kunne jo lade det komme an på en prøve. Lige nu prøver jeg med smøgerne hvor lidt jeg egentlig kan klare mig med, uden helt at give op for det er rart at ryge og det går fint med enkelt om dagen. Lidt lige som det også er rart at gå på arbejde, bare det ikke bliver for meget. En smøg om dagen har jeg røget gennem flere måneder og det har været fuldt ud tilfredsstillende, kombineret med en ugentlig arbejdstid på 25 timer. Det sidste er måske lige i overkanten, men nu er arbejde jo i de fleste tilfælde noget man gør samme med andre og så må man være lidt fleksibel og indrette sig. Med smøgerne kan man jo selv bestemme farten, i hver fald i fritiden og især hvis man bor alene.

Brugerbillede for Filo Butcher

Jørn Henrik Petersen har jo fuldstændig ret i at grådigheden har ødelagt velfærdsstaten. Men han placerer grådigheden det forkerte sted.

Det er hverken fattig-Carina, fp'ere som John Fredsted eller fleksjobbere som mig selv hvor grådigheden kommer fra. Ej heller de stakkels desorienterede unger som ikke kan finde ud af hvad de mon kan stille op med deres liv når hverken deres forældre eller de institutioner der har haft ansvaret for deres opdragelse er i stand til at give dem et praj. Ej heller posedamerne og bajere -filosoferne ned ved kiosken. Hvis grådighed kan det så være?

Det må være her og fru Jensens leflen efter stadig stigende friværdi, HK'erens konstante frygt for at være underbetalt, direktørens krav for stadig højere bonus, MF'erens ønske om højere vederlag og pension, Djøf'erens ønske om en løn der svarer hendes kvalifikationer, og en global finansindustri der er gået i selvsving og vil tjene milliarder ud af ingenting. ikke kun for dens kunder, men også for dem selv.

Det er fandeme hr. og fru hårdtarbejdende middelklasse der aldrig kan få nok og er parat til at ofre moral, etik, samfundets svageste og endda hele planetens fysiske overlevelse på grådighedens alter.

Jørn Hendrik Petersen fatter det heller ikke, at det ikke er velfærdssamfundets modtagere der er det store problem, men alle de andre, de, som han selv, som velfærdsstaten er afhængig af, som er de grådige og ikke vil være solidariske fordi de simpelt hen ikke kan få nok og mener de har et medfødt krav på at leve i stadig voksende luksus. Der er simpelt hen et kæmpe afgrund mellem det en folkepensionist har råd til og den standard som hr. professor betragter som passende og en selvfølge for ham selv og hans lige. De folk er slet ikke bevidst over hvilken luksustilværelse de fører og fatter simpelt hen ikke en skid af hvordan livet er for en der skal leve af de ak så grandiose og generøse sociale ydelser.

Ikke at jeg er utilfreds eller utaknemmelig for min fleksjob status, og i modsætning til de mange pæne, hårdtarbejdende medborgere er jeg faktisk tilfreds med hvad jeg har at leve for, det har min sygdom tvunget mig til at acceptere.

Men at jeg, efter jeg er blevet ydmyget, trådt på, mistænkeliggjort og løjet for af et system der er designet til at skelne de "værdige fra de uværdige", en proces der for mit vedkommende har taget 5 år, også skal høre på at det skulle være min og mine lidelsesfællers grådighed der er årsag til velfærdsstatens opløsning, det er fandeme for meget!

Brugerbillede for Bill Atkins

Filo, jeg anbefaler din kommentar 16:08 med den tilføjelse at løntilbageholdenheden udmøntes i erhvervsstøttefonde med det formål at skabe folkets medejerskab i landets virksomheder.

Der er jo meget få instrumenter til at sikre værdiernes omfordeling: beskatning og overenskomstindgåelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg

Bill Atkins:
"Økonomisk Socialforståelse burde være et skolefag i 9. klasse. Istedet fik vi Tine Bryld og Hanne Reintoft der uge efter uge i den bedste sendetid opdrog socialnydere for åben højtaler i at kræve ind. Ikke at jeg ikke mener der skulle være rådgivning, men jeg mener ikke det bude være serveret som en opfordring."
Hva´er nu dét ? Skulle der være tale om et enten eller; Bryld og Reintoft underviste mennesker i en vanskelig situation, i deres rettigheder - dvs, Bryld var mest til ungdommen, der jo ingen rigtige rettigheder har, men som måtte ha´en myndig hånd i deres oprør.
Men jo, en bedre socialforståelse, økonomisk og kulturel, skulle indskærpes undervisningen - som en naturlig forlængelse af det sammenrend af socialklasser der, idet mindste ideelt, opstår ved skolestart.

Og artiklen:
"Jørn Henrik Petersen er som nævnt socialdemokrat, men af den slags, der taler meget om velfærdsstatens etiske dimension.

Op gennem forrige århundred støttede det etiske og økonomiske argument for velfærdsstaten nemlig hinanden. Men i dag er ingen, der vil hævde, at det er et vigtigt konkurrenceparameter at have en veludviklet socialpolitik og en ikke uvæsentlig grad af ulighed, pointerer han:
»Det betyder, at det alene er etikken, der skal bære systemet, og så får systemet det svært.«

Men når velfærdsforskeren skal svare på, hvor velfærdsstaten er på vej hen, griber han stadig til etikken – efter først at have hævdet, at han, forfatter til fem bind om dens historie og et sjette, det sidste, på vej, ikke aner, hvor vi ender."

Gennem al forvirring der synes at præge citatet forekommer det mig, det økonomiske spor må tages op i en anden belysning end den socialdemokratiske - etikken skulle vel være nogenlunde klar.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Espen Bøgh

Vist favnes der i artiklen om velfærdsstaten og den almene ydmygelse overfor dette ideal, men alligevel er det som om at det vedtagne dogme er, at disciplineringen skal forgå nedad vendt mod kanvasfolket, - det er kun dem der skal yde alene i samfundet som den samfundsnorm.

Det var dog ikke kanvasfolket der udløste finanskrisen, ej heller var det kanvasfolket der flyttede produktionen til Asien fordi man ikke ville samfundet Danmark.

Derimod betalte kanvasfolket for finanskrisen med bankpakker(5 gange 100 mia.) fra statskassen til de finansielle institutioner udskrevet af en regering som selv deltog lovændringer der muliggjorde den danske del af finanskrisen.

Tiden tand er, at kanvasfolket skal modtage de "almisser" af arbejdsmuligheder som kapitalen lader blive i Danmark, og så skal de endog være glade tillige, og ikke brokke sig med en misforstået krævementalitet, som koster statskassen mia., - men samtidig se hvordan statskassen står åben for krævementaliteten fra kapitalens virksomheder og finansielle institutioner.

Ensidigheden er vist til at få øje på omkring disciplineringen, der helt klart sker oppefra og ned som en uafvendelig norm der ikke må anfægtes.

Kanvasfolkets rettighed til gratisarbejde på linje med hvad der er almindeligt i Amerika, som den vej samfundet bevæger sig politisk i såvel S, SF og R er ganske tydelig.

Regeringen kræver noget for noget som disciplinering af kanvasfolket, - men så heller ingen andre steder i samfundet, her gælder markedsmekanismerne og det frie marked, - uanset om de så æder stater op og vil have dem erstattet med deres egne regler overalt for alle.

- De regler kan man så tænke sig til retfærdigheden af, og om den bliver delt eller udelt, og til fordel for hvem?

Brugerbillede for Bill Atkins

skulle slå de to sammen, Tine og Hanne, men jeg havde egentlig ikke tænkt mig at give dem skylden for, at fokus var blevet rettet mod nyder-rollen. Min menig var at give udtryk for, at der i højere grad skulle have været udsendelser om sammenhængene i samfundet. Min fokus på Tine og Hannes rolle kom nok af, at socialrådgiverne, jeg også skriver om, faktisk bande de to's udsendelsesrækker væk - Tines, 'Tværs', langt mere end Hannes, 'Hvad er min ret - hvad er min pligt'.

Mit budskab er - helt kort - at samfundets informationspligt blev svigtet... efter min mening fordi socialdemokraterne ikke indirekte ville kritisere den amerikanske samfundsmodel.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Laurids Hedaa

I mit barndomshjem blev det opfattet som noget skamfuldt at bede om (eller modtage) ydelser fra "det offentlige." Det var en ganske udbredt opfattelse i mit nærmiljø, og har vel fulgt mig hele livet. Gad vide om den etik er helt forsvundet ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Engelsted

Heinrich:
Man opnår ikke 'samfundsudvikling' ved at forsøge at forme abstraktionen 'samfundet'. Samfundet er dets medlemmer, og i modsætning til 'samfundet' er dets medlemmer konkrete.

Ja. det er lige så sandt som organismen består af dens celler og i modsætning til 'organismen' er cellerne konkrete.

Og lige så sandt som molekylet består af sine atomer og i modsætning til 'molekylet' er atomer konkrete.

Og lige så sandt som atomet består af sine protoner, neutroner og elektroner og i modsætning til 'atomet' er protoner, neutroner og elektroner konkrete.

Brugerbillede for Ib Christensen

Jeg vil mene at hjemme hos os var vi stolte over at bidrage, og satte en ære i at klare os selv.

Æren har jeg i behold, men det kniber en del med stoltheden, når jeg ser hvordan manipulation, våben, kontrol og de som skummer fløden af de værdiskabendes indsats altid prioriteres først og uden tøven. Mens ethvert ønske om borgernes bedste helts skal diskuteres/ignoreres ud i forglemmelse.

De egentlige nasse røve, i mine øjne, er de nepotisme ansatte ledere og mellemleder der sidder i diverse private såvel som offentlige højtlønnede stillinger. De sidder og skummer fløden af deres værdiskabende medmennesker uden at have de fornødne kvalifikationer eller evner til at fortjene det. Og ofte er konsekvensen, at de får "blinde" medarbejdere, for det er ikke nemt at være den enøjede konge i de blindes rige, hvis man så ansætter folk med fuldt syn.
Deres manglende evner medvirker så at planlægning og indsigt i flere led fejler, med forringelse af konkurrenceevnen.
Dårlig planlægning og manglende indsigt i funktioner giver spild af tid. Tid som er dyr her i Danmark, og så er det jo tydeligt at det er indianerne der er problemet, for det er dem der skal bruge mere tid for, at kompenserer for de halve beslutninger de enøjede konger træffer.
Det ses tydeligt i regnearket at indianerne er alt for dyre. Og regneark er alt hvad kongerne magter at se. At virksomhedsejeren får en bestyrelsespost i banken, når han ansætter Maude Varnæs, eller borgmesteren for sin egen Joseph Goebbels når den lokale avisredaktørs ægtefælle får tildelt en skatteyder betalt lederstilling, taber alle på undtagen de to nævnte pampere.

Brugerbillede for Henrik Klausen

Stupid artikel. Som andre her allerede har påpeget, er det ikke velfærdsstatens skyld, at økonomien går så dårligt i øjeblikket, men tværtimod finanskapitalismens. JHP er enten dum, uvidende eller medskyldig i den store historieforfalskning, som højrefløjen i øjeblikket bedriver om årsagerne til økonomiens trængsler.

Det ville klæde Information ikke at bidrage til denne store løgn, men avisen har jo en målsætning i sin resultatkontrakt om at være kontrær og anderledes...

Brugerbillede for Miguel Tuells

Meget interessant artikel og meget fine oververjelser der foelger med af andre debattoerer. Velfaerdsforskeren indser at det ike er holdbart at etablere sociale ydelser som rettigheder uden modpart (pligter), men som socialdemokrat virker dette usympatisk for ham, og hen er derfor splittet.
Filo mener at graadigheden der har undermineret systemet er ikke modtagernes, men et andet sted hen, hos Hr. og Fru Jensen.
Jeg synes at man paa alle tidspunkter skal huske at ydelserne betales af de skatter der -tvangsmaessigt- inddrages, og det vil i praksis sige at de betales af den brede middelklasse, altsaa netop Hr. og Fru Jensen.
Det er mig klart at social retfaerdighed kan ikke efterlades til Hr. og Fru Jensens charity eller frivillig velgoerenhed, men der er heller ingen retfaerdighed i at tvinge dem til at betale og derefter til at holde kaeft (hvis de klager er de graadige egoister).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Jeg tror at man dengang glemte, hvad mennesker basalt set er - vores natur.
I stedet konstruerede man en velfærdsidé ud fra, hvordan, man mente, vi burde være.
Det har nu virket i 50 år - to menneskealdre - og ingen kan undre sig over den ændring, der er sket af folkekarakteren efter års massive påvirkning.
Voksne borgere fra tiden før ville tro at en kollektiv sindssyge havde angrebet os, hvis de dumpede ned her i dag.
Der kunne anlægges en sag ved menneskeretsdomstolen mod socialdemokratismens fædre, mødre og medløbere for ødelæggelse af den danske folkekarakter og for at nære grådigheden - en af de 7 dødssynder.
Bevisførelsen skulle baseres på en beskrivelse af nutiden.
En af vidnerne skulle være professor Jørn Henrik Petersen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg

Bill Atkins:
Ja, men uha da, oplysning om sammenhænge ville nok også snart være blevet udråbt som pur og skadelig venstreorienterethed, af Erhard.
Så man forstår da S hér:
"Mit budskab er - helt kort - at samfundets informationspligt blev svigtet... efter min mening fordi socialdemokraterne ikke indirekte ville kritisere den amerikanske samfundsmodel."

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kjeld Hansen

Velfærdsstaten – en ideologisk katastrofe...

Forklar mig så lige, hvorfor Danmark og resten af velfærdsstat region Norden hører til blandt de absolut rigeste lande i denne her verden?

- Min påstand er, at det netop er pga. af velfærdsstaten, som giver mulighed for at få det bedste frem i hvert enkelt individ - Ingen bliver ladt tilovers.

Sider