Læsetid: 10 min.

Velfærdsstaten – en ideologisk katastrofe

Han knuselsker velfærdsstaten, men har for længst forstået, at den har medfødte, dødelige skavanker. Det har Mette Frederiksen også. Men hun skal dælme ikke forsøge at holde liv i patienten med idéhistorisk forfalskning og udskamning af de vanskeligst stillede. Interview med velfærdshistorikeren Jørn Henrik Petersen
7. februar 2014

En desillusioneret velfærdsaficionado skriver i en ny bog: Udbygningen af velfærdsstatens systemer i 1970’erne var »galmandsværk«, og velfærdsstaten er ved at »gå under«. Alt imens må man »rystende« erkende, at »menneskets grådighed« har spændt ben for velfærdsstatens idealforestilling om det hæderlige menneske, der betaler til fællesskabet uden at kræve for meget igen.

Ordene er ikke professor dr. phil., 40-års-jubilerende og bogaktuelle Jørn Henrik Petersens. Men det kunne de have været, for han mener stort set det samme, hvad angår velfærdsstatens sammenbrud under vægten af danskernes velfærdsforstoppelse.

Ordene stammer derimod fra Henrik Christoffersen, forskningsleder i CEPOS og central medarbejder i Kommunernes Landsforening i 1970’erne. De blev gengivet i et interview med Weekendavisen i sidste uge i forbindelse med udgivelsen af Christoffersens nye bog Den mindst ringe – Om demokratiet i velfærdsstaten.

Jørn Henrik Petersen siger, at han »jo er socialdemokrat«. Derfor tror han stadig på den smukke tanke. Velfærdsingeniøren Henrik Christoffersen var troende, dengang han befandt sig i visionernes velfærdsværksted i 1970’erne.

»Da jeg kom til Kommunernes Landsforening i 1973, var det lige efter kommunalreformen, vi følte jo, at vi kunne gå på vandet. Vi følte virkelig, at vi skabte det gode samfund. Det nærmede sig beruselse,« som han formulerer det i Weekendavisen.

Hvordan hænger det nu sammen? Begge har de knuselsket visionen om den moderne velfærdsstats adskillelse af pligter og rettigheder. Afkoblingen af det, man betalte ind fra det, man fik ud. ’Noget-for-ingenting’. Henrik Christoffersen – oprindeligt socialdemokrat af sindelag, må man forstå på hans nølende udtalelser. Nu landflygtig i CEPOS. Jørn Henrik Petersen – stadigt troende, når det gælder velfærdsstaten trods syndefaldet. Og hidsigt afvisende over for dens efterfølger, konkurrencestaten, som finansminister Bjarne Corydon med fascinerede kamikazeærlighed i stedet nu har placeret på det socialdemokratiske husalter.

»Jeg er dybt splittet og balkaniseret i hovedet. På den ene side synes jeg, at den klassiske velfærdsstat med de betingelsesløse ydelser er et meget smukt etisk og moralsk ideal. På den anden side har den klassiske velfærdsstat fra sin tidlige begyndelse haft en indbygget spænding forstået på den måde, at den kræver af os som mennesker, at vi er generøse, mådeholdne og parate til at udbyde den arbejdskraft, der er nødvendig for at finansiere velfærdsstaten. Det ideal kunne vi ikke honorere. Resultatet er en ideologisk katastrofe, fordi vi ikke havde den fornødne rygrad,« siger Jørn Henrik Petersen.

De skuffede

Rækken af skuffede velfærdstilhængere hos Socialdemokraterne er lang begyndende med Jørgen Dich, som i 1973 udgav bogen Den herskende klasse. Det kan man forvisse sig om ved at læse Jørn Henrik Petersens to nye udgivelser: Dansk Velfærdshistorie, bind 5 og debatbogen Pligt og Ret – Ret og Pligt. I den sidstnævnte lægger Jørn Henrik Petersen imidlertid selv for. Han gengiver tre kronikker forfattet af ham selv som opbakning til den daværende socialdemokrat Karen Jespersen. Hun var socialminister op gennem 90’erne og ideologisk indpisker i opgøret med »krævementaliteten«, som den var blevet italesat op gennem 80’erne.

»Pointen med at gengive de tre kronikker og mine tolkninger af Karen Jespersen er at vedstå, at jeg dengang så fraværet af en kobling mellem ydelse og modydelse som et kernepunkt i velfærdsstatens legitimitetskrise, at jeg argumenterede for ’noget-for-noget’-ideen (i modsætning til princippet i den klassiske velfærdsstat, som Petersen benævner ’noget-for-ingenting’, red.), og at jeg endosserede tanken om ’pligt-og-ret’. Måske havde mine argumenter en virkning på det, der skete, og på det, der kom til at ske? Man kunne så forvente, at jeg med begejstring ville møde det nye mantra om ’pligt-og-ret’,« skriver han tilsyneladende brødebetynget.

Men der sætter Jørn Henrik Petersen altså hælene i og trækker væk fra CEPOS, Thorning-regeringen, og ikke mindst beskæftigelsesminister Mette Frederiksens videreførelse af det 30 år gamle opgør med velfærdsstaten: Nu (for)klædt i socialdemokratisk kerneideologi som legitimering af en kontanthjælpsreform, der skærer i ydelserne til fordel for uddannelsesindsats og individuelle ressourceforløb.

»Det gør jeg ikke, fordi det markedsføres på tvivlsomme principper,« som han fortsætter.

Menneskesyn

Jørn Henrik Petersen anerkender, at der må ske ændringer. Udviklingen i antallet af personer på overførselsindkomst og efterspørgslen efter offentlige ydelser taget i betragtning.

»Men det bekommer mig ikke vel, fordi det grundlæggende strider mod det, jeg i mine unge år troede på, og som jeg stadig bekender mig til,« skriver han.

Hvor værket Dansk Velfærdshistorie er en saglig historisk gennemgang af perioden 1973-1993, omhandler Pligt og Ret – Ret og Pligt de tvivlsomme principper, som Petersen på vanlig fyndig vis gennemgår.

Mette Frederiksen henviser f.eks. til sloganet på de røde faner »Gør din pligt – kræv din ret«: »Det er en gammel socialdemokratisk kerneværdi, at man skal gøre sin pligt, før man kræver sin ret. Det er en grundsten i det fundament, vores velfærdssamfund bygger på,« som hun udtaler i et interview, hvor hun også hævder, at man i tidligere tider havde vist mere mådehold. Allerede i 2012, da debatten kørte om fattig-Carina og senere kontanthjælpsreform, kritiserede velfærdshistorikeren Frederiksen for historieforfalskning.

»Det er socialdemokratisk fernis, hældt ud over en stangborgerlig politik,« gentager han i dag.

Men hvordan kan det nu være det, når en af velfærdsstatens og socialpolitikkens grundlæggere, K.K. Steincke, selv havde blik for, at det system, han indførte med socialreformen i 1933, var sårbart over for misbrug. Hvilket Petersen også referer ham for i bogen: Systemet forudsatte med Steinckes ord det »fuldtud hæderlige Menneske med en god Vilje og de bedste Forsætter« som en modsætning til »den sløje Karakter, den energiløse, uden Vilje, Selvfølelse eller Grundsætninger«.

Steincke kunne på ingen måde forudse, at hans system ville blive tynget i knæ under vægten af velfærdstrængende danskere. Men der har været en kamp om menneskesynet hos Socialdemokraterne siden Steincke. Er velfærdsborgeren en potentiel doven slambert eller et uegennyttigt væsen? I så fald har Mette Frederiksen måske fat i den lange ende.

– Det kan godt være, at pligt og ret er et opråb, der ikke er rettet mod de svage, men mod den herskende klasse, der havde alle rettighederne men ingen pligter. Men kan Mette Frederiksen henvise til en kamp om menneskesynet?

»Socialdemokraterne var historisk set først og fremmest rettens parti. De indførte rettigheder, fordi der skulle rådes bod på iøjnefaldende uretfærdigheder. Selvom Steincke havde blik for farerne, så var det ham magtpåliggende at udfolde rettighedsbegrebet. Han taler rigtig meget om den hæderlige arbejder, fordi han ud over at være socialpolitiker tænker meget i kulturudvikling. Hans bog Kulturbetragtninger fra 1912 gør meget ud af, at menneskenes børn skal opdrages til at være kulturvæsner. Og det betyder, at de skal lære generøsiteten, mådeholdet, og viljen til at udbyde deres arbejdskraft,« siger Jørn Henrik Petersen, der i stedet henfører ’noget-for-noget’-princippet til den radikale Aase Olesen, socialminister og formand for Socialkommissionen i 1990’erne.

Det med pligten til at forsørge sig selv, som det blev formuleret på Steinckes tid, var til gengæld fælles gods for samtlige partier frem til 1950’erne, fremhæver Jørn Henrik Petersen.

»Ifølge Grundloven har den enkelte en pligt til at forsørge sig selv og sine nærmeste. Men det, man skal være opmærksom på, er, at den pligt, der tales om her, er den generelle forsørgelsespligt. Hvorimod den pligt, Mette Frederiksen og tidligere socialminister Karen Hækkerup taler om i dag, er en pligt til en ganske bestemt adfærd i en ganske bestemt situation. Det er disciplinerende foranstaltninger, som vi ser i form af incitamenter og sanktioner. Det er altså to forskellige pligtbegreber, der opereres med. I tidernes morgen var der en absolut fælles politisk opfattelse af pligtbegrebet og dermed ikke tale om noget specielt socialdemokratisk.«

Disciplinering

I den aktuelle socialdemokratiske lingo ala Mette Frederiksen bliver synet på samfundsborgeren til en skelnen mellem dem, der kan, men ikke vil. Og de andre, som vil, men ikke kan.

»Den tanke går imidlertid tilbage til filantropien i 1900-tallet, og det pikerer mig, at man lægger sig meget tæt op ad at genindføre et gammelt skel mellem ’de værdigt’ og ’de ikke værdigt’ trængende. Præcis den skelnen man gør op med, da man indfører den moderne velfærdsstat.«

Men det velfærdsstatslige menneske har altså tabt til det økonomisk tænkende menneske, homo economicus. Deraf følger også de senere års vægt på disciplinerende foranstaltninger, en tendens som tager sin begyndelse med Nyrup, og som videreføres af både den borgerlige Fogh-regering og den nuværende.

»Det disciplinerende består i, at du som forudsætning for at kunne oppebære en form for kontantydelse, skal forpligte dig til en bestemt adfærd. Tage del i aktivering – og efter den sidste kontanthjælpsreform skal du lade dig involvere i såkaldte nyttejobs. ’Noget-for-noget’. Men det er samtidig med til – ikke mindst på grund af den hårde ret-og-pligt-retorik, man kører – at placere de mennesker, der virkelig har brug for at ligge i hængekøjen, i en skamfuld situation. Vi skammer en betydelig gruppe helt ud af samfundet.«

– Men det gør man jo for at sikre velfærdsstaten og hjælpe dem, der virkelig har brug en ydelse?

»Jeg ved ikke, hvor meget det har hjulpet. Siden den første bistandslov har man jo villet lave et system, der hjælper folk ud af deres vanskeligheder, og de forskellige mekanikker har ikke haft nogen nævneværdig effekt. Der har været en afskrækkelseseffekt, for det er sgu da hævet over enhver tvivl, at der er nogen der har fjælet sig på uretmæssig vis i hængekøjen. Men uligheden mellem dem med og dem uden arbejde vokser, og gruppen i den afhængige position gøres til underklasse.«

De vanskeligst stillede er blevet syndebukke. De er forvist fra »solidaritetscirklen«, og erstattes via S-R-SF-regeringens skattereform med den kanvasklædte arbejder. Nu er det den hårdtarbejdende befolkning, man skal være solidarisk med, ikke de vanskeligt stillede, konkluderer velfærdshistorikeren.

– Hvorfor er det så vigtigt at kunne påberåbe sig en idépolitisk arv i forhold til regeringens reformer?

»Det er selvfølgelig træls, at de borgerlige ideologiske ophavsmænd kan sige: ’Hvad sagde vi’. Der er Bjarne Corydon jo på mange måder velsignet åben, når han siger, at vi har nogle udefrakommende problemer i kraft af globalisering, løndumping osv., og at han derfor tror på konkurrencestaten – i en næsten religiøs forstand. Han forsøger ikke at stikke noget under stolen og give en ideologisk begrundelse. Det gjorde Nyrup heller ikke, da han i 90’erne erkendte problemerne med velfærdsstaten. Både Nyrup og Corydon toner i den forstand rent flag.«

Etiker til det sidste

Nu kan man så indvende, at fattige indere og polakker har fået hævet deres levestandard netop i kraft af globaliseringen. Uligheden har holdt flyttedag, og det har en pris, vi ikke kan betale os fra. Er der så ingen anden vej end at gå tilbage til almisserne og forlade tanken om den universelle velfærdsstat, fordi den i virkeligheden kun var en historisk parentes. Dengang før oliekrisen, jordskredsvalg og Fremskridtsparti i de optimistiske 60’ere?

»Det er en udbredt misforståelse blandt journalister og andet godtfolk, at vi ikke længere har en universel velfærdsstat. Men hvis man med universel mener, at vi alle er berettiget til ydelser, hvis de og de betingelser er opfyldt, så har vi lige akkurat så meget universalisme, som vi altid har haft. Jeg vil hellere tale om, at vi har flyttet os fra betingelsesløse ydelser til ydelser, der er betinget af, at du opfører dig, som vi – de pæne arbejdende mennesker – godt kan lide.«

Jørn Henrik Petersen er som nævnt socialdemokrat, men af den slags, der taler meget om velfærdsstatens etiske dimension.

Op gennem forrige århundred støttede det etiske og økonomiske argument for velfærdsstaten nemlig hinanden. Men i dag er ingen, der vil hævde, at det er et vigtigt konkurrenceparameter at have en veludviklet socialpolitik og en ikke uvæsentlig grad af ulighed, pointerer han:

»Det betyder, at det alene er etikken, der skal bære systemet, og så får systemet det svært.«

Men når velfærdsforskeren skal svare på, hvor velfærdsstaten er på vej hen, griber han stadig til etikken – efter først at have hævdet, at han, forfatter til fem bind om dens historie og et sjette, det sidste, på vej, ikke aner, hvor vi ender.

»Når man beskæftiger sig med historie, så ved man, at pendulet svinger frem og tilbage. Lige nu er der så meget nytænkning, at det er svært at se, hvor pendulet stopper. Et fromt ønske er, at man begynder at operere med et mere anerkendende menneskesyn, hvilket jo også lå til grund for den gamle bistandslovs præmisser om den enkeltes delagtighed og forståelse. Det er svært at se det realiseret, men man kan godt græde i hjertet og have hovedet et andet sted. Derfor skal man ikke nødvendigvis give hjernen ret. Man kan holde fast i en etisk dimension. Det er jo for pokker derfor, jeg er socialdemokrat.«


LÆS: ’Jeg bliver nødt til at stå på min ret til at definere, hvad der er socialdemokratisk’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ole Henriksen
  • Sune Keller
  • Henrik Brøndum
  • Lars Dahl
  • Henriette Fosselius
  • Per Jongberg
  • Olav Bo Hessellund
  • peter fonnesbech
  • Kjeld Hansen
  • randi christiansen
  • Jan Hansen
  • Mona Jensen
  • Ervin Lazar
  • Mihail Larsen
  • H.C. (Hans Christian) Ebbe
  • Henrik Danstrup
  • Knud. Leth-Nissen
  • Vivi Rindom
  • Jakob Østergaard
  • Verner Beyer Petersen
  • Carsten Søndergaard
  • Rasmus Kongshøj
  • Nic Pedersen
  • Brian Klausen
  • Leo Nygaard
  • Henrik Christensen
  • Miguel Tuells
  • Kristian Løwenstein
  • Espen Bøgh
  • Laurids Hedaa
  • Filo Butcher
  • Thomas Krogh
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Lasse Damgaard
  • Mogens Michaelsen
  • Henrik Strøm
  • Claus Piculell
  • Toke Andersen
  • Carsten Svendsen
  • Steffen Gliese
  • Flemming Scheel Andersen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels-Simon Larsen
  • Jens Thaarup Nyberg
Ole Henriksen, Sune Keller, Henrik Brøndum, Lars Dahl, Henriette Fosselius, Per Jongberg, Olav Bo Hessellund, peter fonnesbech, Kjeld Hansen, randi christiansen, Jan Hansen, Mona Jensen, Ervin Lazar, Mihail Larsen, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Henrik Danstrup, Knud. Leth-Nissen, Vivi Rindom, Jakob Østergaard, Verner Beyer Petersen, Carsten Søndergaard, Rasmus Kongshøj, Nic Pedersen, Brian Klausen, Leo Nygaard, Henrik Christensen, Miguel Tuells, Kristian Løwenstein, Espen Bøgh, Laurids Hedaa, Filo Butcher, Thomas Krogh, Heinrich R. Jørgensen, Lasse Damgaard, Mogens Michaelsen, Henrik Strøm, Claus Piculell, Toke Andersen, Carsten Svendsen, Steffen Gliese, Flemming Scheel Andersen, Lise Lotte Rahbek, Niels-Simon Larsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dovne Robert er en illusion. I Danmark ville op imod 80% selv om de ikke havde økonomisk behov for det.

- Velfærdsstaten får ikke mennesket til at blive doven. Tværtimod er det stærkt motiverende.

H.C. (Hans Christian) Ebbe, Flemming Scheel Andersen, Henning Pedersen, Carsten Mortensen, Carsten Søndergaard, Steffen Gliese, Henrik Klausen, Lise Lotte Rahbek, Ib Christensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

On topic:

Er det den almindelige arbejders skyld at finanskapitalens gulddrenge shortlistede derivater mv. som de ofte heller ikke selv forstod....eller at de rigeste i det her samfund brugte en masse penge....
eller at bankerne shortede obligationer mv. som de ej heller ikke selv forstod....

Nej!

Hvordan fanden kan så mange mennesker inden for journalistik hæve en løn på 60.000 kr. pr. måned + det løse for at skrive SÅ meget øvl og tågesnak, som der efterhånden bliver skrevet...

H.C. (Hans Christian) Ebbe, Peter Nielsen, Flemming Scheel Andersen, Henning Pedersen, Jens Kofoed og Henrik Klausen anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

@Leo Nygaard 18:25

Nå da, Så det er socialdemokraters skyld at du er den person du er i dag.?

Den påstand er da i bedste fald en tredjehåndsoplysning.

Men de oplysninger du giver om din egen natur, som er den eneste natur jeg med sikkerhed ved du forstår, er da førstehåndsoplysninger.

Så vil du venligst holde op med at dyrke grådigheden, - en af de syv dødssynder.

Michael Kongstad Nielsen

Når nu et overvældende flertal i det danske folketing, valg efter valg, ikke vil have en velfærdsstat, der vælter penge ud til folk, der sagtens kan klare sig selv, hvorfor i alverden skulle man så ikke droppe de ydelser, der er åbenbart overflødige, og som trækker penge fra de fattige til de rige. Det er det modsatte af omfordeling, og dybt godnat at forsvare.

Carsten Mortensen, Niels Ishøj Christensen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

Jeg har ikke læst alle indlæggene, men jeg tror bill atkins' første indlæg rammer noget, og videre, at med globaliseringens indtog de sidste 30 år, og måske lidt længere er man virkelig begyndt at forære til de rige, både i form af bank-bailouts, udsalg af ogffentlig infrastruktur, og love som muliggør kæmpeindtægter for CEO'er fra koncernsammenlægninger, aktieoptioner, fyringer, skattely, flytning af virksomheder til den tredie verden hvor lønningerne er lave, import af billig arbejdskraft til ting som nødvendigvis ikke kan flyttes ud, og så har man foræret nordsøolien til mærsk og slæng. jeg tror alt det nok er en af de væsentligste uddannelseselementer - (ja så i samhørighed med at man har afholdt sig fra positiv uddannelse jf bill atkins) det får det til at være indlysende, at landet som helhed ikke længere eksisterer til fælles bedste, men i stigende grad eksisterer som malkeko for de rige. Det er jo svært at stå på sidelinien og se på uden at man selv falder under moralsk forfald osse, og begynder at kræve - man kan lisså godt kræve mens tid er, for inden længe er hele landet foræret væk, der er ikke noget sammenhængende samfund som man kan gøre sin pligt over for længere, hvis man gør sin pligt ender det bare med at det udbytte af pligtopfyldelsen, som skulle komme trængende mennesker til gode i stedet kommer uansvarlige trængende banker til gode.

Det er da svært at opretholde en god samfundsmoral under de forhold

H.C. (Hans Christian) Ebbe, Flemming Scheel Andersen, Kirsten Stausholm, Carsten Søndergaard, Bill Atkins, Karsten Aaen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Peter Andreas Ebbesen

For at lukke munden på tågehorn som JHP og de andre banditter i CEPOS er det bydende nødvendigt at der skal indføres Ubetinget Basisindkomst omgående; Dette er osse uomgængeligt hvis der skal gøres noget for at genindføre noget ligner et fungerende Demokrati i danmark.

Jens Kofoed, Kirsten Stausholm, Carsten Søndergaard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Velfærdsydelse er blevet til en form for statstiggeri. Det jeg hører sker på socialkontorerne vækker mindelser om tiggermentaliteten f. eks. ved pyramiderne, og tiggeri er en nedværdig livsform, der ødelægger folks moralske pejlemærker. Det, det drejer sig om for alle, er at få mest muligt ud af systemet, og svaret fra staten er umådelige mængder af forordninger love og regler.
Løsningen kunne være en form for fast ydelse eller borgerløn.
F. eks borgerløn 9000 kr. skattefrit, hver bar får børneløn måske 1500 kr.
Børnehave gratis. Der ydes ikke boligstøtte, men sociale byggeselskaber skal have lejligheder med et rum til hvert familiemedlem, dog max 4 personer 3000 for hver voksen person.
Al løn beskattes med 50%. Tjener du på arbejdet 10000 kr. har du borgerløn 9000 + 5000 kr. ialt 14000 kr.
En borgerløn betyder, at lønsystemerne og skattesystemerne skal ændres radikalt.

Jens Kofoed, Kirsten Stausholm og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Off Topic:

Til Informations Web design afdeling.

Hvad har I dog lavet med fonten på disse debatsider? De er næsten ikke til at læse længere.
Kan I ikke sætte størrelsen op til det, den var før?
Og hvis ikke I har ændret den, så bliver I nødt til at sætte størrelsen op, så den passer til den nye font.

ELLERS SKAL VI ALLESAMMEN TIL AT SKRIVE SÅDAN HER.
DET ER SIMPELTHEN FOR SMÅT.

/O

Jørgen Malmgren, Flemming Scheel Andersen, Henning Pedersen, Claus G. Jørgensen, Kirsten Stausholm, Carsten Mortensen, Tino Rozzo, Enriquo Longo, Niels-Simon Larsen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Henrik Christensen

Yde efter evne og nyde efter behov ville muliggøre en livsforms samlede overlevelse på et meget højt niveau, Darwinistisk set. Tryghed og kreativitet ville florere på trods af vanskeligeheden med at skaffe brød til simpel overlevelse, og overskud til tolerance ville sikre, at livsformen udnyttede alle aspekter af sine evner og fordelede sine resourcer respektfuldt.

Hvis vi i stedet tror på, at kun den som bedst evner at snyde og udnytte andre, at opfinde og placere midler i skattely uden for almenvellets rækkevidde, er den der skal tegne vor livsforms fremtid, da vil vi som livsform til stadighed vandre i den simple overlevelses sfære af behov for at skaffe dagligt brød og stræbe efter hvad end vi måtte finde nødvendigt uanset hvilken belastning det ville påføre vor næste.

Kald mig naiv og dum, men jeg synes bestemt den førstnævnte version har en langt større livskvalitet, også for en simpel egoist som mig, der kun tænker på sin egen overlevelse og success...

Helt præcist, hvor svært kan det være at afskaffe det snylteri?

H.C. (Hans Christian) Ebbe, Kirsten Stausholm, Carsten Mortensen, Carsten Søndergaard, Steffen Gliese, Karsten Aaen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Off Topic:
@olivier goulin

En workaround.
Holdt ctrl tasten nede mens du ruller med Mouse Wheel.

Tast ctrl+0 for at vende tilbage til standart.

Olav Bo Hessellund, Flemming Scheel Andersen, Henning Pedersen, Tino Rozzo, Enriquo Longo, Niels Engelsted og olivier goulin anbefalede denne kommentar

Alle tilhængere af velfærdsSTATEN, som den er lige nu, og som ikke ser det positive i artiklen - kan med udbytte fordybe sig i statistikkerne om danskernes sundhed - fysisk og psykisk.
Et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine svagest, siges det.
Jeg vil tilføje, at det skal måles på, hvor mange der falder ud over kanten, ude af stand til at føre et tilfreds og fredeligt liv.

Torben R. Jensen og Niels Ishøj Christensen anbefalede denne kommentar

Jeg har hørt, og er blevet tudet ørerne fulde af den - velfærden - men har ikke mødt den i virkeligheden - har derimod mødt hån, da jeg bad om at møde den i trang.

Det hænger ikke sammen - derfor er det problematisk at beskrive den - man ønsker blot en synder for sine egne synder.

Hvad de så er, er hvad vi andre skal finde ud af, for de indrømmer det aldrig selv.

John Fredsted, Enriquo Longo, Carsten Søndergaard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Velfærdsstaten ønskes opretholdt af de velnærede - det er samme mekanik, som når finanskapitalen ønsker FED´s pengeudpumpning opretholdt. og industrien og metallet ønsker de universelle overførselsindkomster til de rige opretholdt.

En sand Kærligheds erklæring til det socialdemokratiske. Til alle jeronimusser der forlader skuden ved den mindste bølgegang.
Her er en sand soldat i kampen for det solidariske og for troen på det anstændige menneske.

Jeg bøjer mig i støvet

Stephan Paul Schneeberger

jeg syns det er en absurd idet at at man kan realisere socialistiske værdier som solidaritet i ved hjælp af statslige reformer i et markedsøkonomi. Det kræver et direkte demokrati hvor man i dagligdagen erfarer, deltage og forstå solidaritet. Det socialdemokratiet laverede og kommunisterne var blot en bland mange formynderiske måder at påstå hvad folk bør gør og fortage sig.

Jens Thaarup Nyberg, Ja, Erhard Jacobsen var en af de mange inkarnerede koldkrigere i socialdemokrtiet/arbejderbevægelsen. Han var dog så reel at han brød ud og skabte sit eget parti - mange andre blev og bekæmpede enhver ytring, der udlagde den førte politik, som andet end kapitalisme med et menneskeligt ansigt. Vi er ved at blive klogere. Velfærd og fordeling kommer ikke af sig selv. http://www.information.dk/247171

Niels-Simon Larsen

Det er mennesker, vi snakker om her. Det er os selv og det samfund, vi ønsker at skabe ud fra erfaringen. Som vi er.
Og hvordan er vi så? Det er hele tiden det, der ligger og lurer. Eksisterer de syv dødssynder ink. opdateringerne, for det er der, hunden ligger begravet?

I det kommende mønstersamfund vil vi stadig være mennesker, og dvs. at der findes - misundelse, dovneskab, begær, egoisme, arbejdsliderlighed, almindelig liderlighed, jalousi, umådeholdenhed, grådighed, gerrighed, afhængighed, grusomhed, hensynsløshed, psykopati, skizofreni, magtbegær, havesyge, selvoptagethed, forfængelighed plus et par stykker mere, og det er det, der gør det så svært at leve, især når man opdager den slags inde i sig selv.

Er det ikke meget almindeligt at møde venner og bekendte, der har mistet troen på deres medmennesker? Hvorfor bliver vi desillusionerede med alderen? Det kræver en ret kraftig tro på noget bedre, hvis man skal holde den lille forpulede størrelse ud, der hedder mennesket. Hvorfor hænger venstrefløjen i laser? Er det kapitalisterne eller os selv, den er gal med? Det er ikke sådan, at jeg har svarene, men da jeg har valgt at leve, bliver jeg ustandselig afkrævet svar. Er det fx bankdirektøren eller kontanthjælpsmodtageren, der malker staten? Til næste valg skal man igen sætte sit kryds.

H.C. (Hans Christian) Ebbe, Mona Jensen, Laurids Hedaa, Niels Ishøj Christensen og Carsten Søndergaard anbefalede denne kommentar

Michael Kongstad Nielsen skriver 19:32:
Når nu et overvældende flertal i det danske folketing, valg efter valg, ikke vil have en velfærdsstat

Fakta er jo at folk bliver bildt ind, at de kan få begge dele, velfærdsstat og skattelettelser. Bliver folk i opinionsundersøgelser direkte spurgt om, de vil have skattelettelser eller udvalgte velfærdsgoder, så ligger skattelettelser langt ned på ønskelisten.

Og MKN skriver videre: der vælter penge ud til folk, der sagtens kan klare sig selv ...hvad det så end er for ydelser MKN mener mere præcist. Og i øvrigt taler vi jo ikke om, at "klare sig", her i landet, men om 'lige muligheder'...så langt er der altså samfund, der er nået i 2014. Men der er altså andre, der ønsker vi istedet skal fodre akkumuleringen endnu vildere end vi gør.

H.C. (Hans Christian) Ebbe, Flemming Scheel Andersen, Steffen Gliese, Carsten Søndergaard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Niels-Simon Larsen, Jeg kan ikke - som du skriver - sige mig fri for en smule missantropi med alderen, men jeg har set så rigelig med fattigdom, og jeg ønsker ikke fattigdom. Jeg går ind for lige muligheder og velfærdsstaten af ren egoisme.

John Fredsted, Niels-Simon Larsen, Henrik Christensen, Carsten Søndergaard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Min definition: Fattigdom - dvs ikke råd til bolig, mad, familie, uddannelse, læge/medicin og pension - er umenneskelig og uretfærdig. Spild af menneskelige ressourcer. Øger befolkningstilvæksten Lægger pres på verdens vilde natur.

H.C. (Hans Christian) Ebbe, Flemming Scheel Andersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Niels Ishøj Christensen

Det er ikke tankens klarhed, der gennemstrømmer interviewet med Jørn Henrik Petersen. Og han aner ikke hvor vi ender, men hvem gør det? Her er et bud på vejen, det danske samfund er gået siden 1700-tallet: 1708 - 1891: Fattighjælps-staten; 1891 - 1933: Understøttelses-staten; 1933 - 1939; Rettigheds-staten; 1939 - 1945: Rationerings-staten; 1945 - 1960: Marshallhjælp-staten; 1960 - 2014: Velfærds-staten; 2014 - 20??: ???????-staten

Henrik Danstrup

Sjældent set god afdækning af kompleskiteten i problemstillingen. Det er en fornøjelse at se en meriteret forsker anerkende, at fordomsfulde holdninger spændende fra CEPOS ultraliberalisme til den naive forstilling, om at alle blot skal have i hoved og røv uden at bidrage (den har flest tilhængere i dette debatforum) ikke giver noget ædreuligt billede af, hvad velfærdsstaten er og bør være.
Mere af den slags i spalterne tak !

Alt sammen meget fint, men jeg savner jordforbindelse i debatten.

Et eksempel:

Hvis vi et øjeblik forestiller os at kontanthjælpsmodtager N.N . står overfor valget mellem kontanthjælp på 5680 kr. eller et job til 30.000 pr. md. hvad tror debatørerne så N.N. vælger?

Og hvis modargumentet er at 30.000 er for meget, så fortæl mig med samme argument hvorfor bankdirektører og lignende er berettiget til måske 300.000 pr. måned.

Og hvis svaret er at de fortjener det, så fri mig for skinhelligheden. Det er et valg der tages for bevidst at gøre forskel.

Det er kun rimeligt at hvis det valg foretages at disse højt lønnede, betalet blot lidt at deres høre overførselsindkomst tilbage.

Flemming Scheel Andersen, Kirsten Stausholm, Steffen Gliese og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar

betalet blot lidt at deres høre overførselsindkomst tilbage.

der naturligvis stå:
betaler blot lidt af deres høje overførselsindkomst tilbage

Sorry

Steffen Gliese

Miguel Tuells, din argumentation falder jo til jorden på, at det danske velfærdssamfund faktisk både har skabt et rigere og mere arbejdsomt samfund end stort set alle andre lande, man kan pege på: I Danmark er stort set alle på arbejde.
Og sådan er det jo: når et samfund har udbredt tillid mellem mennesker og generøsitet er en udpræget dyd, bliver et godt samfund grundet - fordi oplevelsen af at modtage overskyggen oplevelsen af at give.

Steffen Gliese

Lønforskel afspejler magt - og lønnen afspejler, hvad magten vægter højst. Det skammelige er, at det, der faktisk er af rigtig værdi i samfundet, nedprioriteres og gøres til job på slavelignende vilkår. H. C. Andersen har skrevet et eventyr om det.

Flemming Scheel Andersen og Enriquo Longo anbefalede denne kommentar

Miguel Tuells
@ der er heller ingen retfaerdighed i at tvinge dem til at betale og derefter til at holde kaeft (hvis de klager er de graadige egoister).

Det har vel altid været tilfælde ved skatter, lige siden de dage det var noget som er blevet inddrevet på kongens vegne.

Det er netop velfærdsstaten med sine høje skatter og politiske og sociale stabilitet der har gjort det mulig for hr. og fru Jensen at føre et behageligt og trygt middelklasseliv. Men nu er prisen blevet for høj?

Jeg kan hilse og fortælle, kære Miguel T. at langt de fleste pæne mennesker ikke har den mindste forestilling om hvad for et destruktivt og ydmygende system velfærdsydelserne efterhånden er blevet del af.
Hr. og fru Jensen lever i en drømmeverden hvor folk der er blevet syge, har mistet deres job, eller bare er blevet trætte af at skulle forsørge sig selv bare behøver at henvende sig til kommunen, så får de masser af penge proppet op i r...
Dette drømmebillede næres også flittigt af vores medier, fordi det er nødvendigt for at kunne gennemføre de umenneskelige og asociale sociale "reformer" som vores velfærdssystem har været igennem de sidste mange år.

Vel, jeg kan også fortælle dig, at når hr. og fru Jensen så en dag er så uheldige at blive syg i en grad at de ikke kan forsætte med deres vellønnede job og har brug for undersøgelser, behandlinger, og ydelser for ikke at skulle aflevere nøglen til Volvo og hus, så kommer det bratte opvågen til virkelighedens verden. Post-reform velværdsstaten. Denne virkelighed er så grotesk at hr. og fru Jensen går fuldstændig i chok, og tror de stadig sover og bare har fået mareridt.

Lidt efter lidt går det op for dem at det desværre ikke er en ond drøm man kan vågne op fra, men den barske virkelighed. Så bliver hr. og fru Jensen naturligvis pissesur, (meget mere sur end da de mente at de betalte alt for meget i skat og vi ikke længere havde råd til den slags velfærdsstat), slår i bordet og kræver deres ret jf. velfærdsstaten. Det næste der sker er at de får en ny sagsbehandler som starter med at spørge efter deres navn og hvad det nu egentligt var sagen drejede sig om, og hvordan de tror kommunen vil kunne hjælpe dem, når køen af dem der vil hjælpes bliver længere for hver dag, og at de jo måtte indgive en klage til ankestyrelsen hvis de var utilfreds med kommunens afgørelser. Derved begynder en proces som salige Frantizek Kafka ganske udmærket har beskrevet i "Processen"

Hr og fru Jensen er nu langsomt ved at blive desperat. Afdragene på huset skal jo stadig betales til tiden siden de har mistet jobbet, bilen har de mere brug for end nogensinde, fordi de ikke længere kan klare at cykle, børnene har brug for pasning, selv om hr. og fru Jensen er hjemme hele dagen, eller måske netop derfor, banken vil ikke forhøje kassekreditten da hr. og fru Jensen tilsyneladende ikke længere får løn, og den nye medicin som lægen har skrevet recept på, koster 1.200,- danske kroner for en pakke der holder i en uge, der ydes ikke tilskud til den slags medicin da sundhedsstyrelsen i deres guddommelige vished har fundet frem til at en anden medicin der kun koster 189,- per pakke faktisk har samme effekt som den dyre, selv om de aktive virkstoffer bygger på en hel anden kemi.

Hr. og fru Jensen kan simpelt hen ikke forstå hvorfor det absolut skal gå så skævt, for netop dem! De lever jo i verdens bedste velfærdsstat, har betalt skat i 25 år og aldrig før har haft brug for sociale ydelser. Der må være sket en misforståelse. Ægteskabets fine brudlinjer er ved at blive mere og mere synlige nu hvor hr. og fru Jensen konstant er stresset både pga smerterne, ja, de fleste sygdomme medfører smerte af den ene eller anden art, og den anspændte økonomi, og vi spoler lidt hurtigere frem:

Et halvt år senere er hr. og fru Jensen separeret, de måtte sælge huset med stort tab og skylder nu et par hundrede tusinde hver. Hr Jensen har slået sig på flasken og har brækket en ryghvirvel da han faldt ud af bussen i fuldskab. Det er det sidste jeg har hørt om ham.

Kommunen har afvist at forlænge fru Jensens sygedagpenge periode, da fru Jensens arbejdsskadesag endnu ikke er afgjort, ventetiden er nu ned på 11 måneder. Desuden er fru Jensens helbredssituation "uafklaret", lægekonsulenten har skrevet at fru Jensen jo bare kunne finde sig et mindre fysisk belastende arbejde, mens fru Jensen mener at hun knap nok kan holde sig på benene i en halv time ad gange, grunden voldsomme rygsmerter. Fru Jensens egen læge støtter hendes forklaring og mener hun omgående skulle have førtidspension, men kommunen afviser at læger overhovedet må komme med den slags udtalelser. Adskillige speciallæger der har undersøgt fru Jensen må heller ikke udtale sig om hendes arbejdsevne, eller mangel på samme.
Fru Jensen skylder nu 2 måneders husleje for den lille lejlighed hun nu bor i, og boligselskabet har truet med at smide hende for porten. Kommunen har nu besluttet at sende hende i arbejdsprøvning og hun får indtil videre kontanthjælp, mens hendes sag om sygedagpenge, revalidering og arbejdsskade sagen er i behandling. Vinder hun sin arbejdsskade sag skal hun sandsynligvis tilbagebetale kontanthjælpen. Og så er der gælden fra huset. Hun har ikke en jordisk chance for nogensinde slippe ud af gældsfælden i sin levetid. Ironisk nok, er fru Jensen kommet til skade ved at hjælpe andre syge mennesker, hun har været sygeplejerske.

Fru Jensen er nu ganske tydeligt et fysisk og psykisk vrag. Hendes blik er flakkende, hun ser ned i gulvet mens hun taler med mig, og hele hendes kropssprog er så ynkelig at det gør ondt på mig at se på hende. Hun er tydeligvis i smerter og taler usammenhængende og standser ofte midt i en sætning. Hun er påvirket af smertemedicin. Hun har faktisk ikke tid til at snakke med mig og vil ringe en anden gang.
Det var for 5 måneder siden og jeg har ikke hørt fra fru Jensen igen. Jeg har heller ikke selv prøvet at kontakte hende.

Jeg har dårlig samvittighed, hun har så klart brug for hjælp, men jeg aner ikke hvordan jeg kan hjælpe hende, og jeg har desuden mine egne problemer at slås med, dag for dag. Jeg blev ikke tilkendt fleksjob for ingenting. Samtidligt er fru Jensen et ubehageligt minde om hvordan det kunne være gået for mig selv hvis ikke jeg havde "vundet" min sag.

Ja, hr. og fru Jensen er virkelige personer, et par mennesker som indtil for nogle år siden har været velfungerende, pæne middelklasse danskere, med hus, Volvo og børn, gpde jobs og en lys fremtid. De var socialdemokrater med tendens til at beundre Pia Kjærsgaard, fordi hun havde jo fat i noget med de der indvandrere og EU.
De brokkede sig over den høje skat og var blandt dem der mente at sociale reformer var en uundgåelig nødvendighed. De havde et godt og trygt liv. Da jeg blev syg mente de at jeg skulle prise mig selv heldig at jeg var blevet syg i Danmark, fordi "her tager vi os af hinanden..." Når jeg fortalte dem om mine hårrejsende oplevelser med "systemet" blev de pinligt berørt, og vi sås ikke så tit længere.

Så blev de begge to syg med dårlig ryg, næsten på samme tid og meget alvorligt. At se dem falde fra hinanden var for mig at gennemleve min egen demise, som var sket et par år forinden. Også mit ægteskab krakkede, jeg faldt i et stort sort hul hvor der kun var smerte og fortvivelse. Det lykkedes mig at kravle op ad hullet, med hjælp af gode venner og mine børn. I over fem år har jeg måttet kæmpe for min ret til økonomisk sikkerhed jf. velfærdsstatens kontrakt. Jeg havde også betalt skat i over 25 år, for det meste i Danmark. Jeg vandt min kamp, men det gjorde hr. og fru Jensen ikke. Hr. og fru Jensen er ikke de eneste jeg personligt har set gå til hundene i kampen mod sygdom og systemet i løbet af de sidste år.

Et system der tvinger alvorligt syge mennesker ude i den slags kamp som jeg selv har oplevet og set andre tabe, fortjener ikke navnet "velfærd"
Jeg vandt min kamp, men det har haft sin pris. Jeg er tydeligvis blevet traumatiseret og radikaliseret igennem mine oplevelser og bærer nu rundt på et dybt afsky og foragt mod alt og alle der har en andel i at vores samfund har udviklet sig til det, det er i dag.
Det er jeg absolut ikke glad for, men jeg kan ikke ændre det.

Nej, der er heller ingen retfaerdighed i at tvinge dem til at betale og derefter til at holde kaeft ...

Simon Trøjgaard Jepsen, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Elisabeth Andersen, Olav Bo Hessellund, Kjeld Hansen, Karsten Aaen, Niels-Simon Larsen, Flemming Scheel Andersen, Jens Kofoed, Claus G. Jørgensen, Niels Mosbak, Ib Christensen, Enriquo Longo, Lilli Wendt og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar

@Henrik Danstrup,

Jeg er en gammel tøs - 59 år, har arbejdet siden jeg var 19 på arbejdsmarkedet med masser af studenterjobs og rigtige jobs, masser af store skattebetalinger, masser af A-kasse indbetalinger, har betalt min søns uddannelse, fik aldrig mere end 600 kr. i SU totalt, fik kun fik en måneds barselsdagpenge, men var taknemmelig for at jeg ikke skulle betale for at gå på Uni, taknemmelig for at der var hospitaler, og jeg var taknemmelig for at der var skoler og daginstitutioner til mit barn, og at der var hjemmepleje til mine gamle forældre. Ikke mindst var jeg taknemmelig for at jeg havde helbred og gode evner og magtede at kunne tjene mine egne penge og have råderet over mit eget liv.

Jeg har altid ment, at jeg har haft brede skuldre og i kraft af mit held ved at have velbetalt arbejde kunne jeg bidrage til et samfund, hvor ingen behøvede at gå sultne i seng og ingen skulle mangle tag over hovedet. Et samfund, hvor man hjalp de svage til at få et liv, hvor de også med værdighed kunne yde deres bidrag - når de var klar. Et samfund, der kunne inkludere mennesker, som i perioder havde manglende formåen, eller hvis formåen aldrig ville kunne udmøntes i kroner og øre, et trygt samfund for alle, hvor jeg ikke skulle være bange for overfald, når jeg gik gennem byen om aftenen, for jeg vidste at mine medmennesker ikke var drevet ud over kanten til en økonomisk afgrund. Et samfund, hvor jeg selv kunne være tryg i forvisning om, at blev jeg ramt af ulykker, så var der et samfund, der kunne samle mig op.

jeg vidste godt, at der var mennesker, som i perioder af deres liv på trods af deres evner alligevel i måtte bøje sig og tage mod penge fra det offentlige, selv om de måske hårdt presset måske kunne have bidraget. Jeg så også deres liv og deres bekymringer, deres sygdomme, deres angst, deres hjælpeløshed. Jeg misundte dem ikke, for det, ikke at bidrage giver nogle ar på sjælen i form af tristhed og manglende selvværd. Vi ønsker jo alle at give/tage balancen opretholdes, og det kan være overordentligt svært at være den, der nødtvunget må modtage og være taknemmelig. At stå med hatten i hånden er så sandelig ikke en dans på roser.

Jeg vidste også godt, at der var velhavende mennesker, som i perioder af deres liv brugte penge på dyre revisorer, som hjalp dem til at minimere deres skattebetalinger til samfundet. Jeg misundte dem ikke, for det ikke at bidrage giver nogle ar på sjælen i form af angst for at miste sit jordiske guld og manglende glæde fordi man ikke bidrager. En følelse af fremmedgjorthed og angst over for de, der er svagere. Man burde bidrage, men man fravælger, og i stedet kan en anden mekanisme gå i gang - en calvinistisk tilgang a'la "jeg er OK, men de der nede de er ikke-Ok".

Jeg har selv haft 2 perioder med arbejdsløshed i mit liv, på hhv 11 måneder og 2 år. I første omgang blev mit job globaliseret og i anden omgang blev det reduceret væk pga. finanskrisen. Disse perioder har været de sværeste i mit liv, og havde det ikke været for min familie, så havde jeg hældt petroleum over mig og sat ild til mig selv foran Christiansborg efter at have sendt et afskedsbrev til medierne. Den hetz og udskamning, som jeg som arbejdsløs blev udsat for fra medier, politikere, m.m. var tæt på at drive mig til selvmord. Dette på trods af, at jeg gennem mine skattebetalinger så rigeligt gennem årene har bidraget til de dagpenge, som holdt mig i live i disse perioder.

Jeg misunder ikke Dovne Robert, hvis hjælpeløshed ikke har hjulpet ham til at finde mening i tilværelsen og hvis evner ikke er blevet brugt. Jeg misunder ikke Fattig Carina, hvis liv bliver styret og kontrolleret af sagsbehandleren på kommunen.

Men jeg bliver vred og træt, når kun den halve side af sandheden kommer frem, når mennesker, som har evner og bør vide bedre, så ikke magter at vende billedet på hovedet og se helheden. Når medierne og politikerne bevidstløst kører ud ad en tangent uden at standse og tænke.... Fik jeg nu det hele med.... Nåede jeg nu rundt om alle fakta, nåede jeg at lade maven fordøje indtrykkene, nåede jeg at få sjælen med mig, værdierne, visionerne i baghovedet...?

Du kan læse mere, om hvad jeg mener på min blog: www.jordfygning.dk

Simon Trøjgaard Jepsen, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Elisabeth Andersen, Olav Bo Hessellund, Karsten Aaen, Niels-Simon Larsen, Flemming Scheel Andersen, Filo Butcher, Laurids Hedaa og Ib Christensen anbefalede denne kommentar

Dagen høst i min avis :

- KRAFTIG kvinde, dårlig ryg, 2009, lægevurdering, operation betinget af vægttab, forsøger, lykkedes ikke, 2011 stop for sygedagpenge, FOA griber ind, alle instanser, landsret, kommunen får medhold. FEM ÅR er gået.
- "GODT NYT", flere sociale bedragere afsløret, politianmeldelser, S : Det kan ikke betale sig at snyde. Oppositionen : Behov for en skrappere indsats.
- SAMBOENDE kontanthjælpsmodtager og førtidspensionist, 45 m2 bolig, Reduktion i kontanthjælpen fra 5000 til 400 kr. Søger en billiger bolig.

Faktorer : Svage borgere og et magtfuldt system.
"Alle instanser" bruger tid og penge på at håndhæve regler, skabt af emsige politikere.
Socialdemokratismen har spillet fallit. Og de kalder det stadig for velfærd.

@ Carsten Svendsen
"Skammede du dig også over at gå i skole og "modtage" undervisning?"
Nej, nej. Jeg kan bare ikke meningsfuldt afgrænse de offentlige ydelser, man skammede sig over at modtage. Men det var noget med, at man videst muligt skulle undgå at være en byrde for samfundet. Det med skolen var jo en af pligterne.
At gå til "det offentlige" var absolut sidste valg, dvs når alle andre muligheder var udtømt. Og det var bestemt ikke med oprejst pande.

Steffen Gliese

Lad os sige det ligeud: lønforskelle er moralsk forkastelige, og når folk betaler skat, er det jo ikke deres egne penge, men dem, som det lykkes samfundet at presse ud af virksomhedernes overskud, der r tale om - til fordel for både samfund og den enkelte begunstigede skatteborger.
Den relativt høje skat tjener to formål - dels holder den betalingsbalanceoverskuddet ved lige, så folk ikke ved overdrevet privatforbrug undergraver denne fælles interesse, dels sikrer den et retfærdigere samfund, fordi de frie og riges penge går til at købe de bundne og fattige frihed, uden at det reelt koster de frie og rige noget af deres egen frihed og rigdom, da denne er langt større end det forbrug, vi kan tillade dem i det fælles samfund.

Filo og Lilly, i er virkeligt gode til at skrive. Jeg oensker jer held og lykke i jeres personlige situationer.

Behov er altid store og har tendens til at vokse uden graenser, midler er altid begraensede. Derfor skal der ske en fordeling af midlerne, og i denne fordeling er det uundgaaeligt at der sker uretfaerdigheder. Hvis nogen foeler uret skal vedkommende naturglivis ytre det klart , og saa har jeg ellers bare ment at dem som bidrager og betaler regningen ogsaa har ret til at ytre sig.

Hva' er billigst for mig ? At indhegne og sikre min bolig og ejendom i øvrigt, som i vise dele af verden. Eller betale via skatten. Det må alene være smertegrænsen der er til debat. Her er der to smertegrænser. En for dem der modtager og en for dem der betaler. Selvfølgelig skal vi hjælpe og støtte vores medmennesker. Det skaber tryghed for alle. Der har altid været politiske kræfter der modsætter sig fattighjælp. OG heldigvis politiske kræfter der vil yde anstændig hjælp og støtte til arbejdsløs, syge og gamle. OG i den sidste forbindelse falder der nok nogle midler ned i den forkerte turban - ind i mellem. OG hvad så - det modsatte er skræmmende og uholdbart for fremtiden. Dine forsikringer (i alle forhold) stiger i pris. Hvad kan bedst betale sig.

Ib Christensen

Egentlig lidt tankevækkende at vi ikke har råd til at hjælpe vores egne med at leve, men vi har milliarder til våben og overvågning fordi vores sikkerhed er truet.

Enriquo Longo, Flemming Scheel Andersen og Filo Butcher anbefalede denne kommentar

Leo Nygaard

Så må vi deraf udlede at det ikke er forbudt at "fyre en fed".

Det næste bliver vel at A-kassen påtaler slips, hår, skæg, briller, jakkesæt, sko, vægt, højde, -

Sygt samfund skaber syge borgere.

Elisabeth Andersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Tør man mon håbe, at den desillusionerede velfærdsstats-knuselskende velfærdstatshistorie-professor gør sig den ulejlighed at læse, hvad Filo Butcher og Lilli Wendt har at sige om de faktiske forhold i jernindustrien i det velfærdssamfund, som professoren selv kan takke for, at han har kunnet hæve sin gode professorgage og nu kan belave sig på et behageligt otium som emeritus efter et langt og aktivt liv i Herrens Vngård?

Eller er professor Petersen på biblioteksstigen mon lige så paf over den jævne lønmodtagers problemer med at annamme den højere visdom i og nytten af hans analyser af fremtidsudsigterne for "sammenhængskraften og det jævne folks solidaritet" med den nu snart fhv. socialdemokratiske velfærdsstat, som de økonomiske "eksperter" topfigurerne i den p.t. siddende SR-regering hælder deres hoveder til?

Svarene blæser i vinden. Og krukkerne i R og S har efterhånden gået så længe til bal i den borgerlige, at de er kommet tomme hjem til dem, de mente var deres trofaste kernevælgere.

"Hvad er det dog alt
Som Verden opsminker med fauer Gestalt?
Det er jo kun Skygger og skinnende Glar
Det er jo kun Bobler og skrattende Kar
Det er jo kun Ise-skrog, Skarn og Fortred
Forfængelighed
Forfængelighed" (Thomas Kingo)

Heinrich R. Jørgensen, Karsten Aaen, Flemming Scheel Andersen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Torben R. Jensen

JHP har givetvis ret i, at det er et socialdemokratiske menneskesyn, som har begrundet mange sociale ydelser, og meget tyder på, at det menneskesyn med de nuværende politikere har ændret sig. Men han har ikke ret i, at økonomi ikke spiller en rolle for velfærdsstaten. Overskriften er også misvisende, for velfærdsstaten er ikke en ideologi, der kræver opdragelse af befolkningen, eller et resultatet af en samlet plan. Velfærdsstaten er opstået som enkeltstående løsninger på aktuelle behov for overførselsindkomster og varetagelse af fælles opgaver, hvor vi i Danmark har en lang tradition for fællesløsninger og tradition for, at staten agerer aktivt.

Det opfattes f.eks som helt naturligt, at vi kan bevæge os på vejene uden at betale bompenge, at børn modtager gratis undervisning i skolerne og, at bibliotekerne er frit tilgængelige. Det er dele af velfærdsstaten, som ikke bliver defineret, men som har gjort, at de skandinaviske lande med høje sociale standarder klarer sig økonomisk godt, og derfor også et forbillede for andre lande.

Det nye er, at vi siden 1930'erne har haft en liberal økonomi baseret på Keynes teorier med staten, som en væsentlig aktør. Statens udgifter og indtægter udligner indkomstforskelle og udjævner forskelle på høj- og lavkonjunkturer. Folk får f.eks. deres pension, fordi det er deres ret, og ikke fordi det går økonomisk godt eller dårligt. Pensionerne udjævner indkomstforskelle, men holder også forbruget igang i lavkonjunkturer, og finansieringen via skatter bremser forbruget i højkonjunkturer.

Det giver mening, at staten øger aktiviteten, når den liberale økonomi går i stå. Hvis man giver penge til de fattigste, som ikke har opsparing, vil pengene gå direkte til forbrug og dermed hurtigt sætte gang i efterspørgslen. Omvendt skal man naturligvis reducere statens aktiviteter og pengeoverførsler, når den økonomiske aktivitet er høj (det sidste kniber det som regel med). Statens brug af penge er i Keynes modeller modsat de private husholdninger, hvor man investerer, når det går godt, og sparer, når det det går dårligt.

Siden årtusindskiftet har politikken været baseret på ny-liberale ideer om, at statens budgetter bør være efter samme principper som de private husholdninger. Staten bliver dermed konjunkturmedløbende, så forskellen på høj- og lavkonjunkturer bliver væsentligt større. Lars Løkke Rasmussen og mange andre politikere illustrerer det tydeligt, hver gang de taler om deres eget husholdningsbudget, som om de privatøkonomiske overvejelser kan sammenlignes med styringen af statens budgetter.

Der er ikke nogen dokumentation for at konjunkturregulering er bedre end et frit marked eller omvendt. Begrundelsen for ny-liberalismen er en tro på, at vækst er det normale. I 2020 planen regnes f.eks. med højkonjunktur fra 2016. Så skal de aktuelle reformer sikre, at vi får mest mulig vækst - Det må da være rart at vide for dem, der mister indkomsten, frem til de gyldne tider. De økonomiske modeller er gode til at vise effekten i vækstperioder, men er ofte forkerte i nedadgående komjunkturforløb. Reduktion af topskatter fører f.eks. kun til øgede investeringer, når der er udsigt til vækst, men når risikoen for tab er høj, bliver skattelettelserne brugt til opsparing. Med de ny-liberale tanker følger også et behov for et andet menneskesyn, så sygdom og arbejdsløshed bliver selvforskyldt.

Den ny-liberale økonomi vil nok aflive mange velfærdsydelser, men det skyldes ikke, at det er ideen om en velfærdsstat med universielle rettigheder, som er en katastofe.

Simon Trøjgaard Jepsen, Karsten Aaen, Flemming Scheel Andersen, Niels Mosbak, Grethe Preisler og Helge Andersen anbefalede denne kommentar

Miguel,
helt enig i at alle har ret til at ytre sig. Man skal bare være opmærksom på hvor det man siger kommer fra. Hvad jeg her har skrevet kommer fra mine personlige oplevelser og jeg kan til hver en tid stå inde for sandheden i det jeg har skrevet.
Når man har sine informationer fra TV eller andre medier er det noget helt andet, og ved at gentage det man har lært fra disse kanaler er man intet andet end en brik i et større manipulationsspil.
Der er vel ikke mange der tror at "fattig Carina og Dovne Robert" projekternes timing har været tilfældig.

Det har næppe været den danske befolkning der har påstået at vi ikke længere har råd til at opretteholde velfærdsstaten? Aflivningen af velfærdssamfund sker ikke kun i Danmark. Det er derimod et led i en langt større, international plan om at skabe et Forenet Europa, modelleret efter den US amerikanske politiske og økonomiske model.

Jeg vil ikke bestride at tiden måske er løbet fra den gamle velfærdsmodel. Den er heller ikke godt nok, med sit umenneskelige, destruktive udvalgs-system. Men vejen frem er ikke en afvikling der kun ender med at skabe fattigdom, ulighed og social destabilisering.

Borgerløn er en oplagt mulighed. Vi er nødt til at prøve nye veje, men desværre kan jeg ikke se "så meget nytænkning" som Jørn Henrik Petersen.
Liberalistisk motiveret afvikling af velfærdsstaten er ikke nytænkning!

Den virkelige ideologiske katastrofe som er over os er markedsliberalismen.

Simon Trøjgaard Jepsen, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Karsten Aaen, Olav Bo Hessellund og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Forresten, Miguel, er det ikke kun dig der "betaler regningen" Det gør jeg også. I alle de mange år hvor jeg har haft let med at forsørge mig selv og min familie, og selv nu, hvor jeg ikke længere kan det, går en væsentlig del af min indkomst til fælleskassen. Procentuelt set, tør jeg vædde på at jeg betaler en større andel end millionæren med strandvejs villaen.

Jeg har ikke klaget dengang jeg var rask, og jeg klager heller ikke nu, men det må være min personlig holdning.

Heinrich R. Jørgensen, Niels Mosbak og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Michael,

1. Venstre siger kun ja til velfærdsstaten for at komme til magten. Det er minimalstaten de arbejder på at opnå.
2. Har du en kilde. Det er ikke noget JHP siger.
3. Naturligvis er velfærdsstaten altid til debat.

Filo, jeg synes helt aerligt at du igen diskvalificerer dem som ikke mener lige som dig.
Altsaa nu paastaar du at dine meninger kommer fra din egen personlige erfaring, som naturiligvis ingen naegter eller saetter tvivl om, mens andre som mener lidt anderledes er blot brikker i et stort manipulationsspil. Du har da et bedre niveau end dette, mand!

Både i artiklen og i indlæggene bruges betegnelser, som vi naturligvis opfatter forskelligt.

JHP er inde på det, når han siger : " Men hvis man med universel mener, at vi alle er berettiget til ydelser, hvis de og de betingelser er opfyldt, så har vi lige akkurat så meget universalisme, som vi altid har haft." Derfor, hvad mener vi egentlig med begreberne.

UNIVERSEL YDELSE
Fælles for alle eller fælles for udvalgte.
Børneydelse er for alle børn, uanset forældreøkonomi.
Befordringsfradrag er for alle der befordres til arbejdsstedet, uanset privatøkonomi.
Folkepension er universel til en vis grænse og indtægtsbestemt derudover.
Sygehusbehandling er universel gratisydelse for alle.
Som det fremgår af de få eksempler er "universel" mange ting.

UNIVERSEL RET
Alle landets borgere har ret til at trække vejret og at bo på jorden. Det kan opfattes som, at alle i fællesskab har ejendomsretten til jorden. Men det mener danske politikere ikke. De foretrækker at enkelte borgere ejer jorden og nogle få endda meget jord, som de kan profitere på, når priserne stiger. Nøjagtig som jordens resurser.

BETINGELSESLØS
Intet er absolut betingelsesløst.
Kontante ydelser er betinget af overholdelse 117 forskellige regelsæt.
Basisindkomst er betinget af, at man ikke selv tjener penge.
Kontant hjælp er betinget af at man står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Det leder videre til :

"NOGET FOR NOGET"
eller - Gør din pligt, kræv din ret - eller - først yde, så nyde. Kan det nu passe ?
Hvis du ikke har ydet, må du ligge og dø i vejkanten og se den barmhjertige passere forbi.
Nej - det mener ingen vel. Altså er disse forskellige udtryk for det samme så rigtige ?
Når samfundet tilmed ikke er i stand til at skabe mulighed for at yde - f.eks ved at tilbyde lønarbejde - kan samfundet vel ikke være imod at samme borgere nyder.
Her er det passende at læse grundlovens § 75.

KRÆVEMENTALITET
I en mindst 60 år gammel bog om retsstaten er forholdet beskrevet sådan :
I den folkestyrede stat (velfærdsstaten, LN) vil borgerne forsøge at indbetale så lidt som muligt til den fælles kasse og forsøge at få så så meget som muligt ud igen til sig selv.
Dagens Danmark var altså forudset.

VÆRDIGT TRÆNGENDE
Et gammelt ord for nødvendighed, også kaldet trangsprincippet. Betegnelse for det modsatte af universel.
Kan man betale selv, er man ikke "værdig" til hjælp fra fælleskassen.
Involverer brugerbetaling og begrænsning af : Kontante ydelser, betaling for gratis serviceydelser og fradrag i skatteberegningen.

INDTÆGT
Hvad er indtægt ? Lønindkomst, kapitalafkast, realisering af formue, egen opsparing i fast ejendom, privatisering af samfundsskabte værdier (huspriser). Hvis "indtægt" er i spil ved diverse beregninger, er det nødvendigt at forholde sig til arten af indtægt.

ARTIKLEN
Grunden til, at artiklen med JHP er interessant, er at det er en tilståelsessag :
»Jeg er dybt splittet og balkaniseret i hovedet. På den ene side synes jeg, at den klassiske velfærdsstat med de betingelsesløse ydelser er et meget smukt etisk og moralsk ideal. På den anden side har den klassiske velfærdsstat fra sin tidlige begyndelse haft en indbygget spænding forstået på den måde, at den kræver af os som mennesker, at vi er generøse, mådeholdne og parate til at udbyde den arbejdskraft, der er nødvendig for at finansiere velfærdsstaten. Det ideal kunne vi ikke honorere. Resultatet er en ideologisk katastrofe, fordi vi ikke havde den fornødne rygrad,« siger Jørn Henrik Petersen.

Sammenholdt med betragtningen : "Steincke kunne på ingen måde forudse, at hans system ville blive tynget i knæ under vægten af velfærdstrængende danskere." -
må man jo spørge den kloge JHP, om han heller ikke forudså dette, da han var med til at udforme reglerne. Velfærden uddeles jo ifølge regler og er ikke et tag-selv-bord. S-tænkende politikere medvirkede. De lovede velfærd i valgkampene og var nød til at følge op. Desværre dominerede det "universale" princip på bekostning af trangsprincippet i lighedens navn.
Så skyd ikke skylden på danskerne. Skyd skylden på lovgiverne.

Dette indlæg er indlysende selvfølgeligheder, velegnet til at undervise en 9.klasse i folkeskolen.
Men måske også velegnet til at klare tankerne her.

Heinrich R. Jørgensen og Miguel Tuells anbefalede denne kommentar

Filo Butcher
08. februar, 2014 - 09:56

Filo Butcher, tak for dit hjerteskærende indlæg fra den virkelige verden.

- Det burde offentliggøres til en bredere skare af den danske befolkning.

Flemming Scheel Andersen, Enriquo Longo, Karsten Aaen og Filo Butcher anbefalede denne kommentar

Jeg er heller ikke i tvivl om, at den almindelige dansker slet slet ikke ved, hvad det er der foregår og hvad konsekvenserne er af de drastiske reformer, som der er gennemført de seneste år.

- Tror faktisk ikke engang politikerne selv er klar over følgerne.

Lis Jeppesen, Flemming Scheel Andersen, Karsten Aaen, Filo Butcher og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar

Sider