Læsetid: 10 min.

Velfærdsstaten – en ideologisk katastrofe

Han knuselsker velfærdsstaten, men har for længst forstået, at den har medfødte, dødelige skavanker. Det har Mette Frederiksen også. Men hun skal dælme ikke forsøge at holde liv i patienten med idéhistorisk forfalskning og udskamning af de vanskeligst stillede. Interview med velfærdshistorikeren Jørn Henrik Petersen
7. februar 2014

En desillusioneret velfærdsaficionado skriver i en ny bog: Udbygningen af velfærdsstatens systemer i 1970’erne var »galmandsværk«, og velfærdsstaten er ved at »gå under«. Alt imens må man »rystende« erkende, at »menneskets grådighed« har spændt ben for velfærdsstatens idealforestilling om det hæderlige menneske, der betaler til fællesskabet uden at kræve for meget igen.

Ordene er ikke professor dr. phil., 40-års-jubilerende og bogaktuelle Jørn Henrik Petersens. Men det kunne de have været, for han mener stort set det samme, hvad angår velfærdsstatens sammenbrud under vægten af danskernes velfærdsforstoppelse.

Ordene stammer derimod fra Henrik Christoffersen, forskningsleder i CEPOS og central medarbejder i Kommunernes Landsforening i 1970’erne. De blev gengivet i et interview med Weekendavisen i sidste uge i forbindelse med udgivelsen af Christoffersens nye bog Den mindst ringe – Om demokratiet i velfærdsstaten.

Jørn Henrik Petersen siger, at han »jo er socialdemokrat«. Derfor tror han stadig på den smukke tanke. Velfærdsingeniøren Henrik Christoffersen var troende, dengang han befandt sig i visionernes velfærdsværksted i 1970’erne.

»Da jeg kom til Kommunernes Landsforening i 1973, var det lige efter kommunalreformen, vi følte jo, at vi kunne gå på vandet. Vi følte virkelig, at vi skabte det gode samfund. Det nærmede sig beruselse,« som han formulerer det i Weekendavisen.

Hvordan hænger det nu sammen? Begge har de knuselsket visionen om den moderne velfærdsstats adskillelse af pligter og rettigheder. Afkoblingen af det, man betalte ind fra det, man fik ud. ’Noget-for-ingenting’. Henrik Christoffersen – oprindeligt socialdemokrat af sindelag, må man forstå på hans nølende udtalelser. Nu landflygtig i CEPOS. Jørn Henrik Petersen – stadigt troende, når det gælder velfærdsstaten trods syndefaldet. Og hidsigt afvisende over for dens efterfølger, konkurrencestaten, som finansminister Bjarne Corydon med fascinerede kamikazeærlighed i stedet nu har placeret på det socialdemokratiske husalter.

»Jeg er dybt splittet og balkaniseret i hovedet. På den ene side synes jeg, at den klassiske velfærdsstat med de betingelsesløse ydelser er et meget smukt etisk og moralsk ideal. På den anden side har den klassiske velfærdsstat fra sin tidlige begyndelse haft en indbygget spænding forstået på den måde, at den kræver af os som mennesker, at vi er generøse, mådeholdne og parate til at udbyde den arbejdskraft, der er nødvendig for at finansiere velfærdsstaten. Det ideal kunne vi ikke honorere. Resultatet er en ideologisk katastrofe, fordi vi ikke havde den fornødne rygrad,« siger Jørn Henrik Petersen.

De skuffede

Rækken af skuffede velfærdstilhængere hos Socialdemokraterne er lang begyndende med Jørgen Dich, som i 1973 udgav bogen Den herskende klasse. Det kan man forvisse sig om ved at læse Jørn Henrik Petersens to nye udgivelser: Dansk Velfærdshistorie, bind 5 og debatbogen Pligt og Ret – Ret og Pligt. I den sidstnævnte lægger Jørn Henrik Petersen imidlertid selv for. Han gengiver tre kronikker forfattet af ham selv som opbakning til den daværende socialdemokrat Karen Jespersen. Hun var socialminister op gennem 90’erne og ideologisk indpisker i opgøret med »krævementaliteten«, som den var blevet italesat op gennem 80’erne.

»Pointen med at gengive de tre kronikker og mine tolkninger af Karen Jespersen er at vedstå, at jeg dengang så fraværet af en kobling mellem ydelse og modydelse som et kernepunkt i velfærdsstatens legitimitetskrise, at jeg argumenterede for ’noget-for-noget’-ideen (i modsætning til princippet i den klassiske velfærdsstat, som Petersen benævner ’noget-for-ingenting’, red.), og at jeg endosserede tanken om ’pligt-og-ret’. Måske havde mine argumenter en virkning på det, der skete, og på det, der kom til at ske? Man kunne så forvente, at jeg med begejstring ville møde det nye mantra om ’pligt-og-ret’,« skriver han tilsyneladende brødebetynget.

Men der sætter Jørn Henrik Petersen altså hælene i og trækker væk fra CEPOS, Thorning-regeringen, og ikke mindst beskæftigelsesminister Mette Frederiksens videreførelse af det 30 år gamle opgør med velfærdsstaten: Nu (for)klædt i socialdemokratisk kerneideologi som legitimering af en kontanthjælpsreform, der skærer i ydelserne til fordel for uddannelsesindsats og individuelle ressourceforløb.

»Det gør jeg ikke, fordi det markedsføres på tvivlsomme principper,« som han fortsætter.

Menneskesyn

Jørn Henrik Petersen anerkender, at der må ske ændringer. Udviklingen i antallet af personer på overførselsindkomst og efterspørgslen efter offentlige ydelser taget i betragtning.

»Men det bekommer mig ikke vel, fordi det grundlæggende strider mod det, jeg i mine unge år troede på, og som jeg stadig bekender mig til,« skriver han.

Hvor værket Dansk Velfærdshistorie er en saglig historisk gennemgang af perioden 1973-1993, omhandler Pligt og Ret – Ret og Pligt de tvivlsomme principper, som Petersen på vanlig fyndig vis gennemgår.

Mette Frederiksen henviser f.eks. til sloganet på de røde faner »Gør din pligt – kræv din ret«: »Det er en gammel socialdemokratisk kerneværdi, at man skal gøre sin pligt, før man kræver sin ret. Det er en grundsten i det fundament, vores velfærdssamfund bygger på,« som hun udtaler i et interview, hvor hun også hævder, at man i tidligere tider havde vist mere mådehold. Allerede i 2012, da debatten kørte om fattig-Carina og senere kontanthjælpsreform, kritiserede velfærdshistorikeren Frederiksen for historieforfalskning.

»Det er socialdemokratisk fernis, hældt ud over en stangborgerlig politik,« gentager han i dag.

Men hvordan kan det nu være det, når en af velfærdsstatens og socialpolitikkens grundlæggere, K.K. Steincke, selv havde blik for, at det system, han indførte med socialreformen i 1933, var sårbart over for misbrug. Hvilket Petersen også referer ham for i bogen: Systemet forudsatte med Steinckes ord det »fuldtud hæderlige Menneske med en god Vilje og de bedste Forsætter« som en modsætning til »den sløje Karakter, den energiløse, uden Vilje, Selvfølelse eller Grundsætninger«.

Steincke kunne på ingen måde forudse, at hans system ville blive tynget i knæ under vægten af velfærdstrængende danskere. Men der har været en kamp om menneskesynet hos Socialdemokraterne siden Steincke. Er velfærdsborgeren en potentiel doven slambert eller et uegennyttigt væsen? I så fald har Mette Frederiksen måske fat i den lange ende.

– Det kan godt være, at pligt og ret er et opråb, der ikke er rettet mod de svage, men mod den herskende klasse, der havde alle rettighederne men ingen pligter. Men kan Mette Frederiksen henvise til en kamp om menneskesynet?

»Socialdemokraterne var historisk set først og fremmest rettens parti. De indførte rettigheder, fordi der skulle rådes bod på iøjnefaldende uretfærdigheder. Selvom Steincke havde blik for farerne, så var det ham magtpåliggende at udfolde rettighedsbegrebet. Han taler rigtig meget om den hæderlige arbejder, fordi han ud over at være socialpolitiker tænker meget i kulturudvikling. Hans bog Kulturbetragtninger fra 1912 gør meget ud af, at menneskenes børn skal opdrages til at være kulturvæsner. Og det betyder, at de skal lære generøsiteten, mådeholdet, og viljen til at udbyde deres arbejdskraft,« siger Jørn Henrik Petersen, der i stedet henfører ’noget-for-noget’-princippet til den radikale Aase Olesen, socialminister og formand for Socialkommissionen i 1990’erne.

Det med pligten til at forsørge sig selv, som det blev formuleret på Steinckes tid, var til gengæld fælles gods for samtlige partier frem til 1950’erne, fremhæver Jørn Henrik Petersen.

»Ifølge Grundloven har den enkelte en pligt til at forsørge sig selv og sine nærmeste. Men det, man skal være opmærksom på, er, at den pligt, der tales om her, er den generelle forsørgelsespligt. Hvorimod den pligt, Mette Frederiksen og tidligere socialminister Karen Hækkerup taler om i dag, er en pligt til en ganske bestemt adfærd i en ganske bestemt situation. Det er disciplinerende foranstaltninger, som vi ser i form af incitamenter og sanktioner. Det er altså to forskellige pligtbegreber, der opereres med. I tidernes morgen var der en absolut fælles politisk opfattelse af pligtbegrebet og dermed ikke tale om noget specielt socialdemokratisk.«

Disciplinering

I den aktuelle socialdemokratiske lingo ala Mette Frederiksen bliver synet på samfundsborgeren til en skelnen mellem dem, der kan, men ikke vil. Og de andre, som vil, men ikke kan.

»Den tanke går imidlertid tilbage til filantropien i 1900-tallet, og det pikerer mig, at man lægger sig meget tæt op ad at genindføre et gammelt skel mellem ’de værdigt’ og ’de ikke værdigt’ trængende. Præcis den skelnen man gør op med, da man indfører den moderne velfærdsstat.«

Men det velfærdsstatslige menneske har altså tabt til det økonomisk tænkende menneske, homo economicus. Deraf følger også de senere års vægt på disciplinerende foranstaltninger, en tendens som tager sin begyndelse med Nyrup, og som videreføres af både den borgerlige Fogh-regering og den nuværende.

»Det disciplinerende består i, at du som forudsætning for at kunne oppebære en form for kontantydelse, skal forpligte dig til en bestemt adfærd. Tage del i aktivering – og efter den sidste kontanthjælpsreform skal du lade dig involvere i såkaldte nyttejobs. ’Noget-for-noget’. Men det er samtidig med til – ikke mindst på grund af den hårde ret-og-pligt-retorik, man kører – at placere de mennesker, der virkelig har brug for at ligge i hængekøjen, i en skamfuld situation. Vi skammer en betydelig gruppe helt ud af samfundet.«

– Men det gør man jo for at sikre velfærdsstaten og hjælpe dem, der virkelig har brug en ydelse?

»Jeg ved ikke, hvor meget det har hjulpet. Siden den første bistandslov har man jo villet lave et system, der hjælper folk ud af deres vanskeligheder, og de forskellige mekanikker har ikke haft nogen nævneværdig effekt. Der har været en afskrækkelseseffekt, for det er sgu da hævet over enhver tvivl, at der er nogen der har fjælet sig på uretmæssig vis i hængekøjen. Men uligheden mellem dem med og dem uden arbejde vokser, og gruppen i den afhængige position gøres til underklasse.«

De vanskeligst stillede er blevet syndebukke. De er forvist fra »solidaritetscirklen«, og erstattes via S-R-SF-regeringens skattereform med den kanvasklædte arbejder. Nu er det den hårdtarbejdende befolkning, man skal være solidarisk med, ikke de vanskeligt stillede, konkluderer velfærdshistorikeren.

– Hvorfor er det så vigtigt at kunne påberåbe sig en idépolitisk arv i forhold til regeringens reformer?

»Det er selvfølgelig træls, at de borgerlige ideologiske ophavsmænd kan sige: ’Hvad sagde vi’. Der er Bjarne Corydon jo på mange måder velsignet åben, når han siger, at vi har nogle udefrakommende problemer i kraft af globalisering, løndumping osv., og at han derfor tror på konkurrencestaten – i en næsten religiøs forstand. Han forsøger ikke at stikke noget under stolen og give en ideologisk begrundelse. Det gjorde Nyrup heller ikke, da han i 90’erne erkendte problemerne med velfærdsstaten. Både Nyrup og Corydon toner i den forstand rent flag.«

Etiker til det sidste

Nu kan man så indvende, at fattige indere og polakker har fået hævet deres levestandard netop i kraft af globaliseringen. Uligheden har holdt flyttedag, og det har en pris, vi ikke kan betale os fra. Er der så ingen anden vej end at gå tilbage til almisserne og forlade tanken om den universelle velfærdsstat, fordi den i virkeligheden kun var en historisk parentes. Dengang før oliekrisen, jordskredsvalg og Fremskridtsparti i de optimistiske 60’ere?

»Det er en udbredt misforståelse blandt journalister og andet godtfolk, at vi ikke længere har en universel velfærdsstat. Men hvis man med universel mener, at vi alle er berettiget til ydelser, hvis de og de betingelser er opfyldt, så har vi lige akkurat så meget universalisme, som vi altid har haft. Jeg vil hellere tale om, at vi har flyttet os fra betingelsesløse ydelser til ydelser, der er betinget af, at du opfører dig, som vi – de pæne arbejdende mennesker – godt kan lide.«

Jørn Henrik Petersen er som nævnt socialdemokrat, men af den slags, der taler meget om velfærdsstatens etiske dimension.

Op gennem forrige århundred støttede det etiske og økonomiske argument for velfærdsstaten nemlig hinanden. Men i dag er ingen, der vil hævde, at det er et vigtigt konkurrenceparameter at have en veludviklet socialpolitik og en ikke uvæsentlig grad af ulighed, pointerer han:

»Det betyder, at det alene er etikken, der skal bære systemet, og så får systemet det svært.«

Men når velfærdsforskeren skal svare på, hvor velfærdsstaten er på vej hen, griber han stadig til etikken – efter først at have hævdet, at han, forfatter til fem bind om dens historie og et sjette, det sidste, på vej, ikke aner, hvor vi ender.

»Når man beskæftiger sig med historie, så ved man, at pendulet svinger frem og tilbage. Lige nu er der så meget nytænkning, at det er svært at se, hvor pendulet stopper. Et fromt ønske er, at man begynder at operere med et mere anerkendende menneskesyn, hvilket jo også lå til grund for den gamle bistandslovs præmisser om den enkeltes delagtighed og forståelse. Det er svært at se det realiseret, men man kan godt græde i hjertet og have hovedet et andet sted. Derfor skal man ikke nødvendigvis give hjernen ret. Man kan holde fast i en etisk dimension. Det er jo for pokker derfor, jeg er socialdemokrat.«


LÆS: ’Jeg bliver nødt til at stå på min ret til at definere, hvad der er socialdemokratisk’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ole Henriksen
  • Sune Keller
  • Henrik Brøndum
  • Lars Dahl
  • Henriette Fosselius
  • Per Jongberg
  • Olav Bo Hessellund
  • peter fonnesbech
  • Kjeld Hansen
  • randi christiansen
  • Jan Hansen
  • Mona Jensen
  • Ervin Lazar
  • Mihail Larsen
  • H.C. (Hans Christian) Ebbe
  • Henrik Danstrup
  • Knud. Leth-Nissen
  • Vivi Rindom
  • Jakob Østergaard
  • Verner Beyer Petersen
  • Carsten Søndergaard
  • Rasmus Kongshøj
  • Nic Pedersen
  • Brian Klausen
  • Leo Nygaard
  • Henrik Christensen
  • Miguel Tuells
  • Kristian Løwenstein
  • Espen Bøgh
  • Laurids Hedaa
  • Filo Butcher
  • Thomas Krogh
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Lasse Damgaard
  • Mogens Michaelsen
  • Henrik Strøm
  • Claus Piculell
  • Toke Andersen
  • Carsten Svendsen
  • Steffen Gliese
  • Flemming Scheel Andersen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels-Simon Larsen
  • Jens Thaarup Nyberg
Ole Henriksen, Sune Keller, Henrik Brøndum, Lars Dahl, Henriette Fosselius, Per Jongberg, Olav Bo Hessellund, peter fonnesbech, Kjeld Hansen, randi christiansen, Jan Hansen, Mona Jensen, Ervin Lazar, Mihail Larsen, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Henrik Danstrup, Knud. Leth-Nissen, Vivi Rindom, Jakob Østergaard, Verner Beyer Petersen, Carsten Søndergaard, Rasmus Kongshøj, Nic Pedersen, Brian Klausen, Leo Nygaard, Henrik Christensen, Miguel Tuells, Kristian Løwenstein, Espen Bøgh, Laurids Hedaa, Filo Butcher, Thomas Krogh, Heinrich R. Jørgensen, Lasse Damgaard, Mogens Michaelsen, Henrik Strøm, Claus Piculell, Toke Andersen, Carsten Svendsen, Steffen Gliese, Flemming Scheel Andersen, Lise Lotte Rahbek, Niels-Simon Larsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Miguel Tuells
07. februar, 2014 - 18:19

Miguel Tuells, er du overhovedet fyldt 18 år og dermed myndig? Du giver mig det indtryk, at du ikke har særligt meget livserfaring. Men bare roligt, det kommer også til dig med tiden. Det kan du være ganske vist på.

- Og så kan vi jo se hvad du mener til den tid.

Flemming Scheel Andersen, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Kjeld, jeg vil ikke diskvalificere dig som du goer med mig, aner ikke hvorfor, bortset fra at din doemmekraft ikke synes meget stor, og at du heller ikke har gidet linke til min profil.
Jeg er fyldt 50.

Miguel Tuells
08. februar, 2014 - 18:22

Hvem der har mangel på dømmekraft af os to kan vist diskuteres...

Michael , 14.15 - Bemærkninger til dine punkter, meget kort :
1 - Hvilken velfærdsstat. Det er alle danskere ikke enige om.
2 - Enig - Ikke bare økonomiske problemer - men vigtigere problemer med solidariteten og sammenhængningskraften. Symbolsk : Hvornår stopper angiveriet af sociale bedragere, fordi der ikke er noget at angive om.
3 - Enig - Og Vestager er begyndt ved at erklære krig mod det universale princip, forstået således at de, der kan betale selv, skal betale. Det fører til mindre stat. Lidt mindre. Jeg bliver sikkert ikke tilfreds med hvad hun og denne regering kan blive enige med sig selv om.

Karsten Olesen

Venstres mantra - at der altid er arbejde til dem der vil arbejde - svarer jo godt nok til tilstanden på et selvejet landbrug.

Men i byerne har man i mindst 150 år vidst, at udbuddet af arbejdspladser svinger i bølger, i takt med kapitalisternes likviditet, som formindskes med en selvforstærkende virkning, når alle erhvervsdrivende skærer ned på samme tid.

Selve konkurrencen mellem kapitalisterne udløser denne indskrænkningsproces.

Siden 1969 har man nedsat arbejdstiden, samtidig med at der i bølger er sket indskrænkninger i arbejdsstyrken i 1973, 1979 og som konsekvens af fusioner under "det indre marked" fra 1992.

Vareefterspørgslen er mættet uden at hele arbejdsstyrken er i funktion.

Dermed kommer nye årgange ud på arbejdsmarkedet uden at der er fuld beskæftigelse.

Det er den offentlige forvaltnings opgave at behandle borgerne lige - det er en følge af at tidligere standsuligheder i borgerrettigheder er afskaffet.

"Universaliteten" er således en følge af, at opgaverne er overdraget til staten.

Men dette retslige universalprincip er blevet misligholdt fra bistandsloven 1975 og frem, idet denne lov med "skønsprincippet" indeholdt et smuthul for vilkårlighed fra Venstre-kommuner.

Kravet om "at stå til rådighed for arbejdsmarkedet" har heller ikke en juridisk anvendelig form, idet det er ganske ubestemt hvori arbejdsmarkedet består og om det overhovedet findes i den pågældende by.

At "stå til rådighed" - som en taxachauffør eller en tjener - er et job mod tarif.

Udformningen af bistandsloven er således et "vinkelskriveri" - i betydningen: fejlagtigt udført juridisk arbejde.

Vinkelskriveriet har den funktion at hindre en sagsbehandling i overensstemmelse med borgernes fulde civile rettigheder.

Dermed har man åbnet for misbrug, der minder om tilstandene undet tyendeloven (afskaffet 1921).

Ofrene for disse misbrug er især generationerne der er kommet ud på arbejdsmarkedet efter 1973, dvs født efter 1955.

Af rent forvaltningsmæssige grunde bør dette bringes til ophør.

Enriquo Longo, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Jesper Wendt, Flemming Scheel Andersen, Steffen Gliese, Karsten Aaen, Filo Butcher og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Jeg synes den røde tråd i denne artikel er forståelsen af ret og pligt, og nok især middelklassens forståelse af deres rettigheder og deres pligter. Men det kan ikke stå alene, man må også se hvordan klassekampen har udviklet sig med tiden, eller mangel på samme.
Tidligere klassekamp mellem arbejdstagere og arbejdsgivere, er ikke mere en del af de fleste lønmodtagere bevidsthed. Rigtig mange lønmodtagere føler sig mere som en repræsentant for arbejdsgiverne. Noget af det skyldes også at der er en meget flad struktur på mange arbejdspladser, der er ikke så langt mellem de forskellige hierarkier på arbejdspladsen. Der er også mange der er ansat i det offentlige, hvor arbejdsgiveren jo heller ikke passer til den arbejdsgiver i en klassekamps forståelse.
Middelklassen er blevet rigere igennem de sidste årtier, og mere selv forsørgende og har ikke brug for solidariteten, den klare sig selv på de fleste parametre. Middelklassen har fået en højere levestandard, den er blevet rigere og har fået svære ved at identificere sig med underklassen have solidaritet med underklassen. Middelklassen føler ikke pligt til at forsørge underklassen, og middelklasen kræver kompensation i forhold til underklassen, og vil udskamme underklassen.

Tilslutningen til fagforeningerne er svindende og social demokratiet har mistet mange vælgere de sidste tyve år, formentlig fordi social demokraterne stadig bliver associeret med et mere traditionelt arbejderparti og ikke som et middelklasseparti, selvom jeg absolut vil mene, at socialdemokraterne i langt højere grad beskytter og varetager middelklassen end den beskytter underklassen.
Arbejderklassen syn og holdning på sig selv. Arbejderklassen er blevet mere krævende, især i forhold til hvad de vil have ud af livet, og hvordan den iscenesætter sig selv. Appetitten på at blive endnu rigere er også blevet større. Middelklassen ser ikke sig selv som en del af fællesskabet, men som en person der skal realisere sig selv. Rigtig store dele af tv sendefladen retter sig mod indretter sin bolig, spiser og ”lever bedst muligt”.
Antallet af folk på overførsels indkomst er steget, og vil stige fremover, især fordi den demografiske fordeling ændre sig hen mod flere ældre, en større andel af befolkningen.
Hvis man groft definere den danske velfærdsmodel som bestående af tre søjler, den frie og lige adgang til uddannelse og gratis behandling i sundheds sektoren, og et økonomisk sikkerhedsnet for dem der ikke kan arbejde. Denne model har givet en vis grad af økonomisk omfordeling i det danske samfund. Der er især kommet et stort pres på økonomiske sikkerhedsnet og hullerne i sikkerhedsnettet er blevet større, ses bla i form af stigende fattigdom.
De borgerlige arbejder på at omdefinere eller justere den danske velfærdsmodel, formentlig hen imod en mere sydeuropæisk eller angelsaksiske model, og med lang højere grad af forsikring.
Det er en giftig cocktail for den danske velfærdsmodel, at der på samme tid bliver et større behov for solidaritet, især pga den demografiske forandring og middelklassen lavere incitament for solidaritet. De største spændinger i Danmark er middelklassen forhold til underklassen

Simon Trøjgaard Jepsen, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Torben Kjeldsen, Steffen Gliese, Jens Thaarup Nyberg, Flemming Scheel Andersen, Karsten Aaen, Torben R. Jensen og Filo Butcher anbefalede denne kommentar

Miguel, undskyld at jeg mener at folk der har råd til hus, en eller flere biler, sommerhus, har fået en dyr uddannelse på fællesskabets bekostning, har et vellønnet job, aktiebeholdning og hvad ved jeg mere de har, ikke burde have grund til at beklage sig over det hårde liv de har og at de bliver bedt til at spytte i fælleskassen.

Det er de folk jeg mener med pæne middelklasse mennesker.

Du får mig ikke til at tage mine ord tilbage. Hvis du mener det er diskvalificerende og uretfærdig at beskylde dem for at hyle i ulvekoret når de stemmer ind på den sang om de skide fattigrøve der ødelægger vores velfærdsstat ved at kræve for meget , kan jeg godt leve med det.

Jens Thaarup Nyberg, Flemming Scheel Andersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Per Langholz,
tak for at du siger "underklassen"
Denne underklasse er nemlig størstendels et produkt af de seneste års socialpolitik. Det var meningen, at der i velfærdsstaten slet ikke skulle være en underklasse.

At middelklassen nu er gået over på arbejdsgivernes side er et produkt af Thatchers markedsliberalisme hvis vigtigste formål var at splitte arbejderklassen ved at tilbyde dem medlemskab i kapitalist klubben. Det har hun gjort ved at skabe boligmarkedet.

Det er boligmarkedet der splitter befolkningen i dem der har kapitalinteresser der skal beskyttes og dem der ikke har. Udover at boligmarkedet har ødelagt politikernes muligheder for at føre ansvarlig økonomipolitik har den også splittet samfundet. Uden boligmarked, ville vi heller ikke have en finanskrise.

H.C. (Hans Christian) Ebbe, Jens Thaarup Nyberg, Per Langholz og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Kjæld Hansen,
tak.
Men jeg mener der findes tilstrækkelig med rædselsfulde historier. De drager et medfølende suk, i bedste fald, og så heller ikke mere.
I opløbet til fleksjob "reformen" var der rigtig mange af den slags historier ude, men alligevel blev denne skændsel af "reform" vedtaget uden nævnværdig modreaktion.
Der er ligeledes et meget solidt flertal for den seneste kontanthjælps"reform" selv om den halverer indkomsten for tusindevis af mennesker fra den ene dag til den anden, sender dem i fattigdomsfælden med gældsætning og det hele. Udover halvhjertet protest fra EL - absolut INGEN reaktion.

Så længe den pæne middelklasse ikke trues på deres eksistens, sker der ikke en skid. Det skal bliver meget værre før det kan blive bedre, det er jeg overbevist om.

Og det bliver det også. Med tiden.

Jens Thaarup Nyberg, Niels Mosbak, Flemming Scheel Andersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Filo Butcher,
Ja termen underklassen er er et skrækkeligt ord at bruge, og jeg har været meget ambivalent omkring det, men besluttede dog for et par år siden at bruge det i denne sammenhæng. Det er på ingen måde ment som nogle er under mennesker, men udelukket brugt i forhold til den økonomiske og sociale position. Du har helt ret i dine betragtninger omkring bolig og ejerskab.

Henrik Danstrup

@Lilli
Din indsats for dig selv og dine børn fortjener da al ære og respekt - vi er mange, som har redundante historier, men hvad er pointen ?
Du skriver, at dem som har evnen, skal forstå et eller andet - hvad ?

Der er ingen faktuelle sandheder i denne debat, hvilket jo faktisk er pointen hos JHP, så antydningen af, at folk "burde kunne forstå" bygger på en normativ kortslutning.

I øvrigt fin lille blog med strøtanker om dette og hint - du har.

"Jørn Henrik Petersen anerkender, at der må ske ændringer. Udviklingen i antallet af personer på overførselsindkomst og efterspørgslen efter offentlige ydelser taget i betragtning".

Er det ikke at vende tingene på hovedet?

Al den stund vi rundhåndet udlægger redningsplanker og uddelerr bankpakker til direktører og aktionærer der får flotte bonusser, skulle vi så ikke have råd til velfærden.

Men velfærdsstaten er under afvikling men af helt andre grunde. Den skal nu beskytte de nye herskre - eliten - mod masserne, og servicere store virksomheder med skattelettelser og afgiftsfritagelse. Det sker i hele Europa, og snart vil bankpakkerne flyde fra ESMen i EU, en konstruktion der overtager uddelingen af bankpakker - Det ligner en parallel til FED som jo også hver måned uddeler pakker på p.t. 65 mio. dollars på skatteydernes regning - uden de i øvrigt får nogen forbedringer - snarere tværtom.

http://www.di.se/artiklar/2014/2/7/emu-toppens-dystra-profetia/

Hør også dette foredrag om fascismens virkemidler - Der er danske undertekster men billedsiden er ikke opdateret - Det er fra 1991 men utroligt aktuelt. Det tager 10 min.

https://www.youtube.com/watch?v=tSgx6PgSLyM

Karsten Aaen, Torben Kjeldsen, Jens Thaarup Nyberg, Filo Butcher og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar

"De største spændinger i Danmark er middelklassen forhold til underklassen"

Gammel taktik som også hedder "del og hersk"

Steffen Gliese

Middelklassen er en parasitklasse, der desværre har haft alt for stort held til ved hjælp af propaganda at gøre sig til "den stabiliserende faktor" i folks bevidsthed. Den er det modsatte, den er en giftig grønsag mellem bund og top i en sandwich.

Politikerne har i markedets ånd flænset nationalstaten op og blotlagt den for den globale konkurrence. Meningen er at vi alle skal agere på den globale kapitalismes vilkår: konkurrencestaternes kamp. Velfærdsstaten må derfor - i følge Bjarne Corydon - indstilles på at fungere på konkurrencestatens præmisser.

Konkurrencestaternes kamp er allerede en global realitet, og vi kan da også se, at BNP stige overalt i verden, oven i købet mest i de fattigste lande (flest uudnyttede ressourcer). Blot sker der ingen forbedringer for de allerfattigste mennesker. 8 procent af jordens befolkning tjener halvdelen af alle indtægter og de 92 procent slås om resten, og denne skævhed vokser. Og der sker ingen fremgang for de mennesker - 2,5 mia. - der lever for under 2$ om dagen, tværtimod så stiger priserne på fødevarer.

...og vi har endnu til gode at se hvad der sker i en konkurrencestat når BNP falder for alvor. Mon ikke et faldende - i modsætning til et stigende - BNP slår mest igennem i bunden af økonomien.

Konkurrencestaten fungerer ikke som en holdkonkurrence, men derimod som et udskilningsløb. Det er det, der er hele konkurrencestatstankens drivkraft. Kapitalismen behøver ikke svinge pisken, de indretter blot vores økonomi i tæt samarbejde med vores karrierepolitikere.

Mona Jensen, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Karsten Aaen, Jens Thaarup Nyberg, Flemming Scheel Andersen, Lise Lotte Rahbek, Jesper Wendt og Filo Butcher anbefalede denne kommentar

BNP er en økonomipolitisk katastrofe.

At basere en stats økonomipolitik på BNP er jo fuldstændig hul i hovedet. Alle ved det, men alligevel fortsætter man.

Lis Jeppesen, Lise Lotte Rahbek, Jesper Wendt og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Bill Atkins,
da BNP ikke siger noget om fordelingen af værdierne i et samfund er det sådan set også ligegyldig om BNP falder eller stiger. Faldende BNP kan jo sagtens betyder mere retfærdig fordeling, bedre miljøpolitik, stabilt boligmarked ( modsat på vej mod boble), meningen: mere af det gode, og mindre af det dårlige.

Men så længe man tager fra de fattige for at give til de rige vil faldende BNP være lig med samfund på total katastrofekurs. På samme måde er stigende BNP som er baseret på stigende boligpriser jo bare en indikator for at vi er på vej mod en ny finanskrise.

Enig, Filo Butcher, det eneste der i en samfundsanalyse berettiger BNP-opgørelsen er at gini-koefficienten uddrages derfra. Men der burde i det hele taget være et bedre levestandardsmål. Mcdonaldindekset er ligsom gået lidt af mode som prisniveaumål. Det virkelige problem er nok, at jo fattigere jo mere usynlig.

Torben Kjeldsen

Kort og godt velfærdsstatskrisen er ikke er strukturelt betinget men alene ideologisk! Det er en politisk kamp om vi vil et andet samfund, hverken mere eller mindre. Det store spørgsmål er hvorfor nogle af os tilsyneladende som lemminger forføres af os selv, af ’ de hellige’ (økonomer, politikere og rige kapitalister, rygklapperne) og hinanden mod afgrunden – et CEPOS samfund. Det helt mærkværdige er, at vi aldrig nogen siden i den vestlige verden har haft så meget rigdom, så udviklet teknologi og så meget viden og alligevel så underkaster vi os en forfærdelig menneskefjendsk ideologi hvor du udstilles, stigmatiseres og ’forfølges’ hvis du ikke udgør en passende produktivitets kapacitet. Nogen nævner det konkrete som en vej til forståelse. Her er et eksempel. I Kalahariørkenen fra før 1997 (for nu har minedrift mere eller mindre ’ udslettet denne livsform)levede et buskfolk under temmelig hårde livsbetingelser i samkvem med naturen(et jager-samler samfund) og hinanden. De interessante ved dette folkefærd var at de satte det sociale liv over deres ’arbejdsliv’. Deres konkrete anvendte arbejdstid var trods svære livsvilkår mindre end vores, de brugte mere tid på socialt samvær og så havde de ikke arbejdsløshed!! Fantastisk intelligent samfund eller hvad? Der jo altid begrænsninger i rækkevidden af konkrete eksempler, men jeg bruger dette som et mulighedsperspektiv. Det kan altså lade sig gøre at konkrete mennesker lever på en ’menneskeværdigmåde’, hvor solidaritet, inklusion og deling var dominerende for samfundsformen. Den danske velfærdsmodel har vel grundlæggende afsæt i en oprindelig defensivt sat målsætning, at ’beskytte den svage mod økonomisk overgreb’, og i dette ligger muligheden for solidaritet og deling (og dog mere tilbagestående en buskfolket i Kalahari). Når man ser på mulighedsrummet for samfundsudvikling så var velfærdsstaten vel det eneste rationelle og mulige samfundsform der kunne dæmme op for markedsøkonomiens indbyggede tab og vind konsekvenser. Jeg tænker dertil at det vigtigste værn og selve grundstenen i velfærdssamfundet, var den danske arbejdsmarkedsmodel med stærke fagforeninger som udgjorde en grundlæggende garant for en åben demokratisk kamp for løn og rettigheder. Den danske (og skandinaviske) velfærdmodel har i vestlig afgrænset samfundsform skabt de mest rige og lige samfund denne jord nogen siden har set, det er faktum. Der er min påstand at der i de sidste 50 år ikke er sket afgørende strukturelle forandringer (fx ressource mangel el. lign.) i verden, der forklarer velfærdstatens krise. Globaliseringstruslen er blot et kapitalistisk magtgreb, primært en fortælling (som virker). Kort og godt velfærdsstatskrisen er ikke er strukturelt betinget men alene ideologisk. Det lykkes Fogh (i ryggen på Margaret Thatcher, Reagan og par stykker mere af samme skuffe fx dagens kronikør) at erodere den danske velfærdsstat. Værst af alt er at den nuværende regering forsætter den samme erodering. Er kommet til den konklusion et neoliberalisten er at ligne en religiøs der blindt forsager fælleskab, fordelingspolitik, fagforeninger, skat og alene tror at paradis er markedet (gud). Der findes jo ikke noget frit marked og kommer aldrig til og der findes jo heller ikke noget neoliberalistisk samfund der blot nærmer sig samme lighed og rigdom som i Skandinavien. Velfærdstaten er en realitet, den findes her og nu (og længere hvis vi bekæmper dens neoliberale kritikere), det frie marked findes ikke, altså en religiøs forestilling. Vær gang jeg tænker på neoliberalisten, og jeg ved ikke hvorfor, så dukker der altid en sammenligning af andre såkaldt religiøse op fx den katolske kirke og dens stat Vatikanet, der som en parasit suger fra ’kapitalen’. (det er en temmelig rig kirke) så det kan jo gå grueligt galt. Lærerenes tabte arbejdskamp er for mig et konkret eksempel på at grundstenen i velfærdstaten, fagforeninger har mistet en meget vigtig og afgørende ’magt’. Når en regering (endda med rosa farve) og lønmodtagere hakker på andre lønmodtagere hvilket skete og ingen støttede dem i kampen, fx generalstrejke ja så har ’Fogh ideologien’ vundet. Nok har neoliberalisten og dennes følger indflydelse, men i grund og bund er det mere populisme og levebrødspolitikerne der har skabt krisen. I virkeligheden er det DF (og de Radikale venstre)det er den største udfordring i forhold til at få velfærdstaten tilbage på rette spor. Velfærdstaten er ikke i krise det er politikken.

Karsten Aaen, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Stig Bøg, Filo Butcher, Flemming Scheel Andersen, Bill Atkins, Jesper Wendt og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Torben Kjeldsen:
Velfærdstaten er en realitet, den findes her og nu (og længere hvis vi bekæmper dens neoliberale kritikere), det frie marked findes ikke, altså en religiøs forestilling.

Sådan er det jo; det er sådan det er.

Steffen Gliese, Filo Butcher og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Leo Nygaard:
"Nyberg - Joh....det er vi næsten nød til. :-) Men jeg håber du forstod pointen."
Ja, du blander bananer og rødkål; hvad fortidens mennesker måtte tænkes at tænke om os forkommer mig irrelevant, for så vidt vore problemer ikke er deres.

Jens Thaarup Nyberg

Leo Nygaard:
"Nyberg - Joh....det er vi næsten nød til. :-) Men jeg håber du forstod pointen."
Ja, du blander bananer og rødkål; hvad fortidens mennesker måtte tænkes at tænke om os forkommer mig irrelevant, for så vidt vore problemer ikke er deres.

Steffen Gliese

Torben Kjeldsen, der er et Asterix-album, der hedder "Lus i skindpelsen". Det er, hvad Venstre påførte det danske samfund i 00erne, og det, der er oprindelsen til vor nuværende misere.

Karsten Aaen, Enriquo Longo, Klara Liske, H.C. (Hans Christian) Ebbe og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar

Torben Kj.
Interessant vinkel, den med religion. Og når man tænker på det, så er markedsliberalismen jo ofte knyttet til religiøsitet, især når den kommer fra USA, så er der jo en direkte sammenhæng mellem marked og gud. Også Goldman Sachs bliver af mange, især afhoppere eller ekskluderede medlemmer betegnet som en religiøs sekt.

Og sammenkædningen har været kendt siden Det Nye Testamente, der har afgudsdyrkelsen - materialismen, ligefrem et navn: Mammon.
http://en.wikipedia.org/wiki/Mammon

Interessant er at de sekter der i dag støtter markedsliberalismen kalder sig selv for kristne...

Mig bekendt findes der ingen anden religion overhovedet der støtter Mammon.

Karsten Aaen, Steffen Gliese, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Flemming Scheel Andersen og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er kun en særlig afart af kristendommen, der støtter Mammon (jf. den nye paves antikapitalisme), nemlig de puritanske bevægelser, der især baserede sig på de også på andre belastede reformerte kirker (den Hollandsk Reformerte Kirke i Sydafrika opfattede jo apartheid som nærmest gudgivent).
De puritanere, der grundlagde de engelske kolonier i USA, da Mayflower ankrede op ved Plymouth Rock http://da.wikipedia.org/wiki/Mayflower, tilhørte vist en separatistgruppe, der hed Brownierne, efter stifteren John Browne. Tanken var at forme menighedsfællesskaber, som lignede de første kristnes.
Hvad der er giftigt i den måde, den amerikanske kristendom har kunnet slippe afsted sin vranglære på, er, at den blot uden nogen reel basis i skrifterne (som bekendt smed Jesus kræmmerne ud af templet) påstår, at man må kunne iagttage, om folk har Guds kærlighed på, hvordan deres materielle liv udfolder sig i timeligheden. Det er så langt fra alle andre kristne kirker, at det næsten ikke kan beskrives som andet end kætteri.

Peter Hansen,
det vil jeg godt give dig ret i. Men bortset fra den seneste pave, så har den katolske kirke en omfattende og årtusindlang lang tradition for at omfavne materiel rigdom og støtte den til hver en tid herskende klasses udplyndring af de fattige.

Set fra Jesus Kristus' vinkel må stort set alle kirker være kættere.

Steffen Gliese

Ah, Filo Butcher jo netop ikke f.eks. den evangelisk-lutherske kirke, der lægger stor vægt på ikke at dyrke materialismen og jo desværre i processen også kom til at ødelægge nogle af de største kunstneriske mirakler, mennesker har skabt.

Steffen Gliese

Man skal huske, Filo, at den katolske kirke jo har som sit oldkirkelige mål at rette al verdens herlighed fra det syndige menneske og imod Gud. Derfor kan kirken alene tilkomme al pragten og rigdommene, mens den hersker eller andre, der efterstræber den for sin egen skyld, begår indtil flere dødssynder.

I 1890 udgav paven et hyrdebrev, hvori han forsvarede den private ejendomsret.
En amerikaner protesterede i form af et brev til paven, hvori han tilbageviste holdningen, også ejendomsretten til jorden og dens rigdomskilder.
Han påviste, eller forsøgte på det, at den var imod en kristen holdning. Det kom der ikke noget ud af.
Amerikaneren hed Henry George, georgismens fader.

Heinrich R. Jørgensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Filo Butcher
08. februar, 2014 - 21:37

Jeg er ikke enig i, at det ikke nytter. Ikke fordi jeg tror det vil flytte bjerge, men fordi jeg tror en hver fortælling gør indtryk og dermed skaber eftertanke og bevægelse. Og hvis bare en håndfuld bliver på virket til at overveje deres stemme ved et kommende folketingsvalg, å gør det en forskel.

Filo Butcher
10. februar, 2014 - 21:54

"De drager et medfølende suk, i bedste fald, og så heller ikke mere." = "det ikke nytter." :o)

Buddhismen har ikke reddet Tibet, intet tyder på pacifisme er to potter pis værd. Den ene solstrålehistorie kan næppe opveje resten, og så var den vidst endda Hindu. Man kan ikke argumentere ringene i vandet, men det kræver - vand.

Sider