Læsetid: 4 min.

Vinderen, der var med på et afbud

Richard Møller Nielsen, der døde i går, blev landsholdets mest vindende træner, men blev først anerkendt efter fortjeneste sent i livet
EM-guldet i Sverige i 1992 er den triumf, fodboldinteresserede danskere, og en pæn part af de ikke-interesserede, husker som samlende for nationen i et år, hvor den var delt i spørgsmålet om EU’s Maastricht-traktat. Kendetegnende for Richard Møller Nielsen ser han det ikke selv som sin største sejr.

Mogens Flindt

14. februar 2014

Det var betegnende for Richard Møller Nielsen, der døde i går 76 år, at han satte sejren i King Fadh Cup i 1995 i Saudi-Arabien, en turnering for seks kontinenters mesterhold, der i dag kendes som Confederations Cup, over EM-guldet i Sverige i 1992. Som jo er den triumf, fodboldinteresserede danskere, og en pæn part af de ikke-interesserede, husker som samlende for nationen i et år, hvor den var delt i spørgsmålet om EU’s Maastricht-traktat.

’Ricardo’, som han blev kaldt, vægtede resultatet mere end selve spillet. Af de 49 turneringskampe, han overværede som landstræner i perioden 1990-96, tabte han kun syv. Medtages venskabskampe var statistikken 34 sejre, 17 uafgjorte og 14 nederlag.

For ham var fodbold ikke nogen skønhedskonkurrence, men kun et spørgsmål om at vinde. Både på banen og udenfor, hvorfor han nu og da kunne ligne en forbitret taber – som da DBU først vragede ham til posten som den folkekære Sepp Pionteks efterfølger til fordel for en tysker, hvorpå han kom med den berømte bemærkning om, at ’et fynsk bøgetræ ikke mister bladene, fordi et svin gnubber sig op ad stammen’. Han blev dog ansat takket være DBU’s amatørisme – tyskeren meldte afbud i sidste øjeblik – og fik en dårlig start, der kulminerede med det hjemmebanenederlag til Jugoslavien i november 1990, der fik fire af landsholdets daværende profiler til at melde fra i frustration over den nye landstræners defensive – eller i deres optik: destruktive – filosofi: Brødrene Laudrup, Jan Mølby og Jan Bartram.

Herefter vandt Danmark de resterende kvalifikationskampe frem til EM-slutrunden i Sverige, og holdet kom fra andenpladsen i gruppen med til EM som substitut for det krigshærgede Jugoslavien, der blev suspenderet af UEFA.

Journalister og prostituerede

Brian Laudrup vendte tilbage i foråret 1992, Michael Laudrup kom med igen i 1993, men affæren var med til at forpeste den nærtagende og sprogligt akavede landstræners liv og fik ham til at eksplodere på et pressemøde i 1992, hvor han jævnførte journalisterne Flemming Mønster og Jakob Kvist med ’prostituerede’ og nægtede at tale med dem. De to havde skrevet en bog efter EM-euforien, hvor anonyme landsholds-kilder hånede Møller Nielsens kompetencer som træner – som manden, der var kommet med på afbud.

Men faktisk var han en glimrende, om end noget ensporet, træner såvel som spiller. På centerhalf-pladsen i OB (i dag vil man sige midterforsvarer) var han frygtet som kompromisløs møver med saft i tacklingerne, en forsvarsklippe som mere letbenede modstandere slog sig på. Han spillede ikke just kønt, men var effektiv og fik to landskampe i 1959 og 1961, før han sluttede sin aktive karriere på grund af skader. Han var midt i tyverne og blev siden en succesrig træner, først i en fynsk serieklub, dernæst i OB, Esbjerg, Svendborg, igen i OB og i 1978 for ungdomslandsholdet og senere tillige det OL-hold, han førte til slutrunden i 1988 – kun for at erfare, at DBU havde kvajet sig ved at lade Per Frimann spille ’ulovligt’, hvorfor holdet måtte blive hjemme.

Men det udviklingsarbejde, han gennemførte i de år, gav bonus i 1992 – grundstammen på det hold, der blev europamestre, bestod af Møller Nielsens drenge fra OL- og U/21-holdene i 80’erne. Hans opskrift var hårdt arbejde med hovedvægt på et kompakt forsvar – det var vigtigere, at spillerne var i stand til at løbe solen sort, end at de var tekniske og kreative begavelser – det var typisk, at han i 1990 kun beklagede Michael Laudrups beslutning om at melde fra med en sur bemærkning om, at ’evner forpligter’. De tre andre afbud ignorerede han bortset fra en bidsk finte til Mølby om dennes betydelige kropsvægt.

Selv om Ricardo blev landsholdets mest vindende træner nogensinde og den eneste, der kunne henvise til hele to internationale titler på pokalhylden, blev han først meget sent anerkendt med samme hengivenhed som fodbold-Danmarks yndling, den ellers i spilopfattelse ligesindede Sepp Piontek. Og årsagen var, tror jeg, at han trods de spektakulære resultater ikke blev set som eksponent for det smukke spil, men spillet som proces, altså hvor nyttevirkning blev sat over underholdning, hvor resultatet var det eneste parameter. Det gør alle trænere, men Møller Nielsen valgte på en måde skønheden fra. Hans landshold signalerede – formentlig ubevidst – foragt for kreativitet, fantasi og det uventede, der får tilskuerne op i begejstringens blodrøde felt.

Bedre i 80’erne

Det er da også den almindelige opfattelse blandt fodboldkyndige, at Pionteks 80’er-hold plads for plads var bedre end europamestrene i 1992 og King Fadh Cup-vinderne i 1995. Dertil kom, at han som offentlig figur fremstod sky og usikker, hvilket bevirkede, at han undertiden talte sort med ufrivilligt komiske billeddannelser, især på engelsk. Som da han talte om at spille med ’long balls’, eller da han på dansk brugte farven på sin mors undertøj som metafor.

Det er først i dette århundrede, at han blev anerkendt efter fortjeneste, og det kan gøre én helt trist, at han går glip af den ceremoni i Odense 1. marts, hvor han officielt indlemmes i fodboldens ’Hall of Fame’ som individ (han er der allerede som del af 92-kollektivet), og hvor Michel Platini, der var træner for det franske hold, der tabte til ham i 1992-slutrunden, vil møde op.

Efter sin embedsperiode på landsholdet blev han landstræner for Finland i fire år og landstræner for Israel i to år – hvor han i øvrigt blev ansat året efter, at Israel i 1999 tabte to landskampe til Danmark med en samlet målscore på 8-0. Han sluttede karrieren som træner for Kolding FC i 2003.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det var en fed oplevelse. Jeg tror han var et godt menneske, hvilket var mit indtryk. Det gjorde det let for de prostituerede. Hvil i fred champ.

Niels Engelsted

Michael Laudrup følte sig for fin til Richard Møllers landshold og meldte fra. Det var Møllers store held, for uden Laudrup vandt holdet EM. En enestående bedrift som fodboldkleresiet i Danmark aldrig tilgav Møller, han var jo ikke regnet, bare en middelmådig træner og ikke verdens bedste træner som Morten Olsen, der aldrig vandt noget men alligevel er blevet forlænget på livstid. Der er meget at lære af den historie. Tak for en stor oplevelse Richard.

Nic Pedersen, Eva eldrup, Stig Bøg og Carsten Hansen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Det fynske bøgetræ faldt til sidst.

Mange havde pisset på det, men det var ikke grundet til faldet.
Nu er der mange der pissede der forsøger at trække strålen tilbage.

Skam jer.
Skam jer over at Ricardo først fik sin hæder da han var ved at lægge sig ned.
Men det var måske først da I var i øjenhøjde ?

Nic Pedersen, Stig Bøg og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Henrik Danstrup

@Engelsted
Hsr du noget belæg for din påstand om Laudrups afbud ? I givet fald, bliver det en kioskbasker, eller var du blot ude og udtale dig om noget, som du dybest set ikke har så meget begreb om ;) ?

Udover det er det en skandale, at han først kom i Hall of Fame 2 minutter før lukketid så at sige - landsholdsfodbold handler om resultater, og ingen når hans meritter til sokkeholderne.

Niels Engelsted

@Henrik
du er åbenbart meget ung eller også har gudeikon og cepos-stifter Michael Laudrup blændet dig som de fleste andre danskere, så her er dokumentation fra Wikipedia:
Several players left the squad including Michael Laudrup, Brian Laudrup and Jan Heintze, and several newspapers were demanding that Richard Møller Nielsen step down. Despite the criticism, the team won the rest of their games in the group, including a 2-1 away win against Yugoslavia. It was, however, not enough to qualify... There were lots of expectations for the Danish team, foremost that the European champions should qualify for the World Cup in the USA. Brian Laudrup had returned to the team before the Euro 92, but his brother who had just won the European Cup with FC Barcelona was still missing in the squad. Michael Laudrup refused to play under Richard Møller Nielsen, because he felt the coach had too defensive an approach to the game leaving no room for a creative player like him.
http://en.wikipedia.org/wiki/Richard_M%C3%B8ller_Nielsen

Her er lidt om konflikten mellem Michael Laudrup og landstræneren og om, hvordan den delte Danmark: http://cphpost.dk/news/who-is-richard-moeller-nielsen.1944.html

Endelig skal det siges, at Michael Laudrup stort set altid var et flop som dansk landsholdsspiller, så havde han ikke meldt fra, så havde vi ikke vundet noget til EM. Det er ikke kun min egen saglige bedømmelse:
http://www.newstalk.ie/off-the-ball-revisit-denmark-at-euro-92