Læsetid: 8 min.

Fra bohemernes Mekka

Coen-brødrenes seneste film, ’Inside Llewyn Davis’, foregår i Greenwich Village i 1961, tiden omkring det store folkemusikboom, så lad os tage en slentretur ned af Memory Lane i selskab med guitaristen og sangeren Dave Van Ronk, hvis pragtfulde memoirer udgør baggrunden for filmen
Hvad der primært adskiller bog og film er hovedpersonens placering i miljøet i the Village. Filmens Llewyn Davis synes at eksistere i sin egen selvrådige sfære, uden egentlig kontakt eller trang til menneskelig kontakt. Dave Van Ronk derimod var et menneske, der hovedkulds kastede sig ind i sin tid og i et væk knyttede an til mennesker af alle aldre og fra mange sociale lag

Hvad der primært adskiller bog og film er hovedpersonens placering i miljøet i the Village. Filmens Llewyn Davis synes at eksistere i sin egen selvrådige sfære, uden egentlig kontakt eller trang til menneskelig kontakt. Dave Van Ronk derimod var et menneske, der hovedkulds kastede sig ind i sin tid og i et væk knyttede an til mennesker af alle aldre og fra mange sociale lag

UIP

6. marts 2014

Én af de store overraskelser for den førstegangsbesøgende på Manhattan er, at New York City ikke udelukkende består af overvældende skyskrabere, som man finder koncentreret i henholdsvis downtown og midtown, hvor undergrunden er mest velegnet til de store bygningers tryk. Hvilket igen betyder, at store dele af metropolen ikke er bebygget meget højere end mindre imposante storbyer, og det er derfor muligt at finde en del kvarterer, der kan betegnes som noget nær hyggelige. Hvor der ikke stræbes mod himlen i et væk, og der ligger en helt almindelig grønthandler på gadehjørnet.

LÆS: I et dødfødt loop

Et sådant kvarter er bydelen Greenwich Village (kendt som the Village), som fra og med tiden efter Første Verdenskrigs afslutning og frem til senfirserne udgjorde en kreativ enklave for musikere, billedkunstnere, intellektuelle, poeter, filmskabere, studerende, teaterfolk og politiske venstrefløjsaktivister, samtidig med at den fremstod som det rene eldorado for enhver, der nærede forhåbninger om at leve bohemedrømmen ud.

En afgørende faktor for, at et såkaldt bohememiljø overhovedet kan opstå noget som helst sted i verden, er huslejen. I Ralph Lee Smiths underholdende, men også overfladiske halvt memoirer, halvt sangbog Greenwich Village – The Happy Folk Singing Days (2008), fortæller han, at den lille treværelseslejlighed på Jones Street i hjertet af the Village, han flyttede ind i det herrens år 1964, dengang kostede 126 dollar om måneden. Huset blev revet ned i 1995 for at gøre plads til et moderne lejlighedskompleks, og da det stod færdigt i 1997 kunne man så leje en etværelses (med balkon) sammesteds for 3.995 dollar!

Det lyder jo da også som en glimrende måde at slippe af med det farverige, om end anarkistiske sammenrend af idealister og opportunister, musikudøvere og groupies, politiske aktivister og apolitiske høveder, drømmere og entreprenører, helsekostfanatikere og heroinmisbrugere, hardcore ateister og nyreligiøse fantaster, akademiske stræbere og evighedsstudenter, fabulanter og benhårde realister, værtshusholdere og sutter samt ludere og lommetyve, der udgør et sådant miljø sammen med en række fastboende, såkaldt ’almindelige’ mennesker.

Socialt løft eller hærværk

Og det var da også det, der skete i Greenwich Village i kraft af det nogen kalder byfornyelse (’socialt løft’, min bare), og andre kalder hærværk, efterhånden som bydelen i løbet af 1980’erne og især 1990’erne gentrificeredes efter alle kunstens regler; ind flyttede yuppier, arkitekter, læger og filmskuespillere, ud flyttede den type mere eller mindre aparte mennesker, som i små 70 år havde været med til at gøre bydelen til et kreativt og kulturelt kraftcenter.

Man skal naturligvis være varsom med at romantisere kakerlakoverrendte brandfælder på størrelse med skotøjsæsker, men er man ung, og det samtidig giver adgang til et slaraffenland som New York City, skulle man nok kunne udholde det et årti eller to.

Det var der af flere omgange rigtig mange, der følte sig i stand til, på samme måde som the Village i mange årtier udgjorde samlingsstedet for den lille kreds af mennesker, som udgjorde USA’s diminutive venstrefløj. Det er derfor også skægt at sætte sig til rette i biografsædet og nyde Coen-brødrenes seneste filmiske epos, Inside Llewyn Davis, som overvejende foregår i Greenwich Village i løbet af en iskold februaruge i 1961.

God som filmen er (og det er den), føles den alligevel ikke helt rigtig, hvis man er bekendt med forlægget, blues- og folkesangeren Dave Van Ronks erindringer, den morsomme, livskloge og kontrære The Mayor of MacDougal Street (2005), som fortalt til Elijah Wald, der gjorde bogen færdig efter Ronks død i 2002. Hvad der primært adskiller bog og film er hovedpersonens placering i miljøet i the Village. Filmens Llewyn Davis synes at eksistere i sin egen selvrådige sfære, uden egentlig kontakt til omverdenen, hans relationer til andre forekommer overfladiske og ofte fjendtlige, mere præget af et behov for steder at sove og spise end egentlig trang til menneskelig kontakt. Der er noget dragende over den solipsistiske personage, som han overbevisende fremstilles af skuespilleren Oscar Isaac, men man skal ikke mange sider ind i The Mayor of MacDougal Street for at møde en helt anden type mand end Llewyn Davis; Dave Van Ronk er et menneske, der hovedkulds kaster sig ind i sin tid og i et væk knytter an til mennesker af alle aldre og fra mange sociale lag.

Dertil kan tilføjes, at filmens dramatiske omdrejningspunkt er det skæbnesvangre øjeblik, hvor en kunstner indser, at lige meget hvor god han eller hun nu engang er, bliver vedkommende aldrig rigtig stor, ikke kommercielt og slet ikke kunstnerisk. Ikke som der drømtes om, ikke som forbillederne, og ikke som det på et tidspunkt måske kunne se ud til. En knusende oplevelse, der er med til at give den monokrome film sin dystre grundtone, selv om den ikke er uden sin egen underspillede knastørre humor. Den er trods alt Coen-brødrenes værk. Dave Van Ronk gør sig i løbet af sin veloplagte selvbiografi på intet tidspunkt den slags overvejelser, selv om han da har et par stikpiller til den Bob Dylan, der ved sin ankomst i the Village (i januar 61!) betragtede Ronk som forbillede, før han rastløst rykkede videre og som den nok eneste fra det såkaldte folkemusikmiljø opnåede uimodsigelig kunstnerisk storhed med alt hvad det indbefatter af såvel guld som lort.

Men Van Ronk er ikke bare vaskeægte amerikaner i ordets mest robuste og kampklare forstand, han er sågar fuldbåren søn af byen, født 1936 i Brooklyn og opvokset i Queens (som han hadede af et godt hjerte), før han som rastløs teenager droppede ud af skolen for at foretage de utallige pilgrimsrejser ind til det Greenwich Village på Manhattan, der skulle blive både hans skæbne og hjem. Sin far lærte han aldrig at kende og forholdet til moderen var ikke præget af den store hjertelighed, til gengæld havde han et hav af onkler og tanter, hvoriblandt flere var musikalske og på hver deres måde støttede og opmuntrede ham, da han som ganske ung besluttede sig for at følge alt andet end den slagne vej.

Hans udgangspunkt var guitaren, men en hed kærlighedsaffære med den traditionelle jazz, der oplevede en renæssance i 1940’erne, fik ham til at skifte til banjo, et instrument, han aldrig forligede sig med. Efter forgæves at have forsøgt at gøre sig som jazzmusiker vendte han sit blik mod den country blues, som på daværende tidspunkt var noget af det mindst mondæne, man sig forestille kan. Det eneste sted, han kunne finde den mindste smule klangbund for sin interesse, var i Greenwich Village, ikke mindst søndagene i Washington Square Park, hvor folkemusikentusiaster havde fået tilladelse fra Parknævnet til at spille deres musik på autentiske instrumenter mellem 13 og 18.

Plads til særlingene

Det var vel at mærke i stor udstrækning skabninger, som tog det folkloristiske endog meget bogstaveligt og i vid udstrækning fremførte materialet på en så akademisk korrekt facon, at Ronk fandt dem direkte latterlige. Hans definition på folkemusik er sange eller instrumentalstykker, der opstår i analfabetiske samfund, overleveres fra generation til generation og gerne forandrer sig til ukendelighed i processen; så er han ligeglad med om det foregår i en landsby i Kentucky eller en ditto i Uganda. Derfor mener han også, at folkemusik og det 20. århundredes massemedier er uforenelige, og han har det til en begyndelse svært med såvel etiketten som dens udøvere, selv om han altså selv skulle blive kendt som en sådan. I moderne forstand, vel at mærke.

Ikke desto mindre var miljøet i the Village det eneste sted i datidens USA, hvor der er plads til en besat særling som Ronk, og han falder snart til blandt de mange aparte, skægge og mere eller mindre sindssyge personager, som alle jager den hellige gral: autenticitet! Som de så finder ved at grave glemte og aldrende udøvere af bluegrass eller blues frem fra deres gemmer i Sydstaterne og sætte dem på scenen i de coffee houses, der skød op i kvarteret omkring MacDougal Street i de sene 1950’ere: Cafe Wha?, Kettle of Fish, Gaslight Cafe, Gerde’s Folk City med flere lagde scene til navne som Clarence Ashly, Mississippi John Hurt og The Reverend Gary Davis, den blinde bluesmusiker, der blev Ronks mentor.

Her gik hatten rundt efter endt optræden, og ingen skal beskylde miljøets musikere for at gøre det for pengenes skyld, tværtimod var det en sikker vej til fattigdom. Til gengæld blev der festet, drukket, røget og horet, så det var en fryd, når altså ikke natten gik med endeløse politiske samtaler af venstredrejet observans, hvilket ikke var ufarligt under den store kommunistjagt i 1950’ernes koldkrigsanspændte USA, hvor truslen om atomkrig lå angstprovokerende på lur.

Selv om mange på scenen – og Ronk nævner ufattelige mængder navne i løbet af denne veloplagte opvisning i erindringskunst – skrev sange eller i hvert fald omskrev ældre sange, og en Woody Guthrie (som på dette tidspunkt var alvorligt syg) havde vist vejen for auteurskikkelsen, var det trioen Peter, Paul & Marys succes fra og med deres debut-lp i 1962, som ændrede spillereglerne i the Village. For pludselig var der penge i lortet. Ronk havde selv en sang med på nævnte plade og tjente i royalities fra den mere end han indtil da havde tjent i løbet af sin hidtidige karriere.

Og da trioen året efter indspillede Bob Dylans »Blowin’ in the Wind« (som i miljøets ånd i øvrigt byggede på en ældre sang, »No More Auction Block«) skiltes vejene for dem, der tog sigte mod stjernerne – og dem, der blev tilbage. Blandt de sidstnævnte Ronk, der som han skriver et sted, aldrig rigtig følte sig tryg højere oppe i byen end 15. gade, i øvrigt led af flyskræk og aldrig tog kørekort. Hele historien fortalt med et drive og et punch, man kunne ønske var mere udbredt inden for memoirer-industrien, tak.

Så se for guds skyld Inside Llewyn Davis. Sådan var det sikkert. Men skynd Dem så med bagefter at få læst The Mayor of MacDougal Street – for sådan var det garanteret også. Man skulle have været der.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
Malan Helge anbefalede denne artikel

Kommentarer

Andreas Andersen

Jeg kan godt lide Joel og Ethan Coen og glæder mig til at se deres nye film, de har noget som gør deres film værd at se, det samme som med Clint, jeg kan ikke sige hvad det er, men et eller andet menneskelig og personlig.