Læsetid: 8 min.

’Dagsordensætter kan man være i maksimalt 10 år’

Hver generation af forfattere formulerer noget, der har været udgrænset af den tidligere, mener Søren Ulrik Thomsen. Det er derfor både logisk og nødvendigt, at det udgrænsede bliver politiseret i en vis periode. Og at vide hvornår, man skal slippe kampen igen
Overvejelserne over generationernes samspil løber som en rød tråd gennem Søren Ulrik Thomsens netop udgivne samlede værker. Han foretrækker dog at forholde sig til den nye generation af digtere på det mere overordnede plan: Med alderen bliver det nemlig sværere at få øje på forskellene, selv om de er der, mener digteren

Overvejelserne over generationernes samspil løber som en rød tråd gennem Søren Ulrik Thomsens netop udgivne samlede værker. Han foretrækker dog at forholde sig til den nye generation af digtere på det mere overordnede plan: Med alderen bliver det nemlig sværere at få øje på forskellene, selv om de er der, mener digteren

Tor Birk Trads

14. marts 2014

For ikke så længe siden sad Søren Ulrik Thomsen sammen med en forfatterkollega på værtshuset ’Blomsten’ på Vesterbro og betragtede det unge klientel.

»’Hvis dette havde været 1980,’ sagde jeg til ham, ’så havde vi været de eneste to, der ville være forfattere, mens resten ville have stræbt efter at blive læger eller jurister. I dag vil de alle sammen lave film eller billedkunst eller ind på Forfatterskolen’« fortæller Søren Ulrik Thomsen.

»Jeg tror, det har at gøre med, at der ikke længere produceres varer i Danmark. De fleste unge kommer i gymnasiet, hvor de får adgang til en kultur, der tidligere var forbeholdt de få, og de ser ikke deres fremtid – heller ikke på de højere niveauer – i industrien, men i symbolproduktionen,« uddyber han og tilføjer med et selvironisk grin:

»Tænk, at det er mig, der sidder og laver sådan en marxistisk analyse!«

Men det er ikke enhver digter, der har tænkt så meget over generationernes betydning i kunsten som Søren Ulrik Thomsen. I hans samlede værker, der netop er udkommet, og som også rummer alle hans essays og avisartikler, løber overvejelserne over, hvad generationerne har betydet, og hvad de har at sige hinanden, som en af de røde tråde.

Netop i den seneste tid er en ny generation, »Generation Etik«, dukket op i medierne, og en lang række unge forfattere er – i flere tilfælde modvilligt – blevet udråbt til at repræsentere en ny politisk æra i litteraturen. En af diskussionerne er afledt af Yahya Hassans digte og handler om, hvad man kan tillade sig at sige, fordi det kan misbruges af Dansk Folkeparti.

Det minder Søren Ulrik Thomsen om dengang, hvor man ikke måtte kritisere Sovjetunionen, fordi det ville levere skyts til USA og NATO.

»Jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor man ikke på den ene side kan kritisere kritisable tilstande, også i indvandrermiljøer, og samtidig tage afstand fra Dansk Folkepartis holdninger til indvandrere,« siger han.

Søren Ulrik Thomsen foretrækker imidlertid at forholde sig mere overordnet til den generation, der netop nu så energisk diskuterer etik i kunsten og mener, at man altid står et bestemt sted og ser tingene derfra – men også, at dette medfører et ansvar, som påhviler kunstneren.

Han gør det også med udgangspunkt i sine egne generationserfaringer. For at han selv var en af firsergenerationens vigtigste digtere og talerør, vil han naturligvis ikke bestride. Blot er det længe siden, og der er sket meget siden da.

»Hver generation formulerer jo noget, der har været udgrænset af den tidligere,« siger han. »Det er derfor både logisk og nødvendigt, at det udgrænsede bliver politiseret i en vis periode, hvor man så – som nu med etikken – betoner, at den er en vigtig del af litteraturen.«

Politisering

For hans generations vedkommende var det vigtigt at betone poesiens alvor, forklarer han.

»En vis skønhedssøgen og musikalitet, en billedrigdom kombineret med eksistentiel alvor – alt det, der havde haft dårlig presse lige siden Heretica i 1940’erne. Konfrontationsmodernismen i 1960’erne kunne ikke tåle alvor. Og tredjefasemodernismen var ligeledes cool og systemdigtende, ligesom marxisterne ikke interesserede sig for den slags tilgange til litteraturen. Til gengæld blev der så skruet helt op for patosknappen, når talen faldt på arbejderklassen, indianerne og den tredje verden, modsat fyrrer- og firserpoesiens eksistentielle alvor, hvis pinlighed netop skyldtes dens kredsen om det skrivende subjekt.«

Da Søren Ulrik Thomsen debuterede, havde alvoren været holdt ude i lang tid og skulle derfor kæmpes tilbage.

»Efter os kommer så en generation, som er dødtræt af vores patos, og som vægter humor og ironi. Men fælles for generationerne er det, at man griber tilbage til digtere, der kommer før den foregående generation, sådan som vi greb tilbage til blandt andre Ole Sarvig, og som generationen efter os springer 80’erne over og genopdager 1960’erne og 70’erne.«

Politisering er nødvendig i en opgørsperiode, siger Søren Ulrik Thomsen.

»Men går man væk fra at kæmpe imod negationen af ét af poesiens mange aspekter som eksempelvis patos og i stedet begynder at privilegere den, så går det galt. Beslutter en forfatter sig på forhånd for alvoren, har han allerede sat den over styr. En villet alvor vil jo have sig selv som sit forfængelige mål, hvorved den forsumper i samme klarhed som den berømte ’anden tåre’, hvor den første fældes over noget sørgeligt og den anden af rørstrømskhed over den første.«

For så snart et begreb som eksempelvis patos er indoptaget i litteraturen igen, er kampen forbi, understreger han. »Alvor er kun noget i forhold til humor, de er naboer. Også i mine digte. Og hvad er vel mere pinligt og trættende end den grimmasseren i teksten, der betyder: ’Dette er sjovt’? Humor egner sig endnu dårligere til at blive politiseret end patos. Er der noget mere røvsygt end folk, der prædiker humor? Derimod kan man tilfældigvis komme til at skrive noget, som man først opdager er sjovt, fordi man kommer til at grine,« siger Søren Ulrik Thomsen.

To generationer

Søren Ulrik Thomsen skelner mellem en kulturhistorisk og en biologisk generation.

»Min generation ligner 68’erne, derved, at begge blev kulturhistoriske generationer,« siger han og forklarer:

»Der er til enhver tid kun en lille håndfuld unge mennesker, som kan udsige det, der er allervigtigst her og nu. De har en fælles erfaringshorisont og kan mærke, at nu er det dét, der skal til. Hverken de, der er lidt ældre, eller de lidt yngre kan på samme måde sætte dagsordenen. Dagsordensætter kan man så være i maksimum 10 år. Man kan godt fortsat tale ind i tiden, men ikke fra dét centrale sted, hvor man er generationstalerør. Man taler et andet sted fra og er ikke med til at definere det, der brænder på netop nu.«

For at blive en kulturhistorisk generation kræves det, at der sker et brud overnight på en lang række planer, præcis som i 1968, siger han.

»For 80’er-generationens vedkommende skete der det, at punken brød igennem, de vilde malere fattede penslen igen, efter at det længe havde været strengt forbudt at lave andet end installationer og konceptkunst, og på universitetet gjorde man op med marxismen og begyndte at læse de nye franske filosoffer. Vi var på mange planer let aflæselige.«

Det betød imidlertid også, at de forfattere, der debuterede efter Søren Ulrik Thomsens generation, blev meget frustrerede og vrede på den, husker han.

»Til trods for, at det myldrede med talentfulde, unge forfattere, som i høj grad havde noget at sige, var de ikke så enkle at fortælle en mediehistorie om. De var ikke en generation i samme forstand som vores.«

Men firserdigterne sad for længe på tronen, mener han i dag. »Vi sad der ikke kun 10 år. Der burde have været et vagtskifte omkring 1990, men det skete ikke, selv om tidsånden havde bevæget sig videre. Derfor stod de unge for længe i skyggen af os, til trods for at de skrev stribevis af gode og helt anderledes bøger.«

»Til gengæld havde de dog én fordel frem for os,« fortsætter han.

»Vi blev langt hen ad vejen læst som generationstypiske, mens de bliver læst som individuelle forfatterskaber i hver deres egen litterære ret. For man har forskellige generationsskæbner. Michael Strunge vil med sit grønne punkhår altid stå som en meget tydelig figur i litteraturhistorien. Mens de, der har været del af en biologisk generation, har den fordel, at de ikke på samme måde stivner til kliché.«

Hurtige skift

Selv om Søren Ulrik Thomsen i sine essays ofte fremhæver kvaliteter i fortiden, afviser han at være kulturpessimist. Han fremhæver således, at hans konstatering af, at der ikke længere bliver produceret varer i Danmark, går hånd i hånd med den kendsgerning, at der frigøres tid og energi og uddannelse, så mange flere end tidligere læser og udgiver litteratur. Det har også betydet, at aviserne er blevet bedre, kulturstoffet fylder mere og er mere kvalificeret, mener han.

»I det hele taget er kulturlivet langt mere omfattende, og der er mange flere, som er engageret i det end nogen sinde før.«

- Men de føler så også, at der følger et etisk ansvar med symbolproduktionen?

»Det er vigtigt, at de unge tror, at de kan finde sandheden, for imens gør de en masse ting, der aldrig er blevet gjort før,« svarer Søren Ulrik Thomsen og citerer sig selv fra Det skabtes vaklen (1996): »... sandheden har jeg i øvrigt overladt til de unge: For mig er det tilstrækkeligt,/at sige tingene som de er.«

Men i de unges sandhedssøgen gentager de vel også en masse ting, som er blevet gjort før, bemærker jeg Jeronimusine-agtigt. Dér får jeg ikke medhold.

»Efterhånden som man bliver ældre, bliver man bedre og bedre til at se ligheder og får sværere og sværere ved at få øje på forskellene. Man ser det gamle i det nye, men ikke det nye i dét, der ligner det gamle,« påpeger han.

»Et af de første offentlige møder om firserpoesien, hvor jeg sad i panel med 60’er-digteren Hans-Jørgen Nielsen, havde af de ældre arrangører fået titlen 40’erne i 80’erne. De ældre så ligheden.«

»Nu er jeg selv blevet så gammel, at jeg skal øve mig i at få øje på forskellene, jeg skal tugte mig selv og sørge for at kigge godt efter. Men man skal også skal træde tilbage. Der er en sensibilitet, som man mister på et bestemt tidspunkt, man kan ikke længere mærke, hvad der sker lige rundt om hjørnet.«

»Mens man tror, at man gør alt det rigtige, kommer man også til at gøre noget forkert. Men man foretager sig desuden en hel masse vigtigt, som ingen har gjort før, og det er den måde, ungdommen skubber verden videre på,« siger han og tilføjer både bidsk og selvironisk:

»Det kræver indbildskhed at søge sandheden.«

Søren Ulrik Thomsen tænker sig lidt om. Så siger han: »Når man har været en del af en kulturhistorisk generation, og årene er gået, og den ikke længere er moderne, er der to forkerte måder at håndtere det på: Den ene er at blive ved med at betragte sin egen generation som historiens kulmination, efter hvilken resten er en forfaldshistorie á la ’det var jo det, vi sagde dengang’.«

»Den anden er at flygte fra sin fortid og sige, at man i virkeligheden altid har været uenig med sine jævnaldrende, og at man er meget mere på bølgelængde med de unge.«

Det må dreje sig om et dobbeltblik, fortsætter han.

»For det var ikke tilfældigt, at 80’erne sagde mig noget. Men det betyder ikke, at jeg ikke har udviklet mig siden da.«

»Og nu kommer der noget vigtigt, kan jeg mærke: Når tidsånden er forduftet, vil alle protestere imod at blive reduceret til den. Jeg tror, det er ontologisk, at man altid både er del af en tid og dens fællesskab og samtidig helt sig selv.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Så må det være 2008-generationen, vi har nu. Som var med til at løbe krisen igang. Og som nu løber fra den.

Så findes han i virkeligheden!
Søren Ulrik Thomsen.
I går aftes. Da jeg en sådan fredag aften sad og søgte efter piberygningens betydning for sundhed, faldt jeg over et essay – hvad det så end er – som Søren Ulrik Thomsen havde forfattet engang i 2001. Et essay som handlede om piberygningens betydning for ham selv.
Eller rettere sagt om at holde op med piberygning.
Ikke i sig selv epokegørende.
Mange før Søren Ulrik Thomsen er holdt op og andre følger efter.

Det er ikke så meget jeg kender til litteratur og kendte ikke Søren Ulrik Thomsen.
Men det må jeg sige bliver hurtigt indhentet.
Artiklen i gårsdagens avis og en anmeldelse i Weekendavisen af Søren Ulrik Thomsens seneste udgivelse.
Og hverken gårsdagens artikel i nærværende dagblad eller anmeldelsen af Søren Ulrik Thomsens seneste udgivelse har jeg en aktuel interesse i på anden måde end den har forbindelse til hans essay fra engang i 2001.
En lige linje fra gårdsdagens anmeldelse og omtaler til et essay i 2001.
Levedygtighed må man vel sige og netop dette havde Søren Ulrik Thomsen i fokus i 2001.
Eller sagt på en anden måde mente Søren Ulrik Thomsen at døden blev skubbet temmelig mange år ud i fremtiden med hans rygestop bestræbelse.

Om han har holdt sit rygestop får jeg således helt uventet svar på.
Da han tilbage i 2001 skrev essayet har han nok været lige godt fyrre og ville begynde at ryge igen når han blev halvfjerds og derfor tænkte jeg, at jeg måtte finde ud af, om han stadig levede og om han stadig ikke røg eller om han var faldet i og sidder og ryger en god pibe tobak mens han lytter til storbyjazz.

Jeg kan konstaterer, at han må være faldet i og derved blevet omkring tredive år ældre i løbet af en ti- års periode.
Blevet halvfjers år i en alder af omkring de halvtreds.
Sikkert ikke lige hvad han havde regnet med og et udslag af ungdommens tilbøjelige udbrud af uigenkaldelige paroler… Jeg stopper med at ryge og starter igen når jeg bliver halvfjerds.
Så det er en gammel mand, der behandles i gårdsdagens artikel i Information hvilket måske også skinner igennem i indholdet. Selvom indholdet i denne sammenhæng ikke har min store bevågenhed.
Og skal jeg fortælle hvordan jeg har fundet frem til, at han er blevet halvfjerds i en alder af halvtreds må opmærksomheden igen rettes mod hans essay fra 2001 hvor han rørstrømsk beskriver alt det lyksalige ved at være en ”jeg har røget engang” mand.
I hans essay skriver han om det ukendte mod der med rygestoppet har tiltrådt hans personlighed. Han er blevet mere modig. Ja.
Modige ryger ikke og det er her, at det slog mig at – når jeg læste Weekendavisens anmeldelse – modet hos ham er forsvundet med hans seneste udgivelse der består af blot ét enkelt bind.
Èt eneste bind med alt det som han tidligere har skrevet og publiceret. Alt der som én gang er blevet trykt og sikkert meget af det trykt forskellige steder hvilket føre frem til:
Alt det som er blevet publiceret mange gang tidligere igen udgives på tryk og så er det at jeg føres frem til konklusionen om der ikke er så meget mod hos Søren Ulrik Thomsen længere og er der ikke så meget mod, så må Søren Ulrik Thomsen igen være begyndt at ryge pibe.

Så i en alder af omkring de halvtreds er han blevet halvfjerds og mistet modet.

Og det hele startede i går, fordi jeg ville finde noget om piberygningens sundhedsmæssige konsekvenser. En dag skal jeg læse noget af ham.

Gorm Petersen

SUT:
Jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor man ikke på den ene side kan kritisere kritisable tilstande, også i indvandrermiljøer, og samtidig tage afstand fra Dansk Folkepartis holdninger til indvandrere

GP:
Fordi det kræver to delsætninger, og fordi magtmonopolet - pressen - kan vælge kun at viderebringe den ene.