Læsetid: 8 min.

’Dagsordensætter kan man være i maksimalt 10 år’

Hver generation af forfattere formulerer noget, der har været udgrænset af den tidligere, mener Søren Ulrik Thomsen. Det er derfor både logisk og nødvendigt, at det udgrænsede bliver politiseret i en vis periode. Og at vide hvornår, man skal slippe kampen igen
Overvejelserne over generationernes samspil løber som en rød tråd gennem Søren Ulrik Thomsens netop udgivne samlede værker. Han foretrækker dog at forholde sig til den nye generation af digtere på det mere overordnede plan: Med alderen bliver det nemlig sværere at få øje på forskellene, selv om de er der, mener digteren

Overvejelserne over generationernes samspil løber som en rød tråd gennem Søren Ulrik Thomsens netop udgivne samlede værker. Han foretrækker dog at forholde sig til den nye generation af digtere på det mere overordnede plan: Med alderen bliver det nemlig sværere at få øje på forskellene, selv om de er der, mener digteren

Tor Birk Trads

14. marts 2014

For ikke så længe siden sad Søren Ulrik Thomsen sammen med en forfatterkollega på værtshuset ’Blomsten’ på Vesterbro og betragtede det unge klientel.

»’Hvis dette havde været 1980,’ sagde jeg til ham, ’så havde vi været de eneste to, der ville være forfattere, mens resten ville have stræbt efter at blive læger eller jurister. I dag vil de alle sammen lave film eller billedkunst eller ind på Forfatterskolen’« fortæller Søren Ulrik Thomsen.

»Jeg tror, det har at gøre med, at der ikke længere produceres varer i Danmark. De fleste unge kommer i gymnasiet, hvor de får adgang til en kultur, der tidligere var forbeholdt de få, og de ser ikke deres fremtid – heller ikke på de højere niveauer – i industrien, men i symbolproduktionen,« uddyber han og tilføjer med et selvironisk grin:

»Tænk, at det er mig, der sidder og laver sådan en marxistisk analyse!«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Så må det være 2008-generationen, vi har nu. Som var med til at løbe krisen igang. Og som nu løber fra den.

Så findes han i virkeligheden!
Søren Ulrik Thomsen.
I går aftes. Da jeg en sådan fredag aften sad og søgte efter piberygningens betydning for sundhed, faldt jeg over et essay – hvad det så end er – som Søren Ulrik Thomsen havde forfattet engang i 2001. Et essay som handlede om piberygningens betydning for ham selv.
Eller rettere sagt om at holde op med piberygning.
Ikke i sig selv epokegørende.
Mange før Søren Ulrik Thomsen er holdt op og andre følger efter.

Det er ikke så meget jeg kender til litteratur og kendte ikke Søren Ulrik Thomsen.
Men det må jeg sige bliver hurtigt indhentet.
Artiklen i gårsdagens avis og en anmeldelse i Weekendavisen af Søren Ulrik Thomsens seneste udgivelse.
Og hverken gårsdagens artikel i nærværende dagblad eller anmeldelsen af Søren Ulrik Thomsens seneste udgivelse har jeg en aktuel interesse i på anden måde end den har forbindelse til hans essay fra engang i 2001.
En lige linje fra gårdsdagens anmeldelse og omtaler til et essay i 2001.
Levedygtighed må man vel sige og netop dette havde Søren Ulrik Thomsen i fokus i 2001.
Eller sagt på en anden måde mente Søren Ulrik Thomsen at døden blev skubbet temmelig mange år ud i fremtiden med hans rygestop bestræbelse.

Om han har holdt sit rygestop får jeg således helt uventet svar på.
Da han tilbage i 2001 skrev essayet har han nok været lige godt fyrre og ville begynde at ryge igen når han blev halvfjerds og derfor tænkte jeg, at jeg måtte finde ud af, om han stadig levede og om han stadig ikke røg eller om han var faldet i og sidder og ryger en god pibe tobak mens han lytter til storbyjazz.

Jeg kan konstaterer, at han må være faldet i og derved blevet omkring tredive år ældre i løbet af en ti- års periode.
Blevet halvfjers år i en alder af omkring de halvtreds.
Sikkert ikke lige hvad han havde regnet med og et udslag af ungdommens tilbøjelige udbrud af uigenkaldelige paroler… Jeg stopper med at ryge og starter igen når jeg bliver halvfjerds.
Så det er en gammel mand, der behandles i gårdsdagens artikel i Information hvilket måske også skinner igennem i indholdet. Selvom indholdet i denne sammenhæng ikke har min store bevågenhed.
Og skal jeg fortælle hvordan jeg har fundet frem til, at han er blevet halvfjerds i en alder af halvtreds må opmærksomheden igen rettes mod hans essay fra 2001 hvor han rørstrømsk beskriver alt det lyksalige ved at være en ”jeg har røget engang” mand.
I hans essay skriver han om det ukendte mod der med rygestoppet har tiltrådt hans personlighed. Han er blevet mere modig. Ja.
Modige ryger ikke og det er her, at det slog mig at – når jeg læste Weekendavisens anmeldelse – modet hos ham er forsvundet med hans seneste udgivelse der består af blot ét enkelt bind.
Èt eneste bind med alt det som han tidligere har skrevet og publiceret. Alt der som én gang er blevet trykt og sikkert meget af det trykt forskellige steder hvilket føre frem til:
Alt det som er blevet publiceret mange gang tidligere igen udgives på tryk og så er det at jeg føres frem til konklusionen om der ikke er så meget mod hos Søren Ulrik Thomsen længere og er der ikke så meget mod, så må Søren Ulrik Thomsen igen være begyndt at ryge pibe.

Så i en alder af omkring de halvtreds er han blevet halvfjerds og mistet modet.

Og det hele startede i går, fordi jeg ville finde noget om piberygningens sundhedsmæssige konsekvenser. En dag skal jeg læse noget af ham.

Gorm Petersen

SUT:
Jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor man ikke på den ene side kan kritisere kritisable tilstande, også i indvandrermiljøer, og samtidig tage afstand fra Dansk Folkepartis holdninger til indvandrere

GP:
Fordi det kræver to delsætninger, og fordi magtmonopolet - pressen - kan vælge kun at viderebringe den ene.