En ekspræsident maler sit eftermæle

Hvad har George W. Bush brugt tiden på, siden han i 2009 overlod præsidentembedet til Barack Obama? Han er såmænd blevet kunstmaler. Hackere brød sidste år ind i George W. Bush’ e-mailkonti og afslørede hemmelige korrespondancer mellem medlemmer af Bush-klanen. Blandt de mere kuriøse fund var en række fotos af malerier, som den pensionerede præsident selv havde malet og sendt til sin søster – herunder to selvportrætter, som viser en nøgen George W. Bush tage bad i både en bruseniche og et badekar.

Andre af hans værker er siden drypvist blevet lækket på nettet, og ved en offentlig tv-optræden på The Tonight Show i december bekræftede Bush alle rygter over for værten Jay Leno med et tøvende: »Jeg tror, jeg er maler.«

Til april bliver Bush’ billeder for første gang vist frem for et større publikum, når udstillingen The Art of Leadership: A President’s Personal Diplomacy åbner i hans eget præsidentielle bibliotek i Dallas, Texas. Udstillingen vil præsentere i alt 24 malerier, alle udstyret med Bushs personlige mærke i form af tallet ’43’, som en henvisning til hans historiske placering i den præsidentielle rækkefølge.

Gud, han kan læse!

Flere medier har tidligere rapporteret, hvordan Bush siden sin afsked med Det Hvide Hus i 2009 har taget privattimer i penselteknik, farveblanding og dybdeperspektiv, og han har selv fortalt, at den britiske premierminister Winston Churchills bog Maleri som tidsfordriv har været til stor inspiration for ham.

Alligevel er hans kreative evner og ambitioner kommet bag på de fleste iagttagere: »Folk er overraskede,« sagde Bush til Dallas Morning News sidste år, »men nogle mennesker er jo også overraskede over, at jeg overhovedet kan læse.«

Modtagelsen af de lækkede værker har foreløbig været blandet. Taylor Berman fra det amerikanske internetmagasin Gawker kalder i sin gennemgang billederne for »simple« og »akavede«, og chefredaktør på det San Francisco-baserede Juxtapoz Magazine for kunst og kultur Evan Pricco gør opmærksom på endnu et problem:

»Det er svært at adskille mennesket fra kunsten i dette tilfælde. Er der en del af mig, som ønsker, at Bush ville have brugt sin tålmodighed og – lad os være ærlige – bare en smule af sin kreativitet og dybde som præsident i stedet for at have udstillet et overfladisk refleksionsniveau dengang? Ja.«

Mal, George, mal!

Til gengæld er den amerikanske kunstkritiker Jerry Saltz positiv. »George W. Bush er en god maler,« konstaterer Jerry Saltz, som i mange år har været hovedanmelder og klummist på New York Magazine og har modtaget hele tre nomineringer til Pulitzerprisen for sine evner som kritiker. Saltz hæfter sig især ved de to lækkede selvportrætter: »Jeg elsker disse to badebilleder. De er ’simple’ og ’akavede’, men på en vidunderlig, ubevidst og intens måde. De vidner om en person, der gør det bedste, han kan, med næsten ingen naturlige evner – bortset fra ønsket om at gøre netop dette.« Jerry Saltz følger sin vurdering op med en direkte opfordring til den kunstneriske ekspræsident:

»Mal, George, mal. Mal mere. Please. Hvis du udstiller det, skriver jeg om det.«

Information har bedt to danske kunsteksperter kaste deres vurderende blikke på tre malerier af den amerikanske ekspræsident.

Hvad fortæller selvportrætterne om Bushs syn på sig selv?

Kan vi blive klogere på manden bag Irakkrigen, Afghanistankrigen og Guantanamolejren ved at betragte hans kunst?

Eller cementerer billederne bare, hvad vi allerede vidste?

Rektor på Kunstakademiet Mikkel Bogh og kunstmaler Martin Bigum får lov at svare.

Maleri 1: Bush i karbad (selvportræt)

Mikkel Bogh:

Perspektivet i billedet lægger op til, at det er det malende jeg, der har malet sig selv og sine egne ben. Noget af det, der umiddelbart springer i øjnene, er, at han ligger i badekarret, mens vandet rinder. Man ser for sig, at han er gået om bord i et tomt badekar og så har ladet vandet stige op.

Rent kunsthistorisk vil badekarmotiver typisk være rolige, vandet stillestående og stemningen afslappet.

Men Bush befinder sig i badekarret, mens vandet løber. Det sætter gang i en række af- og udskylningsmetaforer, som understøtter en psykologisk læsning om, at det er en proces eller bevægelse, han er i gang med: Han er ved at rense sig selv. Motivet foreslår en sammenhæng mellem at male og at rense – eller som den tyske maler Anselm Kiefer skrev, ganske vist i forbindelse med skildringen af tysk historie: »Malen = Verbrennen«. At male er at brænde historien af. Maleren er spændt ud i paradokset mellem på den ene side at male sig selv ud af historien – og på den anden side at hvirvle en masse historiske begivenheder op, mens han maler.

Pointen er, at man ikke kan løbe fra historien. Jo mere man maler, jo mere dukker historien op. Bush har muligvis ikke den historiske reference præsent, men derfor kan han jo godt have en fornemmelse af, at det at male svarer til at rense sig.

Han maler sig fri af sine synder. Penslen, der maler, svarer til vandet, der løber.

Det er ikke uinteressant at lave et selvportræt af sine egne ben og fødder, der stikker op af vandet. Det er ret morsomt. Man ville nok betegne målemåden som naivistisk, selv om naivisme plejer at være et bevidst valg.
Det her er snarere mangel på teknisk færdighed kombineret med, at han muligvis har en forkærlighed for franske primitivister som Pierre Bonnard, der jo maler i den der lidt kantede stil.

Bonnard malede i øvrigt også ofte mennesker liggende i badekar og med badeværelsesfliser i baggrunden. Så det er en klar reference, som Bushs underviser muligvis har henledt hans opmærksomhed på.

Men uanset hvilke forbilleder han måtte have, så er der mangler i penselarbejdet og opbygningen af rum, som afslører, at det ikke er en professionel kunstner, der er ude at gå her, men en amatør.

Martin Bigum:

Er der noget mine foreløbig 25 år som kunstner har lært mig om kunstnere, så er det, at man er som sin kunst. Er man abstrakt, tænker man abstrakt. Er man konkret, tænker man konkret. Er man Amerikas tidligere præsident, er man netop det. Man har brugt årene på noget andet end sin kunst – og det kan ramme én som en boomerang.
Det må også være svært at have været så magtfuld en verdensmand, og så holder telefonerne pludselig op med at ringe fra den ene dag til den anden.

Noget skal man jo lave. Fænomenet ramte også Winston Churchill (som min egen mor har siddet og set male i det fri på Capri), og herhjemme blev både Jens Otto Krag og Anker Jørgensen indfanget af en eller anden kunstner i dem selv. Mærkeligt at observere – som udøvende kunstner – denne forestilling, de har om, at der er noget særligt fint, eller indsigtsfuldt ved kunstens område. De har ikke forstået, at når man ER kunstner, så er det eksistentielt fra starten, og hvert værk er et forsøg at holde intetheden på afstand. Kunst er en enorm tvivl og konstant søgen efter bare et værk, der kan afsløre virkeligheden, som den er.

Jeg kan ikke SE disse malerier, når jeg nu ved, hvem der har lavet dem. Men lad os alligevel prøve at ny-syne manden. Hvis vi tager det, hvor han er i karbad, så er det jo rørende, og ret ufatteligt, at han fremviser sig selv i denne blottede situation. Det er, som om der mangler et filter. Heldigvis ser vi ikke hans krympede diller. Men han var også altid lidt naiv som præsident, var han ikke? Grænsende til det destruktive (’smoke ’em out of their caves’-tingen)?

Er der noget, der er afslørende for, om man har noget på hjerte og mestrer at vise det, så er det kunst. Paradokset er, at kunsten også er frihedens felt, par excellence, så alt er tilladt. Også at være uendelig dårlig. Men det kræver, at man er bevidst om det.

Han maler lige så godt, som hvis du bad mange store abstrakte kunstnere male realistisk; de kan heller ikke finde ud af det. Forskellen er bare, at Bush ikke har valgt det for 10-20 eller 50 år siden og erfaret sig frem til, at så dekomponeret skal det se ud, som følge af en kunstnerisk erfaring.

Bush har formentlig malet det, efter et foto han selv har taget. Hvor han rent malerisk har formået at fange, at benene visuelt sløres under det varme vand, så har han ikke tilnærmelsesvist ramt vandstrålen. Heller ikke noget andet for den sags skyld, men det er, hvad det er, for det at male noget, der ligner, har ikke længere en betydning i kunsten. Det er sansningen og tanken, der gælder, håndværket er sekundært. Men: hvem gider sanse og tænke med George Bush i karbadet? Yeoowww.

Maleri 2: Bush under bruseren (selvportræt)

Mikkel Bogh:

Maleriet fremviser en slående kontrast mellem den varme og relativt veltrænede krop og så de kolde fliser på væggen, der udgør et ret hårdt miljø.

Det får kroppen til på en gang at fremstå vital og skrøbelig. Bush vil både vise styrke og menneskelighed. Samtidig er maleriet et tilbageblik: Manden kigger ind i en mur, men samtidig kigger et ansigt tilbage – så der er helt bogstaveligt en selvrefleksion i billedet. At male det her billede har tilsyneladende været et led i en større selvrefleksion for Bush.

Nøgenheden er imidlertid lidt dobbelt. Der er på den ene side noget macho-nøgenhed over det – og vi ved jo, at George Bush er en gammel dandy, der før han blev guvernør og præsident levede et forholdsvis udsvævende liv, så vi kan rimeligvis antage, at han gerne har villet se godt ud på maleriet.

Men på den anden side viser han sig frem, som han er skabt fra naturen. Han vil have, at vi skal se ham som et nøgent menneske, der kigger ud på os. Det er ikke et hårdt og selvtilfreds ansigt, vi ser i spejlet. Det er et ansigt, der udstråler menneskelighed. Og igen symboliserer vandet, at der er noget, som skal vaskes væk.

Vi må antage, at Bush er vidende om, at hans embedsperiode formentlig vil få et noget skrammet eftermæle, og på dén baggrund kan billedet ses som endnu et forsøg på at rense sig selv fra det historiske åg, han bærer rundt på.

Martin Bigum:

Maleriet viser, at lige henne ved siden af badekarret har han åbenbart også en bruser. Han kan bare ikke finde ud af at stille sig ind under den, hvilket fint stemmer overens med mit billede af manden, som man nogle gange har undret sig over, hvordan fik sine bukser på om morgen. Hvis der skulle gemme sig et kunstnerisk moment i dette billede, vil det være, at han også kigger ud på os beskuere fra det lille spejl på væggen dér. Medmindre det er hans hemmelige elsker.

I en kunstverden, der lever af at fortolke værker, er det igen ret vildt, at han ikke har overvejet, om det kunne tolkes sådan.

Ser man på begge motiver samtidig, udtrykker de et behov for et eget rum at reflektere i og bare være. Det er et tilbagetrukket, klinisk og rensende rum. Denne lille badeværelses-serie kunne have givet kunstnerisk punch og mening, hvis Bush også havde skildret sig selv vaske blodet af sine hænder.

Maleri 3: Bush’ hund Barney (portræt)

Martin Bigum:

Med hensyn til hundebilledet af Barney – som angiveligt er et af mange – så ved jeg slet ikke, hvad jeg skal sige. Republikanere vil jo dybest set bare gerne have ro. Og sødme og plads til, at deres verdensbilleder ikke rystes i deres grundvold. Hundene er deres bedste venner.

De siger dem ikke imod og lever også i en verden de ikke forstår. Men se lige det øje, dybt inde i dets mørke er det en talebaner der kigger ud.

Mikkel Bogh:

Rent teknisk er billedet bedre udført end de to andre, men det er mindre interessant at kigge på. Bush er ret ferm til at karakterisere en overflade, for eksempel er huden i de to selvportrætter rimelig godt ramt, lige som pelsen på hunden her er. Men problemet opstår for ham, lige så snart han skal sætte hunden ind i et rum. Det har han svært ved.

Jeg vil ikke sige, at Bush er kunstner, for det er noget andet for mig. Billedet kunne sagtens være lavet af en kunstner, men så skulle det sættes ind i en sammenhæng, der var mere interessant. Isoleret set er billedet af Barney ikke interessant.

Jeg kan bedre lide selvportrætterne. De har mangler, men eksperimenterer ikke desto mindre med rum og selvfremstilling, og bliver dermed til mere avancerede udsagn.

At de er naive føjer ikke noget til mit billede af ham som person. De bekræfter højst min forestilling om ham som et forholdsvis naivt menneske.