Læsetid: 2 min.

Emma Pi’s coolness

Emma Pi er 12 år og behøver ikke en bedste veninde på scenen, eller dansere bag sig, for at gøre det, hun elsker
Emma Pi fyrer den af, »Hey!«, foran 5.000 publikummer og 200 gange så mange seere, og ikke på en voksenseksualiseret måde, ikke dukkeført og indøvet, ikke naivt, men i et musikalsk rum, som hun håber på at lukke publikum ind i

Emma Pi fyrer den af, »Hey!«, foran 5.000 publikummer og 200 gange så mange seere, og ikke på en voksenseksualiseret måde, ikke dukkeført og indøvet, ikke naivt, men i et musikalsk rum, som hun håber på at lukke publikum ind i

Claus Fisker

20. marts 2014

Oh, at se hende begynder som en øm sitren i hjertet og kulminerer i hjernen som en fyrværkerieksplosion af håb. Nærmest. For vinderen af børnenes melodigrandprix, MGP, Emma Pi er en skrålende fortrop for den slags total eksistentiel coolness, som alle fortjener.

Emma Pi er 12 år og behøver ikke en bedste veninde på scenen, eller dansere bag sig, for at gøre det, hun elsker. Hun er lille, hun har bøjle på tænderne, og hun tager det cool, når der lander vinderkonfetti i brillerne, mens hun med hånden på den tylstruttende hofte spankulerer frem og tilbage på scenen. Emma Pi fyrer den af, »Hey!«, foran 5.000 publikummer og 200 gange så mange seere, og ikke på en voksenseksualiseret måde, ikke dukkeført og indøvet, ikke naivt, men i et musikalsk rum, som hun håber på at lukke publikum ind i. Den formulering har hun selv brugt.

Emma Pi er oplagt også, ikke ulig det typiske MGP-barn, et ressourcestærkt velfærdsprodukt. Hun har et børneværelse på størrelse med en to-værelses, går i fritiden til violin og på (børne)forfatterskolen i Gentofte, og hendes far er musiker. Emma Pi er den økonomiske og kulturelle overklasses idealvare.

Det gør hende hverken normal eller unormal. Hun hører ikke Patti Smith eller læser Ginsberg, der er ikke noget hipsteragtigt modkulturelt ved hende af den grund. Emma Pi kan godt lide Marie Key, ligesom mange andre kan det, og hun elsker Harry Potter ligesom mange andre børn gør det, men så måske alligevel lidt mere indlevet og nørdet end de typiske venindepar i spotlyset. For Emma Pi har sengetøj med Harry Potter, og hendes brillevalg er inspireret af netop Maries og Harrys briller. Hun har lært af forældre og forbilleder, at nørd er fint. Hendes sang handler om en pige, der »er irriteret« på en dreng over, at han ikke vil snakke med hende. »Hey!, jeg vil snak’ med dig,« synger hun i vindersangen ’Du ser den anden vej.’ Det er en rimelig cool håndtering af dens slags barnlighed hos modsatte køn.

Og det er den slags coolness, som Emma Pis privilegier har givet hende. Dem burde alle have. Evnen til at stole på det rungende ordinære og det nørdede og den insisterende ro i sig selv. Oh, hey, Emma Pi, må alle drenge og piger høre dig, elske dig og så vende trygt tilbage til deres normale underlighed. Og må vi voksne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Christoffersen
  • Storm Lillevang
Jens Christoffersen og Storm Lillevang anbefalede denne artikel

Kommentarer

Er Information nu pludselig blevet til Se & Hør eller what? Måske. Nu har jeg set vindersangen på youtube og også den sang som blev nr. to, altså den sang, som Lærke sang. Og for mig at se står Lærkes sangtalent altså bare meget klarere end Emma Pi's, præcis som Lærkes sang og tekst er klart bedre end Emma Pi's. Lærkes sang har for mig en klar struktur....og et budskab til sidst. Emma Pi's sang består vist mest af Hey, jeg vil snak med dig, hey, jeg vil snak med dig... gentaget i det uendelige....

Og så forstår jeg ganske enkelt at DR laver MGP for børn.....Jeg kan ganske enkelt ikke have, at det "bare er noget vi leger"....

Michael Kongstad Nielsen

Det er lidt sygt at stable sådan nogle små nogle op til kopier af de voksne stjerner. Omgivet af mega-stort scene- og lysshow, tusindvis af tilskuere og interview bagefter (Hvad vil du bruge sejren til?). Sangen er meget tilforladelig, handler om pigen, der vil i kontakt, men kan også fortolkes ud i manglende inklusion, jf. gårsdagens kronik om Karla og kammeraternes udelukkelse af hende, i "Nærvær kan ikke effektiviseres".
http://www.youtube.com/watch?v=0SD6tMuGCGo&list=RD0SD6tMuGCGo
Jeg tror ikke, en Emma Pi er specielt ressourcestærk, som denne artikel antager for givet, snarere tilpasset og efterlignende et voksent univers, fordi hun er blevet skubbet til det.

Thorsten Lind

."Little Miss Sunshine" ( Amerikansk dramakomediefilm fra 2006 )
er en af de mest uhyggelige gyserfilm, jeg nogensinde har set.
MGP har jeg overhovedet ikke nerver til; alene tanken gir´ mig koldsved! :-)
Mvh Th

Katrine Hornstrup Yde

Kære jer, der synes at det hele måske er lidt "sygt", skrev jeg sidste år en reportage fra MGP 2013 i Herning, som personligt gav mig forvisning om, at DR har truffet nogle virkeligt fine beslutninger for at forhindre, at showet løber løbsk for de små... http://www.information.dk/450767

Som for rigtig mange genre, dvs, sport, film, livsstil, mad, bolig osv osv...(listen er lang), der har vores grænserne eller behov for at springe over vores grænser, rykket sig enormt lang ud.
Noget er medieskabt (efterspørgelse og udbud), noget handler om vores måde at leve vores liv på, i "eksplosive ryk" adrenalinsuset kick

Torsten Jacobsen

@Hornstrup Yde

Jeg er personligt forvisset om, at det er løbet helt løbsk for de voksne, når de første, tøvende skridt i et 12-årigt barns overgang fra barn til voksen, hijackes og udstilles som fad lørdagsunderholdning af mennesker, der åbenbart er løbet tør for nuttede, internettransmitterede katte at glo på.

Michael Kongstad Nielsen

Hornstrup Ydes artikel fra Børne- MGP sidste år i Herning betrykker ikke mig. Ganske vist har DR opsat et apparat til afskærmning af børnene fra de værste overgreb fra musikbranchefolk og presse, men stadig er hele setup-et og eksponeringen af de 8 - 12 årige vildt overdrevet og ude af proportion.

DR er nok public-service og licensbetalt, men så sandelig også en kommercielt tænkende virksomhed. Og når man kan få en lille million danskere i alle aldre til at se børne-MGP en lørdag aften i marts, og efterfølgende en masse arrangementer i koncertsalen og rundt i landet, så griber DR chancen med kyshånd. Seersucces er guld for DR, så lader man gerne diverse etiske refleksioner vige. Og forældrene, som omtales i artiklen fra sidste år, lader også deres bekymringer vige for glæden og den barnlige betagelse af børnene. Og seerne, de skubber også tvivlen og uroen over, hvad man gør med disse børn, til side, for det er jo lørdag aften, og hvad skulle man ellers lave.

Min anke er, at børnene sagtens kan have det sjovt og optræde f. eks. for nogle hundrede mennesker på en lokal scene, ja, de ville give den ligeså meget gas der, men nu bliver det overdimensioneret og kommer helt ud af proportion, løftet op til noget urimeligt stort i en 8-12 årigs verden. Hvorfor? Fordi nogle voksne profiterer på det, og fordi publikum ser bort fra det urimelige, og fordi forældrene selv er lidt infantile i det, i deres begejstring og tilsidesættelse af sund dømmekraft.

Som barn tror man, at de voksne er voksne, når man så bliver voksen, ser det noget anderledes ud. Det ved børn Gudskelov ikke.

Jesper Hansen

Hvis man som ligesom min 4-årige datter, vil noget indenfor musikbranchen, er det enorm vigtigt at man starter tidligt, så jeg er forlængst begyndt at pace :-)
Idag optrådte vi med både guitar sang og dans på gågaden.

Det (red. Sjov), burde være essensen i det vi laver. Der er så meget alvor, krig, ulykke, lidser, natur -og hungersnøds katestrofer, økonomiske og politiske kriser...
En gang i mellem er det som om, at vi har glemt, "det glemt", hvor det hele startede....nemlig det "uskyldsfrie, smånaive, tillidsfulde, legende,...nemlig vores barndom!
"Spole tiden tilbage", til den gang, hvor det hotteste var kassettebåndOPTAGER, farvefjensyn (på knap et ton, og fladskærm, var en by i Rusland), en måske to TV-kanaler, klassestørrelserne var på ca 18-20 elever, Sweet og Gasolin, var megafede, en kradser kostede 2kr, slik kun købes i 10 øres køb, SFO hed fritidshjem, Allan Simonsen SPILLEDE fodbold og blev kåret til Europas bedste i 1977.....og alle drenge syntes han var den "største"....
Nu har den ene af mine døtre pakket sin IPad, i skoletasken, sønnen sin Mac, og den yngste prøver at filme kattens jagt af hunden rundt i haven, på hendes IPhone , så hun kan Snapchatte det til hendes veninder....og jeg spiser min havregryn i mens jeg skriver dette....