Læsetid: 3 min.

Festen, der ikke må stoppe

Regeringens nye arkitekturpolitik, Mennesker i centrum, er en skåltale. Men den kan meget vel vise sig at være det, der skal til for at puste nyt liv i den danske designtradition
3. marts 2014

Der blev festet igennem dengang for 50 år siden. Det var dansk arkitekturs guldalder. Med epokegørende design fejrede man velfærdssamfundets opblomstring. Arkitekterne trådte ind på scenen som visionære og progressive forvaltere af tidens idealer. Omvæltningerne i kølvandet på velfærdsstatens store ryk blev håndgribelige med arkitekternes arbejde. Det var nu praktisk muligt at løfte den del af befolkningen, der ikke havde fået del i fremskridtet endnu ud af fattigdom. Der skulle bruges nye bo- liger, idrætsanlæg, skoler og daginstitutioner, og de skulle bygges.

Frugten af det store samfundseksperiment, som arkitekterne kastede sig over, blev til det verdenskendte fænomen: Danish Design.

Dansk design er nu mange år senere blevet til arven, nogle vil sige klodsen om benet, som ingen kan undgå at forholde sig til.

Succesen dengang var så gennemgribende, at håbet om en gentagelse fordums storhed lever i bedste velgående. I dagens Danmark udtrykkes den slags mest tydeligt gennem statslige arkitekturpolitikker. De forsøger at vække fortidens begejstring til live i mødet med en ny tids udfordringer.

Vejen til helvede er ...

Torsdag lancerede regeringen så sin politik for arkitekturen. Man er så forhippet på at holde gang i festen, at hele 10 ministerier har været sat på opgaven. Man får kuldegysninger ved tanken om, hvor mange tværministerielle arbejdsudvalgsmøder der skulle til for at blive enige om en politik – ’Mennesker i centrum’ – med så mange vidt forskellige dagsordner. Fire ministre, med kulturminister Marianne Jelved (R) i spidsen, havde tilmed ryddet kalenderen for at kunne være til stede ved lanceringen, der fandt sted i Carlsberg Byen.

Vejen til helvede er ikke kun brolagt med dårlige undskyld- ninger. Den er også brolagt med gode intentioner nedfældet i ministerielle vækstnotater og visionsrapporter, der ikke er det papir værd, de er skrevet på. Således led Anders Fogh Rasmussens arkitekturpolitik fra 2007 en krank skæbne. Den var skabt i opsvingets og kultureksportens tegn, og hed ’Arkitekturnation Danmark’. Den er der ingen, der taler om længere. Kollapset i økonomien året efter lanceringen var ikke kun et ualmindeligt hårdt slag mod den danske byggebranche. Det trak også tæppet væk under alle de fine hensigterklæringer og drømme om eksporteventyr, som udgjorde rygraden i arkitekturpolitikken.

Nu er tiden en anden, og optimismen ved at indfinde sig igen. ’Mennesker i centrum’ rummer derfor en lang række initativer, der skal holde liv i vores selvforståelse som arkitekturnation.

Gør op med regeltyranniet

Onde tunger vil sige, at det blot er eksisterende tiltag i ny indpakning, garneret med lidt snak om mennesker i arkitekturen, borgerinddragelse og demokrati. Men det er svært ikke at være imponeret over det store og seriøse arbejde, arkitekturpolitikken er et udtryk for. Det virker som et oprigtigt engagement i udviklingen af dansk arkitektur.

Og der er nok at tage fat på for danske arkitekter.

40 procent af det danske energiforbrug står landets bygninger for. Klimakrisen er uden sammenligning den mest påtrængende dagsorden lige nu. De ekstreme vejrforhold, vi har udsigt til, vil være en af de væsentligste faktorer i formgivningen af fremtidens byer og bygninger. Heldigvis har bekymringen fundet en central plads i arkitekturpolitikken. Det er visionært og absolut nødvendigt.

En ting, der dog burde fylde markant mere i regeringens oplæg, er den enorme frustration, arkitekter føler over byggebranchens regeljungle. Detailstyringen antager groteske dimensioner. Hvis man gerne vil gøre noget for arkitekturen, så skal man lave en gennemgribende sanering af hele byggeriets regeltyranni. Det store morads af EU-lovgivning, udbudsregler og dokumentationskrav er ikke bare skidt for produktiviteten. Det hæmmer kreativiteten og på sigt udviklingen af dansk arkitektur og de nye løsninger, en ny tids problemer kræver svar på.

Hvis det lykkes, bliver det atter sjovt at feste med dansk arkitektur. Og så bliver drømmen om en ny storhedstid for dansk arkitektur ikke blot en efterfest, hvor tømmermændene så småt begynder at melde sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu