Læsetid: 10 min.

At flirte med en fremmed

Hvorfor har så få kvindelige forfattere i deres litterære værker sat ord på det at blive ældre, når de nu har skrevet om alle andre aspekter af livet og erfaringen? Og når nu mandlige forfattere gør det? Den 64-årige kroatiske forfatter Slavenka Drakulić undersøger, hvorfor alderdom er forvist til privatsfæren
Den kroatiske forfatter Slavenka Drakulić er gået på jagt efter litteratur af kvinder, der handler om at blive gammel. Og fandt meget lidt.

Den kroatiske forfatter Slavenka Drakulić er gået på jagt efter litteratur af kvinder, der handler om at blive gammel. Og fandt meget lidt.

Peter Hoelstad

7. marts 2014

Den hastige udvidelse af kategorien sygdom som sådan er en del af denne kulturs fortrængning af døden.

- Susan Sontag, ’Illness as Metaphor’, 1978

Jeg bliver ældre, som vi alle gør, selv om de fleste af os ikke har lyst til at se det. Men eftersom jeg ikke er typen, der lukker øjnene for noget som helst, for at sige det mildt, er jeg, ikke overraskende, nysgerrig efter at vide mere om, hvad jeg kan vente mig. Især fordi aldring efter alt at dømme og på trods af alle forhåbninger forekommer uundgåelig.

Det skulle være nemt at finde ud af. Der er trods alt gamle mennesker overalt omkring os, på gaderne og i supermarkederne, i de offentlige transportmidler, i nabolejligheden. Og så alligevel; de lever ikke sammen med os. I vores urbane vestlige kultur bor gamle mennesker ikke længere sammen med yngre, og de dør ikke i hjemmet. De bor alene eller på plejehjem, ude af øje, ude af sind. De dør på hospitaler på sikker afstand af resten af samfundet. Jo ældre de bliver, desto mere usynlige bliver de. Vi bilder os ind, at vi ’gør hvad vi kan’ for dem. Og i den udstrækning vi tager os af dem, handler det som oftest om at betale os fra det.

’At tage sig af’ handler ikke om, at vi er optaget af at forstå deres tilstand. Ikke før det øjeblik, hvor vi opdager, at den tilstand er blevet vores egen. Men da er også vi blevet isolerede, da er vi selv blevet dem, der er alene med vore behov og sorger.

Min elskede farmor døde på et plejehjem, og min elskede mormor døde på et hospital, ligesom min morfar et par år før hende. Ingen af deres børn, mine forældre, tanter og onkler, ønskede dem i deres hjem.

Jeg husker, at min mor græd, hver gang hendes mor havde ringet. Jeg husker også, at min far retfærdiggjorde sin beslutning om at sende sin mor på plejehjem med, at vores lejlighed var for lille til, at vi kunne have hende hjemme. Det var sandt, men da min bror og jeg var små, boede hun sammen med os i en endnu mindre lejlighed. Jeg forstod tidligt, at gamle mennesker lever og dør alene.

Færdig med at være barn

Jeg var heldig, fordi min mor kunne klare sig selv, til hun var nær de 80. Siden flyttede hun på plejehjem på eget initiativ, formentlig fordi hun ikke kunne se noget alternativ. Men selv ikke da forsøgte jeg at få bedre indsigt i, hvad der egentlig sker med ens aldrende krop og aldrende sind, hvordan vitaliteten siver ud gennem fingrene, indtil man til sidst er ude af stand eller uvillig til at træde uden for sit hjem og i stedet synker længere og længere ned i depression. Hvordan det føles at blive usynlig selv for sine børn. Da hun først var nået dertil, var det bedre for hende at være omgivet af andre mennesker. Men at bo på et enkelt værelse med et enkelt skab, en enkelt hylde og et par familiebilleder, mens såvel ens ejendele som ens identitet skrumper ind til et minimum – hvad gør det ved et menneske?

Først da min mor døde som 86-årig, da jeg var færdig med at være barn, begyndte jeg at overveje min egen aldring. Hvad kunne synes mere naturligt for en kvindelig forfatter end at række ud efter bøger skrevet af andre kvinder om deres oplevelser? Aldring er måske ikke hverken et nemt eller underholdende emne, men dog et så udbredt fænomen, at der måtte være masser af bøger om det. Ikke desto mindre er aldring, i litteraturen som i livet, et undertrykt og skjult emne. Når det da ikke er kommercialiseret.

Der er skam masser af bøger om aldring – akademiske arbejder på den ene side og en skov af selvhjælpsbøger på den anden. Dertil kommer forfattere, som beskriver alderdom med humor, som f.eks. Nora Ephron gør i essaysamlingen I Feel Bad About My Neck, og der findes, især i USA, adskillige optimistiske erindringsbøger skrevet af kvinder. Mange af dem giver udtryk for den holdning, at aldring er fantastisk, fordi de endelig er frie til at gøre, hvad de vil, nu de ikke længere er underlagt familiens eller samfundets åg. I den slags bøger finder man råd som:

»Tag på den rejse, du altid har drømt om.«

»Lær at springe i faldskærm.«

»Flirt med en fremmed.«

»Luk øjnene, peg på et sted på landkortet og tag af sted.«

Jeg har intet at udsætte på hverken humor eller optimisme. Men den slags aktiviteter er kun tilgængelige for dem, som har masser af penge, hvad de færreste har, og som ikke har forhøjet blodtryk eller andre helbredsmæssige begrænsninger, hvad de fleste ældre har.

Nu om stunder lever folk længere end nogensinde før, men er det, de søger, virkelig et faldskærmsudspring eller en flirt? Og hvad sker der bagefter, fra 80 og opefter? Bredt set tvivler jeg på, at det uundgåelige tab af mental og fysisk formåen er værd at se frem til. Eller, for den sags skyld at skrive om.

Forskelle på mænd og kvinder

Som over 60-årig er jeg selv blevet mindre interesseret i livsfarlige aktiviteter, til hvilke jeg henregner både faldskærmsudspring og at flirte med fremmede. Jeg indrømmer blankt, at jeg foretrækker litteratur, der behandler kvindekroppens aldring og forskelle mellem den indre og ydre opfattelse af den. Min søgen efter den slags litteratur startede paradoksalt nok ved mandlige forfattere. For et par år siden fik jeg øjnene op for, at væsentlige forfattere som Philip Roth (80 år) i Everyman og J.M. Coetzee (73) i Slow Man og Diary of a Bad Year havde skrevet romaner om alderdom som den opleves af mænd. Og mens det meste – ensomhed, følelsen af eksklusion, hukommelsestab og den ydmygelse, der følger – er en fælles oplevelse for både mænd og kvinder, er der også forskelle, for eksempel hvad angår den fysiske del.

Jeg forventede at finde lignende bøger af kvindelige forfattere, især fra min egen generation, eftersom de allerede har sat ord på alle aspekter af livet og erfaringen. Eller næsten alle. Feministiske forfattere fra Simone de Beauvoir i klassikeren The Coming of Age til Betty Friedan, Nancy Friday, Shere Hite og senere Naomi Wolf skriver alle om alderdom primært ud fra et historisk, socialt og psykologisk perspektiv på kvinder i et patriarkalsk samfund.

Germaine Greers væsentlige værk The Change: Women, Ageing and the Menopause (1992) stopper netop der. Men hvad kommer bagefter? Dør kvinder? Bliver de fuldstændig usynlige? At dømme efter udvalget af litteratur, er der noget, der tyder på det. Ikke desto mindre lever kvinder videre selv efter overgangsalderen og har brug for karakterer, de kan identificere sig med, og som kan hjælpe dem med at sætte ord på denne fase af livet.

Optimistiske amerikanere

Men samfundets forestilling, eller rettere: propaganda, går på, at hvis man ikke er ung, bør man i det mindste se ud som om, man er det. At se gammel ud er ikke acceptabelt i et samfund, som er besat af udseende, ungdom, produktivitet, aktivitet og seksualitet. Leder man efter bøger om aldring på Amazon, finder man mere, end man søgte: en lang række bøger om skønhed i alderdommen, og hvordan man anskaffer sig den, lige fra brug af hormoner til brug af hvidløg. Under ’Bestsellere om aldring’ finder man f.eks. The Anti-Ageing Beauty Bible og Aging without growing old. Fascinerende, hvordan søgemaskinen spytter det stik modsatte ud af, hvad man søgte efter. Ideen om, at man faktisk ikke ønsker at blive gammel, er simpelthen indbygget i søgemaskinens algoritme.

Måske er det kun amerikanere, som er velsignede med dette optimistiske syn på alderdom, hvor det er muligt at flirte med fremmede selv som 70-, 80- eller – hvem ved – 90-årig.

Men sagen er, at amerikanerne og USA’s skønhedsindustri tvinger det livssyn ned i halsen på resten af verdenen. Der står endeløse rækker af produkter til rådighed, som kan skjule alderdommens faktum. Der er derfor ingen grund til at ligne din alder, tværtimod, det er uanstændigt at ’lade stå til’. Ikke blot uhøfligt, men decideret uanstændigt, som at spytte på gaden eller det, der er værre.

Den dominerende ideologi om evig ungdom (og sundhed, som blot er et andet ord for evighed) lader forstå, at med videnskabens hjælp er det muligt ikke blot at at se godt ud, men at overvinde enhver sygdom, der måtte ramme dig, og at leve længe i tilgift. Kunne det hænde, at det er dette pres på ældre, især kvinder, som er årsagen til, at kvinder ikke skriver litteratur om deres aldring? At det er årsagen til, at de på dette område forekommer så generte? At det er derfor, alderdom er forvist til privatsfæren og forment adgang til det offentlige rum?

At erfaringer med aldring skulle være et uinteressant emne for Roth og Coetzees kvindelige jævnaldrende forekommer underligt, hvis ikke direkte mærkværdigt. Som om kvindelivet ophører med alderen, eller i det mindste ophører med at være værd at beskrive.

Alzheimersepidemien

Men noget andet interessant er måske undervejs: at kvinders litterære produktion inden for dette område er ved at blive overtaget af personlige erindringer, hvoraf de mest kendte formentlig er Diana Athils Somewhere Towards the End, Jane Millers Crazy Age, og Carolyn Heilbruns The Last Gift of Time. Ingen af disse ofrer dog mange ord på den fysiske aldring. Er det så svært at beskrive sin egen fysik i alderdommen? Alt håb er dog ikke ude. Efter længere tids research om kvinder, der skriver om alderdom, begyndte et andet billede at tage form. Det lader til, at selvom kvinder ikke beskriver deres egen aldring, har de fundet en måde at beskrive emnet fra en anden vinkel. Mange skriver om aldring gennem at beskrive sygdom, særligt demens og Alzheimers, som rammer dem, der står dem nær: mødre, ægtefæller, venner og – i mere sjældne tilfælde – litterære helteskikkelser.

Og overraskende nok griber selv romanforfattere til erindringer, selvbiografier og dagbøger, når dette emne skal beskrives. På Amazons bestsellerliste over værker om Alzheimers og demens dominerer manualer, dernæst kommer biografier og erindringer og til sidst en enkelt roman: Still Alice af Lisa Genovese.

Den franske fiktionsforfatter Annie Ernaux med I Remain In Darkness og den amerikanske fiktions- og faglitterære forfatter Mary Gordon med Circling My Mother skriver begge om deres mors Alzheimers og demens. Gordon siger, at hendes bog hverken er erindringer eller selvbiografi og da slet ikke en roman. Det samme kunne man sige om Ernaux. Hun skriver en slags dagbog, men ikke en rigtig dagbog, snarere giver den indtryk af at være et litterært værk. Det forekommer mig, at det ikke er en tilfældighed, at begge disse kvinder vælger at skrive om deres mødres forfald, om hvorfor demens og Alzheimers kræver så megen opmærksomhed fra dem, og fra andre forfattere, særligt kvinder.

Hukommelsestab har altid været knyttet til alderdom, men efterhånden som folk lever længere, færre dør af slagtilfælde og infektioner, er Alzheimers blevet en ny langvarig sygdom. Det er blevet et ’nyt social fænomen’, en epidemi.

Måske er sygdommens symptomer den bedste forklaring på den litterære interesse: det langsomme tab af korttidshukommelse, tabet af evnen til at orientere sig, til at udtrykke sig selv, til at tænke klart … tab på tab på tab. Med Alzheimers og alderdom i det hele taget mister individet både krop og sind. Begge gennemgår degenerative processer i en grad, der gør det vanskeligt at skelne aldring fra sygdom.

Bortset fra symptomerne på fysisk forfald, er de mest fascinerende aspekter af Alzheimers hukommelsestabet. Det er skræmmende, fordi det betyder tab af identitet. Deri ligger årsagen til, at Alzheimers er blevet et litterært motiv. Ved at skrive om en persons sygdom, skriver man om den persons tab af identitet.

Sygdom som metafor

I 1978 udgav Susan Sontag sit roste essay Illness as Metaphor. Her analyserer hun samfundet og dets brug af bestemte sygdomme (tuberkulose og kræft) og måden, hvorpå de sygdomme bliver romantiseret, moraliseret over eller forvandlet til myter i det 19. og 20. århundreds litteratur (fra Dickens og Stendhal til Mann, Kafka, Gide, Auden m.fl.). Det moderne samfund er domineret af ideen om, at mennesker er ansvarlige for deres eget helbred og levedygtighed, selv om virkeligheden ikke helt understøtter dette billede. At skrive om en ny sygdom er en mere elegant måde at håndtere død og tilstanden at være døende – ikke mindst i vores kultur, hvor døden, ifølge Sontag, bliver set som en krænkende meningsløs begivenhed. Det er imidlertid ikke enhver sygdom, der funger som metafor. Hjerte-kar-sygdomme er tegn på svaghed, på at en person ikke har taget sig godt nok af sit eget helbred, men de er ikke degenerative og skamfulde. Kræft, tuberkulose og HIV er ulækre, skamfulde og ydmygende i måden, hvorpå de sætter sig igennem. Tilsyneladende er Alzheimers den nye sygdom, som lever op til kriterierne for den gode metafor og den litterære behandling, som følger: dens årsager er stadig delvist mystiske, ingen er immune over for den, en patient har ingen skyld for at være blevet ramt, og der er ingen helbredelse mulig.

Ifølge Sontag er det gennem at skrive om sygdom snarere end alderdom og død, at det bliver »lettere at forstå og samtidig skubbe til den farlige verden af død og ødelæggelse«. Men død og aldring ligger vel at mærke hele tiden skjult bag ved sygdommen som legitimt litterært motiv.

Det forekommer mig, at kvindelige forfattere trods alt skriver om kvindelig aldring, selvom de slører det bag ’moderne’ sygdomme og under dække af nonfiktion. For at finde disse værker måtte jeg erstatte mit søgeord ’gammel’ med ’Alzheimers’. Det åbnede døren til en verden af lidelse og forfald, af nød og ufattelig ensomhed, en verden i hvilken den eneste flirten med fremmede er den, der foregår foran spejlet.

© Slavenka Drakulic, Eurozine og Information.

Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Vibeke Rasmussen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Lise Lotte Rahbek, Vibeke Rasmussen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

Der er så meget i dette essay, jeg nikkede samtykkende til, mens jeg læste det, og som jeg havde lyst til at kommentere.

Men Slavenka Drakulic udtrykker det så præcist, så usentimentalt og så velformuleret, at jeg blot nøjes med at nikke og stiltiende samtykke. Og – fordi dét hun skriver, er så sandt – lidt mere trist, end da jeg begyndte min læsning.