Læsetid: 4 min.

Til forsvar for Uffe

Bjarne Reuters ’Zappa’ er et hovedværk i dansk børnelitteratur og genfortolkes konstant – for tiden på Teater Vestvolden. Men siden Bille Augusts filmatisering er den fjerde dreng, Uffe, gledet ud af fortællingen. Og ’Zappa’ er reduceret til en historie om mobning, men den er så meget mere end det. Det viser Uffe os
Vi kender Bjørn, Sten og Mulle fra Bille Augusts film ’Zappa’ og historien om nådesløst gruppepres. Men hvad blev der af den fjerde dreng, Uffe? Og hvad gør det ved historien, at vi har glemt ham?
	Fotot fra filmen 'Zappa'

Vi kender Bjørn, Sten og Mulle fra Bille Augusts film ’Zappa’ og historien om nådesløst gruppepres. Men hvad blev der af den fjerde dreng, Uffe? Og hvad gør det ved historien, at vi har glemt ham?
Fotot fra filmen 'Zappa'

21. marts 2014

Det starter ellers med Uffe. På ungdomsromanen Zappas første side ser hovedpersonen Bjørn Uffe og hans familie stå af toget. De har været inde i byen og købe nyt tøj. Noget, der tydeligvis ikke sker så tit, gør Bjørn os opmærksom på. Uffe har fået nye sko.

»De var sorte og sylespidse og svuppede i hælen, fordi de skulle holde hans tid ud. Trøjen han havde på, var også ny. Typisk, at han skulle have den på med det samme; den gamle lignede også mere en netundertrøje, så den havde de vel smidt væk efter købet af den nye.« Men som Bjørn konstaterer, så er Uffe og forældrene ligeglade med, at de kun køber tøj i Dallevalle og når andre rødmer eller surmuler, så griner Uffe.

Bjørn er ikke ligeglad, han går i det nyeste og nystrøgne, og hans mor siger om andre kvinder, at de er sjuskede med sig selv. Og han skammer sig over, at familien stadig bor i en lille lejlighed, så han skynder sig at fortælle, at Uffes familie er fattigere end hans. Bjørn spejler sig i Uffe. Uffe er i stand til at sige fra alle de steder, hvor Bjørn ikke er i stand til noget som helst. Bjørns had til Uffe er selvhad.

Bjarne Reuters Zappa udkom i 1977 og foregår i begyndelsen af 1960'erne. Den handler om de fire drenge Bjørn, Sten, Mulle og Uffe, der sammen har en hule. Sten er hulens brutale leder og lokker de tre andre med til kriminalitet og almindelig ubehagelig opførsel, indtil det kommer til et endeligt brud. Men siden Bille August lavede filmen Zappa, og Uffe blev skrevet ud af manuskriptet, er Uffe forsvundet fra vores fælles referenceramme.

Et teaterstykke får i dag premiere på Teater Vestvolden i Hvidovre under titlen Zappa. Stykket spørger: Hvad blev der af Mulle, Sten og Bjørn, da de forlod hulen? Jeg får lyst til at spørge: Hvad blev der af Uffe?

Stykket handler om mobning lover presseomtalen. Og det gør forlægget også, men bogen handler om meget mere end det. Romanens meget eksplicitte klasseportrætter og vækstkritik bliver i vores referenceramme overskygget af fortællingen om mobning og gruppepres, og det er en skam.

Uffe er vidnet

Arbejderdrengen Mulle er prygelknaben, den glade klovn, hvis naivitet og begejstring gør ham til nem føde for rovdyret og overklassedrengen Sten, der tvinger ham til at spise en skovsnegl i filmens måske mest berømte scene, hvor middelklassedrengen Bjørn bare ser måbende til. Men i bogen Zappa er Bjørn slet ikke vidne til skovsnegledramaet, men det er Uffe. Og det er et vendepunkt for ham.

Uffe er med i hulen, men da han ser Sten tvinge stakkels Mulle til at æde skovsneglen, peger han på ham og siger: »Det var dig, der fik ham til det. Han havde ikke gjort det, hvis ikke det var, fordi du havde lovet ham en daler.« Han forlader hulen og kommer ikke tilbage.

Der er ingen marokkopude, intet »du vil jo gerne være med i hulen, ik, Mulle?« Mulle slugte en skovsnegl for en daler. Det er altså ikke kun Sten, der bliver udstillet her. Det gør Mulle også. Og det er Uffe, der peger på, at alle er til fals for ussel mammon, og at det er derfor, Sten er hulens leder – hans magt beror på de andres afmagt og behov. Hulen ligger da også i et lille stykke skov, de kalder Fals Have.

Uffe er alt det, som Bjørns familie er på vej væk fra, og overklassedrengen Sten er det, de stræber mod. Bjørn drømmer endda om, at Stens lejlighed er hans. Den store lejlighed, hvor Sten ellers for det meste er alene, fordi hans forældre arbejder eller passer deres selvudvikling.

Stens mor er kontorchef på en emballagefabrik. Indpakningen betyder mere end indholdet hos Stens familie, og det gør den også for Bjørn. Hans mor og far er stået på forbrugsræset, og de materielle goder er symbolerne på deres fremgang. De var de første, der fik fjernsyn, og de første der fik teaktræsmøbler. Men efterhånden har de fleste fået folkevogn.

I disse tider, hvor vækst er blevet et mantra, stress er en folkesygdom, og man frygter MU-samtalen, fordi man helst vil sige, at man egentlig ikke har lyst at avancere og udvikle sig, og det vil chefen nok opfatte som uambitiøst – ellers havde man vel ikke institutionaliseret medarbejderudviklingssamtalen? I disse tider er Uffes figur i allerhøjeste grad aktuel.

Han går ikke op i materielle værdier og anseelse. Men han forstår heller ikke at manøvrere i et miljø, der gør – det bliver hans tragedie. Han møder den homoseksuelle Willy, og som altid er Uffe ikke særlig optaget af, hvad Willy mon er for en, han ved bare, at han har det godt i hans selskab, men her viser forældrenes tolerance og ligegyldighed over for folkestemningen sig alligevel at være begrænsede. De forbyder ham at se Willy og lover ham en overraskelse som plaster på såret. Det viser sig at være en folkevogn. Også de kapitulerer altså til udviklingen.

I Zappas efterfølger Når snerlen blomstrer hører Bjørn kun om Uffe en enkelt gang. Han har kastet sig ud foran et tog fra Dybbølsbro. Han kunne ikke overleve i den verden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu