Baggrund
Læsetid: 9 min.

Vi er frisatte af århundreder med billige grin

I dag indtager europæerne en absolut topplacering i verden, når det kommer til at være frække over for autoriteterne. Det skyldes bl.a. en skruppelløs satirisk tradition på over 500 år, som kan opleves på Storm P. Museets aktuelle udstilling om religionssatire
Et britisk eksempel på kritik af pressecensur fra 1817 ved navn ’Friheden er suspenderet’. En ung kvinde hænger i en galge med de britiske frihedsrettigheder i sine slappe arme. Ved siden af står den daværende premierminister og fortæller folket, at det er bedre, at hun hænger der, end at der opstår anarki

Et britisk eksempel på kritik af pressecensur fra 1817 ved navn ’Friheden er suspenderet’. En ung kvinde hænger i en galge med de britiske frihedsrettigheder i sine slappe arme. Ved siden af står den daværende premierminister og fortæller folket, at det er bedre, at hun hænger der, end at der opstår anarki

Billede fra udstillingen

Kultur
4. marts 2014

En bombe i turbanen. Sådan blev profeten Muhammed gengivet af en dansk bladtegner tilbage i 2005. Tegningen er et eksempel på vor tids religionssatire, der udspiller sig på et globalt plan i en tid, hvor der går et splitsekund mellem overførslen af billeder fra en verdensdel til en anden.

At vi i Europa er temmelig rundhåndede med humoren, skyldes ifølge Dennis Meyhoff Brink, der forsker i religionssatire, at de europæiske jorde er blevet gødet med satiriske illustrationer i over 500 år.

»Religionssatiren har haft en enorm indvirkning på den europæiske kultur. Den har bl.a. ændret vores forhold til autoriteter, fordi den har udstillet og latterliggjort dem, vi ellers havde lært at se op til. Vi er præget af flere hundrede års satire, og derfor føler vi ikke længere samme ærefrygt og underdanighed over for autoriteter, som man gjorde tidligere. I stedet har vi lært at slå fra os og gøre modstand,« siger Dennis Meyhoff Brink, som er kurator på Storm P.-udstillingen Løgn & Latin – spot, spe og religionssatire 1500-1900 og ekstern lektor i kunst- og kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Fra år 1500 til 1900 har religionssatiren sin absolutte storhedstid i Europa. Trykpressen var blevet opfundet i 1440’erne og gjorde det muligt at sende de satiriske billeder i omløb.

Billederne spillede forskellige roller i historien. Fra omkring år 1500 til 1650 blev de anvendt af protestanter og katolikker til at hænge hinanden ud, mens de i resten af perioden blev brugt til at kritisere kirken og dens folk.

Mellem Djævelens baller

Fra omkring år 1500 og til midten af 1600-tallet indgik satiren i en kamp mellem de to kristne fløje, katolikkerne og protestanterne. De anklagede hinanden for at være løgnagtige og i ledtog med Djævelen for at vinde så mange folk som muligt over på deres side i striden om kristendommens udlægning.

»Katolikker og protestanter latterliggjorde og udstillede hinanden, og de dæmoniserede også hinanden helt bogstaveligt. De gengav hinanden som dæmoners afkom eller som værende besatte af dæmoner, og det var ikke harmløst, for dengang var folk overbevist om, at man faktisk kunne blive besat af dæmoner,« fortæller Dennis Meyhoff Brink.

Religionssatiren var på dette tidspunkt stærk propagandistisk og dæmoniserende.

På en tegning, der endda har fået en billedtekst fra Martin Luthers pen, føder en fuldfed hundjævel hele pavedømmet. Paven opfostres af hekse med Medusa-lignende slangehår.

»Martin Luther har skrevet under her,« siger Dennis Meyhoff Brink og markerer stedet med en finger på glasrammen.

»I teksten forklarer han, at det er Antikrists fødsel, vi ser. Luther var faktisk meget eksplicit om, hvor vigtig satiren var i kampen for at vinde folket over på protestanternes side.«

Dæmoniserende tegninger, såsom pavedømmets fødsel, udgjorde hovedindholdet i små pamfletter, der typisk indeholdt et sted mellem fem og 15 tegninger. De blev ofte trykt i skjul og smuglet ud til borgerne. På dette tidspunkt i historien var de fleste analfabeter, og derfor havde den billedlige satire langt bredere folkelig appel.

Fuldfede gejstlige

Indtil midten af 1600-tallet var religionssatiren altså en trykkekrig mellem katolikker og protestanter, men med den Westfalske Fred i 1648 begynder konflikten mellem de kristne grupperinger at dø ud. Nu blev det satiriske kasteskyts i stigende grad rettet mod kirken som institution og mod præster og de øvrige gejstlige.

Dette nye primære mål for satiren ændrede satirens karakter. Den flyttede sig fra at være propagandistisk og dæmoniserende og antog i stedet en mere kritisk og oplysende karakter. Billederne udstillede nu især hykleri og bedrag inden for kirken.

På Storm P. Museet hænger der mange eksempler på de nye typer af satire mod de gejstlige. Omkring et overdådigt middagsbord sidder fire flommede gejstlige med lyserøde kinder, hvidt pudderhår og sorte frakker, der er ved at sprække henover de runde maver. Under tegningen informerer en sirlig blyantstreg om, at det er fastedag.

»På tidspunktet for det her motiv er Frankrig og England i krig, og i den anledning prædikes om at spare. Men som motivet viser, så er der nogen, der ikke skal spare, nemlig dem inde for kirken, der har det fedt,« fortæller Dennis Meyhoff Brink og tilføjer, at de provokerende motiver naturligvis var skabt for, at folket skulle ægges til oprør mod de hykleriske slughalse.

Dumme får

Udover fede gejstlige er får et flittigt anvendt motiv i samme periode fra midten af 1600-tallet og frem. Fåret er et eksempel på et symbol, der finder anvendelse også i vores samtid, hvor det typisk indikerer, at portrætterede vedkommende ikke er den skarpeste kniv i skuffen. Dengang illustrerede fåret eller fåreflokken folkets magtesløshed.

»Der er en grundlæggende idé i kristendommen om, at præsterne skal være som hyrder for menigheden. I det ligger der et klart magtforhold, fordi præsterne skal lede os til frelse, mens vi skal være ligesom en fåreflok, der følger præsterne. I satiren begynder man så at iscenesætte modstanden og vise, hvordan fårene gør oprør imod hyrderne og ophører med at være ydmyge og lydige,« siger Dennis Meyhoff Brink, mens han betragter en tegning af en gruppe får over for en gruppe præster, der trækker i hver sin ende af en sæk med godter, mens de slynger bibelcitater i hovedet på hinanden.

I løbet af 1700-tallet og særligt i 1800-tallet kom kampen for ytringsfrihed til at spille en stor rolle i religionssatiren. I de protestantiske lande skete det mellem 1650 og 1750, at staten gradvist overtog censuren fra kirken, og i 1800-tallet var censuren blevet langt mere effektiv end tidligere.

»Staterne havde en interesse i at censurere religionssatiren, fordi religionen blev betragtet som noget, der gjorde, at folk forblev lydige og samlet, som får i en flok. Hvis folket holdt op med at respektere de religiøse autoriteter, så frygtede staten, at de også ville holde op med at have respekt for de politiske autoriteter.«

Staten fik da også flere kvikke rap over fingrene af satiretegningernes skarpe penne.

Dennis Meyhoff Brink peger på et britisk eksempel fra 1817 ved navn »Friheden er suspenderet«. En ung kvinde hænger i en galge med de britiske frihedsrettigheder i sine slappe arme. Ved siden af står den daværende premierminister og fortæller folket, at det er bedre, at hun hænger der, end at der opstår anarki. Han bakkes op af det kirkelige overhoved, der står på kvindens modsatte side. Tegneren har placeret de tre oven på et skafot, der repræsenterer den britiske presse.

Færre i kirke

Den oplysende og kritiske satire florerede altså ivrigt i 1700 og 1800-tallet. Den råbte den almindelige borger op for at fortælle ham, at han ikke var et får, og den sladrede lystigt om, at præsten spiste sig mæt på fastedagen, eller at premierministeren var arg modstander af folkets frihed.

Særligt i slutningen af 1800-tallet begynder den standhaftige religionssatire at få mærkbar betydning for menigmands tilslutning til kirken.

»Religionssatiren var medvirkende til, at folk fik et anderledes forhold til kirken og til autoriteter generelt. Det er klart, at den enkelte satiretegning nok ikke havde større indvirkning på en så etableret institution som kirken, end en dråbe vand, der lander på en sten, men når den ene dråbe efter den anden er landet på den samme sten gennem hundrede år, så er der til sidst hul i den,« forklarer Dennis Meyhoff Brink og tilføjer, at antallet af kirkegængere faldt drastisk i den sidste del af 1800-tallet.

Udover at vedholde presset mod kirken og kirkens tro tjenere, så var religionssatiren også så vedholdende, at den udgjorde et enormt stort pres på censuren. Godt hjulpet på vej af flere europæiske revolutioner i 1848-49 svækkedes censuren afgørende.

Da censuren først var svækket udviklede religionssatiren sig til et egentligt massemedie. De satiriske tidsskrifter var billige og tilgængelige for den brede befolkning, hvor stadigt flere var i stand til at læse.

Dennis Meyhoff Brink fortæller, at der i perioden eksisterede omkring 50 satiriske tidsskrifter i hver af landene Frankrig, Tyskland og England, og at der var en udtalt konkurrence mellem landene om at lave de bedste tegninger.

Frækkere

I slutningen af 1800-tallet møder vi i satiretidsskrifterne et motiv, der til forveksling minder om et, der florerede i forbindelse med pædofilianklagerne mod den katolske kirke i vores samtid: Paven sidder på en fløjlsbetrukket trone. Under hver af sine arme har paven et barn og med ryggen til os, mellem pavens ben, sidder et tredje barn. Tegningen hedder »Lad børnene komme til mig« og er et af flere billeder fra perioden, der vidner om tidens tendens til at gå langt i den satiriske kritik af de mest magtfulde mænd tættest på Gud.

Generelt kan vi i denne sidste del af religionssatirens historie via de valgte motiver se, hvordan folk er blevet langt mindre gudfrygtige. Indtil denne periode rettede satirikerne deres kreative og krasse penne mod kirken og dens stab, forvalterne af religionen, men der blev stort set aldrig gjort grin med Gud selv. Det gør der nu. Og det bliver et større fænomen.

Over billedet af den lumre pave kan vi se en illustration af Gud i skikkelse af en gammel mand i forslidt tøj. Han går sig en tur på ’Paradisvejen’ og har baglommerne fulde af aktier og obligationer. Altså Gud som spekulant.

Men var der da ingen, der følte sig truffet af tegningerne og svarede de frække religionssatirikere igen? Dennis Meyhoff Brink fortæller, at der i hele religionssatirens historie har været modsvar, om end disse var i undertal.

»Der kommer naturligvis modsvar på de religionssatiriske tegninger, for det er ikke alle satirikere, der er imod kirken, og det forholder sig heller ikke sådan, at det kun er kirken, der gør ting som kan anklages for at være latterlige eller hykleriske,« fortæller Dennis Meyhoff Brink og uddyber, at en del satire omvendt gjorde grin med ateister, der typisk blev hængt ud for at være amoralske.

Dør af grin

Religionssatiren får en relativt brat ende omkring år 1900.

»Religionssatiren ebber ud i begyndelsen af det 20. århundrede, fordi den sejrer sig selv ihjel. Den har medvirket til at ophæve censuren, og kirken har fået mindre magt samtidig med at kirke og stat mange steder er blevet adskilt ved lov. Man får altså gennemført det, som var det primære mål med satiren, og det får satirikerne til at vende sig mod andre kampe i samfundet,« fortæller Dennis Meyhoff Brink og nævner arbejdernes kamp mod kapitalisterne og kvindekampen som eksempler.

Således går religionssatiren i glemmebogen, fordi kampen i det store hele er vundet.

Der findes eksempler i det 20. århundrede, men med Dennis Meyhoff Brinks ord, så befinder religionssatiren sig hele tiden et stykke under radaren.

»Og der befinder den sig så indtil for nylig, hvor den får en renæssance om end i en helt anden kontekst. Globaliseringen og internettet gør, at satiren kommer til at leve under helt nye vilkår. Man udstiller nu i højere grad muslimske dogmer og overbevisninger, end man gjorde i 1700 og 1800-tallets Europa, hvor den muslimske verden var meget mere fjern,« forklarer han.

Religionssatiren anno i dag

Religionssatiren af i dag har således fået en helt ny karakter. Hvor den i perioden 1500-1650 var en strid mellem kristne grupperinger og fra 1650-1900 var en kritik af kirken og dens repræsentanter, så bliver den med Muhammed-tegningerne i 2005 til et kulturelt sammenstød over store geografiske afstande mellem tilhængere og modstandere af at gøre grin med religion og religiøse figurer.

»Den europæiske satiretradition har haft stor betydning for, at vi europæere i dag ytrer os frit og er temmelig frække over for autoriterne. Det er nok også en af årsagerne til, at vi oplever sammenstød med andre dele af verden, hvor man ikke har haft samme tradition for satirisk frækhed, og hvor mange opfatter denne adfærd som respektløs,« forklarer Dennis Meyhoff Brink og uddyber:

»Mange muslimske lande slår hårdt ned på religionssatire. Også efter det arabiske forår har der været sager i bl.a. Tunesien og Egypten. Myndigheder i muslimske lande har ofte samme indstilling, som man havde indenfor den europæiske kirke i 1700-1800-tallet, nemlig at religionssatire er en umoralsk og samfundsundergravende praksis. Det er sikkert en af grundene til, at de forsøger at begrænse kulturimport fra den vestlige verden.«

Hårde straffe til trods, så er der flere kræfter i de muslimske lande, der går ind for ytringsfrihed, herunder friheden til at give profeten Muhammed en bombe i turbanen.

Fremtiden for religionssatiren vil måske kaste endnu et par kulturkriser af sig, men den vil først og fremmest fortsætte med at blive debatteret både internt i de enkelte samfund og på et internationalt plan mellem tilhængere og modstandere af at udstille autoriteterne.

Udstillingen ’Løgn & Latin – spot, spe og religionssatire 1500-1900’ kan opleves på Storm P. Museet til den 18. maj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Er Schweiz da ikke et europæisk land? Er Bulgarien eller Italien da ej heller europæiske lande?
En schweizisk domstol har netop forbudt satiretegninger som kan tolkes som en vis Fifapræsidents kontrafej; I Bulgarien ser man bestemt heller ikke med glæde på at lederne bliver udstillet i satiretegnernes frække streg, ej heller brød Berlusconi sig vist meget om, hvordan han blev fremvist i avisernes satiretegninger. Bare lige for at skå fast at så vant til religionskritik er vi altså ej heller her i Vesten under et.

Og lad os så endelig ikke glemme hele balladen om 1) Jens Jørgen Thorsens Jesus-film i 1970erne,
2) Hele balladen om Monthy Pythons Life of Brian i England/UK i 1979-1981, 3) Jens Jørgen Thorsens Jesus-maleri på Ballerup station i 1981 (tror jeg det var?) og 4) Trilles Øjet i det Høje i 1971. Eller hvad med 2006 eller 2007 hvor den katolske kirke fik fjernet en chokoladefigur, My Sweet Jesus, fra en udstilling i, jeg tror det var i Køln.

Er sandheden ikke snarere den, at det kun er her i DK, vi har taget et opgør med præsternes og - stort set alle - autoriteters magt. Og det handler for mig se ikke kun om 1968 og hvad deraf fulgte mv. men også om noget, som jeg mener ligger dybt i den danske folkesjæl: står der et skilt med forbudt, ja så skal man da lige prøve om det nu også passer...

Karsten Aaen:

Nej, det er langtfra kun Danmark der har taget opgøret. Du nævner nogle tilfældige eksempler, men de belyser jo netop i kraft af at de alle er blevet "sager", at det har vakt opmærksomhed at religiøse krafter har forsøgt, og i nogle tilfælde lykkedes med, at undertrykke religionskritik. Det er netop de de skærende undtagelser der bekræfter reglen, langt det meste religionskritik i Europa fremkommer ganske uden opmærksom og problemer, det er kun når fanatiske grupperinger formår at skabe røre at det bliver en sag, og som oftest med ganske gevaldigt bagslag for samme.

Anmeldelsen af udstillingen viser jo netop at der er en længere historie i europæiske lande vedrørende religionskritik, men at det da absolut ikke er gået for sig uden sværdslag, og at vi langt fra er ved vejs ende, tværtimod skulle man måske sige, det synes som om at vi er inde i en ganske reaktionær tidsalder hvor religionen også opruster (ikke kun den islamiske, men så sandelig også den kristne).

Alligevel, og på trods af alt det, må det siges at vi har en tradition i Europa vedrørende religionskritik, der er langt stærkere end noget andet sted i verden. Langt fra fuldstændig, men så sandelig langt mere udvidet end alternativerne.

Der er stadig relevant at hvæsse satirepennen overfor troens mørkemænd og -kvinder. Sålænge dybt reaktionære kirkefolk som præstefætrene, Søreine Godtfredsen, og den katolske Iben Tranholm får priviligeret spalteplads og sendetid, så er der langt igen.
Vigtigt at gøre opmærksom på, at det handler ikke "kun" om at tro - det må folk gøre lige så tosset de vil - men om vedvarende angreb på demokratiet og støtte til autoritære styreformer. Tranholm mener fx. at Putin beskytter kristendommen mod angreb (underforstået fra muslimer), og at demokratiet er en trussel mod troen bl.a. demokratiets mindretalsbeskyttelse omfatter grupper den kirkelige højrefløj ikke kan li', bøsser og lesbiske fx.
Fascisten Milosovic nød jo også i sin tid støtte hos en del danskere, der så ham som en forkæmper for de kristelige (vestlige) værdier, mod de muslimske horder.

Og ja, Sune Olsen, det er sådan set kun i Danmark, man finder denne her indifference overfor religionskritik samt kritik af religionen (både af præsterne og af religionen som system).

Og nej, Sune Olsen, Trilles Øjet i Det Høje gav en vældig ballade i det ganske danske land, det samme gjorde Life of Brian. Vi grinte her i Danmark meget af nordmændene, fordi de forbød filmen. (og visse steder i USA og måske i England/UK er den da vist forbudt endnu?) Og jeg er så gammel så jeg godt kan huske hvilken ballade der blev Jens Jørgen Thorsen ville male Jesus (eller malede?) Jesus med erigeret lem på plankeværket på Ballerup Station. Og nej, Sune Olsen, dette er ikke kun enkelte sager, der var mange mennesker, som var imod Jens Jørgen Thorsens Jesus film i 1970erne, og mange fik sikkert også kaffen galt i halsen da de læste Bent Hallers Katamaranen som altså i mange år var censureret bort fra Thisted Bibliotek...

Jeg er også så gammel så jeg kan huske den ballade der var i USA over Scorsese filmen "The Last Temptation of Christ", opstandelsen og forargelsen fra især kristne amerikanere over kunstværket Piss Christ. Og jeg er faktisk også så gammel, så jeg kan huske den anglikanske kirkes reaktion på Life of Brian; den var sådan set imod. Og den anglikanske kirke mente at Monthy Python gjorde grin med Jesus....(fy, fy skamme....) og at filmen derfor burde være forbudt? (tror jeg nok).

Danmark i 1970erne, eller på indgangen til 1970erne var et ganske andet samfund end det er i dag her i år 2014, Kristeligt Folkeparti stod stadig stærkt i vissedele af landet, Inge Krogh rejste i 1970erne rundt med sit anti-abort show i hele landet. [Og ja, det var et show, fordi hun viste fostre, som var aborteret, ofte fostre som var aborteret langt efter 12. graviditetsuge].

Ift. Schweiz og Bulgarien handler det om to ting 1) dels at en domstol i Schweiz nedlægger forbud mod satiretegninger, som fremstiller en vis betydende person indenfor fodbolden i et satrisk lys, dels 2) en bulgarsk kursist jeg underviste i dansk som andetsprog for nogle år siden blev præsenteret for satiretegninger af byens daværende borgmester. Og hun sagde så, at hvis det var sket i Bulgarien, ja så var borgmesteren altså blevet meget meget sur! Men sådan er det (heldigvis) ikke i DK, sagde hun så. Bare for at sætte min første kommentar til dette emne i perspektiv...

Og hvad er det for et opør, du mener, at vi har taget her i Danmark - og i Europa som helhed? Og hvor går Europa i dette tilfælde så til? Skal Rusland med? Skal Ukraine med? eller Georgien?
Kigger vi over grænsen til Tyskland tiltaler man folk med Dr. bare folk har lavet en doktordisputats eller taget en universitetsgrad; ofte er det en del af deres navn eller titel, selv i fjernsyns-udsendelser er det sådan. Og du skal ikke bilde mig at Joakim Gauck eller Angela Merkel morer sig over de parodier - og satiriske tegninger - som bliver vist af dem i tyske medier og tv-shows.
Pointen er at det vist synes som om det kun er her i DK - og muligvis i de andre nordiske lande? - at man kan gøre grin med (alle) autoriteter - uden at folk bliver sure af den grund...