Generation Nok

Betydningen af at høre til en bestemt generation kan bestemt overvurderes. Selvom man selvfølgelig er underlagt de samme strømninger og vilkår i den tid, man vokser op i, og dermed har noget tilfælles med dem, man vokser op sammen med, er der alligevel så mange individuelle forskelle, sociale og kulturelle forskelle, at man sagtens kan opleve, at der er mere der skiller end samler, når man sammenligner sig med aldersfæller.

Men fællestræk er der da – de kan være ret overfladiske, men som signaler kan de selvfølgelig godt fastholde en illusion om, at man er en generation, der var behersket af de samme historiske betingelser, da man var ung. Jeg har egentlig altid fået mig et stille grin, når yngre kolleger taler om »midtfirserne« eller om »senhalvfemserne«, for hvem kan overhovedet huske så skarpt i årstal, har jeg tænkt. Men måske er det faktisk mine unge bekendte, der har ret. Jeg selv, der er født i starthalvtredserne, bliver f.eks. af og til skudt i skoene, at jeg er en 68’er, evt. gammel 68’er, evt. skide 68’er, men intet kunne i virkeligheden være mere forkert. De skide, gamle 68’ere er født i midtfyrrerne eller allersenest i slutfyrrerne. Os der er født senere, er dygtigere end 68’erne, flittigere, mere arbejdsomme, vi blev hurtigere modne. Til gengæld er vi røvkedelige, må vi indrømme. Måske ikke sammenlignet med senere generationer, især dem fra start-, midt- og slutfirserne, de stramme ballers årti, men afgjort sammenlignet med de rigtige 68’ere, som – det kan man bevidne, når man nu næsten selv er lige så gammel – er den mest festlige ungdom vi har haft siden Anden Verdenskrig. Det kan godt være, de også var rablende gale, håbløst upraktiske og at mange af dem faktisk knap nok er blevet voksne endnu. Men selvom man garanteret må tage deres uansvarlighed med også, ville det være en befrielse at få dem tilbage i gadebilledet. Med bare tæer, hoftelangt hår, kæmpestore skyer af hash over deres hoveder og kun lige akkurat den disciplin der skal til for at stemme en akustisk guitar.

Generation politik

68’ernes yngre brødre og søstre – det er sådan nogle som Deres klummeskriver – stod i risiko for at udarte til Generation Politik. Vi var i tyverne, da tresserne blev til 70’erne og selv om der er mere godt at sige om det årti end folk kan huske, lurede forsteningen også. Der var miljøer, hvor der praktisk talt ikke var noget almindeligt, civilt liv tilbage. Alt var politik og alt, der ikke var politik, var også politik, nemlig højreorienteret politik. Det kunne på visse tidspunkter bliver klaustrofobisk, et fuldkommen lufttæt politikmørke, hvor selv det at slippe en vind på Højbro Plads var en politisk ytring – der kun kunne undskyldes, hvis man vendte røven mod Christiansborg. Ellers var det utidigt privatliv, dvs. politik til højre. I firserne, lige fra starten endda, var vi i trediverne og var dødtrætte af politik som forklaring på alle livets tilskikkelser. Det var den nye generation af folk i tyverne også.

Generation Nul Politik

Firsernes ungdom var Generation Nul Politik. Politik var pludselig et halvfjerdserudtryk, et ord der burde være et ikke-ord. I slutfirserne væltede Berlinmuren, siden har Murens Fald været en af de mest yndede tv-serier. I dag er politik en karriere for folk, der blev født i de upolitiske firsere. Når Helle Thorning Schmidt ved særlige lejligheder oplader sin røst for at tale om, at vi danskere har grund til at være stolte af at være danskere, at vi har grund til at være taknemmelige for de »ganske almindelige danskere«, der har slidt for at skabe det velfærdssamfund, vi har i dag, klinger det ikke hult. Det klinger slet ikke. Damen i stiletterne, som hun med sjælden ironi beskriver sig selv, er bare på arbejde, det er bare en eller anden embedsmand, med en lidt bedaget lyrisk åre – måske fordi han har gået på Krogerup Højskole – der har skrevet en fin lille tale til hende. Helle Thorning Schmidt mener det sikkert godt, der er muligvis slet ikke noget galt med hende, men hvorfor dog tale om hende sådan som man taler om en politiker? Politikere, det er folk som Stauning, Jens Otto Krag, Anker Jørgensen – og også folk som Erik Eriksen og Poul Hartling. Af nulevende kunne man nævne Mogens Lykketoft og Per Stig Møller. Selvfølgelig er der også andre, men ligefrem et flertal af dem, der kalder sig politikere, er de vel knap nok.

Allerede Anders Fogh Rasmussen var en slags koncernchef. Hvilken titel man præcis skulle hæfte på Helle Thorning Schmidt ved jeg i grunden ikke – EU-kommissær er vel taget? Områdeleder? Ja, jeg ved det ikke, kan det ikke også være lige meget? Men i alt fald, når der kommer noget ud af hendes mund, er det ikke politik. Det er bare chefen, der siger noget. De unge, dem der nu er i tyverne, har vel nærmest aldrig oplevet andet end at politik er fernis over ganske almindelige erhvervskarrierer i toppen af samfundet. Hvor hende med stiletterne indtil videre har fortrængt ham med fadøllen fra det fineste kontor og de dyreste udlandsrejser – nå nej, men ellers: det er hende, der styrer lige nu. Imens kan fadølsbamsen skummel og misundelig gå rundt ude på gangene. Kællingen har også pillet hans rygekabine ned!

De unge må selv finde ud af, om de vil blive ved med at finde sig i det. Vi andre har endelig fundet et stensikkert, fælles generationstræk. Vi er Generation Nok. Og det i den grad!