Læsetid: 9 min.

Hjælp, jeg skal flytte

En lejlighed er et hjem – og en vare, der skal skifte hænder. En flytning sætter tankerne i gang...
Min lejlighed er reduceret til en tom skal. I en vis forstand er den blevet lidt.....uhyggelig

Min lejlighed er reduceret til en tom skal. I en vis forstand er den blevet lidt.....uhyggelig

Jakob Dall

1. april 2014

På samme måde som et ægtepar kender hinandens særheder, sådan kender jeg min lejligheds skavanker: Jeg ved, at gardinet i soveværelset skal trækkes for med et løft for ikke at hænge fast i gardinstangen. Jeg ved, at nøglen til hoveddøren skal lirkes på plads med tre små vrid, før låsen åbner. Jeg ved, hvor gulvbrædderne i stuen knirker, hvor vinduerne mod gaden binder, og hvor skuffen i køkkenet skal have et ekstra tryk. Det er ikke noget, jeg tænker over – det er kommet af sig selv med tiden og rutinerne.

Da jeg flyttede ind for seks år siden, var lejligheden stadig bare »en lys og venlig toværelsers med et moderne køkken, et velholdt badeværelse og en fornuftig rumfordeling«, som salgsopstillingen formulerede det. Men med årene har jeg taget de 57 kvadratmeter til mig, jeg er blevet fortrolig med deres muligheder og begrænsninger, har indrettet dem med mine egne møbler og billeder og forvandlet lejligheden til et hjem. Altså, lige indtil mægleren i sidste måned kiggede forbi med et ’til salg-skilt’ og ville aftale åbent hus-arrangementer og fremvisninger for potentielle købere. Siden da har lejligheden været død for mig, jeg har vendt mig imod den og forsøger på alle måder at lægge afstand til den, så den igen kan blive, hvad den i det skjulte hele tiden har været: En bolig på et boligmarked. Et produkt, der skal skifte hænder. En vare i omløb.

To slags værdier

Under sit feltarbejde i danske andelsboligforeninger i 2008-2009 gjorde antropolog og adjunkt ved Aalborg Universitet Maja Hojer Bruun en lignende observation: Bunden var netop gået ud af boligmarkedet, priserne var i frit fald, og man kunne pludselig se hele kvarterer plastret til med ’til salg’-skilte, som fra vinduer, indkørsler og forhaver spredte usikkerhed og utryghed til hele nabolaget. Ikke så meget fordi de mange skilte trak markedsværdien ned, men fordi de samtidig blev opfattet som en slags symbolsk underkendelse af det liv, der kunne leves i kvarteret. Et ungt par, der ikke kunne komme af med deres andelsbolig, formulerede det rammende: »Hvorfor er der ingen, der vil købe vores hjem? Vi har jo haft det så godt her!«

Jeg købte selv min lejlighed på ryggen af opsvinget og har som det unge par i andelsforeningen oplevet virkningerne af den efterfølgende nedtur. Jeg sætter større pris på min lejlighed i dag, end da jeg købte den, men i økonomisk forstand er den blevet mindre værd. Det er både nemt at forstå og meget svært at fatte.

»Til daglig forsøger vi at fortrænge, at vores boliger ikke bare har en personlig værdi, men også en markedsværdi,« siger Maja Hojer Bruun. »Men under krisen blev de vandtætte skotter, vi normalt forsøger at opretholde ved hjælp af boligadvokater og ejendomsmæglere, brudt ned, og pludselig begyndte folk at forbinde deres eget hjems værdi med værdien på boligmarkedet.«

Jeg har ringet til Maja Hojer Bruun for at blive klogere på min flytning, og hvorfor den fylder mere, end jeg synes, den burde. Men også for at forsøge at forstå, hvad det egentlig er, vi taler om, når vi taler om ’boligmarkedet’ – og hvorfor vi taler så meget om det. I antologien Hverdagens mysterier kaster hun et nysgerrigt, antropologisk blik på boligens dobbeltstatus som vare og hjem og minder os om, hvad vi allerede vidste, men ofte glemmer: At vores hjem både har materiel og symbolsk værdi. Med et lån fra den franske fænomenolog og filosof Maurice Merleau-Ponty sammenligner hun vores forhold til hjemmet med den blindes forhold til sin stok: Med tiden vokser de to sammen, bliver hinandens forlængelser, ting og person forenes til en integreret helhed – men når vi en dag skal forlade vores hjem, brydes enheden op, og så får vi brug for at beskytte os selv.

»Når man sætter sin lejlighed til salg, indleder man en bevidst fremmedgørelse, en opsplitning af enheden mellem person og sted, for at gøre det nemmere at fuldføre overgangen. Man ruster sig til at lade sit hjem vurdere af folk, der ikke tager hensyn til det liv, der er blevet levet i hjemmet,« siger Maja Hojer Bruun.

Hjemlig uhygge

Siden jeg for en måned siden satte min lejlighed til salg, har jeg efter råd fra en god ven forsøgt at gøre den så neutral som mulig. Jeg har pakket mine personlige nips af vejen, fjernet avisudklip og billeder fra køleskabet, og kun ladt det allermest nødvendige stå fremme: Borde, stole, reoler og lamper. Potentielle købere skal uden besvær kunne forestille sig lejligheden fuld af deres egne ting. Det er ideen. Resultatet er, at jeg aldrig har følt mig så lidt hjemme som netop nu. Min lejlighed er reduceret til en tom skal. I en vis forstand er den blevet lidt ... uhyggelig.

I sit berømte essay om Das Unheimliche udnytter Sigmund Freud en begrebsmæssig tvetydighed i det tyske sprog til at beskrive ’det uhyggelige’ som en fortrængt eller ’hemmelig’ del af det ’hjemlige’ – en slags skyggeside, der hele tiden lurer bag det, vi tror, vi kender. Freud illustrerer sin pointe med udgangspunkt i et af E.T.A. Hoffmanns eventyr, Sandmanden fra 1816, hvor hovedpersonen Nathanael fascineres af den smukke, men gådefulde Olimpia, som viser sig at være en mekanisk dukke i stedet for et besjælet menneske. Det uhyggelige skyldes hans opdagelse af, at en elsket person i virkeligheden er en død ting – og ifølge Maja Hojer Bruun er det den samme form for uhygge, som ’til salg’-skiltene minder os om: Det, vi troede var besjælede hjem, fremstår pludselig som afsjælede boliger. Og så gyser vi.

»Et hjem kan ikke eksistere, uden at der er nogen, der bebor det. Der skal være nogen, som gør tingene til deres og bliver ét med hjemmet. Den tvetydige status, hvor det hverken er købt eller solgt, gør os urolige,« siger hun.

Samtaler om kvæg

I begyndelsen af 1930’erne skrev den engelske antropolog Edward Evans-Pritchard lettere irriteret hjem om sit feltarbejde blandt Nuer-folket i det, vi i dag kender som Sudan. Han var ved at blive vanvittig af sine samtaler med de indfødte, som uvægerligt og hele tiden kom til at handle om kvæg. Selv når han talte med unge mænd om kærlighed, forelskelse og smukke piger, endte talen med at falde på de firbenede kreaturer. Først senere lærte Evans-Pritchard, at kvæget for Nuer-folket ikke bare repræsenterede en økonomisk værdi, men samtidig udgjorde et knudepunkt for relationer, og at de evindelige samtaler om kvæg i virkeligheden var en måde at udtrykke dybere sociale værdier på.

I de skandinaviske velfærdsstater har boligen i dag fået samme status, som kvæget havde for Nuer-folket. Vi taler konstant om vores boliger. I årevis har vi dårligt kunnet åbne en avis, tænde for fjernsynet eller overhøre en samtale i bussen, uden at det handlede om kvadratmeterpriser, lånevilkår og indretningstips. Vi har lært at bruge ord som ’markedsværdi’, ’vurderingspris’ og ’hammerslag’ og taler efterhånden om vores egne hjem, som var vi professionelle ejendomsmæglere. Boligmarkedets retorik er blevet vores allesammens sprog.

»Det er blevet en samfundsmæssig diskurs i den senkapitalistiske alder, at man skal kunne tale om livet og tilværelsen på den her måde,« siger Maja Hojer Bruun.

Alligevel lever vi langtfra lige så selvfølgeligt med markedsgørelsen af vores hjem, som vi dagligt giver udtryk for i vores samtaler med hinanden:

»Mange tyer til symbolske markeringer, når de skal forlade deres hjem. Da jeg selv flyttede fra København til Aarhus, havde den tidligere ejer arrangeret et stort traktement den dag, jeg kom for at skrive under. Det var hans overgangsritual, hans måde at overkomme den moderne tilværelses angivelige rationalitet,« siger hun.

At finde hjem

I Danmark er hjemmet over årene blevet en bærende samfundsinstitution og et nøglesymbol: Det er i hjemmet, vi lærer at blive sociale væsener og deltage i den demokratiske proces, som vi siden skal ‘ud i samfundet’ og praktisere som civiliserede borgere. Det er også i hjemmet, vi lærer at sondre mellem rettigheder og pligter, rigtigt og forkert, privat og offentligt, og det er her, vi første gang bliver opmærksomme på kønsrollernes magt, når pligter i husholdningen skal fordeles. Med andre ord: Hjemmet skaber værdier og trækker grænser, og at skabe sit eget hjem handler derfor om meget mere end bare at indrette et tilfældigt antal kvadratmeter. Det handler også om at træde i karakter som menneske og at ’finde sig selv’.

»Hjemmet og hverdagslivet udgør en slags hellige steder, hvor vi føler, at vi er i berøring med vores inderste og dybeste selv – og det at ’finde sit eget sted’ har fået en vigtig og nærmest religiøs betydning. I Danmark forventes unge voksne for eksempel at flytte hjemmefra og blive uafhængige individer, og det at finde et eget sted at bo er et vigtigt skridt i den udvikling,« siger Maja Hojer Bruun.

Drømmestof

Men også i mere konkret forstand er hjemmets rammer – forstået som murstenene, grundplanen og de fysiske forhold – afgørende for det liv, der kan leves. På det boomende boligmarked, der tog fart op gennem 00’erne, drev boligens materielle og symbolske værdi således hinanden frem i en slags drømmeøkonomi: De stigende boligpriser udløste grådige fantasier om, hvad hjemmet kunne blive til – og derigennem hvad vi selv og vores familier kunne blive til – hvis bare vi belånte friværdien eller solgte på det rigtige tidspunkt.

»Vi blev opmærksomme på, at boligens økonomiske værdi var et potentiale, som kunne bruges til at udleve vores personlige projekter. Vi kunne omsætte friværdien til et sommerhus, en båd, en rejse og andre bevidsthedsudvidende oplevelser,« siger Maja Hojer Bruun, som slår fast, at hjemmet altid er knyttet til en identitet – det udgør et mulighedsfelt eller et potentiale – og derfor kan en udvidelse af hjemmet samtidig opleves som et løfte om et andet, mere rummeligt liv.

»Hjemmets rum tilbyder et sprog til at tale om ønsker for fremtiden,« siger hun: »For eksempel kan et ekstra værelse nære drømme om at få et barn – og et nyt arbejdsværelse eller et værksted kan tænde små håb om, at man kan blive en anden igennem hjemmet.«

Udrensning og rengøring

For nogle dage siden hentede jeg en håndfuld flyttekasser ned fra loftet og begyndte at fylde i dem. Det er en langsommelig proces. Der er ting, jeg ikke ønsker at have med over i den nye lejlighed, og der er ting, jeg ikke vil undvære. Min guitar skal med, også selv om jeg sjældent spiller på den, mens det er blevet tid til at sige farvel til de gamle universitetsnoter. Jeg må rense min bolig, fjerne spor og tegn, for at den igen kan blive en vare, som en ny beboer kan købe og tage til sig. Maja Hojer Bruun sammenligner processen med gyserfilmenes udrensning af gamle ’spøgelseshuse’.

»Huse, hvor det spøger, er steder, hvor der ikke er blevet ryddet ordentligt op efter den tidligere beboer. Der er stadig noget i klemme, og der må renses ud, før de nye beboere kan finde sig til rette. Det er lidt den samme følelse, vi har, når vi flytter ind i en ny bolig. Hvis man ikke får fjernet alle tegnene fra den tidligere beboer, kan det føles, som om de stadig er til stede.«

Samme problem får jeg ikke i min nye lejlighed. Den er nyrenoveret, når jeg overtager den. Der vil ikke være nogen pletter på gulvene efter de tidligere lejere, ingen huller i væggene efter deres reoler og billeder, ingen mærker i dørkarmen, hvor de med et nyt hak hvert år har markeret børnenes højde. Der vil bare være tre tomme rum og et rungende potentiale. Og så vil der selvfølgelig være en ny hverdag. Til en begyndelse vil selv banale handlinger føles besværlige: Når jeg skal koge æg, vil æggeprikkeren ikke længere ligge i en skuffe ved siden af vasken, men i en skuffe ved siden af komfuret, som ikke længere vil stå for enden af væggen, men ved siden af køleskabet, der nu vil åbne til venstre og ikke til højre. Det vil ikke blive let. Men det skal nok gå. Med tiden skal det nok blive et hjem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • peter fonnesbech
peter fonnesbech anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Folk, der har flyttet mange gange, får en trang til at blive ved. Få år efter seneste flytning melder en tanke sig, hvor skal jeg nu hen? Man folk der sjældent flytter, flytter sjældent.

Michael Nyvang

Et par historier falder mig ind:

En lejlighed i Paris der beses med bryllupsgaverne endnu i boligen fra det ny-gifte, og derpå speed-skilte, par, der sælger midt i et skænderi.

At miste en lejlighed, og stå på gaden med sine ejendele midt i et kvarter, hvor alt der ikke er nagelfast forsvinder på et par timer.

At ad besynderlige veje få stukket en salgsopstilling på et slot incl. skov og landsby til blot 1 million euro i hånden fordi man ledte efter "et sted" at bo, uden anden præcision end ens blå silkeslips fra Givenchy (købt i sommerlig kådhed).

At bese en tidligere luksuslejlighed med spejle over det hele, og egen tandlæge klinik, hvor et stort tungt mahogany bord, og en massiv brun læderstol, lader ane en forbigangen æra med vejrsystemer fra cubanske cigarer svævende under loftet.

Jesper Frimann Ljungberg

Men lad nu være med at flytte og så tro at det er nemt at melde flytning bagefter, hvis man ikke tilmeldt sit nemid til at blive brugt på offentlige hjemmesider.

// jesper