Læsetid: 5 min.

Hollywood er en mand

Kvinder er underrepræsenterede i den amerikanske filmbranche, både foran og bag kameraet. En ny undersøgelse viser, at selv når kvinder har hovedrollen, så får de mindre tid på lærredet end mandlige hovedrolleindehavere
Fordelingen af mænd og kvinder i den amerikanske filmbranche viser, at kvinder er underrepræsenteret i Hollywood. 

Fordelingen af mænd og kvinder i den amerikanske filmbranche viser, at kvinder er underrepræsenteret i Hollywood. 

iBureauet/Mia Mottelson

13. marts 2014

Når man sidder og gnasker popcorn i biografen, så giver man sig sjældent til at udregne ratioen mellem kvinder og mænd på lærredet – og da slet ikke hvad gennemsnittet er for alle film samlet set.

Det har andre dog gjort. For eksempel Stacy Smith fra det amerikanske universitet USC Annenberg, der i en rapport sidste år offentliggjorde tal for kønsfordelingen i hver af de sidste fem års 100 bedst sælgende amerikanske film. I 2012 var blot 28 procent af de talende roller i de amerikanske film besat af kvinder. En fordeling, der næsten ikke har ændret sig hen over de år, undersøgelsen dækker. Endnu tydeligere er billedet, når man kun kigger på hovedroller, hvilket Center for the Study of Women in Television and Film for nylig gjorde i forbindelse med 2013’s 100 største film. Her havde blot 15 procent af filmene en kvinde i hovedrollen mod de 71 procent, der havde en mandlig karakter – de resterende film var uden en entydig hovedrolle.

Lektor ved Aarhus Universitet Inger Hunnerup Dalsgaard, der har beskæftiget sig med køn og amerikansk kultur, bemærker, at selv om blandt andet Twilight og Hunger Games har fået stor succes med kvinder i hovedrollen, så behøver det ikke være en strømpil for det samlede marked: »Jeg er egentlig ikke overrasket over tallene. Når man ser på blockbusters er det typisk actionfilm, som bruger mænd i hovedrollen. Man kan selvfølgelig også have en kvinde dér, men så ved man godt, at man spiller mod typen og genren.«

Her i Danmark så man også en mangel på kvindelige hovedroller, da Lene Maria Christensen blev Robertnomineret for filmen Nordvest, selv om hun ikke havde skærmtid nok til hverken at optræde på plakaten eller i traileren for filmen. Instruktør Kathrine Windfeld udtalte i den sammenhæng til DR: »Der er er jo ikke nogen tvivl om, at det er den største kvindelige rolle i den film. Men jeg synes, det siger noget om, hvordan vi opfatter kvindelige hovedroller, og at vi her i Danmark er bange for at fortælle historier om kvinder.« At problematikken også forekommer herhjemme viser en undersøgelse lavet af filmbladet Ekko. Det så på de 71 danske film, der havde premiere i perioden 2009-2011, og kunne fortælle, at kun 19 af dem havde en kvinde i hovedrollen mod 37, hvor mænd havde denne funktion og 15, hvor den var delt. Fordelingen er altså ikke helt så skæv i Danmark, der procentvis også har flere film med delt hovedrolle, men der er stadig dobbelt så stor sandsynlighed for at se en mand i hovedrollen i en dansk film som en kvinde.

Størrelsen af en hovedrolle

Men hvis man synes, kvinder er en minioritet foran kameraet, så bliver det ikke bedre, når man bevæger sig hen til instruktørstolen. Blot seks procent af de 250 største amerikanske film var instrueret af en kvinde i 2013. Mere end ni ud af ti film havde altså en mand ved roret.

Og hvis man indskrænker det til Top-100, så står man tilbage med det resultat, at Kimberly Peirce lavede remaket af Carrie, mens Jennifer Lee co-instruerede Frozen. Flere er der ikke.

Hvis man tæller andre større arbejdsfunktioner som producer, klipper og manuskriptforfatter med, udgjorde kvinder sidste år 16 procent af arbejdsstyrken. Det tilsvarende tal tilbage i 1998 var 17 procent. Når det kommer til ligestilling i Hollywood er der altså ikke tale om en ændring. Hollywood står solidt plantet på to mandefødder.

Et sted, der dog har en form for ligestilling, er prisuddelinger. Blandt de Oscarnominerede skuespillere finder man ti kvinder og ti mænd – og der er stadig kun én statuette pr. kategori.

En nylig artikel i New York Times gjorde det dog klart, at en rolle i en film ikke er det samme for en kvinde som for en mand. Avisen tog nemlig tid på, hvor længe dette års Oscarnominerede skuespillere egentlig var på lærredet i deres respektive film. Et forsøg på at definere, hvor stor en hovedrolle egentlig er.

Gennemsnittet var 85 minutter. Altså for mænd. Kvindelige hovedroller kunne derimod afvikles på 57 minutter. Det skal siges, at i herrenes kategori var filmene generelt længere, så i procenter ser det mindre dramatisk ud. En mandlig hovedrolle tager 61,2 procent af filmens spilletid mod 52,2 procent for kvinders vedkommende. Deri er endog medregnet filmen Gravity, hvor Sandra Bullock i den grad trækker gennemsnittet op. Året før var forskellen da også endnu mere udtalt. Her brugte en mandlig hovedrolle 100 minutter foran kameraet, mens kvinderne kun tog 49.

En kvindelig hovedrolle forekommer altså ikke kun sjældnere. Den har også i givet fald et mere begrænset omfang.

Actionmænd

Men hvorfor fylder kvinder mindre, selv når de endelig har en hovedrolle? Det kan være svært at give et klart svar på, men Inger Hunnerup Dalsgaard foreslår, at mænd måske foretrækkes i genrer, hvor hovedrollen fylder meget: »Når kvinderne mangler i actionfilm, hvor man følger helten hele vejen hjem, så er de måske mere til stede i film, hvor det handler om hovedkarakterens forhold til andre, og hvor der bliver givet plads til karakterudvikling af de mindre roller. Når den kvindelige hovedrolle kun er på et vist antal minutter, så må det jo være, fordi nogle andre har resten. Der må være noget i film med kvinder, der gør, at bikarakterne bliver opbygget mere, end det er påkrævet i for eksempel actionfilm.«

Dalsgaard peger dog på, at billedet mudres af, at den reelt eneste genrefilm blandt de Oscarnominerede er sci-fi-filmen Gravity, hvor Sandra Bullock som nævnt dominerer. Selv om det er nemmere at samle tal om den manglende ligestilling end at forklare den udtømmende, så må noget af ansvaret nødvendigvis ligge hos dem, der står bag filmene. Dem med pengene. Mener hun.

»Film bliver kun lavet, hvis pengemændene siger god for idéen. Det er selvfølgelig ikke bare fede mænd med store cigarer i røgfyldte lokaler, men også fokusgrupper og salgstal fra box office, der er med til at bestemme, at man laver endnu actionfilm med Bruce Willis eller en af de andre afdankede fyre.«

– Er det økonomiske motiver, der bringer mænd frem i film?

»Det tror jeg. Man skal ikke tage fejl af, at der ikke er meget kunstnerisk frihed i Hollywoodfilm. Det er pengehensyn, der er med til at bestemme, hvem der får hovedrollen. Og hvis man har set noget fungere nogenlunde før, så satser man på det igen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Rasmussen
  • Inger Sundsvald
Vibeke Rasmussen og Inger Sundsvald anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

"… også fokusgrupper og salgstal fra box office, der er med til at bestemme, at man laver endnu [en] actionfilm med Bruce Willis eller en af de andre afdankede fyre."

Ærgerligt og efter min mening helt unødvendigt med dét ord "afdanket" i en ellers sober og interessant artikel, for faktisk er Bruce Willis en glimrende skuespiller … udover at han besidder både charme, humor og selvironi; altsammen plusser i min bedømmelse.

Men når han hovedsageligt optræder som 'actionhelt', ligesom Sandra Bullock hidtil, et indlysende talent til trods, hovedsageligt har optrådt i lamme komedier, er svaret indlysende nok 'Money rules' i Hollywood. Man kan så med god ret undre sig over, at skuespillere i en 'vægtklasse' som disse to ikke vælger mere interessante, mindre stereotype roller.

En stor del af problemet synes at kunne findes i udvælgelsen af/ støtten til manuskriptforfatterne, for hvis man ser på fx Oscar-modtagere i kategorien bedste manuskript, både "original" og "adapted", er der kun meget, meget få kvinder iblandt. Selv da Kathryn Bigelow, som den første kvinde modtog en Oscar som bedste instruktør, var manuskriptet skrevet af en mand.

… Og i forlængelse af dette emne kan man jo så også undre sig over tv-stationernes udvælgelse af film: Action-drama, Thriller, Action-thriller, Thriller-drama, Action-comedy og diverse katastrofe-film, som jeg gætter på hovedsageligt henvender sig til et mandligt publikum, synes at være de foretrukne genrer.

Henrik Brøndum

Der er stadig penge og masser af prestige i at vaere en stor kanon indenfor film. Derfor kæmper mænd mod andre mænd om at komme til fadet. Denne kamp er bl.a. karakteriseret ved at man giver noget væk den ene dag og regner med at få noget igen den anden - og mænd bryder sig ikke om at have noget til gode hos en kvinde - bortset fra omsorg for afkommet.

Vibeke Rasmussen

Ganske apropos har 2 (mandlige) filmanmeldere på The Guardian lavet en liste over de 15 film, de gerne vil se i konkurrence på Cannes-festivalen til maj.

Alle de nævnte film er instrueret af mænd. Alle manuskripter på nær ét er skrevet af mænd. I øvrigt er instruktør og manuskriptforfatter i flere af eksemplerne samme person. Og i de tilfælde, hvor der er tale om adaptationer, er også alle forlæg skrevet af mænd.

Derimod synes kvindelige skuespillere at være fuldt ud ligeligt repræsenteret i de nævnte film, måske endda med en overvægt i hovedrollerne.

Men hvor er egentlig de kvindelige instruktører og de kvindelige manuskriptforfattere? For det er åbenbart ikke kun i Hollywood, den ulighed findes.

http://www.theguardian.com/film/2014/mar/14/15-films-cannes-festival