Baggrund
Læsetid: 5 min.

Hvordan voldtager man Brandon Teena?

Når Mungo Park opfører den moderne filmklassiker ’Boys Don’t Cry’, genopliver de filmhistoriens eneste indfølte billede af en transmand. Det gør volden svær at fremstille
Teaterstykket ’Boys Don’t Cry’ er skrevet på forlæg af filmen af samme navn, og bygger på den virkelige historie om den 21-årige transfyr Brandon Teena, født som Teena Brandon, der i 1993 blev voldtaget og myrdet af to mandlige bekendte. Nu er historien sat op som teaterstykke af Mungo Park.

Fra filmen ’Boys Don’t Cry’

Kultur
27. marts 2014

Pludselig er det virkelig ikke for sjov længere. John har væltet Brandon ned på gulvet, han har flået al tøjet af ham, han har spredt hans ben og trukket sine bukser af, og mens de ligger der nøgne, trænger John ind i Brandon, mellem Brandons krusede kønshår, Brandons vagina er aldrig blevet penetreret af en mand før. Og han skriger, og han vrider sig, og som publikum på anden række i Skuespilhusets Røde Rum er det svært at kigge på de nøgne skuespilleres kroppe, på en afmægtigt voldelig maskulinitet, der så voldeligt ydmyger en ’forkert’ én af slagsen.

Mungo Parks aktuelle teateropsætning af Boys Don’t Cry er nærmest en komedie, en hysterisk karikatur af kærlighed og had og arme white trash-skæbner i Nebraska. Stykket læner sig i manuskript og titel op ad populærkulturens mest indflydelsesrige historie om en transmand. »Filmhistoriens største og vigtigste og eneste bidrag,« som Tobias Raun, adjunkt i kommunikation på RUC, kalder forlægget. Men først med voldtægten forvandles stykket til ubærlig tragedie.

Virkelighedens Brandon

I 1993 blev den 21-årige småsvindler og transfyr Brandon Teena født som Teena Brandon, voldtaget og myrdet af to mandlige bekendte. Historien, der bidrog til at sætte fokus på hadkriminalitet, blev fortalt i den prisvindende dokumentarfilm The Brandon Teena Story fra 1998. Her interviewede man alle involverede, inklusive Brandons (eks)kæreste Lana og hans to mordere.

Dokumentaristerne frembragte også optagelser fra det politiforhør, som Brandon efter voldtægten måtte gennemgå om overgrebet: »Han pillede ikke ved dig, hva’? Overraskede det dig ikke? At han ikke puttede hænderne ned i dine bukser og legede lidt med dig?,« spurgte distriktsbetjenten det sønderknuste offer. Den krænkende og pågående afhøring er senere blevet kaldt en slags tredje voldtægt.

Da instruktøren Kimberly Peirce i 1999 efter fem års planlægning instruerede filmversionen med en Oscarvindende Hilary Swank i hovedrollen, var hun sig sit ansvar for skildringen af transkøn bevidst, forklarede hun på Chicago Humanities Festival. For i populærkulturen fandtes der nærmest ingen andre indfølte og eksplicitte fortællinger. Og historien om Brandon var en særlig barsk historie om stor frihed og kærlighed, der gennem angst bliver til sin ultravoldelige modsætning: »Man ved, at man med al sandsynlighed kommer til at sensationalisere historien. Men man skal have hjertet på rette sted […] og man skal vide, at det, man laver, måske kan blive til en bombe,« sagde Pierce. Man kan smide bomben i én retning – mod fordomme og uvidenhed – men den kan ende med at eksplodere et helt andet sted: i en grov forsimpling, i karikatur eller perverteret voldsdyrkelse.

En lærestreg

Mungo Parks teaterstykke begyndte, længe før premieren med en sådan utilsigtet eksplosion. I en omtale af stykket havde teaterfolket beskrevet handlingen på en måde, som en efterhånden stærkt organiseret gruppe transkønnede og flere andre blev stødt over: »Brandon er i virkeligheden en pige,« stod der. Brandon blev beskrevet som ’hun,’ og den afsluttende voldtægt og drabet blev beskrevet som »en lærestreg, hun sent vil glemme«. At anvende forkerte pronominer om transkønnede er udbredt, men et hårdt tilbageslag.

»Det føles helt vildt forulempende. Dels skyder det den transkønnede tilbage til et helt liv og en opvækst, hvor man føler sig omtalt med fejlpronomen, men det skyder sig også ind i en lang filmhistorie og repræsentationshistorie af transkønnede, som ikke har set tingene fra de transkønnedes perspektiv, men fra et udefrakommende,« siger adjunkt Tobias Raun.

Allerede død

For transmænd er Brandon et tvetydigt ikon at se op til, fordi han er ’den tragiske trans’: »Han er transmanden, som altid allerede er død, han er en identitet, der ikke kan lykkes,« siger Raun. »Jeg husker selv at se den i biografen, da den kom ud, og den gjorde et kæmpe indtryk. Men jeg husker også at tænke, at den bekræftede en forestilling for mig om, at det er et umuligt og ekstremt farligt projekt at prøve at leve som mand.«

I filmen dør Brandon. Men før det mister han, kan man hævde, også sin transidentitet. Efter voldtægten afklæder kæresten Lana ham helt, elsker med ham og spørger til hans barndom som pige – hvilket kan opleves kontraintuitivt for en transkønnet. »På en måde har voldtægtstakten gjort ’ham’ til kvinde,« siger Raun. På paradoksal vis lykkes det således voldtægtsmændene at nå et mål med deres fysiske ydmygelse – at demaskulinisere Brandon. »På den anden side lykkes Boys Don’t Cry utrolig godt med at udstille den mest ekstreme og voldelige form for heteronormativitet,« påpeger Raun samtidig.

Den vold hader instruktør Kimberly Pierce, men hun laver gerne voldelige film for at udstille den. Og i Boys Don’t Cry ville hun stikke den transfobiske vold op i snotten på et samfund, der strukturelt stadig var transfobisk. Her var voldtægtsscenen central. Noget af det ubehag skulle overføres til publikum. Men testpublikummerne, som de viste filmen til, kunne ikke tåle den eksplicitte scene. »Brandon blev voldtaget hele natten lang, det her var bare fem minutter – kunne de ikke tåle det? Det var min umiddelbare reaktion som en person, der gerne ville ære Brandon,« fortæller Peirce.

Senere gik det op for hende, at hun måske ikke hædrede Brandon gennem sin egen appetit på og evne til at modstå vold. »Hvis jeg gør noget, som ikke trækker masserne ind i scenen, så skubber jeg dem ud.«

De endte med at screene scenen i otte forskellige versioner. Til sidst klippede de den på en måde, så folk lige akkurat kunne holde det ud. Så de ikke længere kiggede væk.

I Mungo Parks teaterversion ville de også tæt på det virkelige univers, som filmen refererer til: »Vi ville skrælle al teatermagi af stykket. Der er hverken lyssætning eller scenografi, bare mennesker på scenen,« siger instruktør Anders Lundorph.

Normalt skildres sex på scenen symbolsk, bag en skærm eller en sofa. Det kunne de ikke gøre med et virkeligt materiale som forlæg, påpeger han. »Når vi har en fortælling om, hvordan det er at have det indeni, og hvordan vi ser ud udenpå, så skulle nøgenheden være en del af det,« siger han. »Og noget så brutalt som voldtægten ville det være mærkeligt at gøre teatralsk og æstetiseret.« I stedet kommer Brandons voldtægt helt tæt på. Lige til grænsen.

’Boys Don’t Cry’ spiller igen på Mungo Park den 14., 15. og 16. april kl. 20.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her