Læsetid: 7 min.

’Jeg har ikke noget imod politisk litteratur – jeg vil bare gerne have lov til at være uenig med den’

Kunstfonden fordeler penge efter æstetiske kriterier, men det er umuligt at ignorere politiske hensyn, hvis man vil have en bedre og mere retfærdig ordning. Det mener det nytiltrådte medlem af legatudvalget for litteratur, Hans Hauge, der også vil arbejde for en specifik pulje til indvandrerlitteratur
28. marts 2014

Det var et meget frisindet valg, vil jeg sige.« Hans Hauge blev selv overrasket, da kulturminister Marianne Jelved i januar spurgte, om han ville indtræde i Legatudvalget for Litteratur under Statens Kunstfond.

Det lå nemlig ikke i kortene, at den radikale Marianne Jelved skulle udpege den borgerlige debattør og professor i dansk litteratur ved Aarhus Universitet til at overtage den ledige plads, Jes Stein Pedersen efterlod, da han trak sig fra udvalget som følge af sin dobbeltrolle som redaktør og medlem af et statsligt udvalg.

»Ja, egentlig burde jeg jo ikke have sagt ja, men det gjorde jeg så alligevel,« griner han.

Hans Hauge er godt selv klar over, at der er noget umiddelbart paradoksalt i, at han samtidig med at være aktivt medlem af den borgerlige tænketank CEPOS nu skal være udvalgsmedlem i en socialdemokratisk opfindelse som Statens Kunstfond.

LÆS: Kunstfondsmedlem vil lave pulje for nye Yahya Hassan’er

Alligevel krævede det ikke mange overvejelser hjemme i Aarhusbydelen Trøjborg, da ministeren ringende. Set fra Hauges synsvinkel er Statens Kunstfond ikke bare et socialdemokratisk, men også et vigtigt konservativt projekt, der handler om at bevare og udvikle et litterært dansk sprog i en tid, hvor nationalsprogene er under pres, og dansk som videnskabssprog for eksempel er på vej helt i glemmebogen.

Det samfundsbevarende argument bliver bare sjældent fremført i debatten, og det er en skam, mener Hans Hauge.

»Det er meget sjældent, at man tør bruge det sprogbevarende argument, men det er jo et forsøg på at bevare dansk litteratur. På den måde er det jo ligesom at bygge museer. Det er at hjælpe forfattere med på sigt at kunne klare sig på markedsvilkår, og på den måde fungerer ordningen jo glimrende.«

Forældede kriterier

Egentlig skal udvalgene under Statens Kunstfond kun tage rent æstetiske hensyn i dens præmieringer og uddelinger og altså kun støtte den bedste af den bedste litteratur. Men den tilgang er problematisk på flere forskellige områder, mener Hans Hauge.

»Den helt rene æstetiske dom, hvor man ser bort fra alt andet er umulig. På den måde kan man ikke helt ignorere politik. En dom vil altid være præget af interesser.«

Udviklinger i samtidslitteraturen gør det også sværere og sværere udelukkende at lægge æstetiske kriterier til grund for vurderingen af litteratur, påpeger Hans Hauge.

»Der sker jo det, at den modernistiske litteraturforståelse, hvor værket er alt og konteksten ingenting, er under opløsning. Forfattere som Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad insisterer jo for eksempel på at blive læst biografisk og flere af de yngre danske forfattere insisterer på at blive læst politisk. Man skal vide, hvem forfatteren er, hvilken seksualitet hun har, hvilken barndom hun har haft etc., hvilket jo er et brud med den modernistiske æstetik. Den synliggørelse, der træder frem her, ændrer smagsdommen og gør, at den ikke kun kan være æstetisk.«

I indstillingen står der, at Hans Hauge er valgt som medlem, fordi han kan levere litterær analyse og indsigt på et højt niveau. Det griner han selv lidt af. I over 30 år har han sammen med først strukturalismen og siden dekonstruktivismen prædiket imod smagsdomme på universitetet. Først for nylig er han igen begyndt at bede sin elever om at vurdere, om en novelle nu er god eller dårlig, og han har det stadig svært med at skulle bedømme litteratur.

»Jeg har svært ved nogle af de her meget luftige smagsdomme. Når man ser på selve fundamentet for kulturpolitikken og Statens Kunstfond, arbejder man jo med en idé om, at der findes kvaliteter teksten iboende, og det har jeg meget svært ved at tro på. At der findes absolutte, essentielle æstetiske kvaliteter i værket, har man jo for længst opgivet at beskæftige sig med i litteraturvidenskaben.«

Uoverensstemmelsen mellem kulturpolitik og virkeligheden skyldes ifølge Hans Hauge, at litteraturen for længst er løbet fra de kriterier, der uddeles penge efter.

»Mange af de kriterier, der uddeles efter, er jo gamle romantiske ideer om originalitet, integritet eller nyhedsværdi. Klassiske organiske værdier, som viser, at romantikken lever videre. På den måde er der en tidsafstand mellem de officielle æstetiske kriterier og den litteratur, der faktisk skrives, og dermed er det ofte vanskelig at bruge de kriterier.«

Problemer med de – i teorien – rent æstetiske kriterier, der skal ligge til grund for uddelingerne, gælder dog ikke kun selve smagsdommen, men også den måde, uddelinger rent praktisk foregår på, forklarer Hans Hauge.

Foruden de æstetiske hensyn tages der nemlig en række fordelingspolitiske hensyn i bestræbelserne på at fordele pengene på området ligeligt mellem forskellige litteraturgenrer og læsergrupper. Heller ikke på den front kan man ignorere politiske hensyn i et system baseret på æstetik, siger Hans Hauge.

»Vi lader, som om vi kun fælder rene æstetiske domme. Men vi skal både sikre, at det bedste får støtte og, at der samtidig gives en bredere støtte til forskellige typer litteratur. På den måde eksisterer der en indbyrdes strukturel modsætning, som man så skal prøve at få til at harmonere.«

Indvandrerlitteratur

Ifølge Hauge kunne man sagtens være mere bevidst om de fordelingspolitiske hensyn, der tages og drage konsekvensen af, at det alligevel foregår. Han foreslår blandt andet, at der oprettes en pulje specifikt rettet mod litteratur skrevet af indvandrere.

»Man kunne jo passende ride med på Yahya Hassan-bølgen og sørge for at udnytte det momentum, der er her. Der er jo en indvandrerlitteratur, men den er meget usynlig og, hvis man gerne vil have, at den skal være mere synlig, handler det om at slå til. En indvandrerlitteratur er jo ikke sådan noget, der lige opstår af sig selv.«

Ligeledes kunne man ifølge Hauge passende droppe den konservative tilgang til, hvad litteratur er, og i hvilke genre den kan skrives, og åbne for, at mere af den hybridiserede litteratur, der skrives i dag også kan få støtte. Særligt i en tid, hvor klassiske tekstbegreb er under forandring.

»Jeg så gerne, at for eksempel essaysamlinger også havde nemmere adgang til støtte, og sådan er der mange genrer, som risikerer at falde mellem to stole, fordi man tænker meget i genre. Der skrives jo enormt mange tekster i de her år, som er svære at genrekarakterisere.«

Man burde derfor satse mere på det fordelingspolitiske, i erkendelsen af at det er meget svært at have fælles æstetiske kriterier for alt fra børnebøger til lyrik, mener det nyvalgte udvalgsmedlem. Hans Hauge har tidligere meldt sig i debatten med kontroversielle værdipolitiske holdninger, der ligger langt fra det overvejende venstreorienterede forfattermiljø. Så sent som først i marts modtog foreningen Danske Skønlitterære Forfattere en henvendelse omkring en »Groft sagt«-klumme i Berlingske, hvor Hans Hauge omtaler tendensen til en mere politisk digtning og en mere aktiv politisk stillingtagen i den offentlige debat blandt særligt yngre danske digtere (se boks). En gruppe forfattere udtrykker i henvendelsen bekymring for, om de skal til at lægge bånd på sig selv i den offentlige debat, hvis de fremover skal gøre sig håb om at modtage støtte fra Legatudvalget med Hans Hauge som medlem.

Hans Hauge forsikrer, at eventuelle politiske modsætninger mellem ham og den danske forfatterstand ingen indflydelse får på uddelingen af legater, men noterer sig, at det kan være tiltrængt med et udvalgsmedlem, der ser lidt anderledes på systemet.

»Det er klart, at der er mange politiske modsætninger mellem mig og 99 procent af de danske forfattere, men det er da også lidt kedeligt, at de alle sammen mener det samme om det meste her i verden. Så det er nok meget fint, at jeg kommer ind. Mangfoldighed og diversitet er jo ikke noget, der præger deres holdninger,« siger Hans Hauge og fortsætter

»Jeg har ikke noget imod politisk litteratur – jeg vil bare gerne have lov til at være uenig med den.«

Dansk litteratur set fra Aarhus

Hauge stopper op et øjeblik, da jeg afslutningsvis beder ham skue ud over det danske litteraturlandskab anno 2014. Som om et par årtiers litteraturhistorie lige skal have lov til at materialisere sig. Han har i flere år beskæftiget sig indgående med bølgen af autobiografisk litteratur eller fiktionsfri fiktion, som han kalder tendensen til, at bøger i stigende grad skrives med virkelige mennesker som romankarakterer. Og der er både sket og sker fortsat interessante ting, noterer han sig. Særligt forfatterskolerektor Pablo Llambias sonettrilogi Monte Lema, Hundstein og Sex Rouge står for ham som et afgørende radikalt værk i samtidig dansk litteratur.

»Det er virkelig nogle markante værker, og jeg forstår ikke, at for eksempel Pablo selv, ikke er mere optaget af, hvor store værker det faktisk er, han har skabt. Vi mangler fuldstændig et sprog for at tale om den slags litteratur. Det bliver en stor udfordring.«

Men i en tid, hvor en digtsamling ikke er et særsyn på boghandlernes bestsellerlister, er det alligevel ikke den unge lyrik Hans Hauge ser som dansk litteraturs stolthed.

»Jeg synes lyrikken er lidt ensformig. De minder meget om hinanden, alle de her unge minimalistiske digtere, der skriver korte og lidt hermetiske digte. Jeg savner, hvad der sker i England, hvor man har den nye formalisme og den nye poesi, hvor man er vendt tilbage til traditionelle verseformer.«

En mere folkelig lyrik og mere dansk dramatik er noget af det, der står på Hans Hauges litterære ønskeseddel for de næste par år.

»Vi har jo Søren Ulrik Thomsen. Men der er ikke så mange lidt lettere og folkelige lyrikere. Det kunne vi godt bruge noget mere af.«

Og så noget mere dramatik, som ikke er bare er musicals, forklarer han. Også i Hans Hauge strides to kulturpolitiske idealer. Et, der vil fordele, og et, der vil fremme det bedste af den bedste kultur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Balling

"Ja, egentlig burde jeg jo ikke have sagt ja, men det gjorde jeg så alligevel". Så er den ligesom sat på plads. Men mon ikke også der er en vis økonomisk gevinst forbundet med jobbet? Udover den politiske magt.

Da Jelved i sin tid tiltrådte som kulturminister, blev hun spurgt om forskellen på kunst og kultur, og der var det spøjst at bemærke, at hendes svar matchede Wikipedia, næsten ordret. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at hun i det mindste havde læst på lektien.

Kultur kan groft sagt defineres som "det vi lærer af hinanden, altså det som ikke er medfødt". Kunst er utroligt bredt defineret, f.eks. som "kreativt sammensatte elementer, med det formål at tale til beskuerens sanser og følelser". Da det gør børnetegninger, reklame og pornografi til kunst, har nogen valgt at udvide definitionen, så værket skal have været bevidst tænkt som kunst fra starten.

Æstetik er værre. I gamle dage ledte filosofien efter den ultimative skønhed, men idag snakker vi mere om en endimensional skala, gående fra "grim" til "smuk", indenfor de forskellige sanser vi har. Det er virkeligt svært at snakke æstetik, uden at indrage smag, som de fleste er enige om er 100% subjektiv. Der er forsket meget lidt videnskabeligt i æstetik, men bla. V. Ramachandran har nogle ret interessante teorier om evolutionært betinget æstetik, og han har ovenikøbet bevist dem via forsøg. Det vender de fleste æstetik eksperter dog desværre det døve øre og det blinde øje til.

Den franske sociolog Bourdieu, mente at smag og æstetik var noget klassebestemt, og dermed et redskab overklassen kunne patronisere undeklassen med. Det svært ikke at se kunstens rollen som en skaber af politisk samfundsdebat. Selvom kunst er diffust afgrænset, er det nemmere at afgrænse dens rolle. Kulturen er nærmest det som definerer at givent samfund, og kultur er derfor også noget en konservativ vil prøve at bevare. Man kunne også se kulturen som en udvikling, hvilket er mere i overensstemmelse med virkeligheden.

Selvom jeg personligt er temmelig uenig med Fogh på en masse områder, vil jeg give ham ret ift. smagsdommeriet. I stedet for at påstå at man diskuterer smag, er det mere ærligt at indrømme at man har en politisk dagsorden.

Når Hauge siger at: "Jeg har ikke noget imod politisk litteratur – jeg vil bare gerne have lov til at være uenig med den", kunne man derfor godt frygte en kommende konflikt, men jeg tager hatten af for, at han er bevidst om det, og siger tingene ligeud. Det er for mig at se langt bedre end at prøve at dække sig ind bag en fiktiv ikke eksisterende æstetik/smag.

http://politiken.dk/debat/ECE1644979/aestetik-er-en-pose-varm-luft/

Michael Kongstad Nielsen

Jeg forstår ikke meget af, hvad der står i denne tekst.
Men at Jelved udnævner Hauge føjer blot endnu en brik til forståelsen af hendes seneste udvikling, hvor hun træder ud af skabet som underholdningsbranvhens protegé. Forleden var det mængden af DR´s underholdningsprogrammer, som hun opløftede til vigtig "public service", og nu altså udpegningen af Hans Hauge til Statens Kunstfond, i sig selv underholdende. Sjældent har vores smagsdommerne været mere letvægtsagtige.

Michael Kongstad Nielsen

Men der er jo en politisk udnævnelse. Det kan ikke være andet. Og Hauges beskedenhed er et skalkeskjul, for han vil da elske at sætte et politisk fodaftryk på dansk kunst. Og kunne man få flere indvandrere til at rakke deres egne kulturer ned, så ville Hauge klappe i hænderne.

anker fjeld simonsen

Held den der i sit ästetiske virke har mulighed for såvel at ignorere smagsdommeriet på forlagene og det i staten. At stille sig til rådighed for kunstsmagsdommeriet, isär i staten, er at give sig fjerne autoriteter i vold, som ikke dyrker kritik, hvilket absolut er et häderligt erhverv, men blot stiller sig private kriterier af politisk eller ästetisk karakter, for at uddele penge. Nu er det ikke usandt, at det danske sprog har så ringe en udbredelse, at det som färösk og grönlandsk har behov for at få stötte, for at blive mere udbredt, men utallige synes de digtere dog at väre, som i ungdommen bläses op som stjerneskud, for at blive totalt udbrändte, för de er fyrre. Er det et etisk problem, også for pengeuddelere, inden for det statslige, at nogle af kunstfondens uddelinger skaber forvent-ninger hps unge digtere, som aldrig, ALDRIG, A L D R I G vil kunne indfries ökonomisk. Kunstnere bliver for en tid lönarbejdere til rimelig lön, for siden at kastes ud i elendigheden på et friy marked, som ikke kan vedligeholde deres privatforbrug. Hvad er digterens opgave ? At sige hvad der ligger hende på sinde, inden for en professionel forms rammer, der gör digtet til ästetik. Reaktionärt er, må det väre at stå for, at hun skal sulte for at göre dette, er det nödvendigvis progressivt at tänke eller mene, at hun skal linjebetales som en journalist for at göre det, in-den for rammerne af en ästetik som UDVALGTE i staten bestemmer ? Bistandskontoret kan også klare den opga-ve, principielt set, men forläggerne vil jo have deres prioritet i statsanliggender, med deres krav om 3 udgivelser för statsbelönning. Herved er staten trådt ind som industriens forlängede arm, i stetdet for digterens hjälpende hånd. Forlagskonsulenter bliver af större betydning i statens kunstuddelingspolitik ends digterens ökonomi, atter har bureaukratiet sejret ! Industriens sejr over kunsten. Og hvorfor skulle Hauge ikke väre lige så ligegyldig, god eller dårlig i den sammenhäng, som enhver anden smagsdommer på industriens vilkår ? HVorfor ikke hellere oprette en pulje i samarbejde med de to forfatterforeninger, som giver ökonomiske kriterier for statens understöttelse af forfattere ? Produktionskriterier, med eller uden succes, administreret af f.eks. bistandkontorerne, i erkendelöse af erhvervets betydning som helhed for det dansake sprog. Fordi smagsdommerne på forlag og i staten skal have noget for deres mange års studier, en pondus i stedet for bare at väre sprog- og litteraturlärere. Sådan kan man også se på det.