Baggrund
Læsetid: 8 min.

Kan stjernen tilgives?

Han har et stort bagkatalog af hits. Men også et af anklager om sex med mindreårige. R. Kelly blev fredag fejret i København, men ikke alle er lige begejstrede for den amerikanske R&B-kunstner
Kultur
18. marts 2014
Han har et stort bagkatalog af hits. Men også et af anklager om sex med mindreårige. R. Kelly blev fredag fejret i København, men ikke alle er lige begejstrede for den amerikanske R&B-kunstner

McMullan Co/Sipausa/Sipa

En mand iført pels og guldkæde står i baren og forsøger at overdøve musikken. »En Bump n’ Grind og en I Believe I Can Fly, tak!«

Bartenderen serverer en gin og tonic for ham, mens vennen, der i aftenens anledning er trukket i basketball-undertrøje og solbriller, får en vodka med energidrik.

Med deres drinks i hånden baner de sig vej gennem menneskemængden. Forbi sorte lædersofaer og runde borde beklædt med hvide duge, VIP-skilte og store vinkølere med isterninger og champagne, forbi kvinder med højt hår og 15-centimeterhæle. De får kantet sig ud på dansegulvet. Her udspiller sig en scene, der er som hentet fra MTV-programmet The Grind. Mænd og kvinder gnubber sig op ad hinanden og ryster røve det bedste, de har lært, mens R&B’en flyder ud af højttalerne. Men til forskel fra det populære danseshow fra 1990’erne er her ingen pastelfarvede bermudashorts eller bare overkroppe. Denne fredag aften har en overvejende del af de svedende københavnere nemlig gravet dybt i pimps and hoes-garderoben og fundet læder, hatte, bling og leopardmønster frem. Og det hele er til ære for R. Kelly – de seneste 25 års suverænt mest succesfulde R&B-kunstner. DJ’en sætter et hit på. »Girl, u wanna come to my hotel?« spørger den amerikanske flødecrooner. Hænder, drinks og champagneflasker ryger i vejret.

Anden fredag i marts er International R. Kelly Day. Og det er ikke kun på Nørrebro, man fejrer den 47-årige R&B-musiker fra Chicago og hans absurde sexmetaforer. Siden begyndelsen i 2011 er begivenheden blevet global med fester i blandt andet London, Cape Town og New York City.

R. Kelly er kult. Med 50 millioner solgte albummer, hits som »Bump N’ Grind«, »I Believe I Can Fly« og »Ignition (Remix)« og samarbejder med superstjerner som Michael Jackson og Whitney Houston i baggagen har han opbygget en kæmpe fanskare. Den elsker ham – ofte med en vis ironisk distance – for hans hyperseksualiserede tekster, for hans til tider vanvittige opførsel og for den enorme kitschværdi, der ligger i eksempelvis 'hip hopera'-tv-serien, Trapped In The Closet, som ifølge rygterne snart bliver transformeret til et Broadway-stykke.

For mange er R. Kelly en komisk parodi på en R&B-Don Juan. Men ikke alle synes, at der er noget at grine af.

Skeletterne

Siden 1990’erne har de mange beskyldninger mod Robert Kelly om overgreb på mindreårige luret under overfladen.

Og i 2013 faldt skeletterne ud af skabet. »R. Kelly er et monster.« »Hvorfor har vi tilgivet ham?« lød det inden jul i flere amerikanske medier. En række meget omtalte optrædener med blandt andre Lady Gaga og det franske popband Phoenix, en hitsingle med teenageidolet Justin Bieber samt et nyt album, Black Panties, der med numre som »Marry the Pussy« og »Crazy Sex« byder på nogle af Kellys mest eksplicitte sexreferencer til dato, havde genantændt debatten om Kellys mørke fortid. Lektor ved musikvidenskab på Københavns Universitet Erik Steinskog forstår forargelsen:

»Jeg synes, at det er helt relevant at spørge, om underholdningsbranchen og mere specifikt en begivenhed som International R. Kelly Day er med til at blåstemple Robert Kellys overgreb på mindreårige,« siger han. »Jeg vil nødig være moralist, men folk er nødt til at tage stilling til, om fortiden er irrelevant for hans kunstneriske virke i dag. Er han tilgivet? Eller tager vi bare ikke de ting, han har gjort, alvorligt?«

Alder er kun et tal

I 1993 genopfandt R. Kelly soveværelsessoul med debutalbummet 12 play. Året efter begyndte skriverierne om hans hang til mindreårige piger.

Da den 15-årige sangerinde Aaliyah i 1994 debuterede med albummet Age Ain’t Nothing But A Number, kom det frem, at hun ved en privat ceremoni havde giftet sig med produceren bag albummet – den dengang 27-årige R. Kelly. Han havde desuden skrevet albummets titelmelodi. Da pressen begyndte at interessere sig for sagen, gik forholdet i stykker.

I årene 1997 til 2002 blev Kelly gentagne gange beskyldt for overgreb på mindreårige og anklaget for besiddelse af børneporno. Ved mindst én lejlighed indgik han forlig og betalte flere hundrede tusind dollar, skrev Chicago Sun-Times.

I 2002 dukkede en hjemmevideo op, der angiveligt viste Robert Kelly have sex med – og urinere på – en pige, der angiveligt var 14 år gammel. En omfattende børnepornoanklage blev rejst mod Kelly, der risikerede 15 års fængsel. Året efter fandt politiet et kamera i hans hjem med billeder, der angiveligt viste ham dyrke sex med en anden ung pige.

»Vi har ikke at gøre med det, man vil kalde rockstjerneopførsel. Vi taler om ’predatory behavior’. Og pigernes liv blev ødelagt. Læs søgsmålene,« siger Chicago Sun-Times-journalisten Jim DeRogatis til gratisavisen The Village Voice i New York City. Han var i sin tid var med til at bringe overgrebssagerne frem i lyset.

Kelly er dog aldrig blevet kendt skyldig. Ransagningen af hans hjem blev dømt ulovlig, og pigen, der angiveligt blev urineret på i videoen, nægtede at vidne.

Præsident Kelly

I december 2013 kom hovedpersonen selv på banen og affejede beskyldningerne.

»»Tja, jeg føler, at jeg løber med bolden på vej mod et touchdown, og hvis jeg stopper op og kigger tilbage, bliver jeg tacklet,« sagde R. Kelly til Atlanta-radiostationen V-103. At hans fortid deler vandene, fremgår tydeligt af reaktionerne på et af vinterens store virale hit. Da den britiske skuespiller Benedict Cumberbatch (skuespiller fra bl.a. Sherlock Holmes og 12 Years a Slave) reciterede sangen »Genius« fra Black Panties-albummet i forbindelse med en optræden i talkshowet Jimmy Kimmel Live, og videoen efterfølgende blev spredt på nettet, vakte det begejstring, men også forargelse.

Forinden var det anerkendte musikinternetmedie Pitchfork blevet voldsomt kritiseret for at vælge R. Kelly som hovednavn ved en festival i hans hjemby, Chicago. Og Slate-journalisten Amanda Hess havde kaldt Kellys optræden ved efterårets American Music Awards »klam«. Hess var blevet mindet om Robert Kellys ugerninger, da han i sin duet med Lady Gaga, »Do What U Want (With My Body)«, havde givet den som cigarrygende præsident a la Bill Clinton i sorte læderbukser, mens hun indtog rollen som kortskørtet sekretær på skrivebordet.

Kunstens præmisser

Diskussionen i de amerikanske medier har grundlæggende handlet om, hvorvidt man kan adskille privatpersonen Robert Kellys handlinger fra kunstneriske projekt R. Kelly.

Det mener Lasse Lindholm, tidligere medlem af den danske hip-hopgruppe Hvid Sjokolade, godt, at man kan.

»Når jeg de seneste par år er blevet mindet om, at der findes en international R. Kelly-dag, har jeg tænkt: Det har han sgu fortjent, den gamle dreng,« siger Lindholm, der i dag er kommunikationschef i den danske afdeling af IFPI, musikselskabernes brancheorganisation – og formentlig en af landets største R. Kelly-fans.

Lasse Lindholm synes, at kritikken af R. Kelly har en tendens til at blive en anelse puritansk. Og det er farligt, mener han.

»Kunsten skal altid leve på sine egne præmisser. Hvad enten vi taler om R. Kelly eller et punkband fra 80’ernes London med ekstreme synspunkter, så skal de ikke kastes ind i politisk maskine. Jeg nægter at analysere musik, jeg holder af, med DJØF-kasketten på. Jeg er vokset op med gangsterrap.«

Gåsehud

Lasse Lindholm har ikke svært ved at se, hvorfor R. Kelly er så succesfuld.

»På den ene side er han et outreret popfænomen og en excentriker, der kaster sig ud i nogle kontroversielle sager, og folk dyrker ham som noget kitsch, fordi han er så corny. Men det aspekt har aldrig interesseret mig, for på den anden side er han en fuldstændig fantastisk komponist og sanger,« siger Lindholm, der normalt afholder sig fra at udtale sig om specifikke artister. I den kontroversielle, amerikanske R&B-crooners tilfælde, gør han dog gerne en undtagelse.

»Jeg ved godt, at det lyder nærmest nyreligiøst, men jeg føler faktisk, at jeg kan mærke livet suse igennem mig, når jeg lytter til eksempelvis »Gotham City«. Og her taler vi altså om et nummer, der er lavet til en Batman-film.«

R. Kellys tekstunivers er banalt, men for Lasse Lindholm er det her, de store følelser ligger gemt. Han kan ikke tælle på to hænder, hvor mange gange han har fået gåsehud eller tårer i øjnene af at lytte til numre som »I Wish«, »Half On A Baby« og »The Greatest Sex«.

»Guderne skal vide, at jeg næppe er blevet mere cool i mine venners øjne på den baggrund,« siger han.

»De har i øvrigt gentagne gange foreholdt mig alle de kontroversielle ting, Kelly har gjort og gør. Og nogle gange tænker jeg da også over, hvordan en person, der er så ekstrem og holder kvinder i bur på scenen, kan give mig en følelse af, at livet er smukt. Men han gør det bare for mig.«

Overgrebslogik

R. Kelly gør det til gengæld ikke for Erik Steinskog. For lektoren i musikvidenskab er problemet med R. Kelly, at hans musik, og måden han serverer den på, spiller ind på det samme territorie, som de overgreb, han angiveligt har begået. Der spiller en overgrebslogik ind i R. Kellys musik, som gør det problematisk at adskille privatpersonen fra kunstnerens projekt, mener Steinskog.

»R&B og sex har altid hørt intimt sammen, og der er ikke nødvendigvis noget i vejen med, at en kunstner ikke er rollemodel. Men i Kellys tilfælde får musikken en meget ubehagelig toning, hvis man har hjemmevideoerne og overgrebene in mente. Unge piger er tydeligvis en besættelse for ham.«

R. Kelly er dog langt fra den eneste musiker, der har ubehagelige sager i baggagen. Men i Led Zeppelins, James Browns eller Jerry Lee Lewis’ tilfælde bliver man ikke i samme grad mindet om deres overgreb, for musikken handler ikke om voldtægt eller kvindemishandling eller overgreb på mindreårige, siger Erik Steinskog.

»Da jeg studerede, lærte vi at fokusere på musikken og ikke kunstneren bag. Men Kellys tilfælde er så ekstremt, at jeg er nødt til at revurdere den tilgang. Jeg kan ikke bare adskille R. Kelly som kunstner og brand fra det private menneske, og jeg synes faktisk, det er meget ubehageligt at lytte til »Black Panties«.«

Information har talt med manden bag International R. Kelly Day, men han ønsker at være anonym og vil ikke udtale sig til citat

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Sørensen

Det kan være svært at skulle sige det, men man MÅ overveje den mulighed, at det, at man er blevet pisset på af R. Kelly, ikke har ødelagt ens liv, men har gjort det bedre.

Man må vel osse overveje, at i danmark er lavalderen 15, mens det varierer noget i USA, fra 16 til 18. Dog kan unge mennesker helt ned til 14 blive gift med forældrenes samtykke helt ned til 14. Man må formode, at de fremdeles vil have sex, og at det derfor ikke er skadeligt, i hvert fald i texas, hvis man er gift, mens det andre steder i landet kan medføre betragtelig straf, netop fordi det er skadeligt.

USA er sådan set et meget interessant samfund, set fra Danmark. Som Bob J. korrekt er inde på har de fleste amerikanske delstater forskellige love på det seksualpolitiske område. I mange stater i USA er det sådan, som Bob J. også skriver, at 14-årige kan blive gift, hvis de har forældrens tilladelse til dette. I andre stater er den seksuelle lavalder mellem 15 og 18 år. Og vist endda 21 åri nogle stater? i USA.Og nej, det er ikke kun i sjove amerikanske sit-coms, at man taler om kusine-fætter ægteskaber mm. Nogle af de her typer ægteskaber er faktisk fuldt lovlige i visse delstater i USA. Man kan selvfølgelig have sine moralske overvejelser ift. dette...

Klaus Lerkenfeld

Skulle R. Kelly vise sig at være skyldig, kan man i min optik ikke adskille kunstneren fra privatpersonen. Jeg kan selvfølgelig ikke rationelt tage stilling til skylds spørgsmålet, da jeg ikke har indgående kendskab til sagsakterne. Det gælder jo implicit også for journalisten Jon Faber, lektor ved musikvidenskab på Københavns Universitet Erik Steinsk og Lasse Lindholm.
At en lektor fra KU udtaler følgende og jeg citerer: »Jeg synes, at det er helt relevant at spørge, om underholdningsbranchen og mere specifikt en begivenhed som International R. Kelly Day er med til at blåstemple Robert Kellys overgreb på mindreårige.«
Bør medføre at man stiller spørgsmålstegn ved hvorvidt man kan adskille privatpersonen Erik Steinsk mildest talt uintelligente udtalelser fra hans hverv som lektor.
Det er jo absurd at Erik Steinsk spørg om hvorvidt man blåstempler R. Kelly's overgreb på mindreårige, når R. Kelly IKKE er kendt skyldig.
At en lektor kan udtale sig så usagligt, subjektivt og forudindtaget finder jeg egentlig ikke overraskende, men bestemt sørgeligt.
At journalisten åbenlyst er dybt farvet og subjektiv i sin tilgang til R. Kelly, kommer til udtryk eksempelvis ved at skrive at R. Kelly har kitschværdi, er en komisk parodi og at mange har en ironisk distance til hans musik.

Josephine Lehaff

Vedrørende "ægteskabet" med Aliyah, synes jeg en enormt vigtig detalje er udeladt, nemlig at der var begået dokumentfalsk for at forhindre at Kelly skulle have forældrenes tilladelse. I bryllupscertifikatet var Aliyahs alder angivet som 18 ikke 15.

Sophie Labeau

@ Klaus Lerkenfeld; Nu skal jeg ikke kunne sige, om det er sandt, men der står dog i artiklen, at R. Kelly har betalt mange penge for at indgå et forlig (=slippe for en retssag?) i mindst én sag, hvis jeg husker ret. Det lugter vist langt væk...
Jeg havde faktisk aldrig hørt om de her ting, før jeg læste artiklen, men pyha. Det sætter da kunstneren i et helt andet lys (for mig) - hvis det altså er sandt (men det drejer sig jo om mere end et eller to tilfælde med anklager, så det skulle da undre mig, hvis det var det rene opspind...)

hvordan er denne artikel relevant for informations læsere? Der er vel ingen over 12 -13 år som lytter til den slags musik. Det ville svare til at skrive en artikel om en amerikansk actionfilm eller om en tv serie. Der vel ingen af informations læsere med uddannelser som hører pop eller rock eller ser tv. Jeg undrer mig meget hvem målgruppen er.

Josephine Lehaff

Forliget var desuden med flere piger. En pige fortalte politiet om sin tid med Kelly (fra hun var fjorten eller femten). Hun fortalte i sin affidavit at han fik hende til at finde andre mindreårige til ham, og forliget han indgik var imellem ham og adskillige piger.
Og der er en videooptagelse af ham med en 14 årig pige. Den sag blev han frikendt for, da juryen ikke kunne fastlå identiteten på pigen i videoen på trods af, at 40 vidner identificerede hende. Pigen of hendes forældre var dog ikke blandt vidnerne, da de var flyttet til Sydfrankrig i et halvt år.
Og så er der hans anholdelse for besiddelse af børnepornografi. Han blev frikendt fordi politiet ikke havde tilstrækkelig beviser til at berettige en ransagning af hans hus, og de billeder de fandt af Kelly sammen med mindreårige kunne derfor ikke bruges som bevismateriale i sagen imod ham.

Charley Kristensen

Kan stjernen tilgives? Det spørgsmål bør da vist snarere stilles til ofrene for mandens handlinger, og ikke til de af hans beundrere, der åbenbart er i stand til at abstrahere derfra, blot de selv har fået noget ud af hans "kunst".

Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

Vi har ikke at gøre med det, man vil kalde rockstjerneopførsel. Vi taler om ’predatory behavior’.
Er det ikke synonymer fra to vinkler, ligesom velfærdsturister // fattigdomsflygtninge?

Thorsten Lind

R&B kan ikke tilgives. Det er en musikhistorisk blindgyde.
Det samme gælder Rap, og især Dansk Rap. They are doomed!