Læsetid 5 min.

Kunsten kan ikke undslippe det politiske

Skellet går ikke mellem politisk og ikkepolitisk kunst, men mellem kritisk og systembevarende kunst, mener den belgiske politiske teoretiker Chantal Mouffe, der sidste uge gæstede København
Murmaleriet ved Jagtvej 69 på Nørrebro, hvor Ungdomshuset lå, er lavet af den amerikanske gadekunstner Shepard Fairey. Det er ikke faldet i lige god jord hos alle og er blevet overmalet med graffiti og tilføjet sætningen ’Go home yankee hipster’

Murmaleriet ved Jagtvej 69 på Nørrebro, hvor Ungdomshuset lå, er lavet af den amerikanske gadekunstner Shepard Fairey. Det er ikke faldet i lige god jord hos alle og er blevet overmalet med graffiti og tilføjet sætningen ’Go home yankee hipster’

Martin Sylvest Andersen
26. marts 2014

Vi lever i en kvælende postpolitisk konsensus, mener den belgiske politiske teoretiker Chantal Mouffe – og et af de stærkeste våben mod denne stilstand er kritisk kunstnerisk praksis. Hun har under biennaler og på seminarer (den vestlige) verden over i mere end et årti talt for politikkens genkomst, ikke mindst gennem kunsten.

I sidste uge var Chantal Mouffe så hovedattraktion på seminaret Kunst i krydsild, afholdt af KØS – museum for kunst i det offentlige rum. Her skulle det diskuteres, hvem samtidskunst i det offentlige rum retter sig imod – eller bør rette sig imod – hvordan den gør det, og hvilke interesser samtidskunsten tjener.

»Kunst er blevet central for udviklingen af kapitalisme i overgangen fra den ’fordistiske’ (samlebåndsproduktion indført af Henry Ford, red.) til den ’postfordistiske’ æra,« indledte Chantal Mouffe og fortsatte: »Det har fået nogle til at mene, at der ikke længere findes et kritisk potentiale i kunsten – at den altid blot vil blive opslugt og brugt af kapitalismen. Jeg er uenig. Jeg mener, at kritisk kunst kan skabe kollektiv refleksion, som er nødvendig for at kunne udfordre den kapitalistiske dominans af det sociale.«

Anfægtelsens terræn

Arrangør Sabine Nielsen, ph.d.-stipendiat ved KØS, ville med seminaret udfordre »idealet om friktionsløst samarbejde« og forestillinger om, at det f.eks. skulle være kunstens opgave at gøre byen bedre at leve i eller højne indbyggernes livskvalitet.

Som eksempel på kunst som konflikt i byrummet brugte hun den amerikanske gadekunster Shepard Faireys ikke i alle kredse påskønnede Peace-murmaleri på Jagtvej 69, før og efter murmaleriet var blevet fortolket med en uofficiel, påmalet kommentar – »Go home yankee hipster« – og siden fra kunstnerens side forsøgt medieret med officiel tilføjelse af ungdomshusbevægelsens parole »Intet glemt, intet tilgivet« og et gadekampssceneri. At »Intet glemt, intet tilgivet« imidlertid stadig også retter sig mod Fairey – hvis forsøg på at absorbere kritikken af murmaleriets fredsbudskab siden er blevet plastret over med fede graffitityper – indgik ikke i præsentationen, som ellers lagde sig op ad Chantal Mouffes budskab fra bogen The Return of the Political:

»I stedet for at forsøge at fjerne magtens og eksklusionens spor kræver en demokratisk politik, at de bliver sat i forgrunden, så de bliver synlige og dermed igen kan indtræde på anfægtelsens terræn.«

Politik og kritik

Chantal Mouffe går i sine tanker om kunst og det politiske i kødet på neoliberalismen – ikke først og fremmest som økonomisk system, men neoliberalismen som filosofisk tankesæt.

»Neoliberalisme er en rationalistisk og individualistisk tænkemåde, som er ude af stand til at gribe om det komplekse og modsætningsfulde i sociale relationer. Derfor må neoliberalismen benægte det politiske for at opretholde illusionen om, at meningsforskelle kan rummes inden for et harmonisk ensemble,« sagde Chantal Mouffe om den teoretiske ramme for sin vision om radikale kunstneriske praksisser.

Både højre- og venstrefløj har det ifølge Chantal Mouffe med at stræbe efter at nå frem til et »sidste stop«, til en perfekt orden, hvor alle modsætninger er opløst. Men det er efter hendes mening hverken muligt eller ønskeligt.

»Der findes ingen dybere logik uden for de sociale relationer, som kan implementeres – enhver hegemonisk orden kan altid udfordres og bør udfordres; der er intet neutralt politisk terræn. Dermed er det offentlige rum heller ikke et sted, hvorfra konsensus kan vokse. Det offentlige rum er altid en kampplads,« sagde Chantal Mouffe, som arbejder ud fra en politisk model, i hvilken politisk konflikt ses som noget produktivt snarere end som noget, der skal overvindes.

»Og hvilken relation er der så mellem dette teoretiske perspektiv og kunstnerisk praksis?« spurgte Chantal Mouffe og svarede selv: »At der ikke er noget skel mellem politisk og ikkepolitisk kunst. Det sidste findes ikke. Det, man kan diskutere, er i stedet, hvilke former kritisk kunst kan antage.«

Nye subjektiviteter

Kunst er en form for social praksis, påpegede Chantal Mouffe. Derfor kan man aldrig præcist forudsige effekterne af sine forsøg på at udfordre den herskende orden gennem forskellige kunstneriske indspark. Når kritisk kunst somme tider bliver farlig for og andre gange tværtimod leverer næring til systemet, er det, fordi de kunstneriske »interventioner« indgår i et komplekst samspil med omgivelserne.

At man ikke kan være sikker på udfaldet, er imidlertid ingen undskyldning for at opgive ævred, mener Chantal Mouffe.

»Neoliberalisme producerer subjektiviteter og virker gennem subjektivering, det Foucault kaldte beherskelsen af sjæle. Opgaven for kritisk kunst er at forvandle politiske identiteter, at skabe nye subjektiviteter, som gør det muligt at handle mod hegemoniet,« sagde Chantal Mouffe.

Hun understregede, at hun ikke mener, at der er nogle kunstneriske praksisser, som pr. definition har større undergravende potentiale end andre; kunst kan f.eks. være radikal kritik både inden for og uden for institutionerne, mener hun. Det afgørende er, om kunsten »forstyrrer virksomhedskapitalismens glatte billede«.

Omstyrte eller bevare

Chantal Mouffe mener ikke, at man som kunstner kan »undslippe« det politiske. Skal man trække det lidt hårdt op, kommer den kunst, der ikke udfordrer den herskende orden, i stedet til at bekræfte den. Som kunstner kan man naturligvis vælge ikke at tage politisk stilling til effekterne af ens kunst – så må man bare leve med, at man i praksis bliver samfundsbevarende.

»Men derfra er der ingen entydige svar på, hvilke former kritisk kunst – eller kunstneriske praksisser, jeg forsøger ikke at svare på, hvad kunst er – kan have,« sagde Chantal Mouffe og fortsatte: »Nogle mener f.eks., at kritisk kunst ikke kan være smuk, men jeg mener, at skønhed sagtens kan være subversiv. Andre mener, at kritisk kunst skal være grænseoverskridende, men neoliberalisme elsker det grænseoverskridende.«

På spørgsmålet om, hvem dette »vi« er, som skal udfordre det bestående, og hvem dette »de« er, som vil glatte ud og skjule modsætninger, svarede Mouffe: »Det er systemet, ikke nogle konkrete, moralsk onde personer, vi er oppe imod. Og sagen er, at vi også må bekæmpe neoliberalisten i os selv.«

Eller som hun formulerede det i »Strategies of Radical Politics and Aesthetic Resistance«, en tale hun forrige år holdt på 24-timers workshoppen Truth is concrete:

»Ved at stille æstetiske redskaber til rådighed for politisk aktivisme, kan ’artivisme’ blive en modhegemonisk bevægelse imod den proces, hvor kapitalismen opsluger æstetikken for at kunne værdisætte den. I sine mangfoldige udtryk kan ’artivisme’ bidrage til at omstyrte den postpolitiske konsensus.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jakob Lilliendahl
    Jakob Lilliendahl
  • Brugerbillede for Torsten Jacobsen
    Torsten Jacobsen
  • Brugerbillede for Peter Taitto
    Peter Taitto
Jakob Lilliendahl, Torsten Jacobsen og Peter Taitto anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Muligvis, Wittgenstein (really?) , men så må man i en krisetid spørge, om vi virkelig har brug for den slags inkuberende, systembevarende kunst, når nu verden snart står i flammer.

Kunstneren skylder ikke nogen noget, forstår man. Egoismen er adelsmærket, selve grundlaget for det umulige spring ud i en svimlende intethed, hvor ny indsigt i glimt opstår. Men alt for mange kunstnere snyder på vægten. Egoismen er til stede i overmål, men springet evner eller tør de ikke. I stedet for øser de velbehageligt fra applausens brønd. Graver den stadig dybere, afstiver dens vægge, og omkranser den med hegn. 'Hertil min verden går', skrives der over den låste port. 'Her bor kunsten!', som bådet motto og gravskrift. På paladsets balkon kvidrer nattergalen smukt. Alt andet er stilhed. Stilstand. Mens det brænder på den anden side af hegnet...

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Det må kunstnerne vel selv om.
Kun kritikerne kan udfolde en politisk mening, og kritikere er vi vel alle, men kunstnerne er suverænt deres egne i skabelsesøjeblikket.
Hvem har for øvrigt bestemt, at Jagtvejsgavlen skulle have dette maleri?

Brugerbillede for Lars R. Hansen
Lars R. Hansen

Man kunne også sige fornedrende og forskønnende, konstruktivt og destruktivt eller opbyggeligt og nedbrydende.

Og det skifter alt efter kontekst. Det samme værk vil skifte benævnelsen alt efter kontekst. Fx vil mange eksplicitte socialistiske værke være systembevarende i et sted og tid, mens samme værk vil være systemnedbrydende et andet sted og tid. For det meste ender det hele som kitch i vores postmoderne tider.