Læsetid: 9 min.

Der ligger rigdomme i sproget, det er så smukt

Det danske sprog har utrolige dybder, som vi helt har glemt. Derfor handler oversættelse også om at vække sproget af dets slummer og finde glemte ord frem og forsøge at pode dem på nutidens sprog. Om få uger er Karsten Sand Iversen færdig med at oversætte verdenslitteraturens nok mest krævende værk til et helt nyt dansk, nemlig James Joyces ‘Ulysses’
Karsten Sand Iversen i sit hjem i Herning. Det betyder egentlig ikke noget for oversætteren, hvor han bor. Det kunne være en øde ø. For det er sproget, der gælder.

Astrid Dalum

21. marts 2014

Måske var det her, det hele startede. I morens sprogforbud. Da Karsten Sand Iversen var 5-6 år gammel, løb han som alle andre børn i Haderslev og legede på gaden og i skolegården. Her blev der talt sønderjysk. Så snart han kom inden for hjemmets fire vægge, måtte han ikke tale det, men skulle slå over i rigsdansk. Hans mor, der havde nørrejyske rødder, var hård på det område. Men én gang forglemte han sig, han var snavset og skulle skynde sig og kom så for skade at sige noget på sønderjysk, hvorefter hun begyndte at tale sønderjysk, hvilket hun egentlig ikke kunne, men alligevel efterlignede. Han bad hende holde op, men det ville hun ikke, hun blev ved og ved, som tortur, indtil han brast i gråd.

Derfor er Karsten Sand Iversen særlig bevidst om at være vokset op som tosproget, dansk og sønderjysk. Og han har tidligt lært at navigere mellem sprogene. »Jeg tror det betyder noget med den dobbelthed,« siger han, der i dag er en af landets mest anerkendte oversættere.

Samtidig med denne tosprogethed kommer nærheden til det tyske sprog.

»Når jeg skal efterrationalisere, så var det tyske sprog til stede overalt. Mine fastre gik i tysk skole, mens min far lige undslap. Når vi var på besøg hos den ene faster, og der var noget, børn ikke skulle forstå, slog man naturligt over i tysk. Tysk blev et fascinationssprog, det var hemmeligt. Hvorfor var der noget, vi ikke måtte vide her?«

Men tysk var mere end det. Tysk var også porten til hele den verden af litteratur, som Karsten Sand Iversen allerede i en ung alder var draget af, især området bag Jerntæppet, de slaviske lande, som tyskerne altid har været flittige til at oversætte, så han kunne komme til yndlingsforfattere som Bruno Schulz, Elias Canetti, Bohumil Hrabal, Ivan Cankar, Milena Jesenska, Florjan Lipus, Jiri Weil og andre, som han blandt andre har skrevet om i sin portrætbog Skyggebiblioteket, hvor han er gået på opdagelse i verdenslitteraturens afkroge.

Eksotisk dragning

Fascinationen af det, der sker uden for den litterære alfarvej, er en ledetråd i Karsten Sand Iversens virke.

»Jeg har svært ved at koncentrere mig om én ting. Jeg er hele tiden centrifugal. Det betyder, at jeg altid har søgt ud i afkroge, og det kan jeg ikke forklare. Noget af det første, der skete i den retning, var, da jeg som 18-19 årig i radioen lyttede til et indslag, hvor lektor Martin Løffler fortalte om Elias Canetti. Dagen efter bestilte jeg alt af ham hjem fra Tyskland. Det er illustrativt for mit virke. Det var sikkert fascinationen af navnet, og at han var sefardisk jøde. Der var en eksotisk dragning, og at han var ukendt i Danmark, pirrede mig, så jeg endte med at skrive magisterkonferens om ham.«

Jeg er taget til Herning for at besøge Karsten Sand Iversen. Her har han slået sig ned i et villakvarter i et hus »med tilstrækkeligt mange lige vægge« til den enorme samling af bøger. Han har ingen følelses- eller slægtsbånd til byen. Det var rent pragmatisk, at han for nogle år siden bosatte sig her sammen med litterat og forfatter Karin Bang, for i Herning er der udmærkede togforbindelser til den øvrige verden.

»Hvis det ikke var for Karin, kunne jeg flytte ud på en øde ø. Jeg lever ikke så meget på de steder, hvor jeg er. Min verden kanaliseres gennem bøgerne og de folk, der har med det at gøre. Det er sproget, der gælder. Fanden skulle da bo på Nørrebro, det er jo helvede. Jeg har heller ikke råd.«

Karsten Sand Iversen lever i og med bøgerne. Siden han blev færdig på universitetet i Aarhus, har han levet fuldtids som oversætter. Efter på dansk at have givet os hovedværker af forfattere som Elias Canetti, Robert Musil, Gunnar Ekelöf, William Faulkner, Stendhal, Jon Fosse, Herta Müller og Flannery O’Connor har især én bog fyldt det meste i de senere år, nemlig James Joyces Ulysses. I disse dage lægger han sidste hånd på sin oversættelse af denne modernistiske klassiker, der gælder som en af verdenslitteraturens sværeste romaner.

Det er lidt diffust, hvornår han begyndte på opgaven, og parallelt har han oversat fire andre bøger, men i nettotid skønner han, at det taget ham to år at oversætte romanen; men så har han også været bogens 18 kapitler igennem 20-30 gange. Han har i gennemsnit arbejdet på denne bog en halv dag om dagen alle ugens syv dage. Lige nu sidder han med de sidste ting i kapitel 17 og 18 og afleverer det i slutningen af april til sin redaktør på forlaget Rosinante & Co, Jakob Malling Lambert.

Joyce er kendt for at arbejde i mange registre og være voldsomt eksperimenterende. Hvert kapitel af romanen er skrevet i sin specifikke stil, hvilket kræver, at oversætteren er særligt nøjeregnende. Der er så mange forhold, man skal sætte sig ind i foruden de musikalske sider af romanen, alitterationerne og de rimede vers. Der findes et utal af kommentarbøger om Ulysses, hvor forskere har gennemtrawlet værket. Det betyder, at en oversætter i dag nok kan finde ud af, hvad der præcist står hos Joyce, og hvor det kommer fra, men dermed er det endnu ikke formet på dansk.

»Hvis jeg har et grundsynspunkt, så er det, at det skal være musikalsk. Det skal swinge. Joyce leger med sproget, som et barn gør. Det ligger i hele den keltiske litteratur. Hvis man ikke kan give los og blive barn igen, så er man fortabt. Den her bog skal lige så meget oversættes med ørerne som med øjnene. Der er nogle tilfælde, hvor man er nødt til at give køb på semantikken til fordel for rytmikken, for det er dér forfatteren vil hen. Tilfælde, hvor man kun kan være tro ved at være utro.«

En fræk musikalitet

Karsten Sand Iversen nævner et eksempel på den musikalitet fra romanens første kapitel, hvor Buck Mulligan og Stephan Dedalus optræder sammen, »The sea, the snotgreen sea, the scrotumtightening sea«. Scrotum er den medicinske betegnelse for den mandlige pung, og det, der beskrives, er det, der sker, når det kolde vand rammer de nedre dele og testikelpungen strammer til. I sammenhængen er der tale om græcitet og Hellas, og beskrivelsen er et homerisk epitet. Mogens Boisen, der er forgænger i at fordanske romanen, skrev »det pungstrammende hav«, som ifølge Karsten Sand Iversen er uangribeligt, men savner schwung. Dertil kommer, at Buck Mulligan rent faktisk er medicinstuderende, så oversætterens løsning stræber med »det skrotum-skrumpende hav« efter en fræk musikalitet.

– Jeg har altid tænkt dig som en meget korrekt og præcis oversætter?

»Ja, men nogle gange kan præcision kun opnås med upræcision. Det handler om at få sproget op at stå. Troskab skal gælde ånden i et værk. Man kan selvfølgelig ikke frit ekstemporere. Man skal ikke lefle for den danske læser, for hvis den udenlandske forfatter har skrevet noget uvant, skal man være nøjagtig over for det. Man skal ikke flade ud. Jeg stræber i denne bog efter den optimale ulæselighed. Man må ikke pædagogisere eller putte små hjælpende ord ind, så misrepræsenterer man værket.«

Karsten Sand Iversen lever hele sin dag i sproget. På en typisk arbejdsdag skifter han, når han læser og oversætter, mellem fire-fem sprog og mærker ikke selv skiftet. Til gengæld hader han at lære nye sprog fra grunden.

Når sproget sproger

At oversætte Ulysses kræver stor erfaring og sprogbevidsthed. Karsten Sand Iversen har her haft stor glæde af sine 30 år i Wales og ikke mindst en svigerfar med irsk afstamning, født i samme år som Ulysses udkom. Derfor genkender han mange udtryk fra romanen, idiomer som andre ikke forstår, fra svigerfarens tale. For at oversætte så krævende et værk skal man have en vældig ballast og et rigt sprog. Underbevidstheden skal hele tiden arbejde med, når man oversætter. Så sent som dagen før interviewet kom der sådan en pludselig løsning til ham. Joyce taler i Molly Blooms berømte monolog i romanens sidste kapitel om »doing his highness to make himself interesting«. Umiddelbart havde Karsten Sand Iversen ikke kunnet finde en rigtig god løsning, men så kom den pludselig ud af det blå: »han spiller kong gulerod« – så det står der nu i oversættelsen.

»Det kan man ikke forudse, sproget taler i mig. Hvad er det for en fransk filosof, der siger ’det sproger i mig’? Jo tættere man er på at have en færdig tekst, desto vigtigere er det, at man sidder og læser, som om den var dansk fra begyndelsen, og så melder der sig fra underbevidstheden et eller andet. Det kommer. Så gælder det bare om at sige haps.«

– Underbevidstheden som levet erfaring?

»Det er et reservoir af sprog. Jo mere jeg arbejder med mit modersmål, desto mere begejstret bliver jeg for dets utrolige dybder. Dansk er ikke et fattigt sprog. Jeg lærer dansk hver dag. Vi bruger ikke dansk nok; der ligger rigdomme i sproget, det er så smukt. De kan forstås i dag, hvorfor er de så gået af brug? Ordene bliver obsolete, når de ligger uudnyttede hen. Selv dannede mennesker bruger for indsnævret et ordforråd.«

– Hvad sker der, når du finder et nyt ord?

»Det kan godt sammenlignes med orgasmen. Der kommer ikke udsondringer, men man bliver en smule høj. Så råber jeg det til Karin eller skriver det til Vibeke (Grønfeldt, god ven og forfatter, red.). Har lige fundet et af Hans Tausen hos Peter Skautrup, ’skedebrev’ (skilsmissebrev), inspireret af tysk. Det røg lige ind i kapitel 12!«

– Ligner oversætterens arbejde på den måde den skabende kunstners?

»Det gør det undertiden, mere udpræget her end i andre bøger. Her kan man ikke slippe af sted med at være en dårlig skribent. Man skal have et kreativt forhold til sit modersprog og være opfindsom.«

Karsten Sand Iversen har måttet studere en masse værker for at oversætte Ulysses. Ikke mindst kapitel 14, der består af niogtyve stilprøver fra Joyces side, er krævende. Så har han læst Kingo, Ewald og et obstetrisk værk fra 1300-tallet, Kvinders Rosengaard og andre senmiddelaldertekster og ridderromaner oversat til dansk for at hente syntaks og ordforråd.

Hvordan Karsten Sand Iversen får det til at hænge sammen økonomisk at være så kræsen og eksklusiv en oversætter kan undre. Ikke mindst, når man kender taksterne for at oversætte krævende skønlitteratur.

»Så dum har jeg været, at jeg aldrig har villet oversætte Camilla Läckberg og sådan noget. Det er at spilde sit liv. Skal man være ’fattig’, så kan man lige så godt være det med gode værker.«

Alt det han elsker

Men han ligner samtidig også en mand, der har alt det, han elsker lige inden for rækkevidde. Han forklarer, at en blanding af at være kommet på Finansloven for 20 år siden og at have været heldig på boligmarkedet, gør det muligt i dag helt at hellige sig det, han brænder for.

Men det afholder ham ikke fra at være kritisk på oversætterstandens vegne.

»Arkprisen følger ikke med dyrtidsreguleringen. Og der er ikke tilstrækkelig diffentiering mellem den gode og den jævne litteratur. Selvom der kun er 2-3 mennesker, der på et givet tidspunkt vil kunne magte at oversætte Ulysses, får man ikke specialistløn af den grund. Jeg får en væsentlig højere betaling for Ulysses, men Virginia Woolf, som jeg snart skal oversætte, får jeg ikke mere for end noget andet, og hun er på sin egen måde meget vanskelig. Det er ikke ideelle forhold. Alle i bogbranchen lider under, at vi lever i et lille sprogområde og salget er vigende.«

Serie

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Martin Karlsson Pedersen
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Ludwig Wittgenstein
  • Kurt Lindy Hansen
Martin Karlsson Pedersen, Michael Kongstad Nielsen, Ludwig Wittgenstein og Kurt Lindy Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

steen nielsen

Abstraktion.
Egentlig har jeg aldrig forstået hvorfor der er så få abstrakte forfattere, James Joyces er jo klart i den kategori. Hvorfor er abstraktionen en naturlig del af billedkunsten og ikke i samme grad af litteraturen?