Nyhed
Læsetid: 6 min.

’De, der løber den store risiko, får mindst ud af det’

Dansk film står over for nogle store og svære udfordringer, både økonomisk, strukturelt og kunstnerisk. Det skriver Det Danske Filminstitut i sit ambitiøse oplæg til en ny fireårig filmaftale, som skal forhandles på plads, inden 2014 er forbi
Kultur
11. marts 2014
’Spil er ikke et eller andet sekterisk begreb for 16-årige ungersvende. Der er faktisk en bred del af befolkningen, som spiller. Spil som kulturbærende faktor har overordentlig stor betydning, og det må et samfund i sin måde at tænke støtte på også reflektere over,’ siger Henrik Bo Nielsen.

Søren Bidstrup

Mere end fire millioner solgte biografbilletter til danske film i 2013, en Oscar-statuette og tre Oscar-nomineringer, en skuespilpris i Cannes og international opmærksomhed til både dansk film og tv og danske instruktører og skuespillere.

Umiddelbart er det svært at være negativ på vegne af en filmbranche, som klarer sig så strålende. Men bag facaden er virkeligheden en anden, blandt andet fordi det bliver sværere og sværere at tjene penge på at lave film i Danmark, hvilket går ud over kvaliteten, mangfoldigheden, talentudviklingen og risikovilligheden.

Det er et af de knap så opløftende budskaber i det oplæg til en ny filmaftale, som Det Danske Filminstitut fremlagde i går. Ved udgangen af 2014 udløber den nuværende, fireårige filmaftale, og i løbet af de kommende måneder skal filmbranchens parter og Folketingets politikere blive enige om, hvordan den kommende filmaftale, der skal løbe fra 2015 til 2018, skal se ud.

Haltende produktionsøkonomi

»Vi skal være glade for, at det går godt, og så skal vi erkende, at lige om lidt har vi faktisk et stort problem,« siger Claus Ladegaard, områdedirektør for produktion og udvikling på Det Danske Filminstitut.

»Vi kan sagtens fortsætte to-tre-fire-fem år endnu med relativt store publikumssucceser, når det drejer sig om krimier og komedier, men vi skal også sørge for at holde liv i de film, som er allermest truet for øjeblikket, nemlig de kunstnerisk stærke film. Vi er nødt til at forbedre producenternes økonomi, økonomien i de enkelte selskaber, for hvis ikke vi kan give dem mulighed for at producere andet end meget brede familiefilm, kommer det til at gå nedad for dansk film over de næste fem-ti år.«

En undersøgelse fra 2013 foretaget af Deloitte anslår, at produktionsøkonomien i Danmark mangler 40-60 millioner kroner om året, hvis der produceres 20-25 spillefilm (det ser også slemt ud på dokumentarfilmområdet). Det skyldes især et markant fald i de vigtige indtægter fra udlejning og salg af dvd og Blu-ray, og at de streaming- og Video on Demand (VoD)-tjenester, der er dukket op i Danmark inden for det seneste år eller to – og kun har fået hjemmevideomarkedet til at falde endnu mere – ikke har kunnet opveje tabet.

»Hvis man gør sig den ulejlighed at sætte sig ind i talmaterialet, kan man selv se, hvordan producentøkonomien år for år er blevet udhulet,« siger Filminstituttets direktør, Henrik Bo Nielsen.

»Det må vise sig, hvad markedet selv kan, og hvad staten evt. skal træde til med. Det er det spil, som vil udspille sig hen over de næste måneder, indtil vi får en filmaftale.«

De fire muligheder

Filminstituttet opridser fire forslag, som på hver sin måde – eller som en kombination af to eller flere forslag – kan være med til at forbedre situationen for spillefilmproduktionen i Danmark.

Den første mulighed er også den nemmeste, mindst kontroversielle og mindst fremadskuende: Flere offentlige støttekroner til dansk film.

Den anden mulighed går ud på en omfordeling af indtægterne i filmbranchen – altså at den fordelingsnøgle, der fastlægger, hvad producenter, distributører og biografer hver skal have af en films omsætning, bliver lavet om. Som Henrik Bo Nielsen udtrykker det:

»Vi peger på, at de, der laver filmene og løber den store risiko, også har mindst ud af det.«

Den tredje mulighed udnytter de forretningsmuligheder, der ligger i streaming og VoD, og laver en frivillig aftale med de ’digitale aktører’, som skal tage medansvar for dansk film og f.eks. hjælpe med til at etablere en ’premium-ordning’, hvor film kommer hurtigere ud til forbrugerne efter at have gået i biografen, end de gør nu.

Endelig går den fjerde og sidste mulighed ud på, at det i højere grad skal være op til filmbranchen og de enkelte producenter, hvordan de bruger de licensmillioner, som DR og TV 2 spytter i filmkassen hver år. Som det er nu, bestemmer tv-stationerne selv, hvilke film de vil støtte, og de vælger oftest de på papiret bredere og mere populære projekter, hvilket rammer den smallere, kunstneriske film.

Åben diskussion

»Vi håber selvfølgelig på, at filmstøtten ikke bliver beskåret,« siger Claus Ladegaard om de fire muligheder.

»Men hvordan det kommer til at se ud, er umuligt at sige, andet end at det er svært at forestille sig en løsning, som ikke adresserer behovet for at skabe nye indtægter. Vi er nødt til at finde ud af, hvad vi stiller op i en situation, hvor det fysiske salg er ved at forsvinde, og hvor der samtidig er en enorm interesse for at se film og serier på VoD. Vi må placere dansk film et eller andet sted i den digitale virkelighed, som også betyder, at der kommer nogle indtægter.«

Henrik Bo Nielsen forklarer, at man på Filminstituttet har skelet til den rapport, som Filmpolitisk Forum, der bestod af parter fra alle dele af filmbranchen, både de nye digitale og de mere traditionelle aktører, sidste år udarbejdede om økonomien i dansk film.

»Hvis man nærlæser rapporten, vil man genkende mange delelementer af det i vores oplæg,« siger han.

»Hvis der skulle være en femte vej, vi bare ikke har opdaget, så kom med den. Jeg hiver blokken frem og noterer ned med det samme. Men vores oplæg er, sådan som vi har afkodet diskussionen. Bortset fra Finansministeriet tror jeg ikke, at der er nogen i filmbranchen, som ikke vil synes, at mere offentlig medfinansiering er en fremragende idé. Omvendt er der elementer af vores forslag, hvor der er naturlige modstandere. Men det, vi lægger frem og lægger op til den næste måneds tid, er en åben diskussion. Vi har et konkret sonderingsarbejde i gang i forhold til de digitale aktører for at se, hvor langt vi kan komme med en frivillig aftale, og håbet er, at vi i god tid inden de politiske forhandlinger om en filmaftale kan sige, ’sådan ser status ud,’ og på den måde give politikerne et ordentligt grundlag at træffe beslutninger på.«

Spil og flermedialitet

Det er en omfattende og ambitiøs plan, som Filminstituttet har fremlagt, og den omhandler ikke kun økonomi i forhold til spillefilm og dokumentarfilm. Der bliver også lagt op til en samlet indsats på talentudviklingsområdet; en øget bevilling til Public Service Puljen, der støtter dokumentar og drama produceret af de kommercielle tv-stationer; 10 millioner kroner om året i fire år til digitalisering af den vigtige danske filmarv, som er i fare for at blive utilgængelig, fordi teknologien udvikler sig så hastigt; en styrkelse af dansk film i undervisningsøjemed; og flere støttekroner til udvikling af flermediale projekter og spil.

»Ambitionen er tydeligt at markere, at her er en stribe af indsatsområder, og nogle af dem handler ikke om penge, men om holdninger,« siger Henrik Bo Nielsen.

»Diskussionen om den semiprofessionelle talentudvikling handler mere om, hvorvidt man synes, at det giver mening at sammentænke tingene, end at nogen nødvendigvis skal have nye penge op af lommen. Men der er også noget af det, som hviler på den forudsætning, at der er nogen, som vil skrive check. Spil er ikke et eller andet sekterisk begreb for 16-årige ungersvende. Der er faktisk en bred del af befolkningen, som spiller; spil som kulturbærende faktor har overordentlig stor betydning, og det må et samfund i sin måde at tænke støtte på også reflektere over.«

En kvalitetsdiskussion

Henrik Bo Nielsen understreger, at Filminstituttet har bestræbt sig på at nå hele vejen rundt, og at den praktisk og økonomiske udfordring blot er en del af komplekset. Der er også andre, lige så vigtige og mere værdipolitiske diskussioner, som venter.

»En anden er at tydeliggøre en kvalitetsdiskussion. At tage fat i, hvorfor der er så mange ting omkring dansk film og dermed også omkring dansk filmstøtte, der har givet gode resultater, bedre end i de lande, vi normalt sammenligner os med,« siger han.

Det ved politikerne godt, men, forklarer Claus Ladegaard, det giver nogle udfordringer, at det udadtil går så godt for dansk film.

»Flere og flere begynder at tro, at det er en normaltilstand. Det er dog vigtigt at holde fast i, at dansk film på 20. år scorer over niveau. Det er ikke normalt at have Oscar-nomineringer, Cannes-deltagelse og en høj hjemmemarkedsandel. Det er noget, vi skal kæmpe for hver eneste dag. Og det er en af de sammenhænge, som skal forklares: Det tog os lang tid at nå og fastholde det niveau, vi har i dag, men det vil kun tage kort tid at smide det hele på gulvet igen.«

Se Filminstituttets oplæg til filmaftalen på dfi.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her