Læsetid 9 min.

Nielsens svimlende bryster

Kunstneren Nielsen, der i disse dage på CaféTeatret forvandler sig til bl.a. baronesse Blixen, forstår ikke Informations evindelige identitetsmaskine, når det kommer til køn. Og han forstår ikke queerfolkets kamp for det individuelle begær. Han er mere interesseret i de underlige kønssvimmelheder, som eksempelvis Michael Jackson og hans egen krop og nøgne bryster kan skabe
’Uden at jeg forsøger at lave noget grænseoverskridende, får jeg omsider menneskene ud på værens åbne slette. Og jeg ønsker jo bare at skabe et rum af stor intensitet og nærvær og nåde,’ siger Nielsen.

’Uden at jeg forsøger at lave noget grænseoverskridende, får jeg omsider menneskene ud på værens åbne slette. Og jeg ønsker jo bare at skabe et rum af stor intensitet og nærvær og nåde,’ siger Nielsen.

Sofie Amalie Klougart
15. marts 2014

Plakaten med fotografiet har været at se i Københavns bybillede i noget tid. Den nøgne og blege og afpillede krop, der ligger i et badekar af helt klart vand. Hva’så? siger den rynkende pande. Øjnene kigger direkte på beskueren. Små, brede, faste bryster. Håret strøget tilbage. Lysebrun kønsbehåring mellem lukkede lår. En slags foruroligende skønhed. Børn var blevet forvirrede over den nøgne dame. Nogle voksne fandt det også voldsomt, dette syn mast mod vores øjne.

»Det er jo fantastisk,« siger kunstneren Nielsen iført lang, mintgrøn slåbrok oven på CaféTeatret i København.

»90 procent tror, at jeg er en kvinde på det fotografi. Teateret har fået klager, også fra feminister, over at de portrætterer en nøgen kvinde på den måde. Selv min mor spurgte, da hun så billedet: ’Hvordan har I lavet brysterne?’ ’Dem har du da lavet, mor’!« svarer Nielsen, nu foran journalisten og med et lille dramatisk knæk i stemmen. Et ’jamen mor, dog’-knæk. Tænk ikke at genkende sit eget skaberværk. Fantastisk, egentlig.

»Det er jo bare mig, der sidder i et badekar og kigger på en ganske bestemt måde, og så bliver der en kvinde ud af det! Det er de ganske små ting, der gør det. Jeg er ikke interesseret i queer- og camppositioneringer. Jeg er mere interesseret i de der udskridninger, i de underlige svimmelheder, der kan opstå, når man på den måde kan glide fra det ene køn til det andet.«

Nielsen er i transformation. Endnu en identitetsmarkør skal svimles væk. Kønnet er utilstrækkeligt, står der i pressematerialet til hans Transformatoren på CaféTeatret. Nu har han (eller ’den,’ som han gerne kalder sig selv og andre, men ofte glemmer i praksis) skabt en visuel, lydlig, sproglig, kropslig forvandlingsmaskine. Det er ikke en teaterforestilling, minder Nielsen om. Han er ikke skuespiller, men han kan noget med kroppen. Kroppen er et eksperimentarium for ham. Den kan nærmest forsvinde, og den kan forvandle sig til alt muligt, og den kan tale akkurat ligesom baronesse Blixen, og uden den ville hans forfatterskab og værker ikke være det samme, siger han. Og gennem udstilling, lydkunst, kropskunst og fortælling bliver Nielsen til Blixen. Men også til Medea og til Ofelia og til Antigone. Når nu man har muligheden, kan man lige så godt forvandle sig til historiens prægtigste divaer. Og til Michael Jackson, naturligvis, dette køns- og racesvimlende vidunder.

Han forstår ikke Informations fokus på kønsidentitet, når vi blandt andet opregner kønsfordelinger.

»Jeg forstår ikke denne der identitetsmaskine, som også optræder så meget i jeres avis for tiden: hvid, heteroseksuel kvinde. Hvorfor kan man ikke lige få lov at komme ind ad døren og være et øjeblik og muligvis være noget andet end de kasser der? Det er ikke Informations statistikker, der har vakt mit største ubehag, men mere indlæg fra forskellige yngre forfattere, der i al palaveren angående Yahya Hassans bog ønsker at reducere det enkelte menneskes mangefold til enfold. Jeg har et lem her, men med nogle meget små greb glider jeg ud af det mandlige og over i det kvindelige. Når jeg synger, lyder jeg som et kvindeligt væsen, en engel, måske,« siger han. Den.

Far og mor

Vi har sat os på en briks i et værelse på teatret med bord og seng, rundt gulvtæppe, musikinstrumenter. Nielsen har ikke været i rummet før, men det kunne lige så godt være hans rum. Det lader vi som om. Det er en måde at starte på en frisk på. Eller forsøge. Han bladrer i nattens håndskrevne notater.

»Jeg kan ikke undgå at tale om det hele. I de seneste 10-15 år er min verden og mit værk gledet sammen, så jeg ikke har haft fri. I Das Beckwerk var jeg ansat døgnet rundt og et eksperiment i sig selv,« siger han om sit kunstneriske virke, på forhånd forpustet over det alt sammen.

Nielsen er ivrigt nærværende og skrøbeligt overtræt. Han taler i et fuldt ud forståeligt netværk af ufærdige sætninger. Han kan ikke sove. I to måneder har han arbejdet hele dagen på Transformatoren, er gået hjem, har lagt sig og ikke sovet. Stået op, arbejdet, lagt sig og ikke sovet. Måske er det sidste gang, han gør sådan her, siger han.

»Der er også mange andre ting, det skal nås at gøre, inden jeg skal DØ, for helvede, ik? Det er ikke, fordi jeg er noget bestemt køn, men jeg har børn. De behøver ikke at huske mig som en fantastisk far, eller mor, men de skal bare have et fantastisk liv,« siger han. Eller altså: ’den’. Ikke det svenske ’hen’, for så er vi tilbage ved kønskategorierne.

– Ville du foretrække at sige ’den’ om dronningen?

»Ja, det er da fint, for det er noget, man opfatter som nedsættende! Det er på den gode måde sundt ydmygende. Mennesket er sådan et forfængeligt væsen, der tror, at det betyder noget, og at det er enormt vigtigt, og at dets lille planet er vigtig at holde i live. Og mennesker tror, at det er vigtigt, hvordan de ser ud, og at de er elskede. Hvis man går bare tre skridt væk, kan man se, hvor kort og ubetydeligt et liv er. ’Dronningen, den har sagt’, eller ’min nabo den siger’, det er godt. At sige ’det’ ville næsten være for meget. ’Det’ er et stykke materie, det kan være smørret eller vandet, noget mere amorft. Men ’den’ er god.«

Nielsen-væsnet

I 15 år har ’Nielsen-væsnet,’ som han omtaler sig selv, været på arbejde. Bag ham ligger en lang og forgrenet livs- og kunsthistorie om identitetsoverskridelser og -opløsninger, om navneskift, om død og begravelsesoptog. Alt det slæber han med sig, når han præsenterer et nyt værk i Danmark.

»København er det værste sted at gøre noget som dette her. I Danmark ser man tit det, jeg gør, som noget abjekt, som at det er noget, der ikke har konsekvenser for deres liv. I stedet for at tage det til sig peger de det tilbage på mig,« siger han.

»Når jeg optræder i Ukraine, Finland eller Tyskland, tager folk imod det som et budskab, der angår deres eget liv. Når jeg optræder ude i verden, er jeg ofte alene. Der er bare mig og min fremtræden i et rum. I min hvide kjole. Min guitar. Stemme. Tekster. Og nærvær. Og det er heftigt! Uden at jeg forsøger at lave noget grænseoverskridende, får jeg omsider menneskene ud på værens åbne slette. Og jeg ønsker jo bare at skabe et rum af stor intensitet og nærvær og nåde.«

At Nielsens arbejde med at opløse identiteter nu skulle handle om køn, kom på en måde som en invitation udefra.

»Mens denne her krop endnu var ung og rejste rundt ude i verden, så troede folk altid, at jeg var bøsse. Homoseksuel. Nu er jeg nærmest bare ikke seksuel. Sidste år da jeg boede i Paris, selv hvis jeg havde jakkesæt på, sagde folk i butikker ’Madame’ til mig.«

– Hvordan oplevede du det?

»Nu har jeg ingen ære eller forfængelighed, så jeg tænkte bare: aha! Interessant! Hvad kan man gøre med det? Da jeg efter lukningen af Das Beckwerk var i Venedig med kunstneren Ferdinand Ahm Krag, var vi ude i noget med, at jeg simpelthen skulle flytte til Tyskland og aldrig komme til Danmark igen og bare leve som en ældre kvinde. Og vi diskuterede, hvad jeg skulle gøre med den lille dreng, jeg havde fået, med ham og hans mor.« Men det skete ikke. »På den måde er alting bare kompromiser. Jeg vil allerhelst gøre tingene ud i yderste konsekvens.«

Ingen dameskrift

Til efteråret udgiver Nielsen en roman, som er skrevet af ’Madame Nielsen’ i Paris. Men her er der ikke på tale om at skifte køn i skriften:

»Jeg ved ikke, hvordan en feminin skrift skulle se ud. Jeg er ikke interesseret i at lave kitschede forsøg på at skrive en dameskrift, altså at klichégøre det. I litteraturen skrives der meget om ’kroppen’, men i skriften forsøger jeg altid at overskride min krop og ikke bare blive ’Ingen’, men også en kropsløs ’Ingen’. Ikke desto mindre er der flere af de universitetsfolk, der følger mit forfatterskab, der siger, at de i alt, hvad jeg skriver, kan høre min umiskendelige ’stemme’, som man kalder det der metafysiske uhåndgribelige noget. Det er altid Nielsen-væsnet, der er i det, jeg skriver. Uanset hvilken signatur, jeg sætter uden på bogen. Siger de.«

– Men er der ikke en paradoksalitet i, at der er et arbejde med at udviske sin værensform, samtidig med at dette arbejde markerer en klar kunstneridentitet hos dig?

»Jo! Det vidunderlige er, at man ikke får det, som man vil. Jeg ved godt, at det er paradoksalt at arbejde så meget med at udviske sin identitet, at det er blevet det, man kan kende mig på. Jeg var jo også den eneste navnløse i Danmark. Danmarks absolut mest prominente og enegående navnløse. Det hele er et forsøg. Man snakker om et værk, men det er jo altid bare et forsøg. Og det mislykkes altid – især hvis man forsøger det ordentligt. Det kan lykkes med en mainstream-roman eller en god opførsel af Ibsens Et Dukkehjem, men man skal helst slå et større brød op, end man kan bage. Og det vil altid mislykkes. Men det må mislykkes storslået.«

Sådan er det også for Nielsen med kønnets svimmelheder. Det er ikke svært at se Nielsen som en ’den,’ men det er måske sværere at se den radikalitet og svimmelhed brede sig ud over det rum, vi sidder i, den sal, ud over den sal, han i de kommende dage skal transformere sig i.

»Alene det at udleve den umulighed gør, at den umulighed bliver synlig som en slags umulighed. Og det håber jeg, at den bliver,« siger han.

For Nielsen handler det ikke om bl.a. Judith Butler og queerteori, ikke om at udvide rummet for, hvad den enkelte må gøre i sit køn, ikke om, hvordan man konstruerer individets kønslige spilleregler. For ham handler det om at slippe væk fra den privilegerede, vestlige individualitets- og begærsdyrkelse. At svimle det. Lyst er en forkælet drift.

»Når jeg laver Transformatoren, denne menneske-krop-stemme-livs-etcetera-transformator, når jeg undersøger kønnene og det, der ligger hinsides dem, så er det ikke som en apparatjik i begærsøkonomien, ikke fordi mit lille ’jeg’ eller dens ’lyst’ skal sættes fri, men i en, ja, større sags tjeneste, som en undersøgelse af, hvilke muligheder mennesket, menneskelegemet, stemmen, ansigtet, bevidstheden og så videre rummer. Det er, som om menneskeheden – selv i vor frihedens tidsalder – bruger det meste af sin stakkede tid på at begrænse det mulige, potentialet, ved at identificere, udelukke, finde sig ’selv’ og blive sig ’selv’,« siger Nielsen.

»Som baronessen siger et sted i Transformatoren: ’Hvilke muligheder rummer dette menneske, denne krop, denne stemme? Fortællingen har svaret. Og de er mange’.«

– Hvorfor kan du ikke sove?

Det er det evige arbejdes skyld, blandt andet. Nielsen sukker. »Denne forestilling om, at mennesket er et væsen med ét jeg … i denne krop er der mindst en million jeger, der snakker i munden på hinanden. Og de er alle sammen store egoer, der kæfter løs … Det ku’ være, at jeg skulle se noget tv. Men det når jeg nok ikke, før jeg bliver begravet.«

’Transformatoren’ spiller på CaféTeatret i København til den 5. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels  Mosbak
    Niels Mosbak
  • Brugerbillede for ole eising
    ole eising
Niels Mosbak og ole eising anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for peter fonnesbech
peter fonnesbech

Bliv buddistmunk i eksempelvis Thailand et års tid eller 2 .
Så lærer du at træde forbi lysten , den forkælede drift, og slukke for jeg'erne et efter et, til at der ikke er noget tilbage længere.