Baggrund
Læsetid: 7 min.

Nybrud i indisk film

En ny generation af indiske filminstruktører, der vil andet og mere end Bollywood, begynder at vinde international anerkendelse. Nogle med et par venner og et kamera, andre med vestlig produktionsstøtte og fuld skrue på teknikken
I ’The Lunchbox’ kommer en ung kvinde i kontakt med en ældre mand, da han en dag ved en fejl modtager en madpakke, som var tiltænkt en anden. Foto: Scanbox

I ’The Lunchbox’ kommer en ung kvinde i kontakt med en ældre mand, da han en dag ved en fejl modtager en madpakke, som var tiltænkt en anden. Foto: Scanbox

Kultur
24. marts 2014

The Lunchbox, som havde premiere i Danmark i sidste uge, er en af de film, der kommer til at redefinere, hvad folk flest forbinder med indisk film. Nogle af de nye instruktører trækker på klassisk Bollywood – heriblandt Ritesh Batra, der står bag The Lunchbox – men bruger grebene til at udfolde langt mere eftertænksomme og samtidskritiske historier. Andre instruktører går i flæsket på politisk højspændte konflikter bevæbnet med et simpelt kamera og bakket op af en flok venner og gæstfriheden på locations i slumområder og landdistrikter.

Queen er en af de nye film, der til forveksling ligner Bollywood, men plotmæssigt vender bøtten undervejs. Rani skal giftes med Vijay. Musikken brager løs, mens der bliver danset og pyntet op, tilsat obligatoriske lagkagekomiske scener. De første ti minutter af filmen aner man ikke uråd. Det er lækkert skruet sammen, æstetisk indtagende, sjovt og dansabelt. Så mødes Rani med Vijay på cafe – han har noget vigtigt at sige, og det kan ikke vente til efter brylluppet.

Han vil nemlig ikke giftes alligevel. Et år i London har gjort ham for smart til ungdomskæresten fra hjembyen. Da Rani, opmuntret af sin bedstemor, beslutter at tage alene på bryllupsrejse til Paris og Amsterdam, bliver udsigten til en happy ending Bollywood-morale stadig mere tåget.

»Lige så meget som at komme sig over Vijay, handler Ranis rejse om at komme sig over sig selv,« siger instruktøren Vanni Jamin.

Og det er ikke småting, Rani vælter ind i på sin single honeymoon. I Paris møder hun stuepigen Vijaylaxmi – halvt indisk, halvt alt muligt andet – der er en enlig mor, knalder tilfældige mænd på hotelværelserne i arbejdstiden og natklubber den i fritiden. Vijaylaxmi tager Rani, der både er ude af stand til at klare sig selv og alligevel hård nok til at pacificere en gaderøver, under sine vinger og lærer hende at feste igennem. I Amsterdam møder Rani Vijaylaxmis veninde ’Roxette’, der er født og opvokset i Indien og nu finansierer sine søskendes studier som sexarbejder i Red Light District. Rani bliver indlogeret på Flying Pig Hostel (som findes i virkeligheden), hvor hun skal dele værelse med en russer, en japaner og en sort franskmand – alle mænd. Midt i det hele dukker så den eksforlovede Vijay op. Han vil nu have Rani tilbage i folden, mens Rani forsøger at holde fast i den person, hun har opdaget, at hun også kan være.

»Vi bliver opdraget til at have en masse fordomme og tro, at vi kender forskellen på rigtigt og forkert. Den her film er anti alt det,« siger Vanni Jamin, som dog teknisk set ikke distancerer sig det mindste fra Bollywood: »Jeg har puttet så meget sang og dans ind, som historien kunne bære, men jeg ville ønske, der var mere!«

Papirløse arbejdere

I en noget anden boldgade befinder sig Kamal K.M., hvis efternavn ikke er udtryk for krukkeri, men skyldes, at han kommer fra den indiske delstat Kerala, hvor kommunisterne i 1960’erne ændrede efternavne til forbogstaver for at undgå, at man af navnet kunne aflæse folks kaste.

Kamal K.M. brød igennem med sin første featurefilm, I.D., på Busan International Filmfestival i Sydkorea i 2012. I.D. åbner med, at en tilfældig arbejder er i gang med at fikse noget i hovedpersonen Charus lejlighed. Hun skynder på ham, og pludselig falder manden død om. Han har ingen papirer på sig, og i sin søgen efter, hvem han var, og hvor han kom fra, bliver den urbane middelklasse-Charu konfronteret med dele af Mumbai, som hun aldrig før har forholdt sig til eksistensen af.

I.D. er ultra lavbudget, og Kamal K.M. har ifølge eget udsagn ikke tjent en klink i mere end tre år. Han lever på sit netværks velvilje – »den her jakke fik jeg af en ven, da jeg skulle præsentere I.D. sidste år,« siger Kamal K.M. og hiver ud i det lidt slidte sorte fløjl – og når han laver film, foregår det »med et kamera og et par venner«.

»Der er ingen arrangerede locations og ingen statister i I.D. Vi tog bare ud i Mumbais gader, optog, hvad vi så, og spiste sammen med de folk, der boede der,« fortæller Kamal K.M. og fortsætter: »Fordi meget af filmen foregår i slummen, hændte det, at vores location pludselig ikke var der længere. Så står man i en lidt underlig situation som instruktør. På den ene side bliver man vildt ærgerlig over, at den mise-en-scene, man havde i hovedet i går, er forsvundet sporløst, og hvad fanden gør vi nu. Og samtidig skriger det inde i hovedet: Hvordan kan man bare bulldoze et helt boligkvarter? Regeringen opfører sig som en gorilla i virksomhedernes tjeneste. Og de folk, som aldrig beder nogen om noget, som klarer sig selv og lever i stilhed, de bliver smidt ud af deres hjem, uden at nogen tager ansvar for, hvad der så skal ske. Hvis der er et tema, som går igen i mit arbejde, så er det, at jeg er optaget af forflytning og fordrivelse, af hvad der sker, når folk bevæger sig eller tvinges til det.«

Kashmir

Kamal K.M. er i gang med to nye film, This is India og When Mirza comes back. Sidstnævnte er en kærlighedshistorie, som foregår på tværs og adskilt af grænsen i Kashmir. Instruktøren går i gang med en længere historisk udredning om det britiske imperium og delingen af Indien og Pakistan, og stopper så sig selv: »Alt det er ikke mit manuskript,« griner Kamal K.M. og fortsætter:»Mit manuskript handler om Mirza, der vågner en morgen af et jordskælv. Det rammer ikke så hårdt i hans landsby, men han finder ud af, at det har ramt hårdt på den pakistanske side af grænsen, hvor hans søster har giftet sig og nu bor. Han lykkes med at komme over på den anden side for at lede efter hende. Her møder han en pige, som han forelsker sig i på stedet. Folk siger, at den slags er noget romantisk sludder, at det ikke sker i virkeligheden. Men det tror jeg, det gør,« siger Kamal K.M., der »hader grænser, alle slags grænser«.

Det er en svær film at realisere, fordi Kashmir er »vores Palæstina«, siger Kamal K.M., og han regner med, at When Mirza comes back vil møde megen politisk modstand.

»Men den er ikke imod hverken Pakistan eller Indien, den er imod hegn og mure og pigtråd,« siger Kamal K.M.

Collective Phase One

Sammen med en gruppe venner fra filmbranchen – heriblandt Resul Pookutty, der vandt en Oscar for sit sound design til Slumdog Millionaire – har Kamal K.M. etableret produktionsselskabet Collective Phase One, som har eksisteret i flere år, men endnu ikke er officielt registreret. Det kan de ikke rigtig få nosset sig sammen til, og de er heller ikke vilde med at skulle bede om et stempel fra staten. Men det er lidt upraktisk, at de ikke har en firmakonto, erkender Kamal K.M. F.eks. har han ingen anelse om, hvortil han skal bede om at få overført de 10.000 zloty, han i 2013 vandt i forbindelse med en polsk filmpris for I.D..

»Men det er heller ikke penge, jeg først og fremmest har brug for til at lave mine film. Det er opbakning, så jeg kan få lov at lave filmene, sådan som jeg synes, de skal laves.«

Selv om Kamal K.M. arbejder uden for etablissementet i Indien, er han stolt af den institutionelle filmbranche og har selv gået på den nationale filmskole.

»Vi har den bedste filmskole i verden,« siger han, »vi arbejder stadig med celluloid på skolen, ikke digitalt, vi lærer håndværket, vi lærer filmens tekstur at kende.«

Egentlig tænker han heller ikke sit arbejde som modsætning til mainstream:

»Vi lavede Collective Phase One, fordi vi vi ville lave andre slags film end Bollywood. Men jeg er også træt af adskillelsen mellem mainstream og arthouse,« siger Kamal K.M. »Arthouse bliver sat op på en piedestal og sat ind i festivalprogrammer og får priser. Til gengæld skal man så holde sig væk fra masserne.«

Lidenskab

Et sted mellem Kamal K.M., Vanni Jamin og Ritesh Batra er instruktøren Bejoy Nambiar, der er aktuel med David, og i 2011 vandt adskillige priser for sin featuredebut, hindi-thrilleren Shaitan om »kampen mod de indre dæmoner«.

»Indisk film har altid været utroligt alsidig og har en rig tradition, som går langt ud over Bollywood. Men Bollywood har pengene og bliver stadig brugt synonymt med ’indisk film’. Nu begynder der at være mere plads til andre fortællinger. Til mere realisme. Vi er kun en håndfuld uafhængige instruktører, som har fået små og større gennembrud internationalt, så det er svært. Men vi kan faktisk få produceret vores film,« siger Bejoy Nambiar, der ligesom de fleste uafhængige instruktører i Indien også er både manuskriptforfatter og producer.

Bejoy Nambiar er optimistisk, også hvad angår hjemmemarkedet – der kommer flere og flere biografer i Indien, og flere og flere ikke-Bollywoodfilm begynder at blive kommercielle succeser:

»Vi er en ny generation, som ikke lader os slå ud, og som ikke vil underkaste os industrien.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her