Læsetid 8 min.

Vi er prostituerede i vores egne forhold

Christina Hagen ville egentlig skrive en bog om udnyttelse af thaikvinder. Men i stedet kom ’boyfrind’ til at handle om, hvordan vestlige ressourcestærke kvinder prostituerer sig selv i deres egne pæne forhold
Med ’boyfrind’ vil Christina Hagen gerne pege på kvaliteterne ved det uperfekte. Vi skal acceptere, at det ikke-skønne er godt nok.

Med ’boyfrind’ vil Christina Hagen gerne pege på kvaliteterne ved det uperfekte. Vi skal acceptere, at det ikke-skønne er godt nok.

Tor Birk Trads
14. marts 2014

Christina Hagen tog til Thailand for at lave en bog: Hun ville fotografere prostituerede for at forstå, hvorfor hun altid har frygtet, at hendes kærester skulle gå til prostituerede bag hendes ryg. Bogen skulle handle om den måde, mænd udnytter kvinder på, og hun havde forventet, at hun skulle til Paris, Madrid og Thailand og have ondt af de stakkels prostituerede. At de skulle vise hende deres smerte og bede hende om at hjælpe dem. Men sådan skulle det ikke gå.

»I virkeligheden fandt jeg ud af, at det var omvendt. Det var mig, der var den magtesløse prostituerede i det forhold, jeg havde til min ekskæreste på det tidspunkt. Alle mine tanker tog udgangspunkt i, hvordan han tænkte, og hvad han gerne ville. Ubevidst startede jeg alle mine sætninger med ’Min kæreste synes’.«

Hun tog sig selv i hele tiden at ringe, skrive og maile hjem til ham, og til sidst endte det nærmest med at blive de prostituerede, der måtte hjælpe hende. Og oplevelsen af, at være magtesløs i sit eget forhold, er Christina Hagen ikke ene om.

»Sådan tror jeg, der er mange, der har det. De fleste kender en boyfrind,« siger hun med henvisning til titlen på den noget anderledes coffetablebook, som forfatteren er aktuel med.

Oplevelsen i Thailand fik hende til at tænke over, hvordan det kan lade sig gøre, at man som veluddannet, ressourcestærk kvinde i den vestlige verden, kan vågne op og have tabt sin jegfølelse. På den måde ændrede projektet pludselig karakter. Fra at handle om udnyttelse af kvinder, kom det til at handle om, hvordan vestlige kvinder prostituerer sig selv i deres egne forhold, og blev en undersøgelse af, hvorvidt man kan sammenligne det salg af identitet, der foregår i et parforhold med det salg af egne kroppe, som de prostituerede foretager.

Uærligt

»Det er jo lidt komisk, at alle de her hvide kvinder i privilegerede forhold, synes det er synd for thailuderne, men det er vores mænd, der tager ned og knepper dem i fritiden, mens vi går rundt og lægger ting op på vores modeblogs. Der er noget uærligt over, at vi ikke er opmærksomme på, at vi er prostituerede i vores egne forhold,« siger Christina Hagen.

Vi sidder på værelse 338 på First Hotel Excelsior. Ikke langt fra Hovedbanegården. Ikke langt fra den mere kulørte del af Istedgades barmiljø. Ikke specielt hyggeligt. Men det synes forfatteren, der til daglig bor ved Vesterhavet og i otte år er kommet på hotellet. Det er derfor vi sidder i og omgivet af standardinteriøret på et lavprishotel med to perfekt uperfekte kopper kaffe og te og udsigt til en lige så uperfekt Vesterbrobaggård for at snakke om, hvilken kvalitet det uperfekte har i en verden af poshet perfekthed. Og hvorfor kvinder ikke vil acceptere, at heller ikke kærligheden er perfekt.

Christina Hagens nye bog boyfrind kunne være den perfekte coffee-table book. Komplet med billeder, tegninger, tekst og et lækkert omslag. Og så alligevel ikke helt. Hvor coffee-table bøger netop er perfekte i alt deres photoshoppede lækkerhed, er Christina Hagens bog det modsatte. På forsiden er en halvkvabset mand med slap pik, og bogen er fyldt med grynede amatørbilleder, udstregninger, kruseduller. Og ikke mindst: gebrokkent og klichéfyldt engelsk. Et forsøg på at nærme sig en ærlighed baseret på det uperfekte og det forkerte. »Alle disser fagter er nærmest et lag på lag-forsøg på et skønhedsideal, der går i modsat retning af det normale. Jeg vil gerne vise, at det ikke-skønne er godt nok. At vi ikke må lade os distrahere af alle fejlene, men holde fokus på det egentlige indhold. Det er nærmest hippiepositivitet og magtdemonstration i en og samme bevægelse,« forklarer Christina Hagen.

Hvem er boyfrind?

»Boyfrind tells me that most of our problems are only in my head. That most of the things I see are only in my head. That most of my relations is only in my head. That this will get worse.« Sådan ser hippiepositiviteten og magtdemonstrationen ud, når Christina Hagen skriver om boyfrind. Den imaginære figur, der er et aggregat af, hvad Christina Hagen har indsamlet af erfaringer om fra højskolelever, hun har undervist, og folk, hun har opfordret til at skrive til hende med et bud på, hvem boyfrind kunne være. I bogen er han alt, hvad den kvindelige fortællers tanker cirkler om. Ham, der har erstattet fortællerens jeg med sig selv, så alle hendes sætninger tager udgangspunkt i, hvad boyfrind mon tænker og føler.

Men hvorfor kan stærke og veluddannede kvinder ikke bryde det mønster, der fanger dem i usunde parforhold?

»Det har jeg også tænkt lidt over. Jeg tror bare, det ligger naturligt til den heteroseksuelle kvinde at være underlagt en mand. Eller jeg kan jo nøjes med at tale for mig selv. Jeg tror, det ligger naturligt til mig at underlægge mig en mand eller i hvert fald forsøge på det.«

Christina Hagen kigger op fra plastikkoppen med grøn te og vender pludselig interviewsituationen på hovedet. Har hun da ikke ret? Underlægger kvinder sig ikke stadigvæk mænd? Det bringer mig ud i en længere, men til gengæld ganske usammenhængende fortælling om, hvor svært det faktisk er være mand i det 21. århundrede. At vi skal være både maskuline og følsomme. At vi skal være ambitiøse og have styr på karrieren, men samtidig være afslappede og nærværende. At det er os, der ligger under for de selvstændige og veluddannede kvinders mange krav og ikke omvendt.

Christina Hagen er ikke enig. Hun mener, at vi sidder fast i nogle kønsrollemønstre, som vi måske bilder os selv ind tilhører fjerne generationer, men som alligevel lever i bedste velgående i de parforhold, danskerne indgår i 2014.

»Jeg tror, kvinder har en anden forestilling om kærlighed, end de faktisk får præsenteret, når de er i et forhold. Men vi kan godt lide ideen om at være i et forhold, så vi accepterer det, selvom det ikke er kærlighed.«

Ikke fordi vi ikke gerne vil kærligheden, forklarer Christina Hagen, men fordi vi er så optagede af, hvordan vores liv ser ud udefra. Det er vigtigt for kvinder at have en mand, der ser godt ud, har det rigtige job, den rigtige bil og det rigtige hus i det rigtige postnummer.

Papfigurer

»Det er blevet så strategisk, at man egentlig glemmer at mærke efter, om kærligheden er til stede. Det er sådan, jeg ser det, når jeg kigger rundt. Der er meget praktik. Og der er mange, der er sammen, fordi det fungerer godt i en hverdag. Så kan hun ordne huset, lave mad og gå rundt og se godt ud, men der er ikke meget kærlighed. Til gengæld er der mange papfigurer, der går rundt i deres egen lille kulisse.«

På den måde handler boyfrind om, hvor svært det er at få lov til at være et menneske, når man er i et moderne forhold. »Man skal være nogle særlige billeder, som ikke er en selv,« forklarer Christina Hagen og fortæller en historie om en thailandsk ’Elvis Presley’, der havde en følelse af, at når han tog ud med sit band, var det ham, der kom til publikum, men når han optrådte som Elvis Presley, var det publikum, som kom til ham. Eller som Christina Hagen formulerer det: »Hvis man udfylder klicheen er der masser af tilbud, men hvis man ikke gør, er der ikke så mange.«

Derfor skal glansbillederne ødelægges, mener hun. Kærligheden er aldrig ren, og vi skal acceptere, at det ikke-skønne er godt nok. Det samme gælder sproget, og det er derfor, den kvindelige fortæller i boyfrind snubler sig gennem et klichéfyldt engelsk. Vi taler ikke perfekt, og vi taler slet ikke perfekt, poetisk og korrekt om følelser, og på den måde passer et fladt og klichépræget engelsk sprog bedst til det uperfekte menneske og det uperfekte forhold, der berettes om i boyfrind.

»Jeg kunne godt tænke mig, at sproget hang sammen med følelsen af at være,« forklarer hun videre. »Jeg prøvede at skrive på dansk, men det er et svært sprog at skrive på, fordi det hurtigt bliver poetisk. Selvom man prøver at ødelægge det, bliver det alligevel smukt. Det er, som om, det er svært at gøre klichéagtigt, fordi det er så lille et sprog. Man har ligesom ikke hørt sætningerne og ordene tilpas mange gange.«

»Jeg prøver at skrive på et sprog, og så ser jeg, om det fungerer eller ikke fungerer. Om det begynder at skrive sig selv eller ej. Det kan lyde krukket, men det er nu engang sådan, det er.«

Der er dog alligevel en sproglig ambition i de projekter Christina Hagen arbejder på, som startede med White Girl fra 2012. En ambition om et mere uperfekt sprog, der kan rumme et sprog- og samtaleideal, der gør det muligt for alle at komme til orde, så det ikke kun er dem, der kender de korrekte sproglige koder, som kan få adgang til den offentlige samtale. Som det for eksempel lyder i boyfrind:

»Why is it so frustrating to me that there is an elite in the society who is willing to do disucss anything and is able to make anything sound true and possible? It offends me that Boyfrind is part of that elite, which do not seem to care that uneducated, uintelligent people who has no ressources also has an opinion. Is it not arrogant to ignore human animals. Why will we only read things by people who do not make spelling mistakes

En programerklæring for et sprog, hvor også mennesker uden store sproglige ressourcer, kan sætte sig igennem og blive hørt. Men er det ikke arrogant, som privilegeret ressourcestærk kvinde at sætte sig for at designe et sprog, som andre så efterfølgende kan tage bolig i? Jo, måske, mener forfatteren. »Det er lidt det samme, som når hvide kvinder er så optagede af prostitution,« siger Christina Hagen, men peger på, at bogen også er en latterliggørelse af hende selv. At det er hendes eget gebrokne engelsk, den er skrevet på, at det hendes amatørbilleder, der, hvis ikke pryder, så i hvert fald illustrerer bogens sider, og at det er hendes tuschtegninger, der omgiver skriften.

Men Christina Hagen er også mere end opmærksom på de magtpositioner, hun leger med, når hun vrider sproget og udsigelsespositionerne af led i forsøget på »at nærme sig et sted, hvor alle kan ytre sig, uanset hvor korrekt man taler eller skriver,« som hun formulerer det. »På den ene side er det en næstekærlig handling, men den er også uhyggeligt mekanisk og fastholder den retorisk overlegne i en magtposition – i hvert fald her indledende, når jeg som forfatter taget initiativet.«

Pølsemænd i medierne

Men det må kunne lade sig gøre at skabe et sted, hvor højtuddannede og lavtuddannede har mulighed for at tale sammen med hver deres forkerte sprog, mener hun.

»Jeg har jo lidt et problem med den intellektuelle elite og den måde, der bliver talt på i medierne. Jeg ville virkelig ønske, at såkaldt almindelige mennesker kunne komme noget mere til orde. Det tror jeg, ville gøre os alle sammen klogere. Jeg savner virkelig mennesker, der ikke er så påtagede og krukkede, men bare siger, hvad de tænker.«

Dem, der normalt bliver omtalt som bonderøve, vil Christina Hagen gerne finde tv-tid og plads i avisernes kronikker til.

»Jeg bliver overrasket over hver gang, jeg hører fra almindelige mennesker, men jeg registrerer slet ikke, hvad der kommer ud af munden på de intellektuelle.«

– Men hvordan skal det helt praktisk foregå?

Christina Hagen griner. »Det skal bare ske helt simpelt ved, at Deadline inviterer nogle pølsemænd og dagplejemødre ind i studiet, giver dem taletid og lader være med at få det der mærkelige udtryk, som de normalt får, når der optræder almindelige mennesker i tv. Mennesker, der kan finde på at snakke et sprog, som ikke passer ind i mediernes opfattelse af, hvad der er normalt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Thorsten Lind
    Thorsten Lind
  • Brugerbillede for Kenneth Hansen
    Kenneth Hansen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
    Jens Thaarup Nyberg
  • Brugerbillede for Kim Øverup
    Kim Øverup
Thorsten Lind, Kenneth Hansen, Niels Nielsen, Jens Thaarup Nyberg og Kim Øverup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Kapitalismen gør alle til prostituerede.

Henrik Nielsen, Leonard Mortensen, christel gruner-olesen, Annali Wingård, June Beltoft, lars abildgaard, Henrik Rude Hvid og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Wendt

Jeg må erkende jeg gik ind i denne artikel, med den dybeste foragt for endnu flere udskejelser, men jeg endte alligevel med at finde artiklen interessant. Den korrekte analyse er nok, at vi alle sammen i en eller anden grad udnytter hinanden.

Det er ufattelig svært at finde mennesker, der ikke kun kontakter andre, med en hiden agenda. Jo mere jeg har analyseret det, jo mere er det blevet krystalklart, at sådan er det bare, det kan ikke være anderledes, rent faktisk tænker man ikke på andre, medmindre det gavner een selv. Da det at sikre andre har det godt, reflekterer en tryghed, som tilgodeser dig selv, og sådan kan man blive ved.

At vise andre opmærksomhed, behøver ikke nødvendigvis at reflektere en ubalance, andet end følelsen af at kemien mangler. Den proces - der kaldes kærlighed. Bedst beskrevet som tryghed og utryghed. - Der hvor det differentierer er, at vi har forskellige opfattelser af norm, og abnorm. Så det er måske ikke helt så indlysende, som det burde være.

Brugerbillede for Niki Dan Berthelsen
Niki Dan Berthelsen

Jeg forstår desværre ikke problemstillingen? Eller hvor er det hun vil hen?

Det eneste jeg kan komme på er at hun ville skrive om prostitueredes problemer, men endte med at fokusere på egen navle?

Jakob Silberbrandt, Rikke Nielsen, Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér, Peter Ole Kvint, M. Behnke og Alexander Nørup anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Bro

nu er det jo et noget spinkelt statistisk grundlag, hun bygger sine teser på, da det tilsyneladende mest er hende selv, der er undersøgt.

Jens H. C. Andersen, Jakob Silberbrandt, Rikke Nielsen, Peter Taitto, Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér, Peter Ole Kvint og M. Behnke anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Jeg MÅ opponere imod Det er vigtigt for kvinder at have en mand, der ser godt ud, har det rigtige job, den rigtige bil og det rigtige hus i det rigtige postnummer.

Måske er CH i den fase af sit liv og sin omgangskreds, hvor den slags er vigtigt og hvor det er vigtigt at spejle sig i den slags roller.
Vigtigt måske, men temmelig 'sidste års trend', set herfra.

Jens H. C. Andersen, Gry W. Nielsen, Leonard Mortensen, Trond Meiring, Jakob Silberbrandt, Rikke Nielsen, Sabine Behrmann, Tina Skivild, Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér, Morten Melbye, Anne Eriksen, M. Behnke, Benjamin Bach, Søren Bro, Josephine Lehaff og Marianne Mandoe anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Marianne Christensen
Marianne Christensen

Hun har fat i noget væsentligt omkring sproget.

Hvis formen bliver vigtigere end indholdet bliver samtalen tømt for mening.

Trond Meiring, Anne Eriksen, Jesper Wendt og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

"Med ’boyfrind’ vil Christina Hagen gerne pege på kvaliteterne ved det uperfekte. Vi skal acceptere, at det ikke-skønne er godt nok."

Som sagt, velkommen, men la´nu ikke det ikke-skønne gå hen og bli´et ideal.

Brugerbillede for Lars Dahl

Min kæde hopper af, der hvor vi får følgende linje: »Jeg prøver at skrive på et sprog, og så ser jeg, om det fungerer eller ikke fungerer. Om det begynder at skrive sig selv eller ej. Det kan lyde krukket, men det er nu engang sådan, det er.« Ja, dét lyder krukket, altså hvis 'krykket' betyder selvoptaget.
Og jeg synes, det er selvkoketteri, at skrive, at hivs 'formen bliver vigtigere end indholdet, så bliver samtalen tømt for mening.' Form giver mening, indhold giver mening, mening giver form, og så videre.
Hvis man godt ved, at et ord staves boyfriend, så er der i min optik intet meningsbefordrende i at skrive boyfrind. Så er man pludselig forstilt dårlig staver, og så anvender man sin 'magt' som forfatter til manipulation i forhold til læseren.
Det værste ved tv-interviews er ikke de mennesker, der optræder, men i stedet at mediet foregiver, at der er tale om repræsentative figurer, for den meningsspredning, man finder i samfundet ude bag skærmen. Og det hjalp fedt, at man inviterede bagere, og skraldemænd ind, for at bøde på det.
Og til min skuffelse ender talen om prostitution dér, hvor den slører, at prostitution er en arena for menneskehandel, børnemishandling, vold mod kvinder, mord og organiseret kriminalitet osv. osv.
Jeg har det med den slags udgydelser ligesom med smukke æstetiske billeder fra flygtninglejre, hvor børn dør af banaliteter som tørst og sult i en takt, som alene et elektronisk kamera kan holde trit med. Denne sammenblanding af ord om kærlighed, selvforståelse, osv. med menneskeforagtende råhed. Ach!

Brugerbillede for Marianne Christensen
Marianne Christensen

Lars dahl.

Hvis du har mødt mennesker, der har svært ved at udtrykke sig, bliver du nødt til at anstrenge dig for at forstå, hvad de vil udtrykke. Eksempelvis demente, der måske tidligere har været virkelig gode til at sætte ord sammen.

Det har ikke noget med selvkoketteri at gøre. Når et menneske, der har svært ved at udrykke sig siger noget prøver jeg efter bedste evne at finde meningen.
Når THorning eller andre medieskolede folk taler forsøger jeg også at finde om bag ved formen på ordene og finde det reelle indhold
Jeg vil sige - de første har erfaringsvis noget, der er vigtigt for dem at kommunikere. Hvad angår de medietrænede virker de utroværdige i mine ører. og meget ofte drejer det sig om at snakke uden om alt reelt indhold.

Så derfor mener jeg artiklen er væsentlig.

Trond Meiring, Søren Christensen, Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lennart Kampmann
Lennart Kampmann

For mange tanker, for lidt sansning.

Hvis man vil, kan man metareflektere sit liv til ubetydelighed og skyldfølelse i samme pærevælling.

Don't worry, be happy
and if you don't know how - don't worry :)
Med venlig hilsen
Lennart

Brugerbillede for Henriette Bøhne
Henriette Bøhne

Det er ikke så vanskeligt.

Vi lever i et samfund, som er præget af misbrug og narcissisme. Misbrug af penge, af mad, af alkohol og stoffer - you name it.

Både misbrug og narcissisme skaber systemer mellem mennesker, som er præget af medafhængighed. Og medafhængige personlighedstyper har præcis de karakteristika, som bogens forfatter beskriver.

Gry W. Nielsen, Morten Melbye, Birgit Kraft og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Birgit Kraft

Afhængighed/medafhængighed var også min første tanke, da jeg læste interviewet. Jeg er skeptisk over for, om det er naturbestemt at finde tilfredsstillelse i afhængighed, men der laves jo mange krumspring for at holde fast i afhængigheden.

Henrik Nielsen, Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér, Henriette Bøhne og Morten Melbye anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Birgit Kraft

Jeg tror, at det altid er halsløs gerning at ville leve gennem et andet menneske - også ens partner. Og jeg tror, at Gud har givet kvinderne en hjerne, for at vi kan gennemskue reklamernes og ugebladenes løgne. Det er ok at hygge sig med dem nu og da, men de må ikke blive vores liv.

Jan Kønig, Trond Meiring og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Kobl

Christina Hagen har nogle fantastiske observationer:

»Jeg bliver overrasket over hver gang, jeg hører fra almindelige mennesker, men jeg registrerer slet ikke, hvad der kommer ud af munden på de intellektuelle.«

»Det skal bare ske helt simpelt ved, at Deadline inviterer nogle pølsemænd og dagplejemødre ind i studiet, giver dem taletid og lader være med at få det der mærkelige udtryk, som de normalt får, når der optræder almindelige mennesker i tv. Mennesker, der kan finde på at snakke et sprog, som ikke passer ind i mediernes opfattelse af, hvad der er normalt.«

Det er da godt!
Personligt foretrækker jeg også at lytte til barnet i Kejserens Nye Klæder.
I modsætning til de professionelle meningsdannere har barnet har ingen bagtanker eller personlige motiver. Det udtrykker noget som ligger snublende nærliggende for.
Keep it simple, stupid!

Man mister respekten for debatten herinde (med de indlæg der har være hidtil).

Hav en god dag, Christina. Hvis du vil polere dit engelsk vil jeg anbefale Macaulay eller Edward Gibbon. Ikke at det polerede er så vigtigt.

Venlig hilsen

Brugerbillede for Miguel Tuells
Miguel Tuells

Gudskelov har jeg ikke behov for google translator, men det er alligevel noget som jeg en gang imellem bruger for sjov eler for at se om et bestemt ord kunne mene noget andet i et vist sammenhaeng.
Det viser sig at noget der ikke har nogen mening paa et "presumable" sprog (Why is it so frustrating to me that there is an elite in the society who is willing to do disucss anything and is able to make anything sound true and possible? It offends me that Boyfrind is part of that elite, which do not seem to care that uneducated, uintelligent people who has no ressources also has an opinion. Is it not arrogant to ignore human animals. Why will we only read things by people who do not make spelling mistakes.) heller ikke har nogen mening paa et andet: "Hvorfor er det så frustrerende for mig, at der er en elite i samfundet, der er villig til at gøre disucss noget, og er i stand til at gøre noget som helst lyde ægte og muligt? Det krænker mig, at boyfrind er en del af denne elite, som ikke synes at pleje, uuddannede, uintelligent mennesker, der har ingen ressourcer også har en mening. Er det ikke arrogant at ignorere humane dyr. Derfor vil vi kun læse ting af folk, der ikke gør stavefejl."
Jeg fatter altsaa ikke at en fyr som flyver otte tusidnd kilometer fra denne pige for at bolle med ludere kan betragtes af samme som del af en elite, og at hun selv flyver otte tusind kilometer for at finde ud af hvad der mon er galt -det er vel taettere paa-.

Brugerbillede for Marianne Christensen
Marianne Christensen

Peter kohl.

Det må da være på sin plads, at man er lidt mere konkret end : Alle i andre er nogle fjolser. Jeg alene har set lyset.

For det er vel det du mener når du fuldstændig unuanceret sikriver at alle andre kommer med indlæg som er det rene vrøvl.

Jeg synes dit indlæg er stødende, men det gør debatredaktionen ikke.:-)

Brugerbillede for Claus Jensen

Mange piger, de er vokset op under beskyttede kår, har fantasier om at prstituere sig selv og er både fascinerede, frastødte og jaloux på dem, der har taget skridtet fuldt ud. De fleste vokser fra det, ligesom de vokser fra drømmen om at blive ballerina eller supermodel.

I mellemtiden har Christina Hagen fundet en forholdsvis ufarlig måde til at identificere sig med de prostituerede og genvinde den seksuelle opmærksomhed, hun frygter, de stjæler fra hende, ved at skrive en bog med sig selv i den prostitueredes rolle.

Jens H. C. Andersen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Det sete afhænger af betragterens synsvinkel. Om Christina Hagens seneste opus -"Boyfrind" - er skønlitteratur eller et indlæg i den verserende kønsrolledebat må komme an på en prøve (lakmusprøven: læs den selv, før du tager stilling til det).

Anmelderen er en smule forbeholden over for bogens valør som skønlitterær præstation. Men what the hell - Christina Hagen er jo stadig ung og har mange år tilbage til at finjustere sin litterære stil. Og kommer tid kommer råd.

Brugerbillede for Lars Dahl

@ Marianne Christensen. Tak fordi du læste min kommentar. Jeg er helt uenig med dig, som jeg nu vil fortælle hvorfor:
Jeg skrev (bl.a.): "Hvis man godt ved, at et ord staves boyfriend, så er der i min optik intet meningsbefordrende i at skrive boyfrind. Så er man pludselig forstilt dårlig staver, og så anvender man sin 'magt' som forfatter til manipulation i forhold til læseren."
Tro mig, jeg har mødt - og samarbejdet - med flere mennesker med flere problemer end man kunne tro var muligt. Og respekt har jeg vist dem ved at udtrykke mig så klart og gennemskueligt, som jeg kunne.
Det hjælper ikke en dyslektier eller en psykisk syg, at du skriver dine ord forkert. Altså, når nu Christina Hagen er uddannet forfatter, og har udgivet en række bøger på forlag med redaktører, og har modtaget legater og beskriver sine skriverier som " tabukonfronterende og socialanalyserende (tager ofte udgangspunkt i en massemedieformidlet virkelighedsopfattelse) i deres indhold og sprogligt avancerede, genreeksperimenterende, humoristiske og vildtvoksende.." så er respekt for vanskeligt stillede og f.eks. folk med skriveproblemer IKKE at skrive forkert for sjov.
Jeg fik som ung et legat til at rejse til et land i Afrika, hvor jeg lejede mig ind i et fattigkvarter, og boede med min familie i et år blandt de fattigste, spise med dem, det samme som dem osv. Mit mål var at forsøge at forstå deres liv. Noget kunne jeg forstå, men det faktum, at jeg havde en returbillet spærrede for meget. Og selvom jeg gik med folk i marken og lugede sukkerrør, og plantede bønner og majs - og faktisk ikke rigtig havde nogen ekstra penge til 'high life', så var min blotte tilstedeværelse et uafviseligt tegn på min rigdom og MIN ANDERLEDESHED.
Således synes det mig, at Christina Hagen's bogudgivelse i sig selv er et tegn på hendes anderledeshed. Og ingen påtaget kluntet sproglig formulering kan i min optik sende signaler om indlevelse og forståelse - endsige solidaritet.
Og havde Christina Hagen fortalt om dét i interviewet - for hun har jo resurser nok til at bryde gennem interviewerens idioti - så havde jeg nok ikke skrevet min kommentar, som den ser ud.
OK, nogen gange bliver jeg helt hed af at skrive min egen mening, undskyld.