Læsetid: 8 min.

En remixet stjernekrise i jazzens toneklang

Per Flys fine biografiske film om Monica Zetterlund skildrer nogle særlig smertefulde år i den svenske jazzstjernes liv. At den i visse henseender forholder sig frit til virkeligheden kan ikke overraske – dét er en forudsætning for kunst. Også selv om nogle svenskere er uenige
Det er et fund af dimensioner at give sangeren, pianisten og sangskriveren Edda Magnason hovedrollen som jazzsangerinden Monica Zetterlund i ’Monica Z’. Ikke nok med at hun spiller forrygende, men hun er også en formidabel sanger.

SF Film

20. marts 2014

Monica Zetterlund kunne tage bort fra lillebyen, men hun kunne ikke fjerne lillebyen fra sig selv. Hun var stolt over sine rødder i jernarbejderbyen Hagfors, og holdt livet igennem fast i sin lige respekt for høj som for lav. Hun reagerede på den racisme, hun mødte i USA, og havde den antiracistiske sang »Svartvit Calypso« på repertoiret i 35 år. Men det var også lillebyen, der sørgede for, at janteloven var med hende overalt som blind passager. Hun led af sceneskræk og følte aldrig, at hun kunne leve op til forventningerne.

Det forhindrede dog ikke Guds ord fra Värmland i at synge akkompagneret af store amerikanere som geniet og mesterpianisten Bill Evans, trompetisten Thad Jones og saxofonisten Zoot Sims. Eller i at danse cha-cha-cha med Marlon Brando, at få et frækt tilbud af Miles Davis eller sige nej tak til at blive fotograferet til Playboy.

Og langt vigtigere så forhindrede det hende ikke i at vise svensken, at jazz på svenska skam kunne swinge jävla bra.

Musikalsk fryd

Danske Per Flys fine, men ikke fremragende biografiske film Monica Z griber fat om de kunstnerisk formative år i det nu afdøde ikons liv. Det sker i en historisk vel malet beskrivelse af en brydningstid, hvor svenskerne kørte i venstre side af vejen, beatniks røg pibe og nikkede til jazz, det seksuelle frisind spirede, og kvinderne var ude på arbejdsmarkedet. Det er et fund af dimensioner at give sangeren, pianisten og sangskriveren Edda Magnason sin spillefilmsdebut i hovedrollen. Ikke nok med at hun spiller forrygende, men hun er også en formidabel sanger. Hendes timing er så flabet personlig, fraseringen så elegant egensindig og hendes klang så ubesværet fyldig, at det er en musikalsk fryd at høre Per Flys film.

Efter at have set Coen-brødrene delvist sterilisere folk-musikken i Greenwich Village 1961 i Inside Llewyn Davis ved at tage til takke med skuespilleren Oscar Isaacs velfriserede sangevner, så er det vildt at høre en sanger, der angriber et andet (men samtidigt) arvesølv med så grådig en nerve. Og for pokker, hvor det swinger i klipning og mixning, for eksempel når musikken ligger som underlægning, for så at tage hovedrollen, når Zetterlund griber mikrofonen – og alles opmærksomhed – i endnu en forrygende optræden.

Zetterlund har sagt, at hemmeligheden bag hendes fraseringer var, at hun ikke fulgte akkompagnementets rytmik, at hun skabte en spænding mellem sangens melodi og akkompagnement, som en fugl langt over trafikken. Det er tydeligt i Monica Z.

Hun fandt først sig selv efter et møde med idolet Ella Fitzgerald. Ifølge filmen foregik det på en bar i New York. Her passede Zetterlund Fitzgerald op og bad om at få lov til at synge for hende. Hun sang »Do You Know What It Means To Miss New Orleans?«, en sang udødeliggjort af Billie Holiday og Louis Armstrong. Fitzgerald stoppede hende og spurgte, hvordan hun kunne vide, hvordan det føles at savne New Orleans. Godt spørgsmål. Et livsforandrende spørgsmål.

Hvad vil det sige at føle det selv? Følte Zetterlund det ikke, når hun sang andres sange? Jo, men det var ikke hendes rødder, hun følte, men hendes udlængsel og forestillingsevne. Ikke mindst de amerikansksprogede sanged, hun beåndede var svangre med andres fjerne og fremmedsproglige erfaringer. Så Zetterlund begyndte at synge på svensk. Først til amerikansk jazz, siden svenske kompositioner. Og dermed fandt hun hjem igen. Dermed bidrog hun til at gøre det musikalske Sverige på én gang kosmopolitisk og nationalt forankret.

Hun kom fra et arbejderklassehjem i Hagfors, Värmland. Centrum var jernværket. Enten arbejdede man dér, eller også var man overklasse. Og det var fra jernværket, at faderen Bengt Nilsson hentede den lungesygdom, der førtidspensionerede ham. Familien var fattig og boede i de sidste år af Anden Verdenskrig seks i et køkken og havde ikke engang råd til tomater. Men de fik et socialt løft under 50’ernes velstand.

Musikken kom også hjemmefra. Bengt Nilsson spillede klarinet, saxofon og trækharmonika, og på knæet af ham sad lille Monica snart og lyttede til Coleman Hawkins og Stan Getz på rejsegrammofonen. Hun forelskede sig i Peggy Lee og Fitzgerald, og grinede senere ad Elvis, som hun synes var så primitiv.

Omsorgssvigtet

Som 14-årig debuterede hun i sin fars orkester, og han var en streng lærer. Klas Gustafson, der har skrevet en biografi om Zetterlund, fortæller, hvordan faderen sagde: »Hvis du synger en falsk tone, så slår jeg dig ihjel« til hende. Gustafson mener, at der var alvor bag humoren i faderens udsagn.

Allerede som 17-årig fik Zetterlund i 1955 sit eneste barn Eva-Lena. Hun giftede sig med faderen Torbjörn og fik dermed efternavnet Zetterlund. I 1957 gæsteoptrådte hun til Eldfesten i Hagfors med danske Ib Glindemanns bigband, og han tog hende i 1958 med til København, hvor hendes professionelle karriere startede.

Det var også her hendes omsorgssvigt startede. Hun efterlod sin mand og sit barn i Sverige, og samme år stod den på skilsmisse. Og det blev ikke sidste gang, at Eva-Lena blev overladt til andres omsorg, især bedsteforældrenes.

Monica Z tager fat dér, hvor hun er ved for alvor at bryde igennem til den svenske populærkultur. Filmen spænder over nogle få år, men episoderne er hentet fra hele Zetterlunds liv. Der bliver altså remixet en del undervejs. Således er ovenstående biografiske gennemgang (på nær Fitzgerald-episoden) ikke hentet fra filmen – som man ikke kan stole på rent faktuelt – men fra biografier og avisartikler.

I filmen møder hun Vilgot Sjöman ved en fest. Han er en forrygende filminstruktør, se bare hans fabelagtigt formsprængende undersøgelser af sex og samfund i de to film Jag Är Nyfiken – Gul og Jag Är Nyfiken – Blå.

Nå, men Sjöman havde også et forførelsestrick. Han tog en kvinde i sin favn og bar hende ud, væk. I virkeligheden gjorde han det med Zetterlund efter dagens indspilninger af kortfilmen Vittnesbörd om henne. I filmen sker det til en fest, hvorefter hun flytter ind hos ham.

Men i virkeligheden flyttede han ind hos hende. I en treværelses på Björngårdsgatan 16B på det dengang proletariske Södermalm. Han var 38, hun var 25. Begge børn af arbejderklassen. Men havde ellers ikke meget til fælles, og det viser filmen også. »Sveriges Marilyn Monroe och Arthur Miller,« skrev Klas Gustafson sidste år i Svenska Dagbladet.

Hun skyede ensomheden, han næredes ved den. Hun elskede jazz, han klassisk. Noget som i filmen udarter sig i en morsom elskovsscene, hvor de stripper til Valkyriens Ridt. Men i sine senere memoirer gør Zetterlund grin med Sjömans kærlighed til Wagner.

Sceneskrækken

I lejligheden på Södermalm genforenes Zetterlund også med sin datter, der har boet hos bedsteforældrene i Hagfors. Det kan både film og biografi enes om. Men i filmen proklamerer hun, aldrig at ville sætte sine ben i Hagfors igen. Det kommer til udtryk, da hun beder sin far om at møde hende ved bygrænsen, så hun kan hente sin datter, der har været på besøg hos bedsteforældrene.

I virkeligheden var hun ofte i Hagfors. Men det er her, at Fly og manuskriptforfatter Peter Birros kunstneriske frihedsstrategi står klarest. Der er over scenen ved byskiltet en mur af skuffelse mellem faderen og datteren, og omkostningerne ved hendes kamp for at ryste janteloven af sig er smertefuldt tydelige.

Det står skrevet i kunstens frihedsbrev, at den kan digte frit, men at det skal ske under ansvar, når man fortæller et virkeligt menneskes historie. Udfordringen er, at dén historie ikke udelukkende er faktuel, men også emotionel, og det er i arbejdet med at fortælle og forstærke indre konflikter, at Birro har taget – og har ret til at tage – sig friheder. For store friheder lød det så alligevel i debatten i Sverige ved filmens premiere i september sidste år.

Dokumentarinstruktøren Tom Alandh – der både har lavet en dokumentar og været medforfatter på en biografi om Monica Zetterlund – rasede især over portrættet af faderen. Over hvad det kunne betyde for mandens eftermæle, at han blev karakteriseret som et surt røvhul – »skitstövel« – når han i virkeligheden snarere var et festfyrværkeri. I hvert fald i Alandhs erindring.

Birro har forsvaret sig med, at alle konflikter i filmen bygger på hændelser som Zetterlund selv har genkaldt sig i interview. Og biograf Klas Gustafsson tegner også et mørkere billede af faderen end Alandh og tilskriver ham en del af ansvaret for datterens sceneskræk. Og påpeger at ingen af forældrene roste datteren, af frygt for at hun skulle stikke næsen i sky.

Sammenbruddet

Og så er faderen i øvrigt slet ikke en skitstövel i filmen. Han er forholdsvis endimensionel, ja, men han er først og fremmest – og helt forståeligt – rasende på sin datter over, at hun forsømmer sin egen datter. Og han er bekymret over de chancer, hun tager i karrierens navn.

De er også betragtelige, men Monica Z gør i Edda Magnasons kød og blod en imponerende figur. En kvinde i et samfund i bølgegang, der forstår at forblive oven vande på trods af lillebymentalitetens dødvægt. Faderen fortæller harmdirrende om dengang, hun kravlede langt højere i birketræet end nogle af de andre børn og selvfølgelig faldt ned og slog sig. Det er Ikarosmyten, han frygter hun skal genopføre i voksenlivet. Og på nogle måder gør hun det. Men hun rejser sig igen.

Druk, ensomhed og kærlighedssyge præger hendes liv – og dermed filmens anden tragiske figur, datterens, liv. Og selvfølgelig må protagonisten briste under presset.

Desværre er er der noget formelt og pligtbetonet over Per Fly og Peter Birros sammenbrudsfortælling. Et katalog af klicheer bliver paraderet: Der bliver kastet med noget. Glas smadrer. Hun skærer sig på glasskårene. Hun dejser omkuld på badeværelsesgulvet. Er der virkelig ikke andre måder at visualisere en nedsmeltning på? Erich Kress’ fotografering bidrager heller ikke til en kunstnerisk stillingtagen, men befinder sig på distancen. God til at rekonstruere miljøer, men ikke vanvittig interessant i portrætterne.

Men det overordnede portræt af en kvinde, der kæmper for at blive sig selv og gøre, hvad hun har lyst til – og få det til at spille med samfundets og offentlighedens forventninger – det fungerer som en solid mainstreamfortælling i jazzens toneklang. Og det har noget tidløst over sig.

’Monica Z’ Instruktion: Per Fly. Manuskript: Peter Birro. (Biografer landet over)

Kilder: New York Times, SVT, Svenska Dagbladet, Ekko, klasgustafson.se, pressemeddelelse til filmen, Wikipedia.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Finn Kjærgaard
Finn Kjærgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu