Læsetid: 9 min.

’Vi er sådan nogle samlere der passer på historien’

Oversætterparret Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad har gjort den mellemeuropæiske litteratur fra 1920’erne og 30’erne til en fælles passion
Hjemmet vidner om parrets store passion, nemlig litteraturen og rejserne i sporet på deres yndlingsforfattere. Faktisk foregik deres første stævnemøde foran Jørgen Monrads bogreol, hvor det viste sig, at de begge som de tre vigtigste forfattere nævnte Bruno Schulz, Joseph Roth og Herta Müller.

Carsten Snejbjerg

28. marts 2014

Ordet ‘snotkokon’ findes nu også på dansk. I hvert fald i Judyta Preis og Jørgen Herman Monrads danske oversættelse af polske Wojciech Kuczoks roman Skarn. Det er et af de ord, de har skabt på dansk for at indfange Kuczoks barndomserindringer og beskrivelse af spytklatter og snot over det hele på skolen, hvor man ikke kan tage fat i et gelænder og hvor drengene står lænet over trappegelændre og kun venter på det næste offer for en, ja, snotkokon.

At oversætte er i det hele taget at bringe noget fremmed ind i sproget, små mærkelige væsener fra andre sprog, som ikke er tænkt på dansk. At oversætte kan imidlertid også være en genforening med en tabt verden. I hvert fald, hvis man spørger Judyta Preis, der kom til Danmark som toårig på flugt fra Polen og en mor, der var aktiv i oprørsbevægelsen Solidarnosc.

»Jeg fik næsten skåret mine rødder over, så for mig personligt er det en slags kompensation at få lov at dykke tilbage i den verden. At komme på sporet af forfattere, på sporet af familiens spor. Når ens rødder er blevet skåret over, så bliver den også mytologiseret. Som barneflygtning bliver man også lidt en oversætter fra starten af, idet barnet ofte lærer sproget før forældrene.«

Sammen med Jørgen Herman Monrad har hun sørget for, at vi på dansk efterhånden har fået et rigt udvalg af store mellemeuropæiske forfattere som Joseph Roth, Kafka, Thomas Mann, Tadeusz Borowski, Ingeborg Bachmann, Kuczok, Bruno Schultz. Senest på dansk er udkommet de to bind af Thomas Manns tidlige og sene fortællinger og nyoversættelsen af Stefan Zweigs erindringsroman Verden af i går. Også privat hænger de to sammen. Hvor Judyta Preis kommer med en jødisk polsk baggrund, er Jørgen Monrad ud af gammel dansk præstefamilie, hvor hver anden generation hedder Jørgen Herman Monrad.

Tipoldefar Jørgen Herman Monrad er således fotograferet siddende i smuk gammel grøn empiresofa, og det foto hænger på væggen i stuen i lejligheden i Dannebrogsgade på Vesterbro. Den originale sofa står også i stuen sammen med familiens store samling af salmebøger fra 1600-tallet og samlingen af dansk litteratur.

Hjemmet vidner om det, der både professionelt og privat er deres store passion, nemlig litteraturen og rejserne i sporet på deres yndlingsforfattere. I køkkenet er al den filosofiske litteratur samlet i et bogskab; Jørgen har studeret filosofi og skrevet om Heidegger. Bagerst i lejligheden er deres arbejdsværelse med al den tyske og mellemeuropæiske litteratur.

Faktisk blev de et par omkring litteraturen. Deres første stævnemøde foregik foran Jørgen Monrads bogreol, hvor de viste sig, at de begge som de tre vigtigste forfattere nævnte Bruno Schulz, Joseph Roth og Herta Müller.

Rejserne

For parret hænger deres oversættelse og store passion for den mellemeuropæiske litteratur sammen med at rejse og besøge forfatternes steder.

»For os er det en måde at leve med litteratur på at rejse i fodsporene på de forfattere, vi har oversat. Det giver et indblik i, hvordan det har været, finde stemning af mælkebarer, gamle postkontorer, banegårde, operahuse, gymnasier. Det er ikke en facitliste, men en stemning at komme tilbage i tiden,« fortæller Judyta Preis og fortsætter.

»Tadeusz Borowskis bog Hos os i Auschwitz havde vi ikke kunnet oversætte, uden at besøge Auschwitz. Få fornemmelsen af lejrsystemet og fornemmelse af afstande. Også når det gælder W.G Sebald er det oplagt at rejse i hans spor. Når vi rejser med ham, bliver det også vores egen rejse, for der kommer også altid andre lag frem undervejs.«

Jørgen Monrad henter et kort fra en kirkegård syd for Paris, der viser en oversigt over grave. Her ligger både Paul Celan og Joseph Roth begravet. Kortet er sat i en glasramme sammen med gevækst fra kirkegården. Sådanne detaljer er der mange af hos parret, ikke mindst fotos.

Det var for at være så tæt på litteraturen, at de blev oversættere for godt ti år siden.

»Det er en måde at være tæt på litteraturen. Glade for at andre kan læse vores oversættelser og få et ekko af originalen. Den tid, vi tilbringer med forfatteren, er vores kærlighedsakt,« fortæller Jørgen Monrad.

Og forfatterne forbinder sig på kryds og tværs, mange kendte hinanden og dukker derfor også hele tiden op i nye sammenhænge. For eksempel var Joseph Roth i Paris, da han skulle oversætte Bruno Schulz, og Kafkas rejse over Wien, Trieste og Gardasøen blev senere gentaget af W.G. Sebald. Efterhånden har deres litterære smag og rejserne altså åbenbaret en bestemt kanon og interesse.

– Men hvad er det for en interesse?

»Meget af det er også en jødisk historie, som er gået tabt. Vi har rejst og fundet steder som ikke findes mere. Nogle gange tænker vi også os selv som sådan nogle samlere, der passer på historien. Den her verden, der er gået under, taler til os,« siger Judyta Preis og tilføjer, at hendes egen familiehistorie rækker tilbage i Østeuropa. Mens Jørgen Monrad fortæller, hvordan han allerede i gymnasietiden var tiltrukket af den samme kanon og havde siddet og læst Paul Celan-digte sammen med vennen Thomas Boberg og lavet skitser til oversættelser og små fragmenter.

Selvom oversættelse er deres største passion, kan de på ingen måde leve af det. Derfor arbejder begge fuldtids som gymnasielærere. Fordi Judyta Preis er mere ny og Jørgen Monrad har en del erfaring, er det kun ham, der hen på eftermiddagen kan skifte til oversættelserne, mens hun er nødt til at gemme det til weekenden, som så til gengæld er arbejdstid fra klokken 9 lørdag morgen til klokken 9 søndag aften.

Oversættelsesideal

Når man spørger dem, hvad deres ideal er for at oversætte, er der ingen tøven.

»Klangen er det vigtigste,« siger Jørgen Monrad. Og Judyta Preis supplerer: »Det er for den danske læser, vi oversætter. Men det er mig, der laver korrekturlæsning til sidst. Hvis Jørgen har fået lov at fabulere vildt, så sætter jeg mig lidt prøjsisk med originalen. Jeg er nok lidt mere overjeg. Eller hvad?«

Jørgen Monrad istemmer og tilføjer: »Det er ligesom med brødrene Grimm. August var den ordbogsskrappe, mens Wilhelm var den mere poetiske. Når de arbejdede sammen, blev det rigtig godt, hvorimod når Wilhelm har siddet meget med det, så bliver stilen flot, men væk er det antropologiske, etnografiske.«

Og de to er enige om, at i den ligning er Judyta August, mens Jørgen er Wilhelm.

Med hensyn til klangen som oversættelses-ideal, så er deres største forbillede den tyske digter, Paul Celans Shakespeare-oversættelser.

»Ord for ord er det langtfra korrekt, men der opstår noget helt nyt,« siger Jørgen Monrad. Og Judyta Preis supplerer: »Det paradoks, at det skal lyde naturligt på dansk og ikke skure, men samtidig skal det også bringe noget fremmed ind i det danske. Det er den måde, vi beriger sproget på.«

– Men hvordan ser I så jer selv som oversættere?

»Det er en skabende kunst,« siger Judyta Preis med overbevisning. »Nogle siger håndværk, men det håndværksmæssige er bare noget, der skal være i orden.«

Jørgen Monrad nuancerer: »Jeg håber fra brugersynspunkt, at når man eksempelvis læser Thomas Mann på dansk, så læser man også rent faktisk Thomas Mann. Der må ikke være fejl på den måde, at når man går til venstre hos Thomas Mann, så gør man det også i vores oversættelse. For os er det ligesom at rejse. At oversætte er at være tæt på forfatteren. Det er en alkymistisk aktivitet, og det handler om at nå frem til musikken. Originalen er en slags partitur, og vi er musikere. Man vil også bebrejde en musiker, hvis vedkommende ikke kan læse noder, men det afgørende er om man kan spille og på hvilket niveau.«

– Hvor langt kan man trække sproget i forhold til forståelsen?

»Man skal have fornemmelsen af en naturlighed på dansk, og man skal ikke kunne fornemme skygge af originalen; oversættelsen skal kunne stå alene,« siger Judyta Preis.

»Vi laver ikke gloselister. Hvis vi fornemmer, at der er et flot billede på polsk eller tysk, så vil vi også gerne have det med. Hvis vi møder et særligt klangideal hos Gertrude Stein eller Bruno Schulz’ retoriske sæbebobler, så bliver vi nødt til at genskabe det. Ellers genskaber vi ikke noget,« siger Jørgen Monrad. Og tilføjer, at noget der irriterer ham, er når anmeldere skriver, at de ikke kan vurdere oversættelsen, fordi de ikke kan originalsproget. Det er hele forudsætningen, at en oversætter selvfølgelig behersker det sprog, der oversættes fra, og derfor handler en vurdering af et oversat værk ikke om, hvor mange fejl en oversætter har lavet.

»Det er slet ikke det, kampen handler om. Selvfølgelig har vi oversat korrekt, ellers er det en fejl. Det handler derimod om, at vi har genskabt et kunstværk, skabt et mærkeligt halvvæsen, som samtidig er et selvstændigt værk. Det er noget dæmonisk som halvt har frigjort sig og halvt stadig har en navlestreng til originalen. Et misfoster.«

Vilkår for oversættelser

Det er ingen hemmelighed, at især oversættere af krævende skønlitteratur har vanskelige vilkår. At oversætte Thomas Mann for Gyldendal gav dem penge og et legat til at rejse, men ellers får de ofte intet ud af det store arbejde. Hvis de skulle prøve at leve af at oversætte, ville de være nødt til at sige ja til bøger, som de slet ikke har lyst til.

»I forhold til vores bidrag til det danske sprog så er vi utrolig usselt betalt,« siger Judyta Preis, mens Jørgen Monrad er bekymret for, at de dårlige vilkår vil føre til en afprofessionalisering af erhvervet: »Hvem skal oversætte i fremtiden? Skal det være sådan nogle som os, der oversætter con amore, og skal man opgive at oversættelse betyder noget?,« spørger Judyta Preis, der fremover især gerne vil oversætte flere bøger af Bruno Schulz og drømmer om at oversætte Witold Gombrowicz’ dagbøger, som er et modernistisk mesterværk.

Lige nu sidder de to med oversættelsen af Paul Celan og Ingeborg Bachmanns brevveksling og et polsk stykke til Odense Teater. Og så sidder de også med egne ting, som de beskriver som lidt a la Elias Canettis små notater og som er en masse indtryk fra rejser og hotelværelser og med inspiration fra det stykke som ægteparret F. Scott og Zelda Fitzgerald skrev sammen, Show Mr and Mrs F to number ..., som er små fragmentariske beskrivelser og skrevet under påvirkning af det store børskrak.

Altid i gang med at tale oversættelse?

Hvad laver parret, når de efter dagens arbejde skal holde fri? Allersidst på aftenen går de på YouTube og søger på film noir. Her leder de især efter film med østrigske skuespillere og filmfolk med jødisk baggrund, der kom til Hollywood i forbindelse med nazisternes magtovertagelse. Eksempelvis Hedy Lamarr.

»Hun var kendt som en meget sexet skuespiller. Hun indspillede den første kvindelige orgasme på en tysk film, Ekstase, der blev indspillet i Tjekkoslovakiet i 1933. Hun var østrigsk jøde og blev gift med en mægtig østrigsk fascist og våbenproducent. Göring og Mussolini kom begge i hjemmet. Hun stak af fra ham, og flygtede til Hollywood sammen med en rig jødisk producent Louis B. Mayer. Under krigen gik hun sammen med en avantgardekomponist om at udvikle et system til kommunikation mellem ubåde, der senere skulle vise sig at være en forløber for den trådløse kommunikation i mobiltelefoner. Sådan nogle historier er den rene slap-af,« fortæller Jørgen Monrad. »Det er også lidt Sebald-agtigt, at den virkelige aura er i de virkelige historier. Billy Wilder er også østrigsk, og den humor og pludselige indskud af nogle jiddische udtryk, er typisk,« fortæller Judyta Preis.

– Hvor går turen hen næste gang?

»Til Wien og på sporet af Veza Canetti. Vi skal se, om hun er overset perle eller blot var en hustru til Elias. Vi kan ikke finde biografi om hende, vi ved kun, at hun kun havde én arm, var ti år ældre end manden og en stor Karl Kraus-fan.«

Serie

Seneste artikler

  • Der ligger rigdomme i sproget, det er så smukt

    21. marts 2014
    Det danske sprog har utrolige dybder, som vi helt har glemt. Derfor handler oversættelse også om at vække sproget af dets slummer og finde glemte ord frem og forsøge at pode dem på nutidens sprog. Om få uger er Karsten Sand Iversen færdig med at oversætte verdenslitteraturens nok mest krævende værk til et helt nyt dansk, nemlig James Joyces ‘Ulysses’
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Rasmussen
  • Peter Taitto
  • Jette M. Abildgaard
Vibeke Rasmussen, Peter Taitto og Jette M. Abildgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

Har ikke læst artiklen – endnu – men dét arbejdsmiljø fotoet skildrer? Aj, det ser misundelsesværdigt ud. :)

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror de spiser bøger, som også findes ude i køkkenet. Men hvorfor skal det være nødvendigt at gå så tæt på disse menneskers privatliv og hjem?

Maj-Britt Kent Hansen

Har heller ikke læst artiklen endnu, men jeg synes ikke, at man går tæt på. De vises vel bare i deres arbejdsværelse.

Vibeke Rasmussen

Af de 10 udvalgte ord/udtryk er ikke mindst "Højde. Skræk" helt fantastisk. Og så langt, langt bedre end fx de umotiverede punktummer De Radikale benytter på deres valgplakater, eller måden hvorpå nogle af TV-Avisens. Værter læser. Nyheder. Op. I det ovenstående eksempel giver det rislende-koldt-ned-ad-ryggen god mening.

Men man kan da blive helt trist over, at parret ikke har råd til den oven for afbildede og i teksten beskrevne arbejdssituation ud over i weekender. Og på rejser i ferier. Måske et fokus Kulturministeren kunne inddrage i forbindelse med kampagnen for at at få flere til at læse: At kvaliteten af oversættelser fra fremmede sprog er af mindst lige så stor betydning for læselysten og -glæden som sproget i forfatterskaber, der er skrevet 'direkte' på dansk.