En satirisk lussing til ngo-verden

En ny kenyansk komedieserie giver den internationale ngo-verden en satirisk lussing. Nogle ngo’er har travlt med andet end at yde nødhjælp, lyder en del af kritikken fra seriens to bagmænd, som får støtte fra tidligere og nuværende ngo-ansatte

	’For nogle ngo’er handler det faktisk mest om at få økonomisk støtte: ’Kan jeg få støtte, så jeg kan gøre det her?’ Men hvis man nu får de her penge, hvad går pengene så til? Først går de til at betale løn, og hvad der så er tilbage, går til det egentlige formål,’ siger ’The Samaritans’ instruktør, Salim Keshavjee

’For nogle ngo’er handler det faktisk mest om at få økonomisk støtte: ’Kan jeg få støtte, så jeg kan gøre det her?’ Men hvis man nu får de her penge, hvad går pengene så til? Først går de til at betale løn, og hvad der så er tilbage, går til det egentlige formål,’ siger ’The Samaritans’ instruktør, Salim Keshavjee

Xeinium Productions
6. marts 2014
Delt 6 gange

På et kontor i den kenyanske hovedstad Nairobi arbejder en multinational samling af selvfede og håbløst inkompetente ngo-medarbejdere på en ambitiøs plan om at redde Afrika. Men trods de smarte buzzwords og uforståelige ngo-fraser, som fyger gennem luften i kontorlokalerne i Nairobi, bliver det hurtigt tydeligt, at ngo-medarbejderne ikke udretter noget og er meget langt fra at kunne redde det afrikanske kontinent.

Sådan lyder plottet i Kenyas første mockumentary The Samaritans, som har sat sig for at gøre grin med de mange internationale ngo’er, der holder til i Kenyas hovedstad Nairobi. For ved at sætte et satirisk fokus på ngo’erne, håber de to kenyanske bagmænd at kunne rejse en debat om det arbejde, ngo’erne udfører.

Jeg møder forfatteren til serien, Hussein Kurji, og seriens instruktør, Salim Keshavjee, på en café i et af Nairobis storcentre, hvor mange forskellige nationaliteter hver dag mødes til frokost. På spørgsmålet om, hvorfor Kenyas første mockumentary lige netop skulle handle om en ngo, smiler Kurji og lader blikket vandre fra bord til bord:

»Se dig omkring. Jeg er sikker på, at halvdelen af de her mennesker arbejder for en ngo. Og de kontorer, der ligger lige oven over os tilhører ngo’erne. Det er big business, og i Nairobi bliver vi konfronteret med ngo’erne hver eneste dag,« siger han.

Ngo-humor går rent ind

Der er over 4.000 ngo’er registreret i Nairobi, og de mange kenyanere, der arbejder for ngo’erne, er begyndt at fortælle komiske historier om deres internationale arbejdspladser.

Forfatteren til den nye komedieserie havde selv hørt mange besynderlige historier om de internationale ngo’er, inden han en dag besluttede sig for at skrive historierne ned som løse tanker på et idéark.

For omkring to år siden fik han så mulighed for at fremlægge sin idé for et dommerpanel på en stor afrikansk tv-festival, og da ngo-humoren gik rent ind hos dommerne, vandt Hussein Kurji konkurrencen og kunne gå i gang med optagelserne til sin komedieserie. »Mange af historierne i serien er baseret på virkelige begivenheder. Det er blandt andet historier, vi har hørt fra venner og familie, der har arbejdet for ngo’er,« siger Hussein Kurji.

For eksempel begynder serien med, at landedirektøren for den ngo, der er omdrejningspunkt i serien, er blevet fyret, efter det er kommet frem, at han har skudt et næsehorn. Ideen til historien har Hussein Kurji fået fra den virkelige ngo-verden, hvor den amerikanske dyreværnsorganisation One More Generation sidste år fik stor kritik for at sende vinderen af en velgørenhedsauktion til Namibia for at skyde et næsehorn, som bekendt er en truet dyreart.

»Ngo’erne er et eksempel på, at sandheden kan være endnu mere mærkværdig end fiktion. Det har vi opdaget undervejs,« siger Hussein Kurji.

For at få råd til skuespillere og udstyr lagde Hussein Kurji og Salim Keshavjee ideen til deres komedieserie på crowdfundingplatformen Kickstarter.com, hvor det lykkedes dem at indsamle 10.000 dollar. Pengene er blevet brugt til at indspille de første to afsnit af serien, men allerede før komedieserien har haft premiere, har seriens trailer vakt stor opmærksom i de internationale ngo-miljøer, hvor ngo-ansatte griner af deres fiktive kolleger i Nairobi.

Alle kender en Scott

I serien, der hander om den fiktive ngo, Aid for Aid (nødhjælp for nødhjælp), bliver de satiriske historier fortalt gennem et hold stærkt stereotype ngo-medarbejdere.

Hos Aid for Aid møder man den selvfede amerikanske landedirektør Scott, som på trods af sine begrænsede internationale erfaringer taler frelst om at redde kontinentet Afrika. Der er den konstant opstemte økonomidirektør, inderen Malik, der ikke har den fjerneste forståelse for tal. Og så er der den kenyanske vicedirektør Martha, der skiller sig ud fra sine kolleger ved faktisk at vide noget om nødhjælp.

Og selv om karaktererne i serien er stærkt karikerede får de to kenyanske filmfolk opbakning fra seere, der genkender noget i de komiske ngo-arbejdere:

»I serien kommer Scott for eksempel til, lige efter han er færdig med sin uddannelse, og overtager chefstillingen fra en lokal person, som egentlig er bedre egnet til jobbet. For mange ngo-arbejdere er det her desværre det første scenarie, de genkender i serien,« siger Hussein Kurji.

Kenyanske Patrick Kibuku, der arbejder som programkoordinator for Folkekirkens Nødhjælp i Nairobi, er en af de ngo-arbejdere, der kan nikke genkendende til fortællingen om Scott. I sin tid i ngo-branchen har han selv oplevet udenlandske ngo-medarbejdere, der bliver sendt til Kenya for at lede projekter, i nogle tilfælde med negative konsekvenser til følge:

»Nogle udenlandske chefer er blevet valgt, fordi de har samme indstilling og mentalitet som cheferne fra ngo’ens hovedkontor. Men ofte har de ikke en forståelse for den kultur, de kommer ned til. Jeg har haft oplevelser, hvor en udenlandsk leder traf dårlige beslutninger, fordi personen ikke havde den nødvendige kulturelle forståelse. Den slags fejltagelser er dyre, for et år senere kan projektet allerede være nedlagt, og så er det endt som en fiasko,« siger Patrick Kibuku.

Ngo-ansatte kommer med ideer

Ngo-ansatte verden over nøjes ikke med at reagere på og kommentere indholdet af den nye kenyanske komedieserie. Mange er også begyndt at indsende konkrete forslag til emner, som de mener, at de to filmfolk bør tage op:

»Nogle af de historier, vi får, kommer fra folk, der har arbejdet for ngo’er i 20 år. Nogle af dem har forladt ngo-verdenen, fordi de ikke længere ved, hvorfor de arbejder der,« siger seriens instruktør Salim Keshavjee.

Et af de emneforslag, der er gået igen i de mange e-mails, handler om de mange forkortelser, akronymer, som ngo-medarbejderne bruger, når de taler med hinanden, og på et tidspunkt besluttede Hussein Kurji og Salim Keshavjee sig for at lade et helt afsnit udelukkende handle om ngo’ernes bogstavkombinationer:

»Mens vi havde vores Kickstarter-kampagne, var der folk, der skrev til os og sagde: »Husk nu at have et afsnit om forkortelser, for det er kæmpestort. Hvis du ikke har den rigtige forkortelse, får du ingen bevillinger, for ingen gider læse dit forslag,« siger Kurji.

I afsnittet om forkortelser skal de ansatte hos Aid for Aid udarbejde et forslag til et konkret nødhjælpsprojekt, men i stedet for at starte med at finde ud af, hvad projektet skal omhandle, og hvem projektet skal forsøge at hjælpe, kræver landedirektøren Scott, at alle koncentrerer sig om at finde på en forkortelse til projektets navn. »I ni ud af ti tilfælde er det ansøgninger om midler til projekter med forkortelser på fire bogstaver, der bliver imødekommet,« forsikrer Scott sine forvirrede medarbejdere, før han selv kommer med et par velklingende bud: »Jeg tænker SURF, BOOM, DOOM, BEEF…«

Ifølge Salim Keshavjee er ovenstående eksempel udtryk for, at udgangspunktet ofte er forkert hos en del af de internationale ngo’er:

»For nogle ngo’er handler det faktisk mest om at få økonomisk støtte: ’Kan jeg få støtte, så jeg kan gøre det her?’ Men hvis man nu får de her penge, hvad går pengene så til? Først går de til at betale løn, og hvad der så er tilbage, går til det egentlige formål,« siger Salim Keshavjee.

De gode og de dårlige

Mens jeg taler med Hussein Kurji og Salim Keshavjee lægger de dog begge stor vægt på, at ikke alle ngo’ere ikke opfører sig som de karikerede karakterer hos Aid for Aid. De to filmfolk ser deres komedieserie som en beskrivelse af en dårlig ngo, og de understreger, at deres satiriske lussing ikke sigter mod de mange velfungerende ngo’er, der også findes i Afrika: »Vi taler ikke om alle ngo’er. Når vi beskriver Aid for Aid, så siger vi ikke, at alle ngo’er i Kenya eller i Afrika er sådan her. Det vil være helt unfair. Der er de gode ngo’er, og så er der de dårlige. De fleste af de personer, som forsyner os med historier, har forladt de dårlige ngo’er, og det er der, de har historierne fra,« siger Hussein Kurji.

Patrick Kibuku fra Folkekirkens Nødhjælp, har selv set mange eksempler på ngo’er, hvor medarbejderne tænker mere på sig selv end på de nødhjælpsprojekter, de er ansat til at varetage. Og selv om Kibuku mener, at de fleste ngo’er i Nairobi rent faktisk udfører et godt og vigtigt arbejde, oplever han, at de negative eksempler har skabt fordomme hos folk:

»Når folk hører, at jeg arbejder for en ngo, så tror de automatisk, at jeg tjener styrtende med penge. De forestiller sig, at ngo-medarbejdere bor på dyre hoteller, spiser store frokoster hver dag og bruger en stor del af arbejdstiden på at sove og meget lidt tid på selve projekterne,« siger Patrick Kibuku.

Med skildringen af den dårlige ngo håber Hussein Kurji og Salim Keshavjee, at de kan være med til at ændre den måde, nogle af de ngo-ansatte arbejder på, og noget tyder på, at den kenyanske mission kan ende med at lykkes. For i den seneste tid har de to kenyanske satirikere modtaget henvendelser fra professorer i udviklingsstudier på anerkendte vestlige universiteter som Oxford, Princeton og Harvard, der alle spørger, om de må bruge den kenyanske komedieserie i undervisningen af deres studerende: »Mange studerende har glamourøse forestillinger om det at tage til Afrika og redde Afrika, og professorerne mener, at det her kan hjælpe de studerende til at fokusere. De er nødt til at have en mere realistisk forestilling om, hvordan det er,« siger Salim Keshavjee.

De første to afsnit af serien kan ses på www.aidforaid.org for 5 dollar

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Torben  Knudsen

(Først går de til at betale løn, og hvad der så er tilbage, går til det egentlige formål,« siger Salim Keshavjee.)
Nå siger han det ?så hils og sig at:
Mage til dumhed skal man lede længe efter?
Men det negative i vores verden har positiv særbehandling:
Er det den sygeplejerske, der for en beskeden løn tager ud i distrikterne og underviser i børnesygdomme og sundhed?
Gad vide om Jeppe ved, hvad NGO står for når, han nu ikke synes at skulle oversætte en af de mange forkortelser.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Oreskov

” Der er de gode ngo’er, og så er der de dårlige.” Når nogen vil dele verden op i gode og onde og glemmer alle mellemregningerne så er der grund til at være på vagt! Håber denne farce vil blive modtaget, som netop en farce, ellers har vi her benzin til højrefløjens bål og korstog imod humanismen og økonomisk støtte til de der har støtte behov. Verden bliver ikke bedre – udbytningen har nået enorme højder og ulighed øges overalt dag for dag. Måske kan man bruge nogle af midlerne til Kenyg på børnene der lever på østens lossepladser eller ligende!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens  Cini

Tørk Haxthausen lavede tilbage i 1982 tv-serien "Udvikling" som kom med en kritik og "Mercedes Benz syndromet" af Grethelise Holm berører perifært lidt de samme. Folkene fra NGO industrien lever
i de samme huse med samme privilegier som embedsmændene under kolonitiden. En anden mere dystert portræt er Michael Marens bog; "The Road to Hell" hvor det faktisk skilders hvordan NGO organisationer gennem nødhjælp forrykkende magtbalancen mellem de over 20 forskellige klaner i Somalia og dermed satte borgerkrigen igang -og holdt den igang fordi nu handler det om, at have en god magtposition som klan til når freden kommer med alt dens nødhjælp. De humantære organisationer er vore tids katolske kirke og NGOer munkeordenerne og menneskerettighederne er katekismus. Jeg er kritisk og kætter -måske besat satan.

anbefalede denne kommentar