Skriften findes i verden

Tre betænkeligheder ved at gøre etik til et generationsspørgsmål

	Enhver, der skriver, må finde en måde forholde sig til dette: At skriften findes i verden. Deraf betænkeligheden ved at gøre det etiske til et generationsspørgsmål. Det kan gøres på vidt forskellige måder til forskellige tider og i samme samtid. Det handler ikke per automatik om at være korrekt, alvorlig eller opbyggelig, skriver Amalie Smith

Enhver, der skriver, må finde en måde forholde sig til dette: At skriften findes i verden. Deraf betænkeligheden ved at gøre det etiske til et generationsspørgsmål. Det kan gøres på vidt forskellige måder til forskellige tider og i samme samtid. Det handler ikke per automatik om at være korrekt, alvorlig eller opbyggelig, skriver Amalie Smith

Søren Bidstrup
5. marts 2014

Når vi kalder jer ’Generation etik’, hvad tænker du så ...?

Tak fordi I spørger. Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg læser bøgerne af de i artiklen nævnte forfattere (Olga Ravn, Morten Chemnitz, Julie Sten-Knudsen, Bjørn Rasmussen, Josefine Klougart, Jonas Rolsted, Asta Olivia Nordenhof og Rasmus Halling Nielsen) med en følelse af litterært slægtskab. Vores bøger er skrevet i samme tid, i flere tilfælde i en proces af gensidige læsninger. Jeg synes, det er gode og vigtige bøger, de skriver, og jeg er glad for, at mine bøger bliver læst sammen med deres.

LÆS: Generation etik

Men der er tre ting, der gør mig betænkelig ved betegnelsen ’Generation etik’. Det ene er ordet generation, det andet ordet etik og det tredje at se dem forbundet.

Generation er et aldersbestemt begreb, der klassificerer litteratur efter klumper af fødselsårgange. Implicit ligger, at forfattere formes og debuterer mens de er i 20’erne, og at de – hvis tidsånden, kritikerne eller de selv vil – falder ind i en lokal/national generation, som de derefter tilhører, så længe de eller generationen huskes. Det dynamiske i generationsmodellen består i, at den nye generation bryder med den forrige, men faren ved den er, at man mister blik for den udvikling, der ligger i det enkelte forfatterskab og i udveksling mellem forfatterskaber underordnet perioder, alder og nationaliteter.

LÆS: Litteraturen er blevet politisk, fordi politikken ikke er det

Det lyder måske kedeligt, men jeg tror ikke, der er tale om et brud med tidligere generationer. Hvis man nærlæser de nævnte forfatteres bøger, er jeg ret sikker på, man finder spor af indflydelse fra forfattere som debuterede før os, for eksempel de undervisere, som mange af os har haft på Forfatterskolen. Det gælder i hvert fald mine egne bøger. Frem for at være en generationsmaskine er Forfatterskolen et sted, hvor forskellige aldersgrupper forandrer hinandens skriftformer og poetikker.

Ironi versus ærlighed

Forfattere i 10’erne reagerer på vilkår, som har ændret sig voldsomt siden 00’erne, herunder vilkårene for litteraturen (effekterne af et liberaliseret bogmarked, nye udgivelsesmodeller), for forståelsen af subjektet (øget selvmediering) og for verden (social, økonomisk og økologisk ustabilitet). Hvilket de, der debuterede i 00’erne for øvrigt også gør, det er derfor, deres forfatterskaber bliver ved med at udvikle sig – noget, et stærkt generationsfokus overser.

Den anden betænkelighed opstod ved ordet etik. Som jeg læser artiklen og den efterfølgende debat, dannes et modsætningspar mellem ironi og fiktion versus en mere ærlig og etisk skrift. De modsætninger er ikke brugbare i mine øjne. Ironi har ofte et stærkt mellemværende med kritik og dermed også med etik. Omvendt har engagement og ærlighed ofte et mellemværende med fiktionen.

Jeg spekulerer på, om længslen efter det etiske forbindes med det ikkefiktive, fordi den også er en længsel efter det, der er sammenfaldende med sig selv, altså det identiske. I så fald er jeg skeptisk.

Det er for mig at se et vilkår, at vi (blandt andet) er formet af sproget og dermed også af de sociale fiktioner, vi fortæller og får fortalt af hinanden. Jeg tror ikke, at jeget kan affiktionaliseres ind til en enkel og ærlig kerne. Af samme grund tror jeg heller ikke, at fiktioner i sig selv er fremmedgørende. De er ikke noget, der er uden for verden. De kommer af verden, de agerer i verden, de påvirker og påvirkes af verden.

At jeget baseres på fiktioner, fratager det ikke ansvar. Alle fiktioner er ikke lige gode eller lige ansvarsfulde, hverken dem, vi fortæller om os selv, eller dem, der findes i bøger. Ordet etik i generationsbetegnelsen kan jeg bedst forstå som at tage ansvar for sproget og skriften som værende en del verden. Det synes jeg, de nævnte forfattere gør. Men det gælder i mine øjne al læseværdig litteratur til alle tider, at den ved, at den ikke står uden for verden.

Litteraturen er netop et sted, hvor sproget med alt, hvad det medfører af fordoblinger og forskydninger kan undersøges som værende en del af verden. Dette sker for mig at se gennem arbejdet med form; ved at forholde mig (kritisk) til socialt overleverede former som f.eks. bogen, brevet, kortprosateksten, på samme måde som jeg forholder mig (kritisk) til et socialt overleveret sprog.

Må forholde sig til skriften

Det er imellem form og det formløse, at ny form opstår, men man kan ikke tænke eller skrive nyt uden at anvende overleverede former. Derfor er det væsentligt, at litteraturen som særskilt område findes. Ikke som en rigid og uforanderlig definition, bundet til særskilte platforme eller sammenhænge, men som et åbent laboratorium, hvor man gennem arbejdet med litterær form i bredeste forstand tænker sprog og verden sammen.

Enhver, der skriver, må finde en måde forholde sig til dette: At skriften findes i verden. Deraf betænkeligheden ved at gøre det etiske til et generationsspørgsmål. Det kan gøres på vidt forskellige måder til forskellige tider og i samme samtid. Det handler ikke per automatik om at være korrekt, alvorlig eller opbyggelig. Det glatte, det lakoniske, det uredigerede, det konceptuelle, det legende, det analytiske og det distræte kan være lige legitime strategier, for bare at nævne nogle.

Man kan tage ansvar gennem ironi, selvironi og fiktion og gøre det modsatte med selvsamme midler. Ansvaret ligger for mig at se i en sensibilitet over for den tekstlige form, fordi det er den, der gør skrift til et socialt og erkendelsesmæssigt medium. I at være villig til at læse, hvad man har skrevet og på den baggrund tage de bedst mulige valg i skriften. Hele tiden i et forsøg på at forstå, at den er virkelig, og at den findes i verden.

Enhver, der skriver, må til stadighed udvikle sin måde at forvalte det ansvar på. I samtale med en samtid med mange aldre i sig. En given tid bliver ikke rigere af én type ansvarlighed, men af en mangfoldighed af strategier.

Amalie Smith (f. 1985) debuterede på Gyldendal i august 2010 med hybridromanen ’De næste 5.000 dage’

Seneste artikler

  • Generation dum?

    27. september 2008
    I en avis som Information, der burde bringe vedkommende baggrundsartikler og nyheder, er artiklen om "Generation Dum" 12. september alt andet end ny eller banebrydende
  • Generation Dum?

    13. september 2008
    hajr ungdom. laver i? ligr & prøvr på a vågne?
  • Generation Dum

    12. september 2008
    SMS, MySpace, Facebook, iPod – den digitale overflod stjæler de unges tid, så der ikke bliver plads til fordybelse. Den digitale æras unge er dumme

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Journal

 De er alvorlige, gør op med ironien og det, at litteraturen bare skulle være sprogspil. De er politiske og tror ikke på, at man som forfatter kan være fri af verden, så derfor er de i deres litteratur også etisk forpligtet på den. Der finder lige nu et generationsskifte sted i dansk litteratur

Der sker noget særligt i dansk litteratur i disse år

De er alvorlige, gør op med ironien og det, at litteraturen bare skulle være sprogspil. De er politiske og tror ikke på, at man som forfatter kan være fri af verden, så derfor er de i deres litteratur også etisk forpligtet på den. Der finder lige nu et generationsskifte sted i dansk litteratur

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Der er i medierne en tidsånd af ungdomsdyrkelse som aldrig før. Denne artikelserie er ingen undtagelse. Det interessante er ikke etikken, politikken, kunsten i sig selv eller uden for sig selv, nej, det interessante er de unge.
"Der finder lige nu et generationsskifte sted i dansk litteratur", får vi at vide. Som et hamskifte? Hvad er for resten en generation? Er det en livstid, en kønsmodningstid, en årgang? Hvert år sin generation - men det er vist ikke det, der menes. Jeg vil tro, at man forveksler denne generationsoptagethed med bevægelser i tidens ånd. Og de kan komme mange forskellige steder fra, og fra alle aldre. Tidsånden kan være svær at undgå, der skal stærke karakterer til, og hvem i det litterære landskab har kunnet sige sig fri af 00-ernes løssluppenhed både hvad pengepung og moral angår? Frihed til at dyrke sig selv og sit eget er så småt ved at vige for mere alvor og ansvar. Nu må der strammes op hist og her. Flyvske fiktioner må lægges lidt til side for mere realisme. Har vi taget for let på tingene? Er vi løbet fra fællesskab og ansvar, fra kloden og klimaet? Er vi ved vores fulde fem? Det er måske der, etikken melder sig, skimtes i det fjerne, som et gry, der langsomt dages og kravler ind i bevidsthed og kunst.
Men det er jo ikke forbeholdt en bestemt generation at lade sig berøre af denne nye ånd, der trænger sig på. Og mon ikke alle aldre findes i enhver.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

For nu at citere Inger Christensen:

abrikostræerne findes, abrikostræerne findes

bregnerne findes; og brombær, brombær
og brom findes; og brinten, brinten

cikaderne findes; cikorie, chrom
og citrontræer findes; cikaderne findes;
cikaderne, ceder, cypres, cerebellum

Fra digtsamlingen Alfabet
Inger Christensen, 1981

Og skriften findes....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Skriften findes i verden, ja, blandt andet som skriften på væggen:
Fra encyklopædien:
"mene, tekel, ufarsin mene, (aramæisk, i bibeloversættelsen fra 1992 mené, mené, teqél, ufarsín), den mystiske skrift på væggen hos babylonierkongen Belshassar, som profeten Daniel tyder som et domsudsagn om kongen og hans rige: "Du er vejet på vægten og fundet for let!" (Daniels Bog, 5,25-28). Ordene er dobbelttydige, idet de betegner tre vægtenheder og samtidig spiller på verberne at tælle, at veje og at dele."

Skriften på væggen er i dag en slags varsel, en forudanelse, et tegn givet om kommende katastrofer eller skæbnesvangre hændelser. I Odysseus tog man varsler af fugle og vejr om krigens udkomme, og Helene trevlede brudetøjet op om natten mens bejlerne ventede. Homer tog skriften alvorligt, den var fuld af historie, politik, ansvar og kunst. Skriften på væggen findes.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben  Knudsen

Man kan betragte det, der kastes ud som et røgslør, meget charmerende ind imellem, der dækker over, at man ikke kender sig selv og ikke kan fastlægge, hvilke værdier man står for og hvilke retninger man vil bevæge sig i. Så klamrer man sig til omgivelserne, beskriver dem op og ned ad stolper med mange flotte ord, der belyser tomheden i egen tilværelse.
Personer, der kender sig selv, har valgt en livsform, har ører og øjne åbne og gerne med det mere og mere fraværende begreb humor, kan via en anden form for positivt røgslør hjælpe de usikre, men der må være en retning i skriveriet, der hjælper andre fremad, indad og udad.

anbefalede denne kommentar