Små og store problemer

Der er dem, der bliver arbejdsløse. Der er dem, der har været arbejdsløse i mange år og dem, der har været arbejdsløse hele deres voksne liv. De får arbejdsløshedsunderstøttelse eller kontanthjælp, så de ikke dør af sult. Det er ikke sikkert de har råd til at betale husleje mere, men de dør ikke af sult. Så er der dem, der bliver skilt fordi den ene ikke har råd til at forsørge den anden, når den anden bliver arbejdsløs. Det er noget rod. Der er dem, der er syge lidt for længe, så de får ikke sygedagpenge mere, de får lidt kontanthjælp og ellers må de klare sig, som de nu kan.

Det er alle sammen typer, vi godt kender. De forenede medlemmer af den store offerkult ifølge hvis statutter det er synd for alle mennesker og alt ondt er samfundets skyld. Velfærdsdanskeren med andre ord, fuldkommen pylret ned til et klynkende individ uden hverken krigerånd, stolthed eller naturlig værdighed. Men så er der jo også dem med de virkelige problemer. Problemer hvor det virkelig gør ondt, hvor ære og selvfølelse står på spil, karriere også for den sags skyld, anseelse og prestige. Ting der ikke betyder noget for velfærdsskravlet, men som for mennesker af format betyder alt. Lad os tage en selvstændig erhvervsdrivende, f.eks. en debuterende romanforfatter hvis værk falder i kløerne på ondsindede anmeldere, der omtrent enstemmigt kalder digterværket for noget forkrampet, gammelmodigt og fuldkommen talentløst lort, så må enhver kunne se, at forfatteren har et problem af en tyngde og alvor, som samfundet må kunne indse, at der skal gøres noget ved.

Passende straf

Ligesom en forsker kan blive dømt for videnskabelig uredelighed, må det være muligt at indbringe boganmeldere for en ankeinstans, hvor de kan idømmes fornøden irettesættelse og en passende straf. Mange af anmelderne har jo på grund af straffriheden udviklet sig til rene vaneforbrydere, f.eks. den uhyggelige Lars Bukdahl med de lange lemmer og litteratvanviddet lysende ud af øjnene. Han er fast hovedrolleindehaver i forfatteres natlige mareridt, hvor de lange arme høvler sig skånselsløst nedrakkende igennem bundsolide og sobre danske forfatteres seriøse romanetter om livet ved Limfjordens bred eller københavnske forstæder og dermed lægger litteraturens vækstlag brak for andre end de hujende digterspirer på maks 20, der beundrende sværmer om ham i håb om en topanmeldelse i Weekendavisen (gudfader!), med pil op ad legatstigen, og en friplads på Forfatterskolens eksperimentarium for for tidlig sædafgang. I ethvert velordnet samfund burde det naturligvis være muligt at sætte en stopper for både ham og den øvrige sværm af bedrevidende løsarbejdere fra universiteterne, der tjener lidt håndører ved at overbesvine forfattere som Stig Dalager, Jens Chr. Grøndahl, Bent Vinn Nielsen (hvis de da tør!) og Henrik Dahl. Uden tanke på, naturligvis, at der er tale om sunde danske selvstændigt erhvervsdrivende, der har krav på at få deres produkter omtalt på en sober og saglig måde, der ikke lægger sig hindrende i vejen for markedsføring og salg. Så en ankeinstans, en æresret eller en forfatterdomstol, det er alletiders idé. Lad os få den realiseret så hurtigt som muligt, dvs. lad os få de anklagede ført ind iført mønjerød sparkedragt og håndjern, lad os få tv-transmissioner og TV-Avisens Claus Buhr til at fortælle om de sigtede ser angrende ud eller bare sidder og ser psykopatisk uempatisk frem for sig, måske ligefrem med et koldt og hånligt smil om munden, mens dommeren oplæser kataloget over de gruopvækkende krænkelser af menneskerettighederne, de står anklaget for. Selve domsafsigelsen bør naturligvis transmitteres in extenso, Bukdahl må, med L. Cohens ord, stå til tredive års kedsomhed med BT’s sportssider og daglig pligtoplæsning af Statstidendes fortegnelse over tvangsauktioner i Region Sjælland. Efter domsafsigelsen kan man bringe et eksklusivt interview med Henrik Dahl, der vil få lejlighed til at forklare at han ikke bærer personligt nag til nogle af de dømte kritikere, at han personligt ikke har noget ønske om at se andre mennesker bag tremmer, men på den anden side må indrømme, at han har en god, mættende følelse af, at retfærdigheden nu er sket fyldest. Derefter har han ikke tid til at snakke med pressen mere, han skal hjem for at fortsætte arbejdet med sin anden roman, en selvbiografisk skildring med titlen Nu er jeg tilfreds, som skal udkomme senere på året.

Dovne svin

I aftenens Deadline sidder Henrik Dahl ikke desto mindre og skriver i et hjørne af studiet. Det skal man nu ikke undre sig over, Deadlinestudiet er hans hjem, det er her han bor. Og han lader sig ikke forstyrre af, at Martin Krasnik sidder og spørger Mette Frederiksen, om hun ikke i virkeligheden mener at de arbejdsløse er nogle dovne svin. Det er nu 1 gang sådan, svarer Mette Frederiksen, at alle mennesker gerne vil være en del af det fællesskab, det giver at have noget at stå op til hver morgen. Så du mener altså ikke, at de er nogle dovne svin? spørger Martin Krasnik. Det er nu 1 gang sådan, siger Mette Frederiksen, at alle mennesker gerne vil være en del af det fællesskab det giver at have noget at stå op til hver morgen. Det har du sagt 2 gange nu, siger Martin Krasnik. Henne ved skrivebordet strækker romanforfatter Dahl ryg og gaber inderligt. De arbejdsløse skulle bare vide, hvor hårdt det er at skrive en bog.