Sproget opfører sig håbefuldt, når der intet håb er

Theis Ørntoft ville fem år efter digtsamlingen ’Yeahsuiten’ finde ud af, om det er muligt for sproget at befinde sig i en håbløs tilstand under vækstideologien. Men så begyndte sproget i ’Digte 2014’ at mutere og blive til utopiske alternativer og til humor

	Theis Ørntoft vil ikke snakke om etik, sådan som mange i hans generation af forfattere gør netop nu under heftig debat. Og han vægrer sig mod den meget politiske læsning af en bog som hans digtsamling

Theis Ørntoft vil ikke snakke om etik, sådan som mange i hans generation af forfattere gør netop nu under heftig debat. Og han vægrer sig mod den meget politiske læsning af en bog som hans digtsamling

Tor Birk Trads
7. marts 2014

I Lars von Triers Melancholia er undergangen nær. Ingen har rigtigt villet tro det: at den store melankolske planet på himlen faktisk har kurs imod Jorden. Men nu forstår man det. Så godt som man kan – også til det bryllup, hvor bruden bryder sammen, og hvor søsteren til bruden nu er skredet i en golfbil og kører forvildet rundt i en skov.

»Hun kan ikke flygte mentalt fra undergangen, så hun tyer til den fysiske flugt, som jo så også viser sig at være absurd. Bilen løber død for strøm, og så sidder hun der,« siger digter Theis Ørntoft. Vi sidder i hans vens lejlighed ved Nørrebroparken i København. Han dapper cigaretten i askebægeret. Han drikker øl af et glas.

»Hun forsøger at flygte fra det faktum, at hun ikke kan danne mening, fordi ophøret er så tæt på. Og for mig har det været et udgangspunkt i min bog – at spørge, hvor tæt man skal på et ophør, et samfundsmæssigt ophør eller et individuelt ophør, før man stopper med at kunne skabe mening inden for det givne samfund eller individ.«

Vennen – og Ørntofts kollega i bandet Plants – hører hiphop-plader i rummet ved siden af. Det er ham, der har lavet coveret til Ørntofts anden og længe ventede digtsamling, Digte 2014. Debuten Yeahsuiten var prydet af et moderigtigt skud af hippe unge i skinny jeans i Frederiksberg Have i København. På flappen lå digteren med vandmelon, smøg og skriveblok og så lækker ud. Digtene gjorde den nyudklækkede forfatterskoleelev til dansk samtidspoesis forfriskende rockstjerne med et hverdagsligt ungdomsjeg, der havde energisk sproglig attitude (YEAH!) og boppede rundt i det urbane rum, og som skød fart med et legende, på én gang let og komplekst sprog, som også hele tiden genforhandlede, hvad sådan et jeg kunne være. Det var ikke for sjov, men det så sjovt ud.

Digte 2014, som kommer her fem år senere, er en anderledes dyster sag, lille med tykt pap og sort med en hvid cirkel og forstørrede celler, som anes i baggrunden.

Den litterære undersøgelse starter et andet sted. Det er tydeligt.

»Jeg tror ikke, at det er det samme jeg, der skriver nu, som dengang,« siger Ørntoft. »Jeg betragter de jeger, jeg skriver frem, som skriftlige områder, som det tager enormt lang tid at etablere. Jeg brugte Yeahsuiten på at lære den særlige stemmes verden at kende, men med det sidste digt, så var det, som om denne stemmes taletid ophørte.«

Selv om stemmen ikke kunne aftvinges mere stof, har det taget ham lang tid at finde et nyt sted at skrive fra.

»Alle de erfaringer, jeg gjorde mig i tiden efter Yeahsuiten, blev på en måde transformeret ind i den samme tonalitet og måde at betragte på. Der var en stemme, som blev ved med at bevæge sig rundt i et område, hvor der så at sige var høstet. Og det tog enormt lang tid at lukke sådan en sproglig verden ned og finde en ny stemme,« siger Ørntoft.

Nu får han det næsten fysisk dårligt af at læse op fra den gamle stemme. Nu er han et nyt sted.

Håb og fremtid

Den nye stemme startede med et citat af den danske digter Ivan Malinowski: »Leve som var der en fremtid og et håb.« De ord blev hængende i Theis Ørntofts hoved, da han begyndte at skrive Digte 2014. Sådan ville eller kunne han ikke leve. For ham eksisterede der ingen håbefuld politisk fremtid.

»Jeg ville finde ud af, om det er muligt for mennesket – eller måske nærmere for sproget – at befinde sig i en håbløs tilstand. Og det, jeg indså med den nye bog, er, at det i hvert fald for mig er umuligt at skrive fra det håbløse sted. Det begynder at søge andre steder hen, siger Ørntoft. Lidt ligesom søsteren i golfbilen i Melancholia: Man kan ikke flygte, men man gør det. I sproget. Og sproget begyndte under den litterære undersøgelse at mutere. Så kom humoren ind og insisterede: »Det er en grundlæggende erfaring for mig, at hvad end jeg forestiller mig, at jeg skal til at skrive om, så ender skriften med at hvirvle op og flygte ud i nogle retninger, som man ikke på forhånd vidste, at den ville gøre. Bogen bliver et aftryk af en erkendelsesproces.«

Noget af årsagen til den håbløshed, som Digte 2014 tager udgangspunkt i, er for Ørntoft en partipolitik, der har udspillet sig selv, og en grundlæggende vækstideologi, som er svær at slippe ud af.

I et digt lyder en stemme, der indoptager det kollektives attitude, sådan her:

Og tro mig når jeg siger
jeg skal ryges ud af vækstideologien
ja jeg skal ryges ud af vækstideologien
jeg skal se partierne rotere som kræftceller
om min seksårs fødselsdag, før jeg handler
jeg skal se dem sprede min aske
ud over alle biologiske modersmål før jeg handler
jeg skal se dem trække et fiskenet fuldt af havfruer
op af min morgenurin

»Grunden til, at vækstideologien er så svær at komme ud af, er, at kapitalismen jo er så internaliseret i vores bevidsthed. Hvordan etablerer man et blik, som står uden for de mekanismer? Og er man nødt til det for at kunne formulere et alternativt?« spørger Ørntoft.

– Forsøger du at formulere et alternativ i digtene?

»Ja. Men det er også det, der er forvirrende. Teksten begynder at slå ud i byer, der ligger på frekvenser og andre ikkefysiske fænomener. Og det er vel udtryk for, at jeg ikke er i stand til at formulere mit realistiske bud. Det, jeg længes efter, er, at en politiker rejser sig op og bryder med den politiske diskurs og det politiske rum. Det ville føles, som om der var noget i verden, der pludseligt begyndte at trække vejret igen. Men problemet er, at det er så svært at forestille sig, hvem der skulle gøre det. Og så er vi tilbage ved håbløsheden igen …«

Hvad er etik?

Theis Ørntoft vil ikke snakke om etik, sådan som mange i hans generation af forfattere gør netop nu under heftig debat. Han ved ikke, hvad etik er, griner han ængsteligt afvisende. Og han vægrer sig mod den meget politiske læsning af en bog som hans digtsamling. Den både indeholder en slags hverdagsjeg, som onanerer til realitystjerne Kim Kardashians store røv, og den indeholder vilde, muterende sprængninger af sproget: »Dj kæmpefar / dj flydende noiagratin / spil hellere vof vof på din hundeguitar«, og den indeholder håbløshedens udsigelser såsom: »Hver gang jeg ikke distraherer mig med selv med ligegyldige gøremål / tænker jeg på apokalypsen.«

Digtenes arbejde med håbløsheden er ikke en intellektuel leg, siger han, men han vil heller ikke have den reduceret til en bog om samfundenes endeligt.

»Der skal ikke særligt mange politiske markører til i en bog, før hele læserbevidstheden bliver sporet ind på den politiske tale i bogen, selvom der sagtens kan forekomme tusindvis af andre undersøgelser på andre planer, intime, ontologiske osv.«

Det lukker tit kompleksiteten i en bog ned i offentligheden, mener han.

»Det kan godt være, at der står ’apokalypse’ og ’samfund er døde’ i digtene, men der forekommer også en masse billeddannelser, som interesserer mig rigtigt meget mere. En bog er en strøm, men man vil tilsyneladende meget gerne finde det øverste niveau. Og det er meget ofte, at det øverste niveau, man leder efter, er et tematisk. Det forstår jeg slet ikke.«

Sprogets indbyggede retning mod håbet har for ham ikke kurs mod det politiske, men forbliver på undersøgelsens niveau.

»Jeg oplever mig selv som et meget ambivalent system, som også partipolitisk har svært ved at finde ud af, hvad jeg identificerer mig med,« siger han.

»Hvis jeg ser en partipolitiker tale, så identificerer jeg mig mere med vedkommendes måde at gestikulere på med hænderne end med hvad vedkommende mener. Og faktisk tror jeg også, at jeg er ret ligeglad med, hvad et menneske mener. Jeg er mere interesseret i, hvad der gennemstrømmer et menneske, hvad der får det til at mene, hvad det mener.«

Altid jeg

Jeg spørger ind til titlen, som Ørntoft bøvlede længe med at finde frem til: Han havde overvejet »arktisk kommando«, som var et ord, han havde hentet fra dronningens nytårstale, og hvis betydning han prøver at ændre i bogens sidste del. Men han endte på en titel, der både peger på det stedsspecifikke og på, at digte har eksisteret for evigt, og at dette er en lille klat i tid og rum. Og så indeholder samlingens blanding af noget højstemt og afmonterende.

»Man kan både opfatte titlen som hyperprætentiøs, med dens referencer til Johannes V. Jensen, men den er også meget lidt prætentiøs: ’Digte i 2014’. Jeg tager livet meget alvorligt. Men samtidigt kan jeg ikke rigtigt tage det alvorligt.«

Theis Ørntoft ryger flere cigaretter, han rejser sig op og sætter sig ned på stolen igen, han folder hænderne og kigger ned i gulvet og sidder sådan længe, før han svarer på ting eller gør en sætning færdig. Det, at man siger noget, gør det ikke rigtigt. Det er en svær bog at tale om. På et tidspunkt udbryder han.

»Det er et nørdet interview! Superprætentiøst og højstemt og nørdet.«

Så vender vi tilbage til det jeg, han nu anvender. Der er ingen Theis i shorts på flappen af Digte 2014, og bogens sproglige undersøgelse bopper ikke på samme måde rundt i en by, sproget muterer, de sproglige bevægelser forskyder sig ind i det biologiske, sætter sekundet under lup, smelter sammen med hinanden, ræser rundt i mørket i den golfbil der. Og dog er jeget stadig til stede.

Sidste del af et digt lyder:

Var hos Aina og Oscar i aftes
kan ikke huske hvordan vi endte med at se Rambo
men det var en skuffende oplevelse.
der er kun en enkelt interessant scene
hvor Rambo tager en soldat som gidsel
Rambo holder ham for munden i det høje græs
så peger han op på sit ene øje
se, siger han
og soldaten suges ind i tunnelen der løber gennem Rambos øje
ind i skoven
hvor vennerne ligger i små lyserøde kar
og klipper huller i hinandens hud
så ørred og laks springer.

»I mine bøger vil der altid være et jeg, som skal have lov til at være der,« siger Ørntoft. Hvis bogen ønsker at udvise en reel interesse for det posthumane perspektiv, for økokritikken, for alternativer til virkelighedens »fremtid og håb,« kan man eventuelt undre sig over, at der skal være et jeg til stede for at formidle det. Men for Ørntoft ligger der en besynderlig sprogopfattelse i den kritik.

»Sprog findes ikke, før der er et sted, der udsiger det. Så kan man prøve ad tekniske veje at sande dette udsigerjeg til, lave en på eksplicit plan jegløst skrift, men det ændrer jo ikke på, at der er en bevidsthed til stede i dette sprog.«

Og det er også i bevidsthedens undersøgende arbejde med sproget, at håbet netop baner sig frem. Og humoren: »Humoren opstår, fordi stemmen hele tiden er i forhandling med de interne bestanddele, som den selv består af. Der er naturlove i stemmen, ligesom der er i den fysiske verden. Hvis der er et niveau i stemmen, der får magt i for lang tid, så vil der naturligt opstå et oprør i den stemme, for eksempel i form af humor, som vil destruere eller gøre krav på magt. På den måde er stemmen også et samfund: Hvis man undersøger en stemme, så vil man opdage, at der er magtkampe i den og i alle dens bestanddele.« Ørntoft tøver.

»Det lød faktisk rigtigt,« griner han.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Theis Ørntoft

Gik på Forfatterskolen 2007-2009 og har studeret litteraturvidenskab ved Københavns Universitet.

Underviser på Testrup Højskoles skrivelinje.

Debuterede i 2009 på Gyldendal med digtsamlingen Yeahsuiten, som blev nomineret til Montanaprisen.

Spiller i de to bands Plants og Klimakrisen.

Kommentarer