Læsetid: 10 min.

En tanke til Stefan Zweig

Det er ikke alle filmskabere, der er interesseret i at skabe en særlig verden, som deres personer kan bebo. Men det er den amerikanske filminstruktør Wes Anderson, der i sin nye, Stefan Zweig-inspirerede film, ’The Grand Budapest Hotel’, ikke nøjes med at bygge titlens hotel, men også det land og det kontinent, hotellet ligger på
Tom Wilkinson og Jude Law spiller to versioner af den samme person, forfatteren i ’The Grand Budapest Hotel’. ’De er begge iført det samme jakkesæt af tweed, og så lavede jeg et magen til til mig selv,’ fortæller Wes Anderson (tv.), der her ses under optagelserne til filmen sammen med Jude Law.

Twentieth Century Fox

27. marts 2014

I februar 1942 begik den østrigsk-jødiske forfatter Stefan Zweig og hans kone, Lotte, selvmord i deres hus i nærheden af Rio de Janeiro i Brasilien. Humanisten og pacifisten Zweig, der forlod sit hjemland i 1934 efter Hitlers magtovertagelse og havde boet i både England og USA, før han slog sig ned i Brasilien, var med årene blevet mere og mere deprimeret over de forfærdelige ting, der skete i verden – intolerance, fascisme, nationalisme og en europæisk dannelseskulturs fald – og besluttede sig for at forlade den, blot 60 år gammel.

I forordet til sine erindringer, Verden af i går (1942), skrev Zweig om at have oplevet to verdenskrige, den ene mere frygtelig end den anden, og hvordan det havde mærket ham som menneske: »Mod min vilje er jeg blevet vidne til det frygteligste nederlag, fornuften nogensinde har lidt, og den vildeste triumf, brutaliteten nogensinde har fejret; for aldrig – dette noterer jeg uden nogen som helst stolthed, men tværtimod med beskæmmelse – har en generation oplevet et sådant moralsk fald fra en sådan åndelig højde som vores.«

I sit sidste, ufærdige værk, et portræt af den franske renæssanceforfatter Montaigne, skrev Zweig, at »vor største tak skal gå til dem, som i disse inhumane tider bekræfter mennesket i os, som opmuntrer os til ikke at opgive vores unikke og uforgængelige ejendom: Vort allerinderste jeg.«

Dette på én gang melankolske og håbefulde blik på civilisationen gennemsyrer også den amerikanske filminstruktør Wes Andersons nye film, The Grand Budapest Hotel, der netop er inspireret af Stefan Zweigs forfatterskab.

ANMELDELSE: Alle fortabte drømmeres rekviem

Hovedpersonen i filmen, der har dansk premiere i dag, er Monsieur Gustave (Ralph Fiennes), som i 1932 er consierge på titlens statelige luksushotel. Hotellet, der ligner en lyserød flødeskumskage, og ligger et sted i Centraleuropa, i det fiktive land Zubrowka, tiltrækker det rigeste og mest kræsne klientel, og Monsieur Gustave er den perfekte gentleman, som opfylder alle sine gæsters behov, også seksuelle. Men han får problemer, da en rig ældre kvinde – og elskerinde (spillet af Tilda Swinton) – dør og til sin families store fortrydelse efterlader Gustave et værdifuldt maleri. Han beskyldes for at have myrdet hende og må sammen med sin unge, nyansatte lobbydreng, Zero (Tony Revolori), tage flugten med både den afdøde kvindes families skruppelløse håndlanger (Willem Dafoe) og politiet i hælene.

The Grand Budapest Hotel er tempofyldt og underholdende, men rummer også en understrøm af alvor, idet fremadstormende fascisme og krig truer hotellet og ikke mindst Zero, en flygtning fra øst uden de rigtige papirer. Heldigvis er Zero ganske ressourcestærk og Monsieur Gustave et solidt bolværk mod barbariet – han »bekræfter mennesket i os,« som Zweig skrev.

Smadret af ideologier

Wes Anderson, der opdagede Stefan Zweig for seks-syv år siden og hurtigt blev betaget af ham, havde egentlig forestillet sig at filmatisere en af østrigerens noveller, men i stedet besluttede han sig for at skrive sin egen Zweig-agtige historie med forfatterens erindringer, Verden af i går, i baghovedet.

»Vores film bruger en teknik, som han tit bruger i sine historier,« siger instruktøren, en ydmyg, lidt genert og meget venlig mand, som i februar besøgte Danmark for at fortælle om sin nye film.

»To personer mødes, og man hører lidt om dem, og så ender den ene med at fortælle den anden sin større historie. Og det er så den egentlige fortælling. Jeg elsker den form for præmis, så det brugte vi. Men vores historie fik et andet tempo, og på en måde var den mere inspireret af personen Zweig end af hans historier. Det er Zweigs ideer, der er i filmen, og det er dem, jeg følte mig forbundet med og følte, at vores hovedperson kunne dele.«

Det Europa og den tid, man møder i The Grand Budapest Hotel, er dog ikke helt i overensstemmelse med virkeligheden.

»Det gik op for mig, at vi havde brug for vores eget land, vores egen krig og derfor også vores eget Europa for at kunne gøre historien troværdig,« siger Wes Anderson.

»Den tid, Stefan Zweig savner mest, er tiden inden 1914. Det er den tid, han kalder ’verden af i går.’ Så på en måde er vores 1932 lidt mere ligesom tiden før Første Verdenskrig, Det er en blanding af forskellige perioder. Zweig ser, hvordan den lange udvikling af kultur og raffinement i Europa og Wien, som han er vokset op med, er en del af og er så entusiastisk omkring, bliver smadret af nationalisme og de fascistiske og dogmatisk socialistiske ideologier. Det er enden på civilisationen for ham, og selv som jøde, der har held med at flygte fra nazisterne inden Anden Verdenskrig, kan han stadig ikke overleve det.«

Det er fristende at kalde Wes Anderson for en art moderne Stefan Zweig. Ser man på de film, den idiosynkratiske instruktør har lavet – blandt andre Rushmore (1998), The Royal Tenenbaums (2001), The Darjeeling Limited (2007) og Moonrise Kingdom (2012) – bærer de alle præg af en høj grad af intellektuel og kunstnerisk nysgerrighed, raffinement, humanisme og nostalgi.

Anderson dyrker og kuraterer musik, design, arkitektur, litteratur, kunst og kunsthåndværk i sært anakronistiske verdener, han selv skaber, koreograferer og fotograferer på en helt bestemt måde. Han befolker dem med dysfunktionelle familier, farvestrålende originaler og skæve, utilpassede eksistenser. Og det hele serveres med en god portion humor og en charmerende fascination af forne tiders teknologi: Bakelittelefoner, rejsegrammofoner, spolebåndoptagere og skrivemaskiner.

»Det er ikke alle filmskabere, der er interesseret i at skabe en særlig verden, som deres personer kan bebo,« siger instruktøren, der ofte og uretfærdigt bliver beskyldt for at lave formfuldendte film uden indhold. For faktisk tager alle hans film relevante temaer omkring det at være menneske, at lede efter et sted at høre til, kunsten at begå sig i en familie og den smertefulde overgang fra barn til voksen under behandling.

Verdensbyggeren Wes

»Mange filmskabere jager størst mulig realisme. Jeg er tiltrukket af at opfinde min egen virkelighed til personerne, som de så skal agere troværdigt indenfor. Og det at gå tilbage i tiden er som regel en del af den proces; at lade filmen foregå et sted, som man ikke bare kan gå ud af denne dør og ind i.«

Han peger på en dør i det højloftede lokale, vi sidder i.

»Jeg kan godt se, hvordan det har en forbindelse med Zweig. Hvad nostalgi så end betyder, tror jeg, at jeg har fået en dosis af det. Og selv om jeg ikke kan påstå, at de store ideer i The Grand Budapest Hotel er mine egne, kan jeg sige, at det er ideer, jeg er interesseret i. Jeg låner dem bare af andre mennesker.«

Han holder en pause og siger så: »Det, der sker, er, at de ting, jeg virkelig interesserer mig for og fokuserer på, bliver til film. Men jeg kontrollerer ikke for alvor, hvordan tingene ender i en film, og jeg bliver altid overrasket over, hvordan det kommer til at se ud. Da jeg begyndte at skrive The Grand Budapest Hotel, var jeg inspireret af Stefan Zweig, og rytmen i filmens begyndelse er langsom og reserveret. Sådan troede jeg, at resten af filmen skulle være. Men lige så snart jeg skrev den næste del, ændrede det hele sig fuldstændig, og det blev en komedie i stil med Ernst Lubitsch.«

Lige siden han var dreng i Texas har nu 44-årige Wes Anderson elsket film. Når han så en film, han godt kunne lide, drømte han om at være en af personerne og at kunne blive i filmen. Det var derfor, han selv begyndte at lave film.

»Jeg ville bibeholde og forlænge oplevelsen af at se en film ved selv at lave én,« siger han.

»Man befinder sig i historien, mens man laver en film. Som biografgænger kan jeg godt lide film, der tryllebinder, og hvor man forlader biografen og stadig er i filmen og er forelsket i dens historie. Jeg er glad for at fortælle historier, og mit mål med alt, hvad jeg gør, er, at man skal fortabe sig i historien.«

For at opnå det benytter instruktøren sig af alle mulige kneb og kunstgreb, også nogle, der i tråd med Bertolt Brechts teorier om Verfremdung kan skabe distance til det, man ser på lærredet. The Grand Budapest begynder for eksempel i nutiden med, at en ung pige på en kirkegård hylder den afdøde forfatter til bogen The Grand Budapest Hotel. Så bevæger handlingen sig nogle år tilbage i tiden, hvor forfatteren selv (Tom Wilkinson) til kameraet fortæller om bogens tilblivelse, og så videre tilbage til 1960’erne, hvor den aldrende Zero Mustafa (F. Murray Abraham) fortæller den unge forfatter (nu spillet af Jude Law) om de begivenheder i 1932, som resten af filmen handler om.

Man er altså ikke i tvivl om, at man får fortalt en historie. Wes Andersons kunststykke er, at han får én til at glemme det, hvilket også er, hvad han sigter efter.

»Måske har det den modsatte effekt på publikum, men jeg håber, at det trækker én ind i historien i stedet for at skubbe én væk,« siger han.

»Brecht tog bevidst den slags valg, så man begyndte at tænke over hans intentioner og ideer. Jeg gør det, fordi jeg elsker teatret, og nogle gange vil jeg bare gerne vise, hvordan vi udfører et illusionsnummer, eller hvordan jeg bruger denne metode eller dette redskab (for eksempel animation og modeller, red.), fordi jeg godt kan lide metoden og redskabet – og fordi jeg godt kan lide tanken om filmen som medie. Nogle gange handler mine film jo også om mennesker, der laver ting, om kunstnere. Det er den samme slags redskab, Brecht og jeg bruger, men med forskelligt formål.«

Og selv om Anderson erkender, at det ikke er alle, der formår at fortabe sig i en af hans historier, fordi de er så kunstfærdigt konstruerede, tog han for længe siden en beslutning om at lave sine film, som han havde lyst til at lave dem.

»Man kan prøve at forudse, hvordan folk vil reagere, og man vil formentlig tage fejl. Det sikreste for mig er at gøre, hvad jeg vil; så har jeg i det mindste haft den fornøjelse, at det var mit eget ønske. Selv om det går galt, og mange mennesker hader det, jeg har lavet, så prøvede jeg at få det til at leve på den måde, som jeg selv følte var den rigtige.«

Personlige film

I Rushmore, Wes Andersons gennembrudsfilm, byggede han den skole, som handlingen foregik på. I The Royal Tenenbaums byggede han et hus, i The Life Aquatic med Steve Zissou (2004) et skib, i The Darjeeling Limited et tog og i Moonrise Kingdom en ø. I The Grand Budapest Hotel har instruktøren bygget – i studier og et tidligere stormagasin i Görlitz i Tyskland – et hotel, et land og et helt kontinent.

Men trods de større ambitioner er det stadig en meget personlig film for ham.

»Det er rigtigt,« siger han og smiler. »Jeg ville lave en film, der handlede om Europa, hvilket vel er en meget vag idé. Jeg vidste ikke, hvad den ellers skulle handle om – det tog mig cirka otte år at finde ud af. Men min næste ingrediens var Monsieur Gustave, og han er faktisk baseret på en virkelig person, som man, hvis han var her og begyndte at tale, ville kunne genkende med det samme. Han er præcis ligesom Gustave. Hvor abstrakt, filmen end er i sit udgangspunkt, så kunne den ikke være mere personlig for mig, fordi han er så nær en ven. Venskabet mellem Zero og Gustave i filmen er ligesom hans forhold til alle andre. Han korrekser alle, han kender, og fortæller dem, hvordan de kan gøre et eller andet bedre, og at de vil sætte pris på det.«

På samme måde har instruktøren hentet inspiration til Zero i sit eget liv og blandt sine venner, og selv om han afviser, at hans film er selvbiografiske, føler han sig tæt forbundet med sine personer.

»Tom Wilkinson og Jude Law spiller to versioner af den samme person, forfatteren i The Grand Budapest Hotel,« siger Wes Anderson. »De er begge iført det samme jakkesæt af tweed, og så lavede jeg et magen til til mig selv.«

Han kigger ned af sig selv. Det er det jakkesæt, han har på nu.

»Det er næsten, som om jeg prøver at identificere mig selv med de to mænd. Jeg kan virkelig godt lide stoffet, men samtidig føler jeg mig forbundet med dem. Det føler jeg altid.«

’The Grand Budapest Hotel’ har dansk premiere i dag og anmeldes på information.dk

’Verden af i går’ blev i 2013 udgivet af Rosinante i en nyoversættelse af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu