Læsetid: 4 min.

Væggene kan tale

Den tyske filminstruktør Wim Wenders har sat seks kolleger stævne i 3D-filmprojektet ’Cathedrals of Culture’. Ideen er, at lade seks ikoniske arkitekturværker føre ordet gennem filmmediet. De vises på en ny ambitiøs arkitekturfestival, der afholdes i København denne uge
Nationalbiblioteket i Sankt Petersborg

Nationalbiblioteket i Sankt Petersborg

26. marts 2014

Det er en barnlig leg, der begynder med et naivt spørgsmål: Hvis væggene kunne tale, hvad ville de så fortælle os? På 2 timer og 45 minutter får publikum seks meget forskellige fortællinger.

Seks instruktører bakser med at give seks bygninger en stemme, der kan give publikum en fornemmelse af historiens vingesus. Ud over Wim Wenders selv er det blandt andre Margreth Olin, danske Michael Madsen og Hollywood-stjernen og indiefilm-protagonisten Robert Redford.

Det er kulturbygninger, instruktørernes film kredser om. Spektakulær arkitektur, når den er allermest ekspressiv og opmærksomhedskrævende. Fra Berliner Filharmoniens kurvede tagkonstruktion og krøllede indre, skabt som monument over det frisind, der blev trådt under fode i 30’erne og 40’ernes Tyskland. Nationalbiblioteket i Sankt Petersborgs pompøse og statelige klassicisme. Operaen i Oslo, der med sit kølige nordiske udtryk forbinder fjord og by, og som velmenende, jovial velfærdsarkitektur inviterer de besøgende en tur op på taget. Det vanvittigt eksklusive, rumligt knivskarpe og modernistiske mesterværk Salk Institute i La Jolla, Californien, der i årtier har været mål for arkitektstuderende på pilgrimsrejse. Den anarkistiske kulturmaskine, Pompidou-centret i Paris, der krænger sit indre ud og indfanger tidsånden i 60’erne og 70’ernes mest eksperimenterende og skandaløse arkitektur. Halden fængsel i Norge, kan næppe kaldes en kulturinstitution, men gennem sin arkitektur, giver den mere end noget andet bygningsværk i filmserien et signalement af vores tid.

Bygningen fortæller historien

Og det er netop Wenders’ projekt. At gennem et filmisk greb lade bygningerne selv fortælle historien og dermed give krop til beretningen om vores tid. De mange mennesker, der færdes ind og ud af husene til daglig, reduceres til statister i bygningernes selvoptagede historiefortælling.

Mest slående i Michael Glawoggers film om det russiske nationalbibliotek. Biblioteket er ikke digitaliseret, men drives ved håndkraft og befolkes af en hær af ansatte, der myldrer rundt i de labyrintiske gange med stabler af bøger under armene. Her bliver de umælende, komiske figurer, der som udviskede systemmennesker glider i ét med tapetet. De er små tandhjul i en ramponeret maskine, der stadig holdes i gang af stempler og et endeløst antal små håndskrevne notater og notesbøger, der cirkulerer rundt i bygningen. Bygningen er evig og ophøjet, de ansatte er inventaret, der skiftes ud, når det er slidt ned.

I den fascinerende skildring af Halden fængslet i Norge kommer vi helt tæt på de paradokser, der trives i den civiliserede afstraffelse og disciplinering af kriminelle. Forbryderne skal omklamres med fantastisk arkitektur. Skabt af humanister, der kæmper en brav kamp med at forvalte arkitekturens dobbeltfunktion som på én gang et symbol på det frigjorte og moderne og et konkret redskab til at indespærre mennesker, der af den ene eller anden grund er trådt ved siden af og ikke kan rummes på anden måde. Resultatet er tankevækkende gennem sin underlige forvirring af begreberne straf og frihed, der som blandform er en af vores samfunds ypperligste perversioner.

Besat af identitet

I det lys bliver Redfords hengivne hyldest til den amerikanske arkitekt Louis Kahns hovedværk, forskningskomplekset Salk Institute (opkaldt efter grundlæggeren og opfinderen af poliovaccinen, Jonas Salk) lige lovlig begejstret. Det er gnidningsfri, klassisk formidling af arkitektur. Skarpe kontraster mellem lys og mørke. Skygger, der fejer hen over mennesketomme bygningskroppe filmet i umulige vinkler. Skyer, der farer forbi på himlen i fast forward med arkitekturens potente volumener som baggrund. Det er værk-fetichismens sprog. Arkitektur som overjordisk erfaring og sanselig erkendelse på én gang. Man kunne også kalde det hovedløs heroisering af arkitekturen, løftet ud af den beskidte virkelighed, den skabes i.

Sådan er de seks film. Meget forskellige bud på, hvordan en bygnings historie fortælles, så det bliver nærværende. Det er samtidig fortællingen om vores kultur, der er besat af historie som identitet, og stadige forsøg på at styrke og gøre den aktuel i en tid, der for nogen virker rodløs. I den rastløshed har vi tabt evnen til at se omgivelserne og opfange stedets ånd. Det forsøger filmenes instruktører efter bedste evne at råde bod på, og det er Wenders’ projekt. Filmene afslører en betingelsesløs fascination af arkitektoniske mesterværker som kulturbærere.

I virkeligheden taler bygningerne allerede et tydeligt sprog, hvis vi forstår at lytte. Gennem arkitekturens indbyggede langsomhed og bygningernes permanens oplever – og genlever – man historiens udstrækning. Arkitekturen overlever næsten altid sin skaber. Når man skaber arkitektur, skaber man samtidig historie og lader mere eller mindre bevidst bygningerne udtrykke og sammenfatte den tid, de er skabt i. Det er præcis derfor, arkitekturen er den mest bundne kunstart. Den er bundet til sin tid gennem økonomi og politik og fungerer som forstørrelsesglas for alt det, der foregår i vores kultur. Derfor er bygningerne så fremragende historiefortællere.

Wim Wenders’ 3D-filmprojekt ’Cathedrals of Culture’ vises i Koncerthuset den 29. marts kl. 13.30-17.15.

Arkitekturfestivalen består af mere end 80 film, debatter og events. Den kan opleves i København og omegn i perioden 27.-30. marts.

copenhagenarchitecturefestival.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu