Læsetid: 6 min.

’Det værste er at forsøge at skjule hvem du er’

Den danske electropopmusiker MØ fortæller om sit forhold til punk og Spice Girls, om at være anderledes og om at få lyst til at pille næse
Fotomanipulation af André Leit/iBureauet efter foto af Mogens Flindt

Fotomanipulation af André Leit/iBureauet efter foto af Mogens Flindt

12. marts 2014

Da Karen Marie Ørsted var otte år gammel, havde hun allerede et tykt Diddl-hæfte fyldt med popsange, hun selv havde skrevet. Stakkevis af cheesy popsange med titler som »Because I Love You« komponeret på hendes oldemors gamle klaver, som ingen i familien i Odense-forstaden kunne spille på. Det var Spice Girls, der havde givet hende lyst til at blive musiker.

»De var så simple i deres udtryk, men det appellerede virkelig til unge piger. Girl power, fuck familie, fuck the guys, do what you want.« MØ knipser med fingrene i z-formation.

LÆS: MØ fucker med koderne

For nylig udsendte den 25-årige electropopmusiker en minimalistisk fortolkning af Spice Girls-nummeret »Say You’ll Be There«. Med et glimt i øjet for at ære den popgruppe, der var starten på det hele for hendes eget vedkommende, men også lidt for at drille den musikbranche, der ynder at hype hende som hård og kantet.

»Folk siger: ’Hun er så hård i filten og så dyster.’ Jeg elsker at skrive dystre sange, og jeg kommer fra en punkbaggrund, som mange medier også har fokuseret på. Men for mig handler det om at have fucking selvironi og bare have det grineren,« siger hun.

MØ er klædt i sort fra top til tå, hun bruger tre stykker sukker i kaffen, og hun undskylder, at hun bander så meget. Lige for tiden går hun og glæder sig til udgivelsen af sit debutalbum No Mythologies To Follow. Men der er også en melankolsk tone, forklarer hun. Nu, hvor det hele skal til at begynde, slutter det hele også for hende.

»Nu kommer det fucking album, som man har pumpet sig op til, og som alle har gået og snakket om. Det er en afslutning af det kapitel og en ny tid, man går ind i. Det er en lidt mærkelig tomhedsfølelse.«

Poptøsens hævn

I videoen til singlen »Pilgrim« er vi tilbage på pigeværelset. MØ ligger på sengen og synger, mens hun kigger apatisk ind i kameraet, som om det ikke rager hende, om det overhovedet er tændt eller slukket. Grynede webcam-optagelser flimrer forbi i en slags løsreven MySpace-æstetik.

MØ er en del af den nye generation af unge kvindelige musikere, der er vokset op i 1990’erne og ikke respekterer det gammeldags skel mellem pop og kunst. Nu tager poptøserne hævn. Sidste år stod den canadiske electronicamusiker Grimes frem og sagde, at Mariah Carey var årsagen til, at hun begyndte at lave musik. MØ giver heller ikke meget for typer, der foregiver aldrig at have trådt ved siden af.

»Det værste er at forsøge at skjule hvem du er. For mig handler musik om at give folk en dybere indsigt i, hvem du er, og hvor du kommer fra. Det giver alt, hvad du laver, mere troværdighed. Selv hvis det er noget megapinligt som at kunne lide Spice Girls.«

Punk er, når det vakler

Unge MØ var en poptøs, men perspektivet ændrede sig, da hun blev en teenager med hormongalop. Som 14-15-årig begyndte hun at hænge ud i det alternative miljø omkring Café Zekes, der er et samlingssted for det fynske venstreorienterede miljø i Odense. Hun var med til at besætte gamle bygninger, demonstrerede mod nynazister i Fredericia og var med i feministgruppen Kvinder i Zekes.

Hun havde fundet et miljø, hvor hun ikke behøvede at agere på en bestemt måde som i de tidlige teenageår i en forstad til Odense, hvor man skulle svaje i ryggen, fnise og have store bryster for at få anerkendelse som pige. Her var det okay at føle sig ved siden af. Musikken var også anderledes: Black Flag, Dead Kennedys og ikke mindst Sonic Youth.

»Kim Gordon! Da jeg første gang hørte Sonic Youth, kunne jeg ikke forstå, at nogen kvinde kunne lyde så fucking sej. Hun var sexet, samtidig med at hun bare var så fucking sej!« udbryder MØ.

Det var på den tid, at hun dannede electropunkbandet MOR sammen med en veninde. Deres signaturnummer »Fisse i dit fjæs« har efter MØ’s store internationale succes fået lidt af en internetrenæssance.

Og punken er stadig til stede i MØs univers, når hun skriver popsange som »Glass« eller »Pilgrim«. Punken er nerven og magien. Det er, når du kan mærke mennesket bag musikken, forklarer hun.

»Punk er perfekt, fordi det både har aggressionen og ægtheden. Punk er jo vildt skrøbeligt. Det er lavet af nogle skrøbelige sjæle, der lever på kanten. Det er kraftedeme ægte. Der er noget, der vakler. Det er direkte ekspressive udladninger af det, du føler,« siger MØ.

Hun medgiver, at punkens hårdhed også kan blive en facade.

»Jeg er jo en følsom pige. Og da jeg blev punker, var det også for at dække over det. Nu siger folk så, at jeg er så hård og dyster. Men det er også en måde at sige: Jeg vil gerne være anderledes. Jeg vil ikke prøve at være noget, jeg ikke er.«

Uden alter ego

Da hun begyndte med sit soloprojekt som MØ i forbindelse med uddannelsen på Det Fynske Kunstakademi, tog hun først en alter ego-rolle på sig. Der gik lang tid, før hun opdagede, at det fungerede bedst, hvis hun blottede sig.

»Det er der, det rører folk. Det smukke var, at jeg straks fik det bekræftet, da jeg endelig skrev en fucking sang om de tanker, jeg sad og brændte inde med. Det var dér, at Ronni Vindahl reagerede på det og kunne se noget i det.«

Samarbejdet med produceren og multimusikeren Ronni Vindahl har ikke givet anledning til misforståelser fra omverdenens side. MØ har aldrig selv mødt den klichéagtige antagelse om, at sangerinden i popduo-konstellationer er en marionetdukke, der bare skal synge og se godt ud, mens den mandlige producer bag hende laver al musikken.

»Den forestilling findes helt sikkert stadig. Men netop på grund af navne som Grimes tror jeg, folk er blevet mere vant til, at piger producerer selv. Vi lever i en tid lige nu, hvor der kommer mange badass piger frem. Så for mig er det nærmest omvendt. Jeg er opmærksom på at give cred til Ronni, for det sker faktisk, at folk tror, jeg har lavet det hele selv.«

Det undrer hende lidt, at hun har fået et image som en hårdkogt drengepige.

»Mange medier har sagt: ’Du er sådan lidt tomboy-agtig’. Jeg ved sgu ikke engang, hvad tomboy betyder. Jo, jeg har da altid haft mange drengevenner, men det er der jo masser af piger, der har,« siger hun og fortsætter:

»Jeg gider ikke spille på sex og på, at jeg er en pige. Jeg er glad for at være pige, forstå mig ret. Men det skal ikke handle om kønnet og de roller, man har over for hinanden. Det handler om at kreere noget, som andre kan få noget godt ud af.«

Hun føler sig heldig over at arbejde sammen med folk i musikbranchen, der ikke har forsøgt at presse hende ind i en rolle.

»Nogle gange jeg kan jeg godt føle, at der bliver lidt for meget overfladisk smalltalk og attitude, sådan …« Hun fniser indladende, slår smut med øjnene og kaster koket med håret for at illustrere sin pointe og fortsætter:

»Jeg får seriøst fnat af at skulle være den rolle og opføre mig, som om jeg er noget særligt. Vi er alle sammen fucking bare mennesker. Og hvis der bliver for meget af det, så kan jeg godt mærke rebellen i mig, der bare får lyst til at gå rundt og pille næse.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bo Johansen
  • Jesper Wendt
Bo Johansen og Jesper Wendt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lasse Bo Christensen

"Det undrer hende lidt, at hun har fået et image som en hårdkogt drengepige."
Okay?! Det vil jeg ellers sige er det mest fremtrædende karaktértræk ved MØ.
Da jeg så billedet til denne artikel tænkte jeg, at det da var en mand på billedet, og ikke en pige. Der kan jeg så konkludere, at jeg tog fejl, og at det er MØ, man ser.
Jeg kan simpelt hen først tage feminister seriøst, når de tør stå ved deres køn, i stedet for at prøve at ligne mænd.
Man kan godt være feminin og stærk på samme tid.

I stedet for at undskylde, at hun bander hele tiden, har jeg et forslag til MØ: Hold op med at bande :-) Det får dig til at fremstå som en "hårdkogt drengepige" -netop det image, du ikke forstår du har fået. Det er sgu da paradoksalt...!

Når alt det så er sagt, synes jeg at hun rent musikalsk er et kæmpe talent, som fortjener al den succes, hun har.

Sig mig, har Information fået foretaget en undersøgelse, hvoraf det fremgår, at jeres læsere har en umættelig interesse i at læse om diverse poptøser og deres endeløse navlepilleri?

Esben Nielsen

Tino Rozzo, du er da selv nået hele vejen igennem artiklen og ned til kommentarfeltet :-) Ingen tvinger dig til at klikke ind på artiklen, ej heller at læse den...

Lasse Bo Christensen

Jesper Wendt :
Det er såmænd ikke fordomme, blot betragtninger.
Men jeg tænkte da nok at der var nogen der ikke forstod min kommentar. Læs den igen - uden fordomme ;-)