Jens Smærup Sørensen
Vi havde ingen bøger hjemme, ville jo ikke bruge penge på dem. Men så tog min storebror en kammerat med til min 13-års fødselsdag, og han havde en gave til mig – en roman! Tyk og tung og flot, Øst for Paradis, og da jeg stod dér ved køkkenbordet med denne min bog mellem hænderne, var det, og er stadig, et af mit livs stolteste øjeblikke. Også læsningen fik tilføjet dybde og alvor af bevidstheden om, at bogen var min ejendom, og jeg levede den sommer mere end halvt i dens genkendelige farmerunivers med de meget identifikationsegnede brødrepar, Adam og Charles, Aron og Cal. Fandt nye mønstre i et forkludret selvbillede, opsugede af alle de fatale familiehistorier rigeligt med brændstof til anderledes organiserede grublerier: Var jeg virkelig selv forbandet eller måske alligevel velsignet, og hvad skulle jeg foretrække?
Lånte mig efterhånden til mere af samme forfatter, for han var uden tvivl den bedste. Så en dag i 1. g meddelte vores i øvrigt sympatiske engelsklærer, at John Steinbeck havde fået Nobelprisen; et øjebliks indre jubel nåede jeg lige, før han fnøs: Mage til dumhed! Skandaløs fejltagelse, Steinbeck, en dreven underholdningsforfatter! Vi kunne forstå, at vores lærer med denne opfattelse havde al seriøs kyndighed og litteratursmag på sin side. Hvor imponerende det end i øjeblikket måtte virke, sneg jeg mig til at læse videre, alt hvad der forelå på dansk af denne skandale, og så endelig på originalsproget The Grapes of Wrath. Det var svært, men vidunderligt, og læsningen havde fået et ekstra frydefuldt tilskud af trods over for samtlige kyndiges dyspeptiske finsmageri.
Det er nu snart 50 år siden, jeg sidst læste Steinbeck. Men jeg er endnu lige ved at komme til at le ved mindet om visse passager i f.eks. Dagdriverbanden; jeg mærker stadig både i svælget og i dybereliggende indvolde de geniale skildringer i Vredens Druer af golde prærier og sandstorme, af sult og livsvilje. Og har de bøger betydet noget for mine egne? Det véd jeg ikke, men for mig selv: slet ikke så lidt.
Karen Fastrup
Det er det maskuline, manden, det er hans arbejdende krop, lyden af ham, lugten, synet af hans ansigt. Og det er landskabet. Støvet, jorden, majsen. Det er lastbilerne i landskabet, lugten af diesel og benzin. Det er heri, mit mellemværende med John Steinbeck består. Tydeligst manifesteret i mine noveller På nåle og Salma, jeg og Black Sugar King Cane og i romanenerne Begravelsen og Mine syvogtyve sansers elskede.
Som læser og som forfatter har mit forhold til litteratur haft en nærmest erotisk, seksuel karakter, lige fra jeg som 13-årig tyggede romaner i mig, som var der ikke anden føde at få. Og især hvis der ikke er tale om ’erotisk litteratur’. For i Steinbecks arbejdende kroppe, som i William Faulkners i øvrigt, og i Steinbecks udfoldede, dvælende, møjsommelige, kropstunge beskrivelse af landskabet, deri ligger det seksuelle. En særlig maskulin seksualitet, et maskulint blik og en maskulin fortællerstemme, som tilhører en svunden verden: udførlig, grundig og alligevel kølig og kontrolleret. Usentimental. Et blik, der hele tiden glider derhen, hvor verden er allermest maskulin, dér hvor de tunge motorer trækker, dieseldampene blander sig med støvet, dér hvor der er økser og skruenøgler, dér hvor manden og landskabet flyder sammen, lige rå og tørt sprukne af den utrætteligt brændende sol, og bliver ét erotisk møde, i hvert fald for denne kvindelige læser og forfatter.
Kim Leine
Jeg har aldrig læst Vredens Druer, og nu er muligheden for at gøre det måske forpasset. Det er sådan en bog, som man har læst uden at have læst den, og på et tidspunkt ophører den med at trænge sig på. Men jeg har læst flere af Steinbecks korte romaner samt, tror jeg nok, alle hans noveller.
Jeg kan godt lide det klassiske anslag i hans fortællinger, og jeg kan lide varmen. En varme, der godt kan kamme over og blive kælen og indsmigrende med en lidt rigelig flair for det oratoriske. På den anden side kan jeg ikke holde ud at læse kolde bøger. Det er nok min begrænsning. Der skal lidt varme til midt i vinternatten for at lune de frosne fingre og det skælvende hjerte. Og det finder man masser af hos Steinbeck.
Bent Vinn Nielsen
Et af de postbude, der kommer hos os, er – næsten på dato – jævnaldrende med mig. Vi har flere gange talt om, hvor heldige vi er. Vi kommer begge fra almindelige arbejderfamilier, men vel at mærke læsende arbejderfamilier. Alle læste mere, da vi var børn. Praktisk talt ingen af de børn, man gik i skole med, kom ud af skolen uden at kunne læse, og en væsentlig grund var, at hvis man kunne læse, havde man adgang til underholdning, som ellers ville forblive lukket for én. Tegneserier ikke mindst. Så alle kunne læse, næsten alle gjorde det, og under de – heldige – omstændigheder var der selvfølgelig nogle, der udviklede sig til rigtig gode – og kræsne – læsere. Det gjorde postbuddet og jeg f.eks.
En af de forfattere, vi begge læste, da vi var 14-15 år gamle, var John Steinbeck. Han var nok ikke, hvad nutidens læsevejledning for folkeskolen ville kalde ungdomslitteratur, men i den læsestimulerende atmosfære, vi voksede op i, betød det ikke noget. Han var en RIGTIG forfatter. Handlingen i hans bøger udspillede sig i det for os ukendte Californien, i Salinasdalen, men hans dejlige torsdage og dagdriverbander brændte sig ind i én på en måde, som de pæredanske Jan- og Flemming-bøger ikke formåede at gøre. De var ganske vist genkendelige, der var ikke noget, man ikke forstod, men de var unægtelig temmelig kedelige.
Jeg ved ikke, hvordan vores postbud har det, men selv har jeg ikke læst Steinbeck siden. Heller ikke dagens jubilar, Vredens druer. Jeg kan ikke huske hvorfor, men den senere Øst for Paradis gjorde større indtryk på mig. Men først og fremmest var Steinbeck et af de første og voldsomste indtryk af forskellen på, hvad jeg vil kalde rigtig litteratur og så elskværdig, hyggekultiveret plidderpladder, som bare, i bedste fald, ikke gør nogen skade. Den rigtige litteratur er sanselig, den hyggelige er ... hyggelig. Og så var det bedste af det hele måske, at det ikke var i skolen, vi hørte om Steinbeck. Han var helt og holdent vores eget valg. Ligesom resten af den rigtige litteratur, hvis man hører til dem, der aldrig kan få nok.
Leif Davidsen
John Steinbeck er sammen med Ernest Hemingway to af det 20. århundredes største amerikanske forfattere. De fik begge Nobelprisen og delte også skæbne i den forstand, at de begge var overvåget af FBI og døde alt for tidligt.
Deres litteratur var meget forskellig. Jeg læste Steinbeck på dansk som ung og var begejstret for de store værker som Vredens Druer, Øst for Paradis, Mus og Mænd og På rejse med Charley. I det seneste par år har jeg genlæst ham på engelsk af mere professionelle årsager og synes stadig, at han er en stor fortæller og en værdig Nobelprismodtager, selv om der dengang var de sædvanlige litterære snobber, der syntes, at han var alt for folkelig, da han fik prisen i 1962; seks år før han døde.
Jeg har genlæst ham, fordi jeg i 2012 sammen med min kone kørte i de usynlige hjulspor, som han satte med sin camper Rosinante i 1960, hvor Steinbeck med sin hund Charley forsøgte at forstå og genopdage sit land og genfinde sin stemme som forfatter. Det blev til rejsebogen Travels with Charley, som findes på dansk med et meget fint forord af Steinbecks gamle ven Otto B. Lindhardt. Min egen rejse- og erindringsbog regner jeg med udkommer til efteråret under titlen Steinbecks spøgelse. Jagten på en forfatter. Rejseerindringer.
I forbindelse med min egen rejse læste jeg også Jackson J. Bensons meget omfattende biografi over forfatterens liv og værk, men mest fornøjelse havde jeg måske af at læse en lille bog af Steinbeck, som hedder Working Days. The Journals of The Grapes of Wrath. Det er hans dagbog om processen med at skrive Vredens Druer og et dybt fascinerende indblik i hans arbejdsdisciplin, og hvor han fik stoffet fra.
Hemingway fik en renæssance i Danmark, da han blev nyoversat. Det samme sker forhåbentlig for en Steinbeck-klassiker som Vredens Druer, der stadig er en mesterlig roman, som skabte enorm vrede i Californien hos de rige landbesiddere på grund af dens hårrejsende beskrivelse af de fattige landarbejderes tilværelse, konkretiseret ved familien Joad. Vredens Druer har gennem årene inspireret mange forskellige kunstnere; bl.a. Bruce Springsteen, der udgav det lavmælte, tekststærke album The Ghost of Tom Joad i 1995.
