Ecole d'économie de Paris ligner et hvert andet fransk universitet: gråt, kedeligt og nedslidt. Det er i disse rammer, at jeg møder Thomas Piketty, en beskeden ung franskmand i starten af 40’erne, som har brugt det mest af sin korte karriere på at indsamle og arkivere data, men er på vej til at blive den vigtigste tænker i sin generation. Som Yale-professoren Jacob Hacker har beskrevet ham: En fritænker og en demokrat, som tegner til at blive, ikke mindre end »det 21. århundredes Tocqueville«, mens Branko Milanovic, tidligere ledende økonom med Verdensbanken, har kaldt hans nyeste værk »et definerende øjeblik i den økonomiske tænkning«, og den amerikanske nobelpristager Paul Krugman har beskrevet bogen som »episk« med et »fejende udsyn«. Og Pikettys indflydelse rækker langt ud over det lukkede mikrosamfund af akademiske økonomer. Efter sigende er bogen en favorit i Milibands inderkreds – et sted hvor man traditionelt er fløjtende ligeglade med franske professorer i økonomi.
Det er værket, der bærer titlen Capital in the Twenty-First Century, der har skaffe ham den sammenligning. 700 sider lang, fyldt med fodnoter, grafer og matematiske formularer er den ved første øjekast både skræmmende og ufremkommelig. Men i løbet af de seneste par måneder har bogen alligevel afstedkommet en intens debat om kapitalismens dynamik. Og ikke mindst om bogens hovedpointe: At der er en tilsyneladende grænseløs succes for en lillebitte elite, som kontrollerer en stadig større del af verdens rigdomme. På blogs og hjemmesider over hele USA har bogen rejst spørgsmål om magt og penge og inspireret til at stille spørgsmål ved selve kernen i den amerikanske drøm: At kapitalismen forbedrer livskvaliteten for alle. For sådan forholder det sig slet ikke, hvis man da tror på fakta, siger Piketty.
Alle tager fejl
En skribent ved magasinet Economist skrev i seneste nummer, at Piketty var i gang med at »omskrive 200 års økonomisk tænkning i ulighed«. Kort fortalt har forklaringerne hidtil indtaget to hovedpositioner: I den ene ende af spektret Karl Marx, der mente, at kapitalismen ville undergrave sig selv i sin endeløse jagt på profit. I den anden økonomer som Simon Kuznets, der vandt Nobelprisen i 1971 og slog et slag for, at den økonomiske ulighed automatisk ville blive mindre, efterhånden som økonomierne voksede i størrelse og sofistikeringsgrad.
Ifølge Piketty fejler begge forklaringsmodeller, når man holder dem op imod de data, han har indsamlet. Med udgangspunkt i big data fra to århundreder påviser Piketty, at der ikke er nogen som helst grund til at tro, at kapitalismen nogensinde vil løse problemet med ulighed, som han understreger kun bliver værre. Fra det finansielle kollaps i 2008 til Occupy Wall Street har dette været en intuitiv fornemmelse hos almindelige mennesker. Hvis man kun skulle nævne én årsag til denne bogs vigtighed, er det, at dens videnskabeligt beviser den intuition som fakta. Derfor står et svært videnskabeligt værk til at blive allemandseje: Den slår to tykke streger under, hvad så mange folk allerede tænker.
»Jeg har bevidst rettet bogen mod den almindelige læser,« siger Piketty indledningsvis. »Selvom det også er en bog, der med fordel kan læses af specialister, ville jeg gøre informationerne tilgængelige for alle.«
Og Capital in the Twenty-First Century er overraskende letlæst. Den er pakket med anekdoter og litterære referencer, der driver fortællingen fremad. Men forudsætningsløse folk som mig har alligevel brug for lidt hjælp, så jeg stiller ham det oplagte spørgsmål: Hvad er den grundlæggende idé bag bogen?
»For et par år siden begyndte jeg at søge efter de konkrete data, der understøttede den økonomisk tænkning fra Marx over Ricardo til de mere nutidige tænkere. Jeg lagde ud med Storbritannien og USA, og jeg fandt ud af, at data var en slående mangelvare. Dernæst opdagede jeg, at det datamateriale, der trods alt eksisterede, faktisk modsagde alle disse teorier – inklusive Marx’ og Ricardos. Dernæst begyndte jeg at se på andre lande og konstaterede, at der begyndte at tegne sig et mønster: At kapital og de penge, som den producerer, akkumuleres hurtige end vækst i kapitalistiske samfund. Og at dette mønster er blevet stadig mere tydeligt siden 1980’ernes dereguleringsbølge i de rige lande.«
Pikettys empirisk baserede tese er, at den økonomiske ulighed i det 21. århundrede konstant er steget og nu accelererer med en alarmerende hast. Vi må ændre den måde, vi har anskuet historien, mener han. For ifølge Pikettys data var det kun de store kriser – selvfølgelig primært de to verdenskrige – der forhindrede en konstant vækstrate i det 20. århundrede. Derfor holdt de kunstigt ulighedskløften fra at udvide sig. Hvis man korrigerer for denne dæmpende effekt, fremstår det, som vi ellers har anset som den tidsalder hvor ulighedens kode blev knækket, som 100 år, hvor uligheden konstant steg.
I det 21. århundrede er dette ikke bare tilfældet i de såkaldt rige lande, men også i Rusland, Kina og andre nyligt udviklede økonomier. Den sande fare er, at hvis denne udvikling ikke stoppes, vil fattigdommen stige i samme hast og – mener Piketty – gøre det 21. århundrede mere ulige end det 19. århundrede.
Med social uro som følge.
Vi bliver – næsten – alle fattigere
Mens han ivrigt fremlægger sine analyser med formler og kurver, fremstår det stadig en smule for teknisk for en journalist, der kæmpede sig igennem matematik på B-niveau. Men hvis man lytter nøje til Piketty – han er tydeligvis en god og tålmodig lærer – og tager det bid for bid, begynder det hele at give mening.
Til denne begynder udi makroøkonomi forklarer han, at indkomst er et flow, en bevægelse, der forandre sig afhængigt af output. Kapital derimod er en beholdning, hvis værdi afhænger af, hvad der akkumuleres gennem årene. Det er lidt ligesom forskellen på et overtræk og et afdrag på et boliglån, og hvis du aldrig kommer til at eje dit eget hus, vil du altid være fattig. Med andre ord, siger Piketty, at dem, der har kapital og ejendom, der genererer rigdom, altid vil være rigere end den iværksætter, som arbejder hårdt for at skabe kapital. Det er den tendens i kapitalismen, der koncentrerer stadig mere velstand på stadig færre hænder.
– Men vidste vi ikke allerede det? At de rige bliver rigere, mens de fattige bliver fattigere?
»Faktisk vidste vi det ikke. Vi antog måske, at det hang sådan sammen,« siger Piketty. »Det her er første gang, at nogen har akkumuleret de data, der skal bevise sammenhængen. Og – lad mig understrege, at jeg ikke er politiker – det er helt oplagt at denne bevægelse, der nu tager til, vil få politiske implikationer. Vi vil alle blive fattigere i fremtiden i enhver forstand, og det vil skabe krise. Jeg har bevist, at under de nuværende omstændigheder kan kapitalismen simpelthen ikke fungere.«
Vidunderbarnet
Pikettys data stammer primært fra den anglosaksiske verden. Men han er helt igennem fransk, hvilket værkets væld af franske referencer aldrig lader læseren glemme. Han voksede op i et overvejende arbejderklassekvarter i Clichy som barn af to militante medlemmer af Lutte Ouvriere (arbejdernes kamp) – et trotskistisk parti, der stadig har et betydeligt antal medlemmer i Frankrig. Ligesom for mange andre i deres generation blev euforien i maj ’68 efterfulgt af skuffelse. Hans forældre tog konsekvensen, stod af ræset og begyndte at opdrætte geder i Aude. Den unge Piketty knoklede i skolen, endte med at få en ph.d. fra London School of Economics i en alder af blot 22 og rykkede videre til Massachusetts Institute of Technology (MIT), hvor han var kendt som et vidunderbarn.
Hans egne politiske vækkelse skete, fortæller han, ved Berlinmurens fald i 1989. Han rejste gennem hele det tidligere Østeuropa og var fascineret af kommunismens ruiner. Det var dem, der førte ham til økonomien. Og så Golfkrigen.
»Jeg kunne jo se politikere tage så mange dårlige beslutninger, fordi de ikke forstod økonomi. Men jeg er ikke ude i et politisk ærinde. Det er ikke min opgave. Men jeg ville da blive glad, hvis politikerne ville læse min bog og drage deres egne konklusioner,« siger Piketty, der dog ikke er mindre politisk engageret, end at han arbejdede som rådgiver for den socialistiske kandidat, Ségolène Royal, i 2007.
Nåh, skidt med det. Hvad har vi lært? Kapitalismen er dårlig! Hurra! Hvad er svaret? Socialisme?
»Det er ikke så simpelt,« siger han. »Jeg vil argumentere for en progressiv skat, en global skat, baseret på beskatning af privat ejendom. Det er den eneste civiliserede løsning. Den eneste løsning, der ikke er barbarisk.«
Det lyder fornuftigt, næsten snusfornuftigt. Men der er da ikke et eneste parti i Europa eller USA, til højre eller venstre, der tør gå til valg på et så idealistisk grundlag.
»Det er sandt,« siger Piketty. »Selvfølgelig er det sandt. Men det er også sandt, hvad mine kolleger og jeg har demonstreret i den her bog, nemlig at den nuværende konstruktion ikke kan overleve meget længere. Det er ikke nødvendigvis en apokalyptisk forudsigelse. Jeg har stillet diagnoser af fortiden og nutiden og jeg er overbevist om, at der er løsninger at finde. Men før vi når til dem, må vi forstå situationen. Da jeg begyndte at samle data, var jeg oprigtig overrasket over, hvad jeg fandt. At uligheden vokser så stærkt, og at kapitalismen tilsyneladende ikke løser problemet med tiden. Mange økonomer begynder omvendt ved at undersøge roden til fattigdom. Men jeg ville vide hvordan rigdom – ja, super-rigdom – skaber ulighed,« siger han. »Man må spørge, hvad det her kommer til at betyde for almindelige mennesker, dem, der ikke er rige og aldrig bliver det. Jeg tror, at vi vil se en erodering af kollektivets økonomiske velstand, altså en nedbrydelse af velfærdsstaterne. Du behøver bare at se på, hvad Obama-regeringen prøvede, nemlig at udligne uligheden gennem sygeforsikring, og at det næsten var umuligt at opnå, for at forstå, hvor vigtigt det er,« siger Piketty. »Der er en dyb tro hos kapitalisterne på, at kapital vil redde verden, men det har bare vist sig ikke at være sådan. Ikke af de grunde Marx, påpegede, de interne modsætninger i kapitalismen, men simpelthen på grund af kapital. Som sådan.«
©The Guardian & Information. Oversat af Anna von Sperling
Brutal computerkraft skal gnaske sig igennem Big Data for gennem induktion at påviser, at vi gør det forkerte?
Tjah, det er da et forsøg værd ...men skal jeg være lidt pessimistisk, så tror jeg ikke overbevisningskraften er tilstrækkelig, heller ikke selv om empiri bør override teori. Profit er det styrende begreb - uanset. Der er ingen kongevej til fornuften. Men der sker ikke noget ved at prøve...
Historien er fuld af genier, der kritiserere kapitalismen med det formål at redde denv, og de har alle følt det nødvendigt at finde en eller anden detalje ved Marx, de kunne bruge til at bortse fra stort set hele Marx' kapitalismekritik og Labour Theory of Value.
Piketty er en neoklassiker - ellers ville han aldrig have fået al den spalteplads - og kun set fra den lejr er der noget originalt over hans betragtninger. Men den database, han og kollegerne har samlet, er efter sigende en virkelig guldklump.
Pikettys bog har ganske rigtigt vakt meget stor opmærksomhed i udlandet, også blandt fagfæller. Fint at Information udbreder kendskabet til den herhjemme, selvom det ikke er en "egen" artikel.
Ethvert BARN kan se, at kapitalismen ikke kan fungere, fordi verden ikke er matematisk, og mennesket slet ikke. Mennesket er, hvad det præges til, og præges mennesket til generøsitet, får vi et bedre samfund, end hvis det præges til begærlighed.
Frem og tilbage er lige langt. Greed is good, og genbrug er en herlig ting.
Når iværksætter A har scoret kassen på at opfinde (og udbrede forbruget af) et "must have" med indbygget forældelse, kan iværksætter B fortsætte, hvor iværksætter A slap, og opfinde og markedsføre et nyt "must have", der kan sætte gang i hamsterhjulet påny og lappe på følgerne af iværksætter A's historiske bedrift.
Salige er de fattige, salige i ånden. Thi de skal arve Jorden, når den sidste "iværksætter" med de økonomiske eksperters velvillige assistance har forvandlet den blå planet til en roterende losseplads af "must haves" med indbygget forældelse og trukket sig tilbage for at leve af afkastet af sine aktier. I et guarded community på planeten Mars.
Efter os syndfloden.
Meget velkomment, men det måtte jo sive ind på et eller andet tidspunkt også i den akademiske verden og medierne. Under alle omstændigheder er det en bekræftelse af Hegels ord om Minervas ugle, der først flyver ud, når det allerede er blevet tusmørke, for ingen kan vel være i tvivl om, at vi befinder os i senkapitalismens mørketid.
Problemet er at vi slet ikke har et kapitalistisk samfund, sådan i traditionel forstand. Kapitalismen bygger jo på at alle har ens adgang til at blive lykkelige og rige. Hvilket jo slet ikke passer - i og med nogen arver en "startblok" i livet 100 m løb, som stort set er identisk med målstregen.
Den anden ting er viden - dvs. unfair viden. Det illustreres jo tydeligt i ECB direktøren Draghi, som jo er Goldman Sachs mand. Hele det system (ikke med pludselige Skype millionærer etc.) bygger jo på udveksling af viden på begge sider af skrivebodet. Man kan sammenligne det med en pokerspiller, som via teknologi bliver informeret om hvilke kort de andre deltagere har, samt hvad Dealer har tænkt sig at vende af kort.
Man kan ikke gennemføre nogen form for konkurrence eller vedtagen ideologi - hvor visse af deltagerne, som Bjarne Riis, indhalerer forbudte stoffer for at kunne skyde genvej.
Og hvis uligheden og fattigdommen sker på et højt absolut niveau hvor de fattige har en materiel levestandard med egen bolig, to biler og mulighed for uddannelse til børnene og en sikker pensionstilsværelse - hvad så?
Får man så stress af naboen eller elitens mulighed for eget fly og ferie i Davos eller Monte Carlo?
Med den stigende absolutte og materiel velstand har flere borgere større behov for fritid end yderligere købekraft. Vælger man derfor fritid fremfor en karriere med lange arbejdstider eller et virke som selvstændig giver det forskelle i købekraft og dermed en registreret ulighed.
@ Poul Schou
Ved du iøvrigt om denne påstand er valid?
"When we consider all working-age men, including those who are not working, the real earnings of the median male have actually declined by 19 percent since 1970. This means that the median man in 2010 earned as much as the median man did in 1964 - nearly a half century ago. "
http://mobile.nytimes.com/blogs/economix/2012/10/22/the-uncomfortable-tr...
"The typical American man makes less than he did 45 years ago (after adjusting for inflation); men who graduated from high school but don’t have four-year college degrees make almost 40 percent less than they did four decades ago."
http://opinionator.blogs.nytimes.com/2013/10/13/inequality-is-a-choice/
(Joseph E. Stiglitz)
Kapitalisme er en religion der bygger på dogmetik.
Dogmatikken understøtter en genetisk fejl hos mennesket- overspisning og havesyge.
De neoliberale præster vil have os til at ligge med røven i vejret med ansigtet mod Wall Street, fem gange om dagen ellers er man vantro eller det der er værre - Kommunist !
Krugman om Piketty in New York Times: He also makes a powerful case that we’re on the way back to “patrimonial capitalism,” in which the commanding heights of the economy are dominated not just by wealth, but also by inherited wealth, in which birth matters more than effort and talent. http://www.nytimes.com/2014/03/24/opinion/krugman-wealth-over-work.html?...
Er det ikke netop den ny-feudalisme, som man længe har talt om? En retrograd tilbagevenden til det 19. århundrede, måske ligefrem det 18. århundrede? Hvis jeg husker ret, så talte den franske præsident Sarkozy endog om en ønsket tilbagevenden til tiden før den franske revolution.
Hvis det er rigtigt, så får vi danskere måske påny den chance som glippede i første omgang, da de andre huggede hovedet af deres konger og dronninger, men vi måtte nøjes med et fakkeltog på Strøget.
Hvad er fordelen ved beskatning af privat ejendom? Jeg mener, den også gør de fattige fattigere blot med den forskel, at der ikke er sammenhæng mellem skat og indtægt. De fattige må bare sælge sin ejendom for at få råd til at betale skat. Hvem kan købe den ejendom? Det kan de rigeste. I princippet kommer beskatning af fast ejendom bare oven i afdrag på boliglån, hvorved en effekt, der gør de fattige fattigere, forstærkes.
En anden forskal kan blive, at de offentligt ansatte og de, der leverer ydelser såsom konsulentbistand til den offentlige sektor, bliver rigere, fordi de har direkte adgang til de penge, der opkræves i skatter på privat ejendom. Privat ejendom har jo ikke selv penge at betale skat med. Skat på privat ejendom skal betales af ejerne, som godt kan være fattige.
At selv en universitetsprofessor ikke er i stand til at skelne mellem ulighed og fattigdom kan undre.
Måske er det journalisten som forplumrer vandene.
Men hvis kapitalismen er så slem, så har jeg vanskeligt ved at se hvordan sådan en udvikling opstår:
http://www.theguardian.com/society/2013/mar/17/aid-trade-reduce-acute-po...
Men historien gentager sig, og ganske som i 70'erene vil studentikose æggehoveder drømme alle mulige idealsamfund op, ofte med lidt indskrænkede demokratiske rettigheder i 'starten', som de prøver at sælge som et 'videnskabeligt alternativ'.
Børge Rahbech Jensen
Fordi ejendomme ikke er mobile og fast ejendom som udgangspunkt giver en arbejdsfri forbrugsmulighed som er samfundsskabt. Bare se de millionformuer der er vokset op på Frederiksberg af det bare ingenting hvis man havde købt et rækkehus for 20 år siden.
Hvorfor skal man beskatte en der arbejder over? To personer, A og B. Samme job og indkomst. Begge får muligheden for overarbejde. A vælger fritid. B vælger arbejde, men beskattes og bidrager dermed mere til fællesforbruget end A der vælger fritid.
Kristoffer Larsen:
Og hvis uligheden og fattigdommen sker på et højt absolut niveau hvor de fattige har en materiel levestandard med egen bolig, to biler og mulighed for uddannelse til børnene og en sikker pensionstilsværelse - hvad så? "
Godt spørgsmål, som illustrerer fordomme om fattigdom og ulighed.
"Får man så stress af naboen eller elitens mulighed for eget fly og ferie i Davos eller Monte Carlo?"
Det er en mulighed især for de, der ikke har andet indhold i livet end observation af andre menneskers liv.
Jeg bemærkede også, at den eneste risiko, der nævnes direkte, er risikoen for social uro. De fattiges skæbne er tilsyneladende ligegyldig, så længe de holder sig i ro. Angsten for social uro som følge af økonomisk ulighed er nok størst hos de rige. Selv er jeg jo på overførselsindkomst, og er også bange for social uro, fordi jeg føler mig sårbar i kraft af en bevidsthed om, jeg næppe kan forsvare mig mod angreb fra store, bevæbnede grupper eller offentlige myndigheder. Jeg formoder, mange fattige har samme angst. Social uro har tendens til at gå hårdest ud over de fattige og socialt udstødte.
Grethe Preisler har ret og Thomas Piketty tager fejl, når det kommer til udvikling, for magten er ikke hos folket.
"Og hvis uligheden og fattigdommen sker på et højt absolut niveau hvor de fattige har en materiel levestandard med egen bolig, to biler og mulighed for uddannelse til børnene og en sikker pensionstilsværelse - hvad så?"
Kristoffer Larsen, selvom julemanden fandtes og børnene virkelig kom med storken, så vil ulighed stadig skævvride demokratiet, så medmindre finanseliten pludselig blev til solidariske, uselviske kompromisløst ærlige tree huggers - hvilket er noget mere usandsynlig end den med storken, så ville vi stadig ikke have et dysfunktionelt demokrati i proportion med uligheden.
Her er lidt til dit andet spørgsmål mens vi venter på Poul Schou - fra en marxist, som ikke tror på Pikettys fortolkning af egne data, hvad siger man så!
"A related and equally remarkable paper by Burkhauser and colleagues,[2] also published last year, showed just how much depends on the definition of income and the choice of “units.” The Piketty-Saez methods imply that the real (inflation-adjusted) income of those in the middle (the median income) increased by just 3.2% between 1979 and 2007 in the U.S., but the methods most commonly employed imply that it increased by 23.6%, more than seven times as much!
This is partly because Piketty and Saez’s definition of income excludes “transfer payments,” things like government-provided pension income (Social Security, etc.), unemployment insurance benefits, and public assistance. And it’s partly because Piketty and Saez’s “units” are peculiar, something called “tax units”––unmarried individuals, or married couples filing a joint tax return, and, in both cases, any dependent children––while other researchers’ “units” are typically households adjusted for household size. (Because the number of “tax units” per household has risen considerably as the marriage rate has declined, Piketty and Saez’s method increasingly spreads out rising income among more and more “tax units,” and thereby dilutes the rise.)
Burkhauser and colleagues also found that, if we consider after-tax income, and include the value of employer- and government-provided health insurance in the definition of income, median income of size-adjusted households rose by 36.7%. This is more than eleven times as much as the increase we get using Piketty and Saez’s methods.
In the same paper, Burkhauser and colleagues also showed how much the definition of income and the choice of “units” affect trends in income inequality. Using Piketty-Saez methods, they found that the bottom 20% of the population suffered a 33% fall in real income between 1979 and 2007, while the top 20% enjoyed a 32.7% gain. But when they used the most common definition of income and choice of “units,” they found that the income of the bottom 20% rose by 9.9% while the income of the top 20% rose by 42%. And when they considered after-tax income and counted health benefits as income, they found that the income of the bottom 20% of size-adjusted households rose by 26.4% while the top 20% enjoyed a 52.6% gain. So inequality increased, according to all three methods, but Piketty-Saez’s methods resulted in the biggest increase, by far, and only their methods, not the others, imply that the income of those at the bottom fell."
http://www.marxisthumanistinitiative.org/economic-crisis/%E2%80%9Cthe-99...
Der var et "ikke for meget her:
så ville vi stadig (ikke) have et dysfunktionelt demokrati i proportion med uligheden.
Kristoffer Larsen:
"Fordi ejendomme ikke er mobile og fast ejendom som udgangspunkt giver en arbejdsfri forbrugsmulighed som er samfundsskabt. "
Ejendomme kan ikke betale skat, og ejendommens værdi giver kun en forbrugsmulighed, hvis den kan belånes. Skat på ejendomme kan kun opkræves hos ejerne, som sagtens kan flytte. Hvis ejeren af en ejendom forsvinder, kan ejendommen ganske vist beskattes, men skatten kan ikke opkræves.
"Bare se de millionformuer der er vokset op på Frederiksberg af det bare ingenting hvis man havde købt et rækkehus for 20 år siden."
Formuerne består jo af bygninger og grunde, som ikke kan bruges til betaling af andre varer. De kan højest stilles som sikkerhed for lån, som så kan bruges til forbrug el. betaling af skat. Værdi af fast ejendom kan i øvrigt også falde.
"Hvorfor skal man beskatte en der arbejder over? "
I det mindste er der en sammenhæng mellem det, der beskattes, og evnen til at betale skat. Det er der ikke ved beskatning af ejendom.
"To personer, A og B. Samme job og indkomst. Begge får muligheden for overarbejde. A vælger fritid. B vælger arbejde, men beskattes og bidrager dermed mere til fællesforbruget end A der vælger fritid."
B beskattes af en indkomst.
Alternativt kan vi tage C og D, som begge har samme indkomst og samme mulighed for overarbejde. C bor i egen bolig, mens D bor til leje. Det største problem er ikke, at C skal betale mere i skat, end D skal. Det værste er, at Cs skat i princippet kan blive større end Cs indkomst, hvis skatten beregnes af værdien af privat ejendom. I så fald bliver C fattigere, mens D bliver rigere, uden det fremgår, hvor Cs tab af velstand går hen.
Claus, jeg har prøvet at læse dit link, men det er alenlangt, og jeg er gammel og træt, så kan du ikke i få simple ord sige, hvilken konklusion der skal drages? Er det bare en strid om, hvorvidt det er voksende ulighed (dvs. underkonsumtion) eller profitratens fald, der er skyld i kapitalismens krise, eller hvad?
Ja tænk engang - det indlysende er nu faktaunderbygget : fordi man er god til at samle, er man ikke nødvendigvis god til at sprede. Og startkapitalen? Uha - den skal vi fgm ikke tale om. Arven
- med mindre det er de andres eller fællesejet - er 'adgang forbudt for uvedkommende' >
opskriften på undergang og ballade. Et system, som lægger forvaltningsretten af enorme
ressourcer i hænderne på miljø-og socioøkonomiske ignoranter, er komplet inkompetent ifht
opgaven. Ufatteligt at den model alligevel stadig har gang på jord, senest søgt legitimeret og
italesat af corydon og co som den nødvendige politik i konkurrencestatens markedskonforme
demokrati. Det, som i den smhg er nødvendigt, er at slavementaliteten erstattes af selvstændig
tænkning og mod til at forfølge konklusionerne. Nu har man så fået empiriske data
til at underbygge hvad folket - som har skoen på og derfor ved, hvor den trykker - altid har vidst.
Den retfærdige og hensigtsmæssige fordelingsnøgle opstår ikke af sig selv, så længe der er fri
og eller dereguleret jagt på fællesejets ressourcer. Bemærk pikettys påpegning af netop
80'ernes eskalerende og af sos' erne supporterede deregulering. Kan det snart få en ende, og
ordentlig, permakulturel forvaltning af fællesejet indtage sin retmæssige plads i
administrationen. Pikettys forslag om beskatning af privat ejendom er måske et skridt i retning
af at fastslå det rette ejerskabsforhold til naturressourcerne - hvorefter den hensigtsmæssige ogretfærdige, dvs permakulturelle, store omstilling kan påbegyndes på et bæredygtigt fundament. Sålænge få multinationale virksomheder svinger den hjerne-og hjerteløse
profitmaksimerings taktstok er vi fordømte i deres miljø-og socioøkonomiske misbrugs-og
forbrugshelvede. Er staterne fanget i en gældsfælde - som det er legitimt at ekspropriere sig ud
af - eller er det bare dumhed og eller korruption, som er styrende?
Og humlebien kan heller ikke flyve.
Jeg kan forstå, at pikettys tal kan betvivles (claus) - hvad vi ved selvsyn kan konstatere er, at den miljø-og socioølonomiske verdensøkonomi styrer galt. Årsagen? Tjah, den kan enhver fornuftig husmor få øje på > når fællesejet udsættes for de lange pensionatsarmes politik. Forståelsen for hensigtsmæssig administration af overlevelsesressourcer er fraværende. Det er ejerskabet til naturressourcerne, som skal defineres anderledes og retfærdigt. Men uha nej - hellere katten om den varme grød og drukne i vildfarelsen om at hytte eget skind. Jeg er krænket - som georg metz siger i anden smhg - på min forstand.
Pointen i Thomas Pikettys påstand er kapitalisme og specielt finanskapitalisme ikke fungere, at det grundlæggende forsvar kapitalisme, at kapitalisme trække folk ud af fattigdom er forkert, men bemærk i overskriften ordne "under de nuværende omstændigheder." Selve idéen om, at ændre i det eksisterende er omsonst, det vil betyde krig.
Krig er en af hjørnestenen i kapitalisme, befrielsen af de fattige fra fattigdom.
Hvis der skal ændres i kapitalismen, begynder det med, handelsbarrierer der hindre klimaforandringer og beskytter de fattige generelt.
Det er sort snak i denne verden, regeret af de superrige og ikke af regeringer.
Man kan undre sig over at oprøret ikke er skudt i gang endnu og at man kun ser sporadiske protester skyde op, hist og pist. Protester som mestendels foregår i ghettoer og som så bliver portrætteret som bevis på indvandreres dårlige karakter, i medierne og af de lovgivende. Røde som blå. Meget få i det etablerede etablissement giver udtryk for at armod kunne være en medvirkende årsag til frustrationerne. - Hvis amerikanske fattige skal være målestok for hvad mennesker vil finde sig i, er der åbenbart et stykke endnu til at hovederne begynder at rulle. Det kan samfundets rigeste personager så lune sig ved, om ikke andet.
Niels Engelsted,
Konklusionen i Claus Jensens indlæg kl. 14.16 findes i 2. afsnit fra oven med senere rettelse og er i øvrigt lig med den konklusion om "kapitalismens natur", som den erfarne parlamentariker, atomfysiker og cand. lic. jur. Preben Wilhjelm er nået frem til.
kærlig hilsen
Gysse
Ejendomme kan ikke betale skat, og ejendommens værdi giver kun en forbrugsmulighed, hvis den kan belånes. Skat på ejendomme kan kun opkræves hos ejerne, som sagtens kan flytte. Hvis ejeren af en ejendom forsvinder, kan ejendommen ganske vist beskattes, men skatten kan ikke opkræves.
Nu er det så ejeren af ejendommen der beskattes af ejendommens værdi, herunder brug af fællesgodet grunden. En flytning betyder ikke bortfald af skattepligten der stadig påhviler ejeren.
Ejerne belåner ikke alene typisk ejendommen. De trækker dertil renteudgiften fra og reducerer dermed deres samlede skat. Den mulighed har lejere ikke. Dør ejeren vil arvingerne typisk kun betale 15 % i arveafgift.
Formuerne består jo af bygninger og grunde, som ikke kan bruges til betaling af andre varer. De kan højest stilles som sikkerhed for lån, som så kan bruges til forbrug el. betaling af skat. Værdi af fast ejendom kan i øvrigt også falde.
Over tid stiger værdien af boliger og særligt de dyre og de stigende boligværdier forklare en stor del af den stigende ulighed i økonomierne.
I det mindste er der en sammenhæng mellem det, der beskattes, og evnen til at betale skat. Det er der ikke ved beskatning af ejendom.
Stigende indkomst er ikke en større evne til at betale end større aktivformue.
B beskattes af en indkomst.
Alternativt kan vi tage C og D, som begge har samme indkomst og samme mulighed for overarbejde. C bor i egen bolig, mens D bor til leje. Det største problem er ikke, at C skal betale mere i skat, end D skal. Det værste er, at Cs skat i princippet kan blive større end Cs indkomst, hvis skatten beregnes af værdien af privat ejendom. I så fald bliver C fattigere, mens D bliver rigere, uden det fremgår, hvor Cs tab af velstand går hen.
B som arbejder mere end A beskattes, selvom B bidrager til velstanden. A beskattes ikke af sin fritid som er et gode.
C betaler ikke leje af sin egen bolig. C nyder godt af det afkast som en bolig giver i form af fri bolig, mens den der bor til leje skal betale til udlejeren og ikke kan trække lejen fra i sin skat.
Kriterier for velfungerende antropocene hierarkier efterspørges - se lige de eksisterende godt efter i sømmene og indse de iøjnespringende fejl. Samarbejde i en defineret bæredygtig biotop
er kodeordet til den hellige gral. En plan for planeten, tak - og sæt venligst de nuværende
bestyrere fra bestillingen.
Det er dog yderst positivt, at de bedste blandt økonomer er ved, at forstå økonomi i kapitalismens tydelige begrænsningers lys, hvilket bør være et vink med en vognstang til regeringen om, at produktivitetskommissionens idéer, ikke er noget værd af betydning.
Kapitalismen fungerer ikke? Hvorfor skifter alle så til den. Beklager at jeg må være smådum. Alle de lande, der var kapitalistiske ca. 1849 er det fortsat. De mange lande, der valgte socialisme efter 1917 er der ikke så mange tilbage af. Tilsyneladende har sidstnævnte fået den ide, at det gik bedre hos førstnævnte - eller hur.....?
Kritiske indspark modtages
Hvis de samme krykker, som holder kapitalismen gående, havde været mulige i de quasiu-lande, der forsøgte sig med en sekterisk udgave af kommunismen i det 20. århundrede, havde vi også haft den at slås med. Kapitalismen virker ikke! Den fremmer ikke de samfund, vi gerne vil have, og den dyrker de sider af menneskets natur, vi snarere burde fortrænge. Men bevares, det er nemt! Intet er lettere end at gå på arbejde og gøre, hvad man får besked på. Desværre er det et vildspor.
Hvem er/var den bedste fodboldspiller: Allan Allan Simonsen eller Nicklas Bendtner? Hvem har tjent mest på deres fodboldkarriere? Rigdom kommer ikke af talent og indsats alene. Folk, der tjener mange penge gør det ofte, fordi deres arbejde værdsættes af det værende samfund, hvorfor ens formue ikke kun er ens egen fortjeneste. Det er her ulighedens problem ligger. For når uligheden bliver uretfærdig, når en Walmart-ansat ikke har råd til at give sine børn en uddannelse, mens den bankmand, der ødelagde walmartguttens forældres pension med subprimederivater, lever på første klasse og mener, det er fortjent, så bliver uligheden uretfærdig. Når dem, der har rigeligt ikke forstår, at de er heldige, men i stedet kræver mere, så kan Piketty få ret i, at ulighedens vækst og uretfærdighed føre til uro. Så er det ligegyldigt at diskutere om folk er fattige, eller om de blot har meget mindre end andre (Egon m.fl.). Når forholdet mellem løn og nytte/indsats ikke hænger sammen, så ryger de velstilledes mulighed for at retfærdiggøre deres position. Især hvis ikke de forstår at nyde deres position med en vis portion ydmyghed.
Kristoffer Larsen:
"Nu er det så ejeren af ejendommen der beskattes af ejendommens værdi, herunder brug af fællesgodet grunden. ""
Netop.
"En flytning betyder ikke bortfald af skattepligten der stadig påhviler ejeren."
Det er ligegyldigt, hvis skatten ikke kan opkræves. Det er endnu mere tydeligt ved ejerens dødsfald.
"Ejerne belåner ikke alene typisk ejendommen. De trækker dertil renteudgiften fra og reducerer dermed deres samlede skat."
Hvad har det med forbrugsmulighed at gøre? Der skal betales renter og afdrag af lån uafhængig af beskatning. Har du overhovedet forståelse for privatøkonomi?
"Over tid stiger værdien af boliger og særligt de dyre og de stigende boligværdier forklare en stor del af den stigende ulighed i økonomierne."
Muligvis, men værdiforøgelsen er ikke en indtægt. Værdien af ejendomme, der forfalder, stiger sandsynligvis ikke. Andre ejendomme kan ikke sælges, og er derfor reelt uden værdi. Det glemmer teoretikere nemt.
"Stigende indkomst er ikke en større evne til at betale end større aktivformue."
Jo. Hvordan kan du påstå, aktivformue giver lige så stor betalingsevne, som indkomster gør? Igen: Har du overhovedet forståelse for privatøkonomi?
Det er indkomster, der indsættes på bankkonti, lægges i tegnebøger el. trækkes skat fra, og som umiddelbart kan bruges til betaling af udgifter. Det er ikke værdistigninger. Det burde være almindeligt kendt om ikke fra andet så personlige erfaringer, men det er det åbenbart ikke.
"B som arbejder mere end A beskattes, selvom B bidrager til velstanden. A beskattes ikke af sin fritid som er et gode."
Det er en kapitalistisk tankegang, hvor alt sættes ind i en økonomisk tankegang. A kan ikke købe varer for sin fritid. B beskattes ikke af ulønnet overarbejde. B beskattes af en indkomst. Hvorfor er det så svært at forstå?
"C betaler ikke leje af sin egen bolig. "
Naturligvis ikke. C er jo både lejer og udlejer.
"C nyder godt af det afkast som en bolig giver i form af fri bolig, mens den der bor til leje skal betale til udlejeren og ikke kan trække lejen fra i sin skat.
Tjaa - altså jeg rejser bare det samme kedelige spørgsmål igen, som ret mange tilsyneladende ikke vil svare på. Hvis kapitalisme er sådant et dårligt system - holdt op imod de alternativer, der har manifesteret sig i løbet af menneskehedens historie, hvorfor vælger alle den så? Der har jo været afprøvet mange forskellige varianter af ikke-kapitalistiske samfund i perioden 1917 - 1989. Hvorfor var dette ikke lykken?
Jeg efterlyser en forklaring, når nu så mange herinde synes, at det står frygteligt galt til.
Michael Pedersen
Du misforstår kapitalisme, der er ingen der kan bevise, at kapitalisme ikke er undertrykkelse.
Michael, hvordan kan du sige, at kapitalismen understøtter menneskets langsigtede interesser---"et godt liv for vores børn og børnebørn"---når FN netop har fortalt, at det nuværende system er stærkt på vej til at skabe en kommende mega-katastrofe for børn og børnebørn?
Hvad angår det med produktionsvirksomhedernes indtjening fra finans, så mener jeg, at have hørt, at mange virksomheder har pengetankene fyldt men mangler noget profitabelt at investere produktion i, hvorfor finanstransaktioner, arbitrage og buybacks, og hvad ved jeg, har fået stor betydning, og finansdirektøren ligeså. Er det helt forkert?
Nej, Michael Pedersen, mennesket har ikke én natur, mennesket har - i øvrigt som de fleste dyrearter - ANLÆG i alle mulige retninger. Penge er ikke naturgivne, de er en opfindelse, der desværre under kapitalismen udarter, fordi deres fornuftige brug transformeres og fremstår som en virkelig værdi. H. C. Andersen har skrevet et glimrende eventyr om det, et hedder"Nattergalen". Der er INGEN frihed i kapitalismen, den udsætter den frihed, alle kvit og frit kunne have, til fordel for simpelt røveri fra fællesskabet og de øvrige borgere. Det kan godt være, du mener et samtalekøkken kan være en interesse, men hvilken interesse? Laver man bedre mad i det? Det gode liv for børn og børnebørn kommer af beskæftigelsen med nyttige og udviklende aktiviteter dag for dag, det er ikke noget, der kan forudskikkes eller meningsfyldt planlægges. Der er kun det, man gør her og nu, og derfor skal man lægge al sin omhu i at gøre dette ægte meningsfuldt, for sig selv og dem, man befinder sig i skæbnefællesskab med.
Nå - tjah - altså man skal være kritisk. Det forstås. Men kritikken skal være selektiv og ikke alt for kritisk. Nogle ting er åbenbart for smertelige til en offentlig diskussion - på denne tråd. Som f.eks. en historisk analyse. Denne bekommer ikke alle vel, kan jeg forstå på tavsheden.......
Noget som jeg har svært ved at forstå er, at almindelige mennesker i et demokratisk land som Danmark, et land hvor almindelige mennesker har en hvis grad af indflydelse kan finde på at stemme på partier som Venstre og Liberal Aliance. Det er 2 partier, som går imod lighed og som fremmer kapitalismen og konkurrencen som går almindelige mennesker imod.
- Den har jeg meget meget svært ved at forstå.
Er der tale om en slags selvbedrag og manipulation, som få mennesker til at handle dybest set mod sig selv? Eller hvad er der galt? Håber nogen kan oplyse mig for jeg fatter det ikke.
At økonomien ikke vokser lige så hurtigt som kapitalen akkumuleres, det vidste Sumerene. De levede for 5000 år siden.
Derfor annulerede man alt gæld hvert syvende år.
Den skat der omtales i bogen er i øvrigt den som georgisterne altid har plæderet for, nemig fuld grundskyld.
Jeg har ikke læst bogen, men ud fra artiklen at dømme, så er det gamle nyheder. Det nye er vel at en økonom forstår at gælden (kilden til 'de riges, kapitalakkumulation) vokser exponentielt ved renters rente, og at økonomien ikke vokser exponentielt.
Den originale Guardian-artikel (med en noget skarpere radikal titel) kan anbefales: http://www.theguardian.com/books/2014/apr/13/occupy-right-capitalism-fai.... Mere ekstensiv, på den gode måde.
Hej
Præmissen for denne diskussion er, at samfund med en høj grad af ulighed (de kapitalistiske) ikke kan fungere. Sådan må jeg læse overskriften. Er der noget empirisk beløb for dette? Ulighed er vokset og vokset i Kina. I Kina på vej imod et sammenbrud, som en følge af uundgåelige indre modsætninger, eller er Kina på vej til at blive verdens største økonomi?
Problemet er det, at rigtigt mange jobs er blevet udflyttet. Det er der mange mennesker, der godt kan forstå.
De er ikke dumme. De mennesker, som det går ud over, typisk danskere med en dårligt
Beklager at jeg fik skrevet lidt for hurtigt på den sidste mail. Kort sagt: Uligheden vokser i Kina. Er dette et tegn på, at Kinas økonomi ikke fungerer? Eller at kapitalismen ikke fungerer? For Kina har sadlet om fra socialisme til kapitalisme. Håber ikke, at historisk erfaring er yt....
Niels Engelsted:
Der er flere ting i det. Spørgsmålet om underkonsumption eller profitratens fald er umiddelbart mest interessant for uhelbredelige ærkemarxister. Marxistisk kriseteori er åben for fortolkning, så man kan sagtens gå ind for både det ene og det andet som marxist, og der bliver slåsset om det. Personligt kan jeg ikke se, hvorfor det ikke skulle være begge dele og mere til med profitratens faldende tendens måske som første årsag.
Det andet er, at Piketty, så vidt jeg kan forstå (har ikke læst bogen), mener at have modbevist Marx f. eks. mht. profitratens fald, og så bliver det interessant hvilke tal, metoder og begreber, der indgår i analysen. "Kapital" for Piketty er f. eks. ikke det samme, som det er for Marx, det er en af de første ting, der er blevet påpeget i anmeldelserne af bogen. Her er nogel af spørgsmålene fra marxistisk side, som vi desværre må afvente svar på:
"Piketty’s definition of capital is different from that of Marx. Is Piketty’s better, more realistic and appropriate or is Marx’s? Does it matter?
Piketty presents “two fundamental laws of capitalism”. Piketty’s laws are different from Marx’s laws of motion of capitalism. Are they realistic and more compelling in explaining capitalism in the 21st century?
Piketty’s main thesis is that inequality of wealth will grow as the share of income in an economy going to capital rises faster than national income increases. This will happen if the net rate of return on capital (r) rises faster than the nominal rate of national income growth (g). Is he right?
What is this r, how do we measure it and is it a realistic category? I challenge the reader to search for Piketty’s r and the data behind it." http://thenextrecession.wordpress.com/
.
Det er interessant for alle, hvilke tal og statistikker Piketty bruger, og hvordan de skal tolkes. F. eks. gik jeg ud fra, at Kristoffer Larsen ville blive glad ved at høre, at lægger man forskellige goder ind, såsom sygesikring, så er gennemsnitsarbejderens samlede indkomst, ifølge Andrew Kliman, IKKE faldet, men steget støt gennem hele perioden på trods af stigende ulighed.
Det er jo god, gammel kapitalistisk doktrin om trickle-down og alle både løftes sammen, og ville give Piketty et ben færre at stå på. Det ville også gøre det sværere for dig selv at sætte lighedstegn mellem ulighed og underkonsumption.
Man bliver ved med at styre uden om historik på disse linjer. Hvem har klaret sig godt, og hvem har ikke?
Det må være det store spørgsmål, hvis man vil diskutere eksisterende samfund og de udfordringer, der har manifesteret sig til disse.
Hej Søren. Historien fører jo til nutiden og til fremtiden. Det, Piketty siger, er jo ikke, at kapitalismen ikke har virket, men at den "form", den har fået, vil skabe problemer. Hvis man vil være historisk, så ville mange af de gamle tænkere, der ofte hives frem i debatter, nok have svært ved at kende den kapitalisme, de argumenterede for for århundreder siden. Kapitalisme og liberalisme skal vel bygges på gennemsigtighed og belønning for nytte, men spørgsmålet er, om det gennemsyrer pengenes verden i dag. Go' aften :)
" »Det er ikke så simpelt,« siger han. »Jeg vil argumentere for en progressiv skat, en global skat, baseret på beskatning af privat ejendom. Det er den eneste civiliserede løsning. Den eneste løsning, der ikke er barbarisk.«
Det lyder fornuftigt, næsten snusfornuftigt. Men der er da ikke et eneste parti i Europa eller USA, til højre eller venstre, der tør gå til valg på et så idealistisk grundlag. "
Det er simpelt. Hvad er privat ejendom. ?
Det sige manden ikke. Men som han selv siger : Jeg er ikke politiker.
Fejlen er ikke kapitalismen selv som system, men at politikerne gennem demokratierne ikke tør/kan styre kapitalismens vildskud og dårlige virkninger overfor befolkningerne. Man ved jo godt hvad. Det er gennemført før, en del af det. Handlingen får vi ikke af økonomer, men af modige, suveræne politikere. Desværre en mangelvare. Økonomer er der så mange af, at man kan fodre svin med dem.
Set på baggrund af den globale natursituation tilføjes en ny dimension til politikernes nødvendige indsats.
Skat på ejendom, men på den naturgivne ejendom - ikke på det menneskeskabte og på frugten af eget arbejde - indkomsten.
Skat på jorden og jordens resurser er svaret. Det er der nogen, der har sagt længe og stadig tør.
Ideerne findes - lige til at adoptere.
Det kommer an på, Søren Klitgaard, hvad man forstår ved at klare sig godt. Er det at klare sig godt, at halvdelen af Kinas befolkning stadig lever tæt på subsistensniveau? Er det at klare sig godt, at vi har fået noget, vi aldrig i videre omfang har haft før, nemlig hjemløse og folk uden nogen form for indkomst? Nej, det er udtryk for, at det går ad helvede til, og at man sætter abstrakte økonomiske teorier over den håndgribelige daglige virkelighed.
Selvfølgelig kan kapitalismen ikke fortsætte væksten uden tilførsel af et eller flere billige, gratis eller røvede råvarer.
Da disse muligheder synes udtømt er kapitalismens dage udmålt.
Det frie initiativ er derimod ikke, men må blot finde andre former for belønning end en rigdom der truer samfundet.
Min succes parameter synes ikke det nødvendigvis er et dårligt tegn, at de få tjener milliarder og atter milliarder. De beror udelukkende på, at dem der tjener mindst har nok til et fyldestgørende liv uden mangler. Og her tegner der sig et billede af, at uligheden bliver mere og mere uholdbar,
Det frie initiativ, Flemming, bør være rigelig belønning i sig selv. Samfundet skal sikre, at folk ikke sætter alt over styr for et godt forsøg på at skabe noget og få sig en tilfredsstillende tilværelse. Der er hele tiden denne angst for, at folk ikke vil være aktive i samfundet; men vi så jo i 80erne, hvor ingen bekymrede sig om, hvad de arbejdsløse unge foretog sig, at der var voldsom aktivitet for dagpenge og kontanthjælp.
Sider