’Jeg har bevist, at under de nuværende omstændigheder kan kapitalismen simpelthen ikke fungere’

Ecole d'économie de Paris ligner et hvert andet fransk universitet: gråt, kedeligt og nedslidt. Det er i disse rammer, at jeg møder Thomas Piketty, en beskeden ung franskmand i starten af 40’erne, som har brugt det mest af sin korte karriere på at indsamle og arkivere data, men er på vej til at blive den vigtigste tænker i sin generation. Som Yale-professoren Jacob Hacker har beskrevet ham: En fritænker og en demokrat, som tegner til at blive, ikke mindre end »det 21. århundredes Tocqueville«, mens Branko Milanovic, tidligere ledende økonom med Verdensbanken, har kaldt hans nyeste værk »et definerende øjeblik i den økonomiske tænkning«, og den amerikanske nobelpristager Paul Krugman har beskrevet bogen som »episk« med et »fejende udsyn«. Og Pikettys indflydelse rækker langt ud over det lukkede mikrosamfund af akademiske økonomer. Efter sigende er bogen en favorit i Milibands inderkreds – et sted hvor man traditionelt er fløjtende ligeglade med franske professorer i økonomi.

Det er værket, der bærer titlen Capital in the Twenty-First Century, der har skaffe ham den sammenligning. 700 sider lang, fyldt med fodnoter, grafer og matematiske formularer er den ved første øjekast både skræmmende og ufremkommelig. Men i løbet af de seneste par måneder har bogen alligevel afstedkommet en intens debat om kapitalismens dynamik. Og ikke mindst om bogens hovedpointe: At der er en tilsyneladende grænseløs succes for en lillebitte elite, som kontrollerer en stadig større del af verdens rigdomme. På blogs og hjemmesider over hele USA har bogen rejst spørgsmål om magt og penge og inspireret til at stille spørgsmål ved selve kernen i den amerikanske drøm: At kapitalismen forbedrer livskvaliteten for alle. For sådan forholder det sig slet ikke, hvis man da tror på fakta, siger Piketty.

Alle tager fejl

En skribent ved magasinet Economist skrev i seneste nummer, at Piketty var i gang med at »omskrive 200 års økonomisk tænkning i ulighed«. Kort fortalt har forklaringerne hidtil indtaget to hovedpositioner: I den ene ende af spektret Karl Marx, der mente, at kapitalismen ville undergrave sig selv i sin endeløse jagt på profit. I den anden økonomer som Simon Kuznets, der vandt Nobelprisen i 1971 og slog et slag for, at den økonomiske ulighed automatisk ville blive mindre, efterhånden som økonomierne voksede i størrelse og sofistikeringsgrad.

Ifølge Piketty fejler begge forklaringsmodeller, når man holder dem op imod de data, han har indsamlet. Med udgangspunkt i big data fra to århundreder påviser Piketty, at der ikke er nogen som helst grund til at tro, at kapitalismen nogensinde vil løse problemet med ulighed, som han understreger kun bliver værre. Fra det finansielle kollaps i 2008 til Occupy Wall Street har dette været en intuitiv fornemmelse hos almindelige mennesker. Hvis man kun skulle nævne én årsag til denne bogs vigtighed, er det, at dens videnskabeligt beviser den intuition som fakta. Derfor står et svært videnskabeligt værk til at blive allemandseje: Den slår to tykke streger under, hvad så mange folk allerede tænker.

»Jeg har bevidst rettet bogen mod den almindelige læser,« siger Piketty indledningsvis. »Selvom det også er en bog, der med fordel kan læses af specialister, ville jeg gøre informationerne tilgængelige for alle.«

Og Capital in the Twenty-First Century er overraskende letlæst. Den er pakket med anekdoter og litterære referencer, der driver fortællingen fremad. Men forudsætningsløse folk som mig har alligevel brug for lidt hjælp, så jeg stiller ham det oplagte spørgsmål: Hvad er den grundlæggende idé bag bogen?

»For et par år siden begyndte jeg at søge efter de konkrete data, der understøttede den økonomisk tænkning fra Marx over Ricardo til de mere nutidige tænkere. Jeg lagde ud med Storbritannien og USA, og jeg fandt ud af, at data var en slående mangelvare. Dernæst opdagede jeg, at det datamateriale, der trods alt eksisterede, faktisk modsagde alle disse teorier – inklusive Marx’ og Ricardos. Dernæst begyndte jeg at se på andre lande og konstaterede, at der begyndte at tegne sig et mønster: At kapital og de penge, som den producerer, akkumuleres hurtige end vækst i kapitalistiske samfund. Og at dette mønster er blevet stadig mere tydeligt siden 1980’ernes dereguleringsbølge i de rige lande.«

Pikettys empirisk baserede tese er, at den økonomiske ulighed i det 21. århundrede konstant er steget og nu accelererer med en alarmerende hast. Vi må ændre den måde, vi har anskuet historien, mener han. For ifølge Pikettys data var det kun de store kriser – selvfølgelig primært de to verdenskrige – der forhindrede en konstant vækstrate i det 20. århundrede. Derfor holdt de kunstigt ulighedskløften fra at udvide sig. Hvis man korrigerer for denne dæmpende effekt, fremstår det, som vi ellers har anset som den tidsalder hvor ulighedens kode blev knækket, som 100 år, hvor uligheden konstant steg.

I det 21. århundrede er dette ikke bare tilfældet i de såkaldt rige lande, men også i Rusland, Kina og andre nyligt udviklede økonomier. Den sande fare er, at hvis denne udvikling ikke stoppes, vil fattigdommen stige i samme hast og – mener Piketty – gøre det 21. århundrede mere ulige end det 19. århundrede.

Med social uro som følge.

Vi bliver – næsten – alle fattigere

Mens han ivrigt fremlægger sine analyser med formler og kurver, fremstår det stadig en smule for teknisk for en journalist, der kæmpede sig igennem matematik på B-niveau. Men hvis man lytter nøje til Piketty – han er tydeligvis en god og tålmodig lærer – og tager det bid for bid, begynder det hele at give mening.

Til denne begynder udi makroøkonomi forklarer han, at indkomst er et flow, en bevægelse, der forandre sig afhængigt af output. Kapital derimod er en beholdning, hvis værdi afhænger af, hvad der akkumuleres gennem årene. Det er lidt ligesom forskellen på et overtræk og et afdrag på et boliglån, og hvis du aldrig kommer til at eje dit eget hus, vil du altid være fattig. Med andre ord, siger Piketty, at dem, der har kapital og ejendom, der genererer rigdom, altid vil være rigere end den iværksætter, som arbejder hårdt for at skabe kapital. Det er den tendens i kapitalismen, der koncentrerer stadig mere velstand på stadig færre hænder.

– Men vidste vi ikke allerede det? At de rige bliver rigere, mens de fattige bliver fattigere?

»Faktisk vidste vi det ikke. Vi antog måske, at det hang sådan sammen,« siger Piketty. »Det her er første gang, at nogen har akkumuleret de data, der skal bevise sammenhængen. Og – lad mig understrege, at jeg ikke er politiker – det er helt oplagt at denne bevægelse, der nu tager til, vil få politiske implikationer. Vi vil alle blive fattigere i fremtiden i enhver forstand, og det vil skabe krise. Jeg har bevist, at under de nuværende omstændigheder kan kapitalismen simpelthen ikke fungere.«

Vidunderbarnet

Pikettys data stammer primært fra den anglosaksiske verden. Men han er helt igennem fransk, hvilket værkets væld af franske referencer aldrig lader læseren glemme. Han voksede op i et overvejende arbejderklassekvarter i Clichy som barn af to militante medlemmer af Lutte Ouvriere (arbejdernes kamp) – et trotskistisk parti, der stadig har et betydeligt antal medlemmer i Frankrig. Ligesom for mange andre i deres generation blev euforien i maj ’68 efterfulgt af skuffelse. Hans forældre tog konsekvensen, stod af ræset og begyndte at opdrætte geder i Aude. Den unge Piketty knoklede i skolen, endte med at få en ph.d. fra London School of Economics i en alder af blot 22 og rykkede videre til Massachusetts Institute of Technology (MIT), hvor han var kendt som et vidunderbarn.

Hans egne politiske vækkelse skete, fortæller han, ved Berlinmurens fald i 1989. Han rejste gennem hele det tidligere Østeuropa og var fascineret af kommunismens ruiner. Det var dem, der førte ham til økonomien. Og så Golfkrigen.

»Jeg kunne jo se politikere tage så mange dårlige beslutninger, fordi de ikke forstod økonomi. Men jeg er ikke ude i et politisk ærinde. Det er ikke min opgave. Men jeg ville da blive glad, hvis politikerne ville læse min bog og drage deres egne konklusioner,« siger Piketty, der dog ikke er mindre politisk engageret, end at han arbejdede som rådgiver for den socialistiske kandidat, Ségolène Royal, i 2007.

Nåh, skidt med det. Hvad har vi lært? Kapitalismen er dårlig! Hurra! Hvad er svaret? Socialisme?

»Det er ikke så simpelt,« siger han. »Jeg vil argumentere for en progressiv skat, en global skat, baseret på beskatning af privat ejendom. Det er den eneste civiliserede løsning. Den eneste løsning, der ikke er barbarisk.«

Det lyder fornuftigt, næsten snusfornuftigt. Men der er da ikke et eneste parti i Europa eller USA, til højre eller venstre, der tør gå til valg på et så idealistisk grundlag.

»Det er sandt,« siger Piketty. »Selvfølgelig er det sandt. Men det er også sandt, hvad mine kolleger og jeg har demonstreret i den her bog, nemlig at den nuværende konstruktion ikke kan overleve meget længere. Det er ikke nødvendigvis en apokalyptisk forudsigelse. Jeg har stillet diagnoser af fortiden og nutiden og jeg er overbevist om, at der er løsninger at finde. Men før vi når til dem, må vi forstå situationen. Da jeg begyndte at samle data, var jeg oprigtig overrasket over, hvad jeg fandt. At uligheden vokser så stærkt, og at kapitalismen tilsyneladende ikke løser problemet med tiden. Mange økonomer begynder omvendt ved at undersøge roden til fattigdom. Men jeg ville vide hvordan rigdom – ja, super-rigdom – skaber ulighed,« siger han. »Man må spørge, hvad det her kommer til at betyde for almindelige mennesker, dem, der ikke er rige og aldrig bliver det. Jeg tror, at vi vil se en erodering af kollektivets økonomiske velstand, altså en nedbrydelse af velfærdsstaterne. Du behøver bare at se på, hvad Obama-regeringen prøvede, nemlig at udligne uligheden gennem sygeforsikring, og at det næsten var umuligt at opnå, for at forstå, hvor vigtigt det er,« siger Piketty. »Der er en dyb tro hos kapitalisterne på, at kapital vil redde verden, men det har bare vist sig ikke at være sådan. Ikke af de grunde Marx, påpegede, de interne modsætninger i kapitalismen, men simpelthen på grund af kapital. Som sådan.«

©The Guardian & Information. Oversat af Anna von Sperling