Læsetid: 8 min.

Brutal maskulinitet eller politisk poetik?

Psykopatisk, misogyn og ekstrem er nogle af de ord, den sydkoreanske filmskaber Kim Ki-duk har fået med på vejen. Nu er han aktuel med ’Moebius’, en ordløs og rå film, som først blev forbudt i instruktørens hjemland, men nu er gået verden rundt og også landet i Danmark på filmfestivalen CPH:PIX
Plottet i ’Moebius’ er i grove træk: Mand er sin hustru utro, hun skærer pikken af sin søn og forsvinder. Fuld af dårlig samvittighed sætter manden nu alt ind på at finde måder, hvorpå den nu pikløse dreng alligevel vil kunne opleve orgasme.
3. april 2014

Fåmælte er hans manuskripter altid, men der gik 18 værker, før den sydkoreanske filminstruktør Kim Ki-duk fik lavet en film helt uden replikker. Ubehaget taler så højt, at ord er overflødige. Og samtidig må man flere gange overgive sig til latter. Det gør egentlig bare ubehaget endnu mere utåleligt.

Jacob Ki Nielsen, der forsker i moderne østasiatisk kultur og har skrevet speciale om Kim Ki-duk, beskriver Moebius som en blanding af »rå vold og det nærmest slapstickkomiske« med en temmelig »brutal omgang med det mandlige kønsorgan«.

Om det ordløse univers siger Jacob Ki Nielsen: »Det er, som om fraværet af dialog tilskynder en kultivering af en primal kommunikation. Den sparsomme dialog, brugen af symboler og et meget markant billedsprog er karakteristisk for Kim Ki-duk.«

Han peger på, at det måske har at gøre med filmskaberens fortid som kunstmaler. Den kontroversielle og produktive filmskaber har stort set ingen formel filmuddannelse, og lige så særpræget som hans oeuvre er hans liv og levned.

Kim Ki-duk er født i et fattigt bjergområde og voksede op i Ilsan, en forstad til hovedstaden Seoul, sammen med en tyrannisk far. Han tog en halv landbrugsuddannelse, droppede ud og tog daglejerarbejde hos autoophuggere, på byggepladser og på en elektronikfabrik. I fritiden byggede han hjemmelavede skydevåben, blev anholdt og angiveligt tortureret og meldte sig siden til søværnet for at komme væk fra sin far. Efter fem år i hæren blev han frivillig i baptistkirken i Namsan i Seoul med planer om at blive præst. I mellemtiden begyndte han at udvikle sit talent for malerkunst, og i 1990 rejste han til Frankrig, hvor han ernærede sig som gademaler. Tre år senere vendte han tilbage til Seoul for at lave film.

Første gennembrud var i 1995, hvor Kim Ki-duk med Illegal Crossing vandt en pris fra det nationale filmråd for bedste manuskript. Produktionsselskabet, der købte rettighederne, gik imidlertid konkurs. Kort efter debuterede han med en anden spillefilm, Crocodile, om en ung hjemløs mand, der bor under en af Seouls broer og ernærer sig ved at samle selvmordere op af floden og tømme deres lommer. En dag redder han en kvinde fra at drukne sig for så efterfølgende at voldtage hende. Derfra udspiller og udvikler relationerne sig mellem den selvmordstruede kvinde, ligrøveren og en gammel mand og en dreng, som også bor under broen.

Kastration, bogstavelig talt

Der er to filmscener, jeg aldrig kommer til at glemme. Den ene er afslutningen på Kim Ki-duks første film, som ikke skal afsløres her, for alle, der ikke har set Crocodile, bør gøre det. Den anden er fra hans sidste film Moebius. Og dén scene går det ikke an at beskrive med ord. Plottet i filmen er i grove træk: En mand og en kvinde bor i et stort smukt hus med deres søn, der er på grænsen mellem barn og voksen. Manden er kvinden utro, hun forsøger at skære pikken af ham, mens han sover. Han når at stoppe hende, og i stedet skærer hun pikken af sin søn og forsvinder.

I en tilstand af desperat dårlig samvittighed sætter manden nu alt ind på at finde måder, hvorpå den nu pikløse dreng alligevel vil kunne opleve orgasme. Det er fantasifuldt, men ikke nær så fantasifuldt som det, en anden kvinde, drengen mod sin vilje har været involveret i en gruppevoldtægt af, finder på. Havde det ikke været for Kim Ki-duks signatur, ville jeg aldrig have gidet se den film. Men det er Kim Ki-duks signatur. Og en af hans stærkeste.

Kim Ki-duk kan som ingen anden beskrive samfundets brutalitet og fremmedgjorthed mellem mennesker, uden at det bliver hverken didaktisk eller kynisk; det er altid råt, aldrig meningsløst. I de mest fortvivlende scener er der en griben ud efter noget andet.

En kunstner gør sin entré

»Hvis man skriver sine film med hjertet, kan man høre det slå på lærredet.« Citat Kim Ki-duk. Han giver stort set aldrig interview, men under Busan International Filmfestival i Sydkorea i efteråret 2013 stillede han op til han spørgsmål sammen med to af sine protegeer, Shin Yeon-Shick (Rough Play, 2013) og Juhn Jai-hong (Poongsan, 2011).

I forventning om, at der vil blive overtegnet i pavillonen, hvor der er plads til godt 100, har jeg sammen med en japaner, en filippiner og en koreanskamerikaner i god tid sat mig helt op foran sammen med en lokal, der har tilbudt at tolke for os. Da seancen går i gang, er kun omkring 50 tilhørere dukket op, foruden 15-20 journalister fra Sydkorea og Europa. Kim Ki-duk ankommer iført hestehale, en lang, tung frakke og et par klodsede sko, som han har trådt ned bagtil. Hans smil er lige så bredt, som det var, da den unge indiske stjerne Devesh Ranjan ved filmfestivalens åbningsceremoni satte lighedstegn mellem »koreansk film, som jeg elsker« og sin »store inspirationskilde« Kim Ki-duk, og der gik et gisp gennem publikum.

Blandet modtagelse

»Der har været en del skift og polemikker omkring Kim Ki-duk-modtagelsen i årenes løb,« siger Jacob Ki Nielsen, »og man har ofte fremstillet ham som en instruktør, der er ’overset hjemme og fejret i udlandet’, men det er nu en fortælling med modifikationer, selv om han – formentlig på grund af sin proletariske baggrund – ikke har modtaget voldsomt mange priser i Sydkorea. Kim Ki-duk har dog altid haft opmærksomhed på det sydkoreanske filmparnas.«

Også »fejret i udlandet« er en sandhed med modifikationer. Den internationalt anerkendte filmhistoriker med speciale i asiatisk film Charles Tesson har for eksempel »aldrig forstået, hvad der skulle være så interessant ved Kim Ki-duk«, som han udtrykker det. »Men jeg kan tage fejl,« tilføjer han og fortæller, at han som underviser ved Université Sorbonne Nouvelle til gengæld har læst usandsynligt mange studenteropgaver om den sydkoreanske filmskaber.

Kim Ki-duk-modtagelsen har mildest talt også været blandet i feministiske miljøer. Misogyn, psykopatisk og ekstrem er nogle af de betegnelser, der er blevet hæftet på ham i tidens løb.

Hye Seung Chung, der forsker i asiatisk film ved Colorado State University, er lodret uenig i læsningen af Kim Ki-duk som misogyn. Ja, hans film fremviser ofte »brutale og primitive former for maskulinitet«. Men hans værker skal snarere læses som »politisk poetiske, poetisk politiske udsagn om social marginalisering«, skriver Hye Seung Chung i biografien Kim Ki-duk fra 2012.

Også Jacob Ki Nielsen peger på, at relationer mellem køn og klasse er et omdrejningspunkt i såvel Kim Ki-duks poetik som manuskriptforfatter og instruktør som for receptionen lokalt og globalt.

»Jeg synes, at hans arbejde har forandret sig meget i årenes løb, og jeg tror, at den kritiske modtagelse, særligt den feministiske, har betydet meget,« siger Jacob Ki Nielsen. »Spørgsmål om eksistens, seksualitet, social hierarkisering, familien og nationen er temaer, der løber igennem hele værkkomplekset. Hævn som motiv optræder også i de fleste af hans film, og han udfordrer ofte dominerende forestillinger om, hvad det vil sige at være koreansk.«

Når en frø bliver slugt

»Nogle laver film for de mange. Jeg laver film for filmen,« konstaterer Kim Ki-duk ved filmfestivalen i Busan, som svar på dette spørgsmål fra en koreansk kvinde i 40’erne: »Jeg er en af de 2.000, der har set dine film i biografen (latter blandt publikum), og jeg tror, at det beskedne billetsalg skyldes, at de fleste af dine fans er unge, som ikke må komme ind, fordi dine film altid bliver ratet til voksne. Har du overvejet at mildne dit udtryk lidt?«

Men Kim Ki-duk er »uenig i relevansen af ratings i det hele taget«, siger han.

De koreanere, der er mødt op til seancen, er disciple og ganske rigtigt primært unge. En af dem laver selv film og vil vide, hvad Kim Ki-duk mener om livet og døden.

»Som ung filmskaber burde du tænke mindre på døden og mere på at leve dit liv,« svarer Kim Ki-duk og tilføjer: »Jeg tror ikke på en højere mening med døden. Når et menneske dør, er det ikke anderledes, end når græs bliver trådt fladt, eller en frø bliver slugt af en slange.« Blandt de ældre publikummere er de fleste kvinder. En af dem bruger den formentlig eneste mulighed, hun nogensinde får, for at stile sin yndlingsinstruktør et spørgsmål, således:

»Nu har vi talt om filmstil, men hvad med modetøj – det ser ret underligt ud, det tøj, du har på, har du tænkt på det?«

Kim Ki-duk er flad af grin. Så nikker han, det har han åbenbart tænkt på. »Jeg har fået tøjet af nogle sponsorer, og som med alt andet forsøger jeg ikke at have fordomme,« forklarer han og uddyber: »Når jeg nu har fået det forærende, synes jeg, at jeg bør gå med det. De bad mig godt nok om at lade være at gøre sådan med skoene,« siger han med henvisning til sin tøffelstil. »Men det er nu engang mest behageligt.«

Censureret

Helt sandfærdigt er det i øvrigt heller ikke, at Kim Ki-duk aldrig går på kompromis med sit udtryk for at kunne vise sine film. I sommeren 2013 kæmpede han med Korea Media Rating Board (KMRB), der havde forbudt almindelig visning af Moebius i Korea.

»Vi lever i en verden, hvor mange begivenheder og kvaler opstår på grund af sex og begær. Det var karakteren af disse fænomener, jeg ønskede at udforske i filmen,« skrev Kim Ki-duk i et brev til KMRB, hvor han bad om en revurdering. »Moebius er en historie, hvor jalousi og had mellem en mand og en kvinde bliver overført til deres søn, og til slut rammes de af en sådan skyld og sorg, at de helt opgiver deres glæder og begær,« fortsætter Kim Ki-duk brevet, som han afslutter således: »Min film er et spørgsmål til samfundet, ikke resultatet af, hvordan jeg ønsker mig, at det skulle se ud.«

KMRB gik med til at genoverveje sagen, Kim Ki-duk gik med til at klippe ét minut og tyve sekunder af en incestscene ud af filmen, og den nye afgørelse landede på ’tilladt for personer over 18 år’.

Vesten i Asien, Asien i Vesten

Jacob Ki Nielsen mener, at Kim Ki-duks værker er interessante i vestlig sammenhæng, blandt andet fordi de beskæftiger sig med den hypermodernisering, der er foregået i Sydkorea siden 1960’erne »og særligt med de mange folk, der er blevet tabt eller udnyttet i processen«.

»Deri ligger også en kritik af kommercialisering og anglocentrisme i Sydkorea. På den måde kan filmene ses som en kritisk bemærkning til Vesten, og som en stemme fra Asien, der taler tilbage og som leger med forestillinger om Vesten i Asien og asiatiskhed i Vesten.«

’Moebius’ bliver vist under CPH PIX 8. april kl. 21.30 i Gloria, 12. april kl. 23.45 i Grand og 16. april kl. 22.30 i Empire

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu