Interview
Læsetid: 7 min.

Han vil bygge et nyt sprog for krig

’Det at vi ikke sætter ord på krigens realiteter, viser, at vi ikke forholder os til dem,’ siger Mikkel Brixvold, tidligere elitesoldat, digtdebutant og bådbygger og matros på Norges ældste skib. Information mødte ham, da skibet lagde til kaj i Bergen
Vi vil gerne have krig til at være noget pænt og civiliseret, mener Brixvold, og det sætter sig i sproget: ’Jeg synes, der er noget farligt i, at vi behandler krig som noget ikkefarligt. Det stiller soldaterne i nogle mærkelige situationer. De må kun være perfekte mennesker, og ellers må de bare leve med skylden.’

Paul S. Amundsen

Kultur
25. april 2014

Der ligger Vestlandet stolthed,« siger taxachaufføren til mig, da vi ruller ind over brostenene i Bergen by. Ned forbi de rød- og gulmalede træhuse ved Bryggen, den gamle fiskerihavn, hvor Norges ældste og største skib, Statsraad Lehmkuhl, strækker sig hvid og skoleskibsagtigt ud i havneløbet. Solen skinner i den norske havneby, og folk drikker deres dyre øl under tæpper og ryger sig lidt varme til. Hvis de da ikke er ude at lufte deres løbetights og fleecejakker.

»Der er mange pensionerede sømænd i Bergen, og de drikker i fritiden,« konstaterer taxamanden.

Ved landgangsbroen til det tremastede sejlskib står en rødhåret mand i blå Nørregaard-trøje og løse jeans. Hans dag begyndte klokken 08.00, og solen har farvet hans nakke. Mikkel Brixvold, der normalt bor på i København, er ansat som matros og bådbygger på skibet og har bedt mig møde op efter klokken 19 på grund af sene arbejdstider.

»Verden er meget ligetil på sådan et stort skib, og der er mange regler,« siger han og viser op på det blankpolerede dæk. Skulle der være noget, der ikke skinner, er det hans opgave at fikse det. Brixvold, der er uddannet bådbygger og elitesoldat fra Frømandskorpset, har arbejdet og udstillet som billedkunstner og debuterer nu – til egen overraskelse – med digte om sin tid som elitesoldat.

»Det er et ret besværligt cv, jeg render rundt med efterhånden,« siger han afvæbnende og klør sig i håret.

Digtsamlingen Så efterlades alt flæskende udkommer den 4. juni og sprang ud af et andet skrivearbejde, fortæller han.

»Jeg var i gang med at skrive en kronik, og så kom det her, og så blev jeg bare ved.«

her er vi
de kronragede barberblade
her er alt andet end livet
ligegyldigt

Emnet har optaget ham længe. I 2012 skrev han kronikken »Tis og kugler« til nærværende avis, om hvorfor det skaber mere forargelse, når soldater tisser på fjenden, end når de slår ham ihjel?

»De soldater, der kommer hjem med grimme ting i bagagen, bliver mødt af en offentlighed, der slet ikke har et sprog, der gør, at den kan forholde sig til dem eller det, de har været igennem.«

Vi siger ikke engang »dræbe« eller »slå ihjel« men skriver i avisen om »tab« som var det noget abstrakt, og det er det største problem overhovedet, mener Brixvold. At sproget for krig mangler.

»Det er sådan, fremmedgørelsen og dehumaniseringen af soldaterne, vi sender i krig, begynder. Når de kommer hjem er det sådan lidt: ’Jamen du har jo selv valgt at tage af sted.’«

Krigens sprog

Digtene handler primært om den hverdag, Mikkel Brixvold fik, da han som en del af frømandskorpset specialstyrke i 2007 var udsendt til Irak. Og kontrasten mellem den og det norske velfærdssamfund, han befinder sig i nu, kan næsten ikke være større. I digtsamlingen splintres sproget, og KOMMA bruges i nye ordkonstellationer.

»Det med kommaerne udspringer af lagerlister, hvor man for eksempel skriver »liggeunderlag, grøn« siger han og henter en spansk dåseøl fra kahytten. Spørger man ham, hvordan han selv oplevede krigen, siger han spagfærdigt, »at det var sådan lidt op og ned«. Oplevelserne sprænger rammerne for den sproglige verden, vi normalt holder os inden for, og derfor har digtene været et nødvendigt sprogarbejde.

Badet i transferteltets sygt gullige
guirlandelys ligger går og står vi på rad
og række og venter
på at vores flight number dukker
op på den militære departure skærm DAGE
kan

i fjernsynet fremtoner ankerværten på
Fox News og hans republikansk lækre side
spark VI KAN LUGTE deres parfume og lange
uddannelse på tværs af
tre oceaner de siger
det går godt i Iraq at
det går i den rigtige
retning her gælder
det mest bare om at komme hjem
eller ud og overleve i det dér
ingen vil sige
hvad er

Syv måltider fra anarki

Vi vil gerne have krig til at være noget pænt og civiliseret, mener Brixvold, og det sætter sig i sproget: »Jeg synes, der er noget farligt i, at vi behandler krig som noget ikkefarligt. Det stiller soldaterne i nogle mærkelige situationer. De må kun være perfekte mennesker, og ellers må de bare leve med skylden.«

Mørket falder på i Bergen, og træhusene i det fjerne fjeld ligner legohuse med lys i.

»Fryser du?« spørger han, og viser ned ad trappen til kahytten, han deler med en anden. Han tager over, når Brixvold hver anden måned har fri. Rummet er ribbet for personlige ejendele ud over en ramme spanske øl og en bog af Céline, og en livsstil der giver plads til kunstnerisk fordybelse.

»Vil du have én til?« spørger han og lader armen falde ned under køjen og trækker øl frem.

Vi taler nu om aggression som noget naturligt, og noget vi har pakket helt væk eller stigmatiseret i vores velfærdssamfund.

»Det begynder allerede i børnehaven, hvor drengene ikke må slås i sandkassen, og jeg synes, det er skizofrent, at der ligger ting inde i os, som vi vælger at se bort fra. Fordi vi lige nu er i en velfærdssituation, hvor vi ikke behøver det,« siger han og refererer filosoffen Slavoj Žižeks ord om, at vi altid kun er syv manglende måltider fra anarki.

Spørg mig ikke
hvor jeg fik den dér dåse
foie gras fra
det var ovenikøbet en af de bedre kan
man kalde det
krigsturisme
med mit nationalitetsflag revet af
skulderen dér på taget af det
Hodja fra Pjort AGTIGE
hus midt i
rama
danen omringet af de
til tider på skift-syngende minareter og
de altid helt-lavt-spejlrefleks-flyvende
heloer med en
helligdagsdetonationsfri baggrunds musik når
man ikke kontra
faktisk med øjne grådigt åbne nyder rama
sjangen og et fedmetyktlag GÅSE
lever på det gyldent-lokalt-ristede
toastbrød MEGAFONHØJTALER AL-
LAAAAAAAH jo ham ude til
venstre er klart den bedste sanger anger
er ikke på programmet i dag

Så efterlades alt flæskende er ikke en digtsamling for eller imod krig som sådan, siger han.

»Det er ikke krig, der skræmmer mig, men at man kan sige, det er noget andet, end det er, synes jeg er ret skummelt.«

Alligevel mener han argumenterne for at gå ind i Afghanistan var »vanvittige«, men om det på en eller anden politisk bundlinje kan betale sig, ved han ikke.

»Hvor mange liv skal man tabe, før man vinder?« spørger han retorisk.

Det, han kritiserer, er vores tilgang til krigen og den dobbelthed, den medfører.

»Vi begrunder krig forskellige steder i verden med, at diktatorer overtræder menneskerettighederne, men du kan ikke føre krig uden at overtræde menneskerettigheder. Det er en vanvittig tanke.«

Han siger det uden vrede, men lyder resigneret på den verdens vegne.

»Det foruroliger mig, at vi kan flekse begreberne så meget. Det sætter vores humanisme på spidsen.«

I bilen sad
barnet på skødet af
ham den umiddelbart voksne der rettede en
pistol mod hendes tinding og
råbte noget negle sort sygt
uforståeligt helt galt gennem glasruder og
grej rammer kugler sådan set aldrig helt
præcist og vi vidste jo
godt hvem
der ville blive ofre for DEN
fadæse vi ville blive
RISTET
forhørt af audi-
tørerne afsat uden pension
SKRID og lagt for
hadhån af
morgenmads landskabet derhjemme hvis
vi skød
barnet så
vi ventede vist
2 sekunder for lang
hammertung domtimetid så
skød han hende så
skød vi ham og så

»I USA har de faktisk et sprog, og om vi så kan lide retorikken eller ej, så synes jeg, det er mere reelt. Det, at vi ikke kan forholde os til krigens realiteter rent sprogligt, peger jo på, at vi ikke magter at forholde os til krigen som sådan.«

Jeg spørger, hvordan han gerne vil have vi skal tale om krig?

»Det ville gøre det nemmere for mange hjemvendte soldater, hvis vi talte om det. Bare lige ud af posen. Men hvis folk fik et reelt billede af krigens realiteter, ville der ikke være incitament til at gå i krig igen. Det kan vores diskurs slet ikke holde til,« siger han og kigger på sin telefon.

Det er hans matroskammerater, der sender ham en besked. Noget med nogle øl, nu det endelig er blevet fyraften. Jeg gør dem følgeskab for at teste taxachaufførens udsagn om de drikkende sømænd, og inden vi går ned ad landgangsbroen stikker vi hovedet ind i Mikkel Brixvolds værksted. Man må bøje hovedet for at komme ind i det lave lokale, hvor høreværnene hænger i loftet og værktøjet passer deres plads på de skrå skibsvægge. En bådebyggers hule og et helle fra det skibsforlis han karakteriserer det mere almindelige københavnerliv som.

»Det har stor betydning på en båd, om du gør dine ting ordentligt, og det trives jeg godt med. Det har konsekvens,« siger han og kommer igen ud på dækket, hvor himlen nu er et stjernehav.

Tilbage til flamingoflokken

Samme søgen efter konsekvens var det, der fik ham til at søge ind i Frømandskorpset. En brutal elevskole, en speciel arbejdsplads og et sagnomspundet sted, han hverken kan eller må sige ret meget om.

»Det er bare vildskab,« siger han i stedet og lader det ene rødlige øjenbryn flyve op.

Jamen det er ikke så nemt at
lave en tilbagetrækning som sådan en plejer
at se ud på linjepapiret når
Dennis blev ramt i låret det møgsvin komma
fede MAN KAN
sguda ikke slæbe sig selv og vores 60
kilogram-lignu
ubrugeligt grejpis og en fed
jyde der for HELVEDE kunne
have lagt sig ned i tide

I digtsamlingen vender jeget hjem igen. Til et samfund, hvor uniformen er skovmandsternet og flokken »flamingo«. »Her laver mænd mad, biceps er kun til pynt,« skriver Brixvold om den polerede højkonjunktursoverflade, bag hvilken vi glemme-gemmer vores aggression og latente voldelighed. Mikkel Brixvold boede på Vesterbro, da han skrev de digte, der afslører, at bydelen i hans optik er blevet grumt civiliseret. Tonen i digtene er ikke helt ulig tonen i Lars Frosts seneste romanprojekt, der låner titel fra navnet på en royal såmaskine Kongskilde NS 5100, og Brixvold giver hipsterfædrene et skud med på vejen og kalder dem for »veltalende sædvedhæng til børnecontainere«. Det er den perfekte livsstil, der punkteres, men resignation over det coachede, altid positive menneske, rækker videre end det. Bag ved det civiliserede tøj, sætter hverdagen i økoland sig som aggressionsticks og får det for eksempel til at rykke i digterjegets »index-AFTRÆKKER-finger«, når bussen pænt stopper og samler ham op.

Lidt-eller måske
bare tørt-sætte løbet
for panden af chaufføren og højt-skrige en
enkelt til krigen tak
jeg har sgu ikke hele dagen klip

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars R. Hansen

Vi har sprog og ord for krig.

Men det er da rigtig, at samfundet, det være sig Norge som Danmark, ikke kan tage sig vældigt meget af vi har nogle håndfulde soldater indsat i fjerne fredsskabende eller fredsbevarende missioner i de varme lande. Disse småkonflikter flyder naturligvis meget i sindene på dem som har valgt at deltage, men betyder altså ikke så forfærdeligt meget for det øvrige samfund i Danmark eller Norge.

På samme måde fylder det ikke så meget, når en politibetjent en gang imellem må skyde en forbryder.

Det betyder noget for betjenten og forbryderen samt deres nærmeste kreds, men for det øvrige samfund er det et perifært emne som der skam er ord for.

Sådan må det nødvendigvis være.

Lars R. Hansen

Og så har frømandskorpset ikke været heldige med denne sømand og digter, når gavnstjenesten har været så kort overpå den dyre uddannelse, men hvor der handles spildes der, som man siger.

Bjarne Riisgaard

Hvis man tænker over det, og nok især hvis man har boet et stykke tid i et land med hvor der er er mere praktisk erfaring med krig, så tror jeg nu alligevel, at der er noget om det med sproget. Jeg har i en længere periode boet i Storbritannien, og selvom det er flere år siden, så har jeg været der flere gange siden, og har godt bemærket det hvergang. Det er overhovedet ikke fordi debatten er eller var ukritisk overfor hverken militæret eller krigens politiske problematik, men den er mindre "hysterisk", hvis man kan sige det sådan - Forstået på den måde, at både den kritiske og den "opbakkende" del af offentlige debat omkring krigsførsel og egne såvel som andre militære styrkers rolle, forekommer langt mere nøgtern, åben og realistisk, end tilfældet har været , når man sammenligner med f.eks. Danmark.

At sproget spiller en væsentlig rolle for bevidsthedsdannelsen er jo et sociologisk velkendt forhold, og nok også , at der er tale om en dialektik der går begge veje. Forskellen mellem danske og f.eks. britiske erfaringer er selvfølgelig betydelig, men en højere grad af realistisk, uheroisk åbenhed omkring hvad militære engagementer medfører og kræver på alle aktørniveauer, uden hverken idealisering eller dæmonisering, ville givetvis gavne også den offentlige debat og den generelle forståelse af det i Danmark.

Lars R. Hansen

Det har vel ikke så meget med sproget at gøre?

At lande som Danmark og Norge fører krige med godheden for øje? Eller i hvert fald sælger dem sådan til vælgerne. At Danmark fører krig i Kosovo, Afghanistan, Irak og Libyen grundlæggende for at skabe bedre forhold for indbyggerne der betyder ikke vi ikke har sproget til at beskrive krig.

vi har da mere end 3.000 år haft beskrivelser af krig, og og utallige beskrivelser af civilbefolkningen lidelser.!
der er masser af ord, man skal bare begynde at læse.!
men er vi uden at vide det så traumatiseret af de utallige krige, at vi er nødt til fortrængning.!-
Carl von Clausewitz bog om krigens natur er stadig evigt gyldig.-
læs eller downlosd den gratis.- fra link.-

https://archive.org/details/onwar00maudgoog

Andreas Trägårdh

Folk der slår ihjel for penge kalder man mordere. Mordere der gør det for at også andre kan tjene - ofte flere penge, kaldes for soldater.

Andreas Trägårdh
Jakob Lilliendahl

"Ejendom er tyveri" - Joseph-Pierre Proudhon engang i midten af 1800 tallet
"Rige mennesker kan ikke li at blive kaldt for tyveknægte" - Jakob Lilliendahl for få sekunder siden

Steffen Gliese, Andreas Trägårdh og David Wedege anbefalede denne kommentar

"Steal a little and they throw you in jail. Steal a lot and they make you king." /Bob Dylan. 1983.

Steffen Gliese

Efter at have hørt Mikkel Brixvold i Skønlitteratur på P1 for få minutter siden kan jeg kun sige, at jeg er chokeret, fordi dette ellers begavede menneske med en ganske fin sprogsans ikke kan finde mening i trygheden. Han forstår ikke, at ting ikke er meningsfulde ude på kanten, men netop når man ikke skal kere sig om det helt grundlæggende, men kan hellige sig det gode samfund, deltagelsen i det, forbedringen af menneskers livsvilkår og muligheder - i stedet for den kamp på grænsen af eksistensen, som ingen vegne fører hen.