Med (dårlig) samvittighed på scenen

Anne Marie Helger & Peter Larsen har ikke premiere på deres nye stykke. De har første spilledag. »Jeg synes ikke om premiere. Det er sådan noget med særlige gæster og at holde en fest, før man overhovedet er begyndt. Vi har første arbejdsdag, og vi skal i gang. Vi kalder det første spilledag, og så kan vi fejre det til slut,« fortæller Anne Marie Helger.

Det betyder noget, hvad man kalder tingene, og derfor tager de også stilling til begreberne.

Navnet på deres forestilling – Halløj på falderebet – er heller ikke tilfældigt.

For der er masser af halløj i deres sketches, hvor den enes monolog ikke bare skal være god, men også lang nok til, at den anden kan nå at skifte udklædning med både parykker og skørt.

Men det er ikke kun halløjet, det handler om. De finder det ikke sjovt, at vi er på falderebet.

»Man kan sgu da ikke være bekendt at leve i verdens rigeste samfund og have en orden, hvor de rige bliver rigere og de fattige fattigere. Det er jo snotdumt og umenneskeligt at gå ned ad den vej. Det er også i den sociale indignation, at vi har fundet et fællesskab,« fortæller Peter Larsen, mens Anne Marie Helger følger op:

»Vi to kan ikke gå på en scene uden at have noget at sige til folk.«

De beskriver begge sig selv som solister, og i mange år har de også haft deres egne karrierer på både teaterscener og filmlærreder.

Det er efterhånden mange år siden, de sidst lavede en større forestilling sammen. Men de kan lide at lege sammen, både i skrivningen af manuskriptet og på teaterscenen. Sammen kalder de sig Discount Drama.

At tage et standpunkt

Helger og Larsen behøver ikke stikord for at snakke om deres politiske motivation. De bærer den på brystet og taler lige så gerne om social uretfærdighed som om deres nye figurer og sketches. Der er måske heller ikke den store forskel i deres scenekunst, og derfor virker det heller ikke unaturligt, da de begynder at tale om nogle alkoholikere i nærheden.

»Lige uden for teatret er der en hjemløsescene. Jeg tror, de sidder dér, fordi flaskeautomaten er ved siden af. Jeg kan næsten ikke styre det, når vi sidder nede i foyeren, og de er udenfor,« siger Helger, før Larsen fortsætter:

»Altså man sidder jo for fanden ikke ude foran teatret i en sovepose med en flaske lortevin i hånden, fordi man synes, at det er sjovt. Det er ikke en af de tre ting, børn vil være, når de vokser op. Jeg vil være spritter, skuespiller eller nationalbankdirektør. Sådan hænger det jo ikke sammen.«

At man på den måde taler ud af posen om politiske problemer og holdninger, er også noget, de to savner andre steder i kunsten.

»Jeg tror, at det er det, vores publikum gerne vil have. For hvor får man det ellers i dag? Der er langt mellem snapsene af dem, der tør – eller vælger – at mene noget. Så dækker de det ind – og jovialiserer det! – og gør det dobbeltbundet, så meget, at man ikke rigtig kan forstå: Hvad står den kunstner egentlig for? Det har vi aldrig lagt skjul på, og vi kan ikke lave eller skrive noget uden, at der er et budskab, selv om det er sjovt og underholdende,« fortæller Anne Marie Helger, altid med vægt på ordene og med en indtrængende stemme, mens Peter Larsen støtter op mellem tankestregerne, før han selv taler ud om kunstens forfatning:

»Vi oplever da helt klart nu, at vi er nede i et kulturelt dyk. Vi vågner ikke op hver morgen og tænker: ’Aldrig har der kulturelt været en så saftspændt begejstring og begavelse, der raser mod himlen og bare ikke kan komme til.’ Det er små skvulp, hvor folk er gået med på en højredrejning, hvor meningen med livet er at tjene nogle penge og få stablet noget lort på hylderne. Det er så livets store mening, inden man ryger i kisten.«

Anne Marie Helger har fundet et navn til lige netop deres personlige indstilling til scenekunsten. De er ’samvittighedskunstnere’. En betegnelse, der også fortæller noget om, hvad der driver den garvede duo.

»Det var et udtryk, jeg fandt på, og så var der nogle, der sagde: ’Ja, dårlig samvittighedskunstner’, og det er jo rigtigt. Mennesker, der har dårlig samvittighed af at leve i et samfund som vores med al den nød og elendighed og så ikke gøre noget. Og nu har du så ordet, du står på en scene, du har fået folk ind – hvorfor så ikke sige noget til dem om de uhyrligheder?« spørger Anne Marie Helger, mens Peter Larsen fortæller videre med et andet navn for deres scenekunst: Indignationsteater.

»Det er båret af følelsen af, at hvis vi brugte intellektet og hjertet lidt mere, så kunne man godt gå nogle andre veje end dem, der er mainstream. Selvfølgelig, hvis man synes, at verden i runde tal er pæn, ordentlig og sirlig, og hvis man synes, at det, Socialdemokraterne har gang i, er en knaldgod idé, og man så ellers gerne vil optræde, så kan man lave nogle boulevardkomedier, der slår tiden ihjel, indtil man ligger i urnen. Men hvis man er optaget af, hvordan vi indretter os, og hvordan vi som mennesker skal bestå, så vil det automatisk smitte af på det teater, man laver.«

Peter Larsen taler med en hurtig stemme, der hele tiden finder nye ord og stykker dem sammen som en guirlande.

Tragisk og komisk

Man kunne få det indtryk, at de var i gang med to forskellige stykker. Et med humor og et med alvor. Men kombinationen er vigtig for dem. Humoren gør det muligt at tale om seriøse problemer uden at blive hverken misantropisk eller kedelig.

»Jeg er ikke komiker. Jeg er tragikomiker. Jeg ser det tragikomiske i ting, lige meget hvor sørgeligt eller frygteligt, jeg synes, det er. Nogle gange er det så vanvittigt, så afsindigt, at man griner i stedet for at græde. Og sådan er det jo nu. Vi lever i en tragikomisk tid,« siger Anne Marie Helger.

Når Larsen og Helger ikke laver almindelig komik, er det heller ikke en almindelig latter, der søges fra publikum. Der er plads til pauser på en anden måde.

»De skal more sig. De skal grine. Men de behøver ikke grine punktligt hvert tredje minut. Det synes jeg slet ikke er nødvendigt. Der må gerne blive fuldstændig stille, og der må gerne være tårer. Der må være alvor. Total alvor. I fem minutter. Men så skal der dælme også være smæk på lattermusklerne. Det skal gå mellem yderpolerne, og det gør det også,« fortæller Anne Marie Helger.

Deres politiske bevidsthed og ambitioner er udtalte, men det er tydeligt, hvorfor de netop er skuespillere, når de taler om at stå på scenen. Ikke nok med, at de nyder at have både en drejeskive og en gulvlem at arbejde med, så foretrækker de også, at scenelyset ikke er helt blændende. De vil kunne mærke publikummet.

»Vi har altid lidt skimtelys i salen, det kan Peter og jeg vældig godt lide. At man kan se publikum. Jeg hader, når der er mørke derude, og jeg ikke kan se dem. For jeg føler, at vi er sammen om det. Det er så mærkeligt. Nogle aftener duer det bare ikke, og lige meget, hvad man gør, er det bare spildt. Men andre aftener, så er du oppe i galakserne, og de æder af hånden på dig, og vi er sammen om det her, og det bliver en fælles oplevelse,« siger Anne Marie Helger.

Peter Larsen tager over med en skæv dialekt: »Ligesom gruppesex! Vi er fælles om det! Vi skal hygge os!«

’Halløj på Falderebet’. Anne Marie Helger og Peter Larsen. Nørrebro Teater til 18. maj