Baggrund
Læsetid: 4 min.

Hvad er det første, du tænker på, når du læser ordet ’anmelder’?

Anmeldelsen og anmelderen står altid til diskussion
Kultur
11. april 2014

Anmeldelsen er en udskældt genre, det har den været, lige siden man i Danmark i slutningen af 1700-tallet begyndte at hæfte en vurdering på meddelelsen om nyudgivelsen af en bog eller et kunstværk. Den enkelte anmeldelse og anmelderiet som sådan skal også være udskældt, kritisabelt som det er, skandaløst, hæmningsløst og anarkistisk. Det er mærkeligt, men det er faktisk ikke muligt præcist at formulere, hvad der er the proper business inden for feltet. Anmelderiets værdi viser sig egentlig bedst i praksis, det vil sige i den enkelte anmeldelse og i den enkelte anmelders måde at forvalte genren på.

Enhver cykelsmed, fik Klaus Rifbjerg engang sagt, kan komme ind fra højre og anmelde litteratur. Traditionen viser os bare, at det er der ikke mange cykelsmede, der har gjort. Når det gælder det litterære anmelderi, har anmelderen enten vist sig at være forfatter, lektor i litteratur eller filosof. Kvalifikationerne, det vil sige en litterær indsigt og en belæsthed på samtidslitteraturen, beviser anmelderen, hver gang han eller hun skriver en anmeldelse. Avislæserne har altid mulighed for at diskutere med den enkelte anmelder, om lige præcis den anmeldelse, han eller hun har skrevet om det og det værk eller om den og den forestilling, nu også var vigtig og interessant. Var anmeldelsen i samklang med værket, nedrakkede eller lobhudlede den hin bog på overbevisende vis, eller kunne læseren lige så godt have spurgt sin nabo, om hun bryder sig om kommen i osten, eller om hun lo, sidst hun kørte i rutsjebane? Den enkelte anmeldelse og den enkelte anmelders praksis står altid til diskussion. Så heldigt er dét.

Ej markedsføring

Dagbladsanmelderen skriver til avisens læsere. Forsøger at stjæle deres dyrebare tid, inviterer til en samtale om f.eks. samtidslitteraturen, dens rolle i samfundet, dens muligheder og kritiske potentiale. Hvordan er værkets sprog? Hvad undersøger værket? Ligner det noget, vi har set før – eller ligner det netop ikke noget? At forfatteren til det anmeldte værk så i nogle tilfælde læser med – og at den gamle uskrevne regel om, at en forfatter aldrig tager til genmæle over for en anmeldelse, ser ud til at være afskaffet – hører så med, men anmeldelsen er ikke primært en sag mellem anmelder og forfatter. Og i øvrigt kan forfattere og forlag altid lade være med at sende bøgerne til anmeldelse på aviserne. Hvis en forfatter betragter sin bog som en vare på markedet, er det måske endda smartere at bruge penge på reklameplads, ligesom alle mulige andre selvstændige erhvervsdrivende i øvrigt gør det.

Anmelderi er ikke markedsføring af forfattere. Anmelderen er dybest set ligeglad med, hvordan forfatterens bogsalg går. Og det skal anmelderen også være, ellers kunne anmelderen ikke udføre sit arbejde med integritet. Anmeldelsen er en tekst, der forholder sig til et kunstnerisk værk (og i nogle tilfælde en fagbog, men her tænker vi primært på æstetiske værker). Anmelderen ved naturligvis godt, at det værk, anmelderen forholder sig til, kommer fra en virkelig krop, et menneske, som kan blive såret. Det er ofte uundgåeligt, at man bliver såret, hvis det, man ytrer og måske har brugt langt tid på at få frembragt, ikke bliver værdsat. Men det er også et vilkår i verden, at man ikke altid møder forståelse og omfavnelse af det, man lægger frem. Anmelderen skal imidlertid ikke forholde sig til eventuelle sårede følelser, anmelderen skal forholde sig til værket og i et vist omfang til den kontekst, værket taler ind i.

Ankenævn

Alt dette turde være nogenlunde indlysende. Når vi nu alligevel antager, at det måske ikke længere er det, er den direkte anledning den palaver og paukebulder, det har affødt i flere medier, at sociologerne Henrik Dahl og senest Emilia van Hauen mener, det er på tide med et ’ankenævn for anmeldelser’.

»Alle skal have noget at frygte,« som Dahl blandt andet har formuleret det i Deadline på DR 2 den 18. marts i en diskussion med Lars Bukdahl.

Hauen skriver i Information den 1. april: »Alt for mange anmeldelser er håbløst gammeldags og perfide. Det hæmmer kreativiteten.« Hun skriver om ’forbrugeren’ og om, hvordan mange anmeldere ikke formår at være i tråd med »tidens ånd« eller »i tråd med tidens værdier«, som om der kun findes én udlægning af, hvad tidens ånd eller værdier kan defineres som.

Dahl taler om, at forfatterne som »selvstændigt erhvervsdrivende« ikke kan være tjent med, at anmelderne ødelægger deres forretning. Men hvis anmeldelsen skal være relevant, må den netop være i stand til at kaste et kritisk blik på tidsånden og tidens værdier – som de bliver kolporteret, analyseret og undersøgt i de værker, der anmeldes – frem for blindt at hylde dem. Den vellykkede anmeldelse befinder sig til enhver tid tættere på den skønne litteratur end på dokumenterne i arkiverne i et eller andet ankenævns sagsbehandlingspurgatorium.

Anmeldelsen skal være kritisk

Anmeldelsen har flere funktioner; den er – vigtigt nok og lige fra begyndelsen – en nyhedsmeddelelse om, at denne bog, dette værk, nu findes i verden, men den er også en uundværlig del af samtalen om og med litteraturen og kunsten. Hvad vil den, hvad kan den, hvad gør den, hvad betyder den?

Hvis man alligevel synes, at en bestemt anmeldelse er for grov eller for dum eller for meget – hvad anmeldelser jo vitterligt er indimellem – må man svare igen ved at skrive en (bedre) kritik af kritikken. Ikke ved at anke til en eller anden bureaukratisk instans – og hvem skulle dog sidde i den, og hvordan skulle det helt nøjagtigt foregå?

Dagbladsanmeldelsen er i heldigste fald et stykke intellektuelt arbejde, hvis opgave det ikke er blindt at underordne sig markedet eller to sociologers definition af tidsånden eller hvilke andre dominerende modeluner, vi nu lige kan komme på, men derimod at stille sig kritisk an – i forhold til det hele.

Nanna Goul, Kamilla Löfström, Bo Tao Michaëlis, Mai Misfeldt og Martin Glaz Serup er litteraturanmeldere og medlemmer af bestyrelsen i Litteraturkritikernes Lav

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg nægter at anmelde denne artikel - medmindre i betaler ved kasse 678.

En anmelder skal jo også leve - og at anmelde andre for deres ugerninger mod menneskeheden er et hverv der kræver en sanseløs lyst til at tvære andre ned i mudderet.

Der kan være svage øjeblikke, hvor anmelderen filtrer sig ind i værket, men så må den næste betale for udåden.

Men, skulle der være en interesse for en gennemgribende gennemgang af ovenstående, kan beløbet aftales ved henvendelse til:

Opmærksomhedsgade 15
Selvtægten 2450

Glenn Lynge Andersen

Hvis Henrik Dahl virkelig betragter sig selv som "selvstændig erhvervsdrivende" glemmer han en ting, nemlig at dårlig omtale er bedre end ingen omtale; det værste der kan ske for en forfatter er, at hans bøger IKKE bliver omtalt.

"Sagen" bunder for mig at se i , at Henrik Dahl som privilegeret medlem af de snakkende klasser betragter det som selvindlysende, at hans bog har interesse for andre. Det er imidlertid ikke nogen selvfølge at en bog overhovedet har interesse for avisanmeldere, heller ikke selvom forfatteren før er blevet kendt for noget helt anden. Alligevel er det lykkedes Henrik Dahl at få betydelig omtale af sin bog blandt andet i Danmarks mest seriøse nyhedsmagasin, DR2s Deadline, så han har i grunden ikke noget at klage over i forhold til langt de fleste debuterende forfattere i dette land.

Skal forfattere kunne klage over, at deres bøger ikke bliver anmeldt?

Maj-Britt Kent Hansen

Underligt, at anmeldelsen er så udskældt en genre. Når nu man tænker på, hvordan alle og enhver eller i det mindste de fleste blandt os til stadighed bliver evalueret ved personalesamtaler og efter særlige præstationer på jobbet, og i skolen og til eksamen med karakterer - og ja, med "likes" og anbefalinger, hvis vi drister os til at tilkendegive os på nettet.

I de færreste situationer er der noget ankenævn, noget at stille op, og man kan konstatere, at som med anmelderiet, kan man blive bedømt for højt, for lavt - og forkert.

Evalueringer såvel som anmeldelser siger noget om den, der anmelder/evaluerer/liker og noget om den person/det værk/den præstation, der bedømmes.

Michael Kongstad Nielsen

Forfatterne skal bare være glade for anmeldelserne uanset hvad. Omtale giver opmærksomhed. Men jeg tror ikke på, at anmelderi ikke er markedsføring. For det er markedsføring af aviserne. Aviserne har brug for forfatterne, og for anmelderne, og for læserne, det hele går op i en højere, syndig, symbiotisk enhed, der har til formål 1) at sælge aviser, 2) at holde forfatterne levende, og 3) at holde anmelderne levende.

Måske skulle man udskifte anmelderne med forfattere, der så kunne anmelde hinandens bøger. Eller universitetsfolk i litteratur, hvis sådan nogle findes mere, eller bibliotekarer, eller læseklubber - eller cykelsmede.
De særligt sarte forfattere, der vælter af en dårlig anmeldelse, kunne blive udstyret med en lille advarsel fra forlaget - tal venligst sagte til dette skrøbelige gespenst - men sådan én er Henrik Dahl helt sikkert ikke. Han bruger nok bare anklagerne mod anmelderne til at skabe sig endnu mere opmærksomhed.

Maj-Britt Kent Hansen

Har hørt, at en del anmeldere hellere ville have været forfattere? At de er skuffede forfattere?

Kasper Støvring, der blogger på berlingeren, er mavesur for tiden, da hans seneste bog har fået dårlige anmeldelser næsten over hele linjen. Selv af JP, som holdningsmæssigt formodentlig ligger tæt op ad ham.
Jeg har forsøgt, at afkode hans blogskriverier vedr. anmeldere på den førnævnte avis, men kommer hver gang frem til, at han er en knægt, der tuder over, at han føler sig dårligt behandlet. Ligeså gør Hauen og Dahl.

Sidste linje i Politikens anmeldelse af Hauens bog Ladycool d. 16/3 i år:

" ’Ladycool’ er en godhjertet og velment bog, bevares. Men den kunne med fordel have været kogt ind til en klumme i Alt for Damerne."

Hvorfor kan disse folk ikke bare indse, at de nok bare ikke evner, at skrive bøger?

Torben Knudsen

Problemet er, at vi opfatter anmelderen som oraklet med den evige sandhed om produktet, når det bare er anmelderens personlige mening, der udtrykkes.
Eksempelvis anmeldelse af fårehjerne i dild, hvor jeg ville brække mig ud over tallerkenen.