Læsetid: 4 min.

Fortællingen om den gamle mand og staten

Velfærdsstaten er svær at komme uden om i bøger, der handler om ældre mennesker. For i Danmark bliver man ikke gammel uden at have et forhold til staten. Bøgerne handler oftest om mænd – kvinder og etniske minoriteter er så godt som usynlige
Der er påfaldende få ældre kvinder i litteraturen. Det er mændene, de gamle patriarker, som fascinerer forfatterne, fortæller Peter Simonsen, der har skrevet en ny bog om ældrelitteratur.

Mikkel Østergaard

4. april 2014

Har du prøvet at falde? Mærket tabet af kontrol og det halve sekunds panik før kroppen rammer gulvet, græsset eller fortovet og begynder at smerte? Det kender de fleste nok, men noget andet er at gå og være bekymret for, at det sker. At have det til at fylde i sit liv i sin dagligdag.

I litteraturen om de ældre er faldet et motiv, der ofte går igen. Det minder om, at alderdommen er en særlig erfaringsverden med oplevelser, der kan være fremmede for yngre mennesker, og som de måske bedst kan få adgang til gennem romaner og noveller.

Det er disse oplevelser i det sene liv, som litteraturforsker ved SDU’s Institut for Kulturvidenskaber, Peter Simonsen, i sin nye bog, Livslange liv, har søgt efter i nyere dansk litteratur. Med »livslangt« menes, at alderdom ikke er et stop for det indre liv, men at de ældres følelser og erfaringer også har en interessant plads i litteraturen.

I bogen beskæftiger han sig med værker af forfattere som Anders Bodelsen, Trisse Gejl, Jens Blendstrup og Bent Vinn Nielsen. Ældrelitteraturen er altså ikke en bestemt genre, men en betegnelse for alle de værker, der på den ene eller anden måde beskæftiger sig med livet i pensionsalderen.

Det er også derfor, at Peter Simonsens nye bog har fokuseret på tre faser af alderdommen: pensionen, plejehjemmet og døden (hvor staten tager over, når der ingen pårørende er). Fælles for litterære værker, der beskæftiger sig med alderdommen, er, at staten spiller en stor rolle. I Danmark er det nemlig svært at være gammel uden at være i kontakt med velfærdssamfundet, og det er tydeligt i bøgerne: »I udenlandsk litteratur handler historierne om det enkelte individ i relation til familien, og velfærdsstat og plejehjem spiller ingen større rolle. Nyere dansk ældrelitteratur handler også om enkeltindivider fanget i en vigtig livsfase, der gør deres historie interessant at læse. Men de oplevelser og følelser, de har, er betingede af velfærdsstaten, der gerne vil gøre godt – men nogle gange gør det modsatte.«

Ældrelitteraturen er altså ikke nødvendigvis politisk, men den kan dårligt undgå at forholde sig til institutioner som plejehjemmet og folkepensionen. Her har litteraturen også mulighed for at fortælle en anden historie end den, man hører fra samfundsteoretikere og økonomer: »Litteraturen har blik for, at man er ældre i relation til fællesskaber, familier, institutioner og selv historien. Den giver et mere helhedsorienteret billede af det at være ældre, end statistikken gør.«

Empatiens etik

Det ældre menneske, som bliver portrætteret i den nyere litteratur, er ikke det samme som tidligere. Engang var alderdommen primært et billede på mødet med døden, og den ældre havde sjældent en mere aktiv rolle. Peter Simonsen ser nu, at litteraturen skildrer gamle mennesker på andre måder.

»Der findes en ny type ældre, og de opfattes som mennesker, der gerne vil andet end bare at gå på pension og føle sig overflødige. Også ældre mennesker, der føler sig oversete og ude af stand til at leve det liv, de gerne vil. Et liv, som måske var muligt, hvis samfundet var anderledes indrettet,« fortæller han og nævner Christian Jungersens Krat og Kirsten Thorups Ingenmandsland, hvor de ældre føler sig hæmmet af fysikken, begyndende demens og en velfærdsstat, der begår overgreb frem for at yde omsorg.

Simonsens mener, at litteraturen her spiller en vigtig rolle, i og med, at den kan skabe en empati for ældre mennesker. »Med bogen løfter jeg den mere litteraturpædagogiske pegefinger: Litteraturen kan være med til at åbne vores øjne for, at folk i de her institutioner også har et indre liv, følelser og tanker. At vi altid indgår i fællesskaber, og at vi er etisk forpligtede på vores medborgere. Der kan litteraturen være, om ikke opdragende, så uddannende i forhold til den erkendelse,« siger Simonsen, som også selv tog et bevidst valg om at forske i et område, der måske ikke er dominerende i den aktuelle litteratur:

»Jeg synes, det har været vigtigt at skrive om en litteratur, som jeg føler har et vigtigt ærinde, og som tager del i en vigtig samtale i samfundet.”«

Tragiske mænd

Selvom de ældre selv er en minoritet i det skønlitterære landskab, så har området også sine egne minoriteter, fortæller Peter Simonsen efter sin granskning af det sidste par årtiers værker: »Der er påfaldende få ældre kvinder i litteraturen. Det er mændene, de gamle patriarker, som fascinerer forfatterne. Kvinderne bliver på en underlig måde usynlige i ældrelitteraturen. Måske fordi kvinderne er dygtigere til at blive ældre. Samfundsforskningen peger på, at kvinderne er verdensmestre i aldring, mens mænd bare falder helt sammen. Og så dør de. Men det tab af magt og kontrol gør manden interessant i litteraturen.«

For et par uger siden ærgrede den kroatiske forfatter Slavenka Drakulić sig i nærværende avis over, at historien om den kvindelige aldring ofte er henvist til enten selvhjælpsbøger, der har den evige ungdom som ideal, eller er forfaldsfortællinger om mødet med Alzheimers.

Kvinderne er dog ikke alene om at være underrepræsenterede i forhold til de tragiske mænd, men måske er det blot et spørgsmål om tid, før vi i den danske litteratur får et indblik i de øvrige pensionistoplevelser. Peter Simonsen ser fremad: »Jeg savner nogle socialt udsatte, etniske minoriteter i den her ældrelitteratur. Det er ikke en anklage mod forfatterne – det kommer, når det kommer. Men der er nogle potentielt utrolig fascinerende og dramatiske generationskonflikter, når bedsteforældre fra de her minoriteter finder sig selv i velfærdsstatens plejehjem. Der går måske ti år, før de fortællinger kommer frem.«

Peter Simonsens ’Livslange liv – Plejehjemsromaner og pensionsfortællinger fra velfærdsstaten’, udkommer i dag på Syddansk Universitetsforlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Rasmussen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Vibeke Rasmussen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Det lyder som en vigtig bog, der formentlig - og desværre - ikke vil få særlig mange kommentarer fra Informations læsere.

Vibeke Rasmussen

"… alderdommen er en særlig erfaringsverden med oplevelser, der kan være fremmede for yngre mennesker, og som de måske bedst kan få adgang til gennem romaner og noveller."

Eller som man måske først rigtig forstår og kan sætte sig ind i, når enten én i den nærmeste familie/omgangskreds eller man selv kommer til dét punkt i livet?

Der er ingen af de nævnte bøger, jeg har læst, for dét at opleve hvordan nære, elskede slægtninge blive gamle, hjælpeløse, fortvivlede over egen hjælpeløshed, svinde ind kropsligt, langsomt miste bevægelighed, syn, hørelse – at være vidne til alt dét, til det forfald, har hver gang været så smertefuldt, at jeg bevidst vælger fra også at læse om det.

Dermed ikke være sagt at dén litteratur-genre er overflødig. Så langt fra. Og jeg vil ikke udelukke, at man ved at læse de bøger, kan blive klogere på det indre liv i personer, der ældes, og måske bedre kunne forstå deres situation og dermed måske blive bedre til at høre de uudsagte bønner om hjælp. Jeg tror bare ikke, at jeg selv, ved på forhånd at have læst om andres opfattelse af situationen havde kunnet forberede mig bedre. Livet leves forlæns osv …

Men jeg savner generelt en endnu bredere debat og åbenhed om emnet, situationen, at blive gammel – og dermed for mange også afhængig af andre/samfundet. En debat ikke kun om hvordan man får, men i højere grad om hvordan man giver en bedre alderdom.

Men, som også Slavenka Drakulić indlæg http://www.information.dk/490363 beviste, har det – i hvert fald hér – ikke affødt nogen større interesse. Beklageligvis.

Maj-Britt Kent Hansen

Jeg ved heller ikke, hvor meget skønlitteratur om alderdom m.v. vil sige mig (Thorups Ingenmandsland lagde jeg ret hurtigt fra mig). Er nok mere til analysen deraf, som jeg tænker, at Peter Simonsens bog indeholder.

Som du, Vibeke, savner jeg også - "generelt en endnu bredere debat og åbenhed om emnet, situationen, at blive gammel" -. Jeg kunne ønske at Information luftede artikler som denne og den af Slavenka Drakulić længere oppe på hjemmesiden. Det måtte dog hjælpe en anelse, for det er vel ikke kun de tidlige stadier af livet, der skal have opmærksomhed.

Vibeke Rasmussen

Et andet indlæg i debatten, der, så vidt jeg husker, dengang faktisk blev debatteret, er Eva Mulvad og Allan Nagels meget bevægende dokumentar "Den sidste dans" fra et plejehjem i Middelfart.
http://www.melfarposten.dk/article/590133:Melfar-Posten--Et-aar-paa-plej...

Rørende og hjerteskærende på samme tid, men ikke just en anbefaling af at blive gammel. Man møder ofte, i forbindelse med beklagelser over at blive gammel, et 'frisk': "Nåja, men det er da bedre end alternativet" – altså at dø. Det er jeg ikke altid så sikker på.

Vibeke Rasmussen

Maj-Britt, jeg er glad for, at du nåede at se min kommentar inden den blev fjernet – årsagen skal jeg nok ikke tænke for meget over, blot nøjes med at klø mig desorienteret i nakken – da dele af den jo var stilet til dig. Moderators veje kan til tider være uransagelige. ;-)