Læsetid: 5 min.

En gudemorder er død

Den verdensberømte colombianske forfatter Gabriel García Márquez’ død skal ikke begrædes, men hans liv skal mindes med ærefrygt, for hans betydning for litteraturen er nået ud i alverdens afkroge
Arkivfoto: Hamilton/POLFOTO

Arkivfoto: Hamilton/POLFOTO

19. april 2014

Vennerne har mistet Gabo. Latinamerikas største forfatter Gabriel García Márquez er død, 87 år gammel. Han var en verdensbetvinger, men lagde ud med fiaskoer. Han forsøgte sig som journalist, som forfatter i Kafkas og Hemingways ordknappe stil, som filminstruktør, som reklamemand, som drejebogsforfatter. Han kunne noget med sproget, så som reklamemand i México City havde han succes. Men han glemte ikke sin drøm om at blive verdensberømt instruktør eller forfatter.

En dag havde han ideen, starten på Hundrede års ensomhed, en måde at fortælle på, en stil. Den slog ned i ham på vej til Acapulco. Han vendte bilen med kone og børn, kørte tilbage til México City og begyndte at skrive. I det symfoniske værk blander der sig løsrevne billeder fra Miguel de Cervantes’ sindrige ridder don Quixote, fra Fernando Boteros malerier med opsvulmede mennesker, fra Federico Fellinis film, hvor mennesker farer til himmels, og mirakler tiltrækker cirkus og markedsgøgl, fra Colombia, hvor hans udkårne Mercedes Barcha var apotekerdatter, og fra Colombias evindelige borgerkrige.

To forfattere, et venskab

Et år senere lå Hundrede års ensomhed færdig, kapitel for kapitel tygget igennem af en mexicansk forlægger, mens bilen for længst var solgt, og Mercedes Barcha havde vredet lån efter lån ud af alt og alle. Den skelsættende roman udkom i 1967, samme år som Latinamerikas første store litteraturpris blev givet til Mario Vargas Llosa, der holdt en glødende tale: »Litteraturen er ild«.

De to revolutionære forfattere, Llosa og Márquez, blev ikke bare nære venner, men kom som socialister til at opleve det paradoks, at pengene strømmede ind på bankbogen. Llosas eksperimenterende realisme lå milevidt fra Márquez’ magiske realisme, men måske netop derfor skrev han en doktordisputats om García Márquez’ stil og fortællemåde, der i 1971 udkom med titlen García Márquez: historien om et gudemord. García Márquez aflivede den virkelighed, som hans fødeby Aracataca var, og genopbyggede den i fiktionen Hundrede års ensomhed som den lille by Macondo. Hermed tilranede han sig den skaberkraft, der ellers tilskrives Gud.

Og Llosa berettede videre om den paradoksale stil, der krydsede virkelighed og magi til noget helt tredje: den magiske realisme. For Márquez skriver ikke slet og ret magisk eller realistisk på skift, men er konstant optaget af at skabe krydsninger derimellem. Sker der noget magisk, giver Márquez magien en realistisk årsagsforankring. Før præsten leviterer, drikker han en kop chokolade. Og da chokolade i Latinamerika er gudernes drik, forstår man nok, at præsten kan bryde tyngdeloven og hæve sig over jorden. Remedios den Skønne skal fare til himmels, havde Márquez bestemt, men hvordan? En dag, da han så en kvinde hænge lagner op, som vinden ruskede voldsomt i, havde han løsningen. Remedios står og hænger lagner op, da vinden griber fat i lagnet, så hun farer til himmels. Det modsatte sker, da sigøjneren Melquíades kommer til Macondo med en magnet. Dens realistiske evne til at tiltrække jern overdrives måske en kende, når søm springer ud af husenes træværk og forsvundne jernting kommer for en dag. Men virkelighedens magnetisme, der står uden forklaring og kraftigt overdrevet, kommer derved til at virke magisk.

Udfordrende poetisk

Márquez havde for længst slået sig ned i Barcelona med kone og børn, da Llosa og hans familie flyttede til byen, og snart efter kom de to venner til at bo dør om dør. De blev lidt uenige, da den cubanske digter Heberto Padilla i 1971 blev presset til at udøve selvkritik.

En lang række latinamerikanske forfattere tog offentligt afstand derfra, men ikke García Márquez, for han var ikke kun socialist, men også nær ven af Fidel Castro. Den slags kunne de to forfatteres venskab sagtens holde til, for Márquez var midt i en spændende udforskning af den latinamerikanske diktator til sin næste roman. Hans magisk realistiske stil med dens overdrivelser, modsætninger, paradokser og mærkelige skred mellem magi og realisme satte nu selve romanen som genre under pres.

Resultatet blev den sære, vanskelige, udfordrende poetiske roman Patriarkens efterår. Da den udkom i 1975, var Llosa flyttet fra Barcelona, og Márquez rykkede nu også teltpælene op og tog tilbage til México By. Politiske uenigheder kunne venskabet holde til, men det eksploderede med et brag, da Vargas Llosa en februardag 1976 slog Márquez i gulvet i México City. De to tidligere venner nægtede herefter at mødes, men én ting kunne de dog blive enige om: Aldrig at fortælle, hvad der lå bag det fatale næveslag. Dog tyder et par bemærkninger dengang på, at det ikke var politik, der skilte dem, men god, gammeldags jalousi.

Ensomhedens magt

Hvor Hundrede års ensomhed var skelsættende, bragte Patriarkens efterår Márquez et sted hen, hvor den almindelige læser ikke kunne følge ham. Derfor blev han for evigt dømt til at blive husket af eftertiden for Hundrede års ensomhed, der med sin brogede stil og utrolige kærlighedshistorier helt får os til at glemme, at det ikke er kærlighed, men ensomhed, der er på færde. En ensomhed, der først ophæves, da to unge elskende tager familiens forbandelse på sig og begår incest. Først når to ’ens’ mennesker elsker hinanden, brydes den ensomhed, der har hjemsøgt familien i slægtled efter slægtled.

Også i Patriarkens efterår sætter Márqeuz sig for at udforske ensomheden, men denne gang som diktatorens forbandelse. Derfor skulle romanen skrives i Spanien, for her kunne han opleve den spanske diktator i dennes sidste år, se ham rådne op, ensom og forbandet af sine undersåtter.

Måske derfor deltog han ikke i de antifranquistiske demonstrationer som Llosa. Márquez havde travlt med at skabe det mylder af stemmer, som han brugte til at tegne sit groteske billede af en svag og almægtig diktator. Således kan man også se portrættet af Latinamerikas befrier Simón Bolívar i Generalen i sin labyrint. I sin tid en uimodståelig forfører og en uovervindelig oprører, men nu syg, svækket og nedbrudt.

Inspirationen

Gabriel García Márquez lagde ikke kun Latinamerika, men hele verden for sine fødder, da han udsendte Hundrede års ensomhed. I Danmark forvandlede Ib Michael hurtigt hans magiske realisme til sin helt egen stil, mens Latinamerika måtte vente længe, før Isabel Allende fik pædagogiseret Márquez’ komplekse stil, så den var til at efterligne for andre forfattere. Det skete med Åndernes hus i 1982, samme år som García Márquez fik Nobelprisen. Efter Allende var det nemt: Peter Høeg, Forestilling om det tyvende århundrede, Carsten Jensen, Vi de druknede, for blot at nævne et par stykker.

Gabriel García Márquez’ død skal ikke begrædes, men hans liv skal mindes med ærefrygt, for hans betydning for litteraturen er nået helt ud i alverdens afkroge, ja, selv til Danmark.

Rigmor Kappel Scmidt er oversætter og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lene Timmermann
  • Olav Bo Hessellund
Lene Timmermann og Olav Bo Hessellund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vidunderlig overskrift her natten efter langfredag.
For nogen menneskers virke trækker vitterligt spor efter sig af tusinder af døde guder, herunder kejsere og entreprenante diktatorers kreationer. Men det er slet ikke slut endnu. God påske så :-D

Søren Kristensen

Jeg synes han ligner Peter Duelund - eller omvendt selvfølgelig. Bortset fra det, så er jeg glad for at Márquez´ bøger betegnes som "vanskelige". Tilbage i firserne gav jeg min far, som vist nok engang fik læst en hel Alistair McLean bog og som om sig selv elskede at sige "jeg gik i skole i frikvartererne", når samtalen faldt på bøger: "Ingen skriver til obersten". Tror ikke han kom igennem første side før den kom i bunken til loppemarkedet. Selv havde jeg vist nok allerede fået fået kæmpet mig frem til side ti før jeg kastede hånklædet. Meget bedre gik det ikke med Ib Michaels tidlige bøger. Det var simpelthen for mærkeligt, med alt den latinamerikansk inspirerede hokuspokus. Det var først med "Smillas fornemmelse" og "Vaniljepigen" jeg begyndte at kunne acceptere magiske realisme. Men med "Vi de druknede" gik den til gengæld rent ind.

Vibeke Rasmussen

Da jeg i sin tid læste 'Hundrede års ensomhed', blev jeg både dybt fascineret og fortryllet af det ukendte, uforklarlige univers, jeg blev trukket ind i. Det var magisk. Men da jeg år senere ville genlæse romanen, blev det 'for meget'. Det univers Gabriel García Márquez så levende beskrev, føltes nu pludseligt alt for overvældende og stærkt.

Samme følelse har jeg i øvrigt haft med visse film: Efter at have set dem blot én gang er jeg parat til at erklære dem mesterværker (Das Boot, Dearhunter), men oplevelsen har været så voldsom, at jeg ikke siden har været i stand til at gense dem. Deres påvirkning, roman såvel som film, er dog uafrystelige og lever stadig videre i hukommelsen og på nethinden, og jeg anbefaler gerne andre at læse og se.

(Hvad angår læseoplevelsen af værker, man ikke selv er i stand til at læse på originalsproget, kan oversætterens betydning for læseoplevelsen – eller for om man overhovedet 'orker' at læse videre – i øvrigt ikke overvurderes. Eller den gode oversættelse roses nok. Selv har jeg eksempelvis senere måttet opgive at læse Marquezes 'Historien om et bebudet mord', grundet det efter min opfattelse ubehjælpsomme sprog i oversættelsen.)

Søren Rehhoff

@ Michael Kongstad Nielsen

"Det samme gælder vel alle andre mennesker. Er nogles død mere interessant end andres?"

Slap af, alle kommer i avisen når de dør, om ikke andet så ihvertald i Statstidende.